onsdag den 29. juni 2022

Abort på film | Mike Leigh: Vera Drake (2004)


EN HISTORIE FRA NØJSOMHEDSTIDEN
Mike Leigh kombinerer problem og erindring

Af BO GREEN JENSEN

I

VENEDIG 2004 – MIKE Leigh går på scenen i Teatro Fenice og modtager Guldløven for sin film om Vera Drake. Sophia Loren overrækker trofæet, og Leigh siger alle de rigtige ting. Han takker John Boormans jury »dybfølt og overstrømmende«, profoundly and profusely. Han siger tak til byen Venezia og til festivaldirektøren Marco Müller, der har hovedansvaret for årets program. Så kan han alligevel ikke dy sig. Leigh udtrykker endelig en særskilt tak til Thierry Frémaux og Cannes Festivalen, som i foråret afviste Vera Drake, da instruktøren tilbød sit seneste opus.
   Vera Drake er en typisk Mike Leigh-film. Den har et stort tema, men belyser det ved at koncentrere sig om de små sociale mekanismer i en almindelig engelsk familie. Vera Drake (Imelda Stauton) er en midaldrende kvinde, gift med automekanikeren Stan (Phil Davis) og mor til to voksne børn, Sidney (Daniel Mays) og Ethel (Alex Kelly), som stadig bor hjemme.
   Året er 1950. Vera hjælper sine naboer og er godheden selv. Der er kun ét særligt træk ved hende. Hun hjælper vordende mødre med at fordrive uønskede fostre. Hun har gjort det i tyve år eller mere, fordi nogen må tage sig af disse ting. Det er ikke noget, hun gør for penge. Pengene ordner veninden Lily (Ruth Sheen), som formidler kontakten mellem Vera og de unge kvinder.
   Tiden går, familien lever sit liv. Datteren skal giftes med Reg (Eddie Marsan), den stilfærdige nabo. Netop som man fejrer forlovelsen, banker politiet på hos Vera Drake. Herefter følger fornedrelsen. Vera må hviske sin forklaring til sin mand. Hendes søn kan ikke acceptere, hvad der sker. Så kan tilskueren? Trods alt bliver Vera arresteret, fordi en af hendes klienter dør.



VERA Drake kulminerer i en fem minutter lang scene, som fastholder Imelda Stauntons ansigt. Hun græder alle verdens tårer og gør det med så megen indlevelse, at man næsten ikke kan bære at se det. Leigh er tæt på grænsen til følelsesporno, men han krydser den ikke. Han gør heller ikke systemet værre, end det er, da Veras sag kommer for retten. Det er ikke nødvendigt. Hun idømmes to år og tre måneders fængsel. 
   Formidleren Lily får lov til at gå. Familiesammenholdet tager tælling. Stan accepterer som altid sin hustrus standpunkt, men Sid kan ikke se sin mor i øjnene. Det slutter så stille, som det begyndte. Der er i endnu højere grad end sædvanligt en afklaret selvfølgelighed over denne prunkløse Mike Leigh-film.
   Et opgør med gammel abortpolitik kan synes at komme post festum. Imidlertid har filmen klar adresse til de neo-fundamentalistiske kræfter, der vil indskrænke kvinders ret til at vælge og hævder, at alt liv er helligt. Man vil faktisk dræbe for at forsvare det ukrænkelige liv. Leighs egne forældre var læger. De foretog ikke fosterfordrivelse, men hans fortrolighed med proceduren giver historien ekstra troværdighed. Filmen fungerer ikke mindst i kraft af Imelda Staunton. Den kvinde kunne få en sten til at græde.



II

MIKE Leigh er 57 år gammel, da vi taler om Vera Drake. For hver film ligner han Buddha lidt mere. Poserne under hans øjne er imponerende sorte og store; maven er stram som en fodbold; tøjstilen ligger langt fra tidens mondæne idealer. Men stemmen er klar og siger næsten altid ting, som er kloge og skarpe.

   Leigh udstråler en slags stor søvnig ro, som kan være besnærende venlig. Han er nemlig også en kunstner, som man tøver med at stille naive eller åbenlyst kritiske spørgsmål. Leigh kan som få blive hidsig og virkelig skose sin modstander. Kritikeren Alexander Walker hørte ikke til instruktørens beundrere. I 1996, da Secrets & Lies modtog Guldpalmen i Cannes, havde Walker forbehold omkring filmens grådkvalte slutning. Han formulerede dem ved et pressemøde. Leigh brugte derefter tiden på i særdeleshed at henvende sig til »Mr. Alexander Walker«, hver gang med isnende hån i sin stemme.



 Dine film har ofte handlet om familien som socialt fællesvæsen. Det gælder fra »Life is Sweet« til »Secrets & Lies«. Eller de har skildret mandlige ulve og får, den snerrende desperado i »Naked«, den passive taxichauffør i »All or Nothing«. Var det tid til at have en kvinde i centrum?
   »Lad mig se. Nej, jeg ville lave en film om abortspørgsmålet, men det skulle ikke være en rigoristisk problemfilm med firkantede holdninger og klare, kategoriske standpunkter. Historisk og socialt, i alle samfund, gælder den brutale sandhed, at mænd kan kneppe og gå deres vej, mens kvinderne bliver efterladt med problemer og praktiske følger, som de er nødt til at forholde sig til. Det er sagens kerne, uanset om vi kan lide det, fra vor sofistikerede synsvinkel i begyndelsen af det 21. århundrede. Det har været virkeligheden gennem hele menneskehedens historie, og derfor handler denne film ikke om mænd, i hvert fald ikke først og fremmest.
   Mændene i Veras familie bliver tvunget til at tage stilling. Sønnens første reaktion er total fordømmelse, men den bunder i en dyb forvirring. Han aner ikke, hvordan han skal reagere. Så foretager han en indre rejse og når et punkt, hvor han bedre kan leve med sin mors handlinger. Man er nødt til at betragte ham, som det gælder alle mændene i filmen, og som det gælder, tror jeg, for mændene i alle mine film, i hans sociale og historiske kontekst, se ham på tidens baggrund. Han er vokset op, har været soldat i en krig, har set verden falde fra hinanden og blive sat sammen igen. Han har altid haft en stærk følelse af at handle rigtigt, gøre noget moralsk korrekt, og en indgroet fornemmelse af, at hans forældre gjorde det samme. Pludselig falder hans verden fra hinanden, der bliver vendt op og ned på hans værdier. På chokerende og usandsynlig vis bliver hans mor med ét opfattet som en forbryder. Det er svært for ham at acceptere.«


»Jeg har forsøgt at nuancere det maskuline standpunkt. Der er mænd, som har forståelse for problemet og er sympatisk indstillede over for Vera, både i familien og i politiet, til en vis grad også i lægestanden. Men samtidig ser man hele den voldsomme, uigennemtrængelige, maskulint dominerede proces, som Vera bliver udsat for, da hun endelig kommer for retten. Jeg syntes også, det var nødvendigt at vise årsagen til processen mod Vera, konsekvenserne af hendes praksis. Jeg vælger så at vise en fosterfordrivelse, som går galt, men sidestiller den med det alternativ, som bedrestillede piger havde.
   Der var smuthuller i loven, men Veras piger kendte ikke til disse. Det gør moderen i den familie, som Vera gør rent hos. Hendes datter bliver mere eller mindre voldtaget af sin berusede kæreste. Jeg syntes det var vigtigt at vise det, i det mindste som en metafor for andre uønskede graviditeter, også dem som ikke var så brutale. Men alle disse forløb begynder og ender med smerte. Og de er og bliver kvindens problem. Så i alle samfund har der til alle tider været tusindvis af personer som Vera, stille kvinder som vidste hvordan man løste problemet, uden at gøre et stort nummer ud af det.«



– Vera er overbevist om, at hun gør noget vigtigt og rigtigt. Alligevel bryder hun fuldstændig sammen, da politiet banker på. Hun har en meget kompleks reaktion. Lider hun muligvis også af en slags fortrængning? Hun har gjort det hér i så mange år. Hun må have indset, at det hér kunne ske en dag.
   »Det er klart. Det kan man jo se på hendes ansigt, da politiet træder ind. Hun ved med det samme, at dette er dagen. På en måde tror jeg, at hun er offer for en slags fortrængning, men der er ikke tale om nogen dyb psykologisk proces. Hun gør blot, hvad vi alle gør, lægger problemet over i en anden skuffe og udsætter det til en anden gang. For hun ved, at det som hun gør er nødvendigt, og hun må gøre det, som er nødvendigt. Hun har en pligtfølelse, simpelt hen, et ansvar som hun må tage på sig uden anfægtelser.«
   – Men i retssalen siger hun slet ingenting. Hun forklarer sig kun for sin søn og sin mand, som hun oven i købet må hviske det til. Hun prøver slet ikke at forsvare sin holdning...
   »Nej. Men dette er jo en kvinde, som samtidig er fuldkommen nedbrudt over skammen ved det hele. Hun véd i sit hjerte, at hvad hun gør er rigtigt, for det er noget, som må gøres, og derfor gør hun det. Samtidig er hun pludselig anbragt i rollen som gemen forbryder. Naboerne ser hende blive ført væk af politiet, hun mister i ét slag al sin værdighed. På politistationen bliver hun konfronteret med dommere og aggressive embedsmænd. Det er ydmygende og fornedrende, og naturligvis slår hun ikke igen. For det ligger slet ikke i hendes væsen. Hun er en undselig kvinde. At gøre hende til talsmand for en sag, at lade hende rejse sig på anklagebænken og holde en stor forsvarstale, på en artikuleret feministisk måde, det ville være fuldkommen forløjet og syntetisk. Vera Drake er slet ikke den slags kvinde.«



 Begge dine forældre var læger. Diskuterede du nogen sinde abortproblematikken med dem?
   »Vi diskuterede aldrig abortspørgsmålet, men det skal man nu ikke lægge noget særligt i. Emnet dukkede bare aldrig op i vore samtaler. Jeg går ud fra, at vi mente det samme. Jeg ved, at min mor, som var jordemoder, aldrig ville have overvejet at foretage en abort, så længe indgrebet var ulovligt. Jeg ved samtidig, at begge mine forældre altid var hjælpsomme og venligt indstillet over for enlige mødre. Men de ville ikke bryde loven under nogen omstændigheder. Det kom slet ikke ind i deres overvejelser.
   Min far var praktiserende læge i et meget arbejderklassedomineret område. Vi boede over konsultationen eller i et hus ved siden af. Så jeg var altid bevidst om, at min far var en slags enegænger, en læge som tog sig af fattige mennesker og deres børn. Han fik sin eksamen i 1939. Så kom krigen, han blev soldat og fik først mulighed for at arbejde som læge efter krigen. Tidspunktet, hvor han begyndte at praktisere, faldt sammen med oprettelsen af det offentlige sundhedsvæsen, National Health Service. Min far var overbevist socialist og en stor tilhænger af den offentlige sygekasse, som han virkelig troede på. Han gjorde, hvad han kunne for at slippe af med de private patienter, han havde arvet efter sin forgænger. Han var også tilknyttet nogle fabrikker, hvor han tog sig af arbejderne. Det triste er, at mens jeg lavede filmen, ville jeg gerne have kunnet tale med min far om familien Drake og dens problemer. Men han døde i 1985, så det kunne ikke lade sig gøre.
   Naturligvis er det en moderne film. Handlingen er henlagt til 1950erne, men den henvender sig jo til samtiden nu. Det er på ingen måde en fjern rapport om en esoterisk kult, der praktiserede unævnelige ritualer for et halvt århundrede siden. Jeg håber da, at filmen konfronterer tilskueren med spørgsmål om moralen i abortproblematikken, og at den får publikum til at tænke på forholdet mellem samfundet og det enkelte individ. Jeg måtte henlægge handlingen til en periode, hvor fosterfordrivelse var noget strafbart, men selvfølgelig er filmen lavet under indflydelse af den debat om abort, som foregår nu mange steder i verden.«



– Du og Ken Loach bliver ofte kaldt britisk films store socialrealister...
   »På et overfladisk niveau kan man sige, at Vera Drake gør brug af et realistisk formsprog. De fleste af mine film er realistiske, men de er ikke naturalistiske. Det er sandt, at jeg som regel ikke arbejder med symboler og andre åbenlyst abstrakte størrelser, men jeg vil samtidig mene, at de æstetiske beskæringer, mine tilvalg og fravalg, måden som filmens elementer er arrangeret på i forhold til hinanden, er udtryk for bevægelser, som også foregår på et symbolsk eller indre psykologisk plan. Uden at de af den grund er oplagte symbolistiske udsigelser.
   Undtagelsen blandt mine film er Naked. Her prøvede jeg for det første at vise verden ifølge Jonathan, karakteren som David Thewliss fremstiller. For det andet beskæftigede jeg mig bevidst med symboler, der var udtryk for bevægelser i filmens indre verden. Så det er lidt mere indviklet, end hvis jeg blot lavede semi-dokumentaristiske, såkaldt naturalistiske »køkkenvaskfilm«. Der er mere sofistikerede mekanismer på spil, men jeg foretrækker at gøre disse ting subtilt, på en næsten sublimativ måde, så publikum har følelsen af at betragte en fuldkommen realistisk verden.
   Jeg er nu engang mest motiveret for at lave film om rigtige liv og virkelige mennesker, skildre dem som de nu engang er. Så jeg foretrækker at arbejde med skuespillere, der også ser ud som almindelige mennesker. Der er jo masser af smukke skuespillere, som ser fremragende ud og føler ting dybt. Og som ofte er talentløse og dybt narcissistiske.
   Jeg foretrækker spillere, som interesserer sig for at fremstille almindelige karakterer, snarere end for at tage en stor tur og få ros for deres fingerede indlevelse. Skønheden sidder indvendig. Mine skuespillere er kræfter som Imelda Staunton og Timothy Spall. De ligner rigtige mennesker, og det arbejde, som vi udfører sammen, får dem til at ligne rigtige mennesker i endnu højere grad. De er i stand til at sætte sig ud over det faktum, at de dybest set bare er skuespillere.«



– Du siger, at I udfører arbejdet sammen. Kan du sige noget om processen, din berømte metode, som inddrager skuespillerne i manuskriptarbejdet?
   »Jeg har ikke særlig meget at sige om det, for det vedrører ikke mig alene. Strengt taget er det noget, som ikke vedkommer andre. Det er en måde at skabe materiale på, stof som hænger troværdigt sammen og er af ét stykke i kreativ henseende. Processen inddrager alle, som arbejder på en produktion. Til en vis grad véd jeg måske mere, men det er egentlig irrelevant, hvem der skaber hvad. Det centrale er at foretage den rejse, som det indebærer at skabe en film.
   Man må engagere sig, være forberedt på at blive udfordret og gøre sig klart, hvad filmen egentlig går ud på. Disse afgørelser træffes undervejs i processen, som filmens tilblivelse udgør. Det er en organisk proces. Livet er tragisk og komisk på én gang. Det er klart, at jeg træffer nogle overordnede afgørelser. For eksempel er der humor i denne film. Familien Drake har sin egen stille sans for humor, men det er ikke nogen komisk film. Jeg har lavet film, hvor der var en decideret komisk faktor på spil, og jeg har lavet film, som valgte at være gravalvorlige.
   Naturligvis er jeg filmens forfatter. Men hvad angår udviklingen af dialogen, indtager skuespillerne en væsentlig rolle. Vi udforsker karaktererne sammen og når frem til et endeligt manuskript. Men deres input påvirker ikke selve stoffet. Som forfatter har jeg til opgave at arrangere materialet. Vi foretager en rejse og ankommer sammen til noget, der ligner en destination.
   Det er i øvrigt ikke kun skuespillerne, som har noget at skulle have sagt. Som nævnt er hele holdet involveret. Jeg har arbejdet med den samme fotograf, Dick Pope, i snart 15 år, siden Life is Sweet. Han er fremragende til denne slags materiale, og vi taler det samme sprog. Vera Drake blev optaget på 16 mm for at spare penge. Det kan man slet ikke se. Filmen ligner en milliard eller mere, men er faktisk lavet for otte en halv million. Det er et latterligt lille budget i forhold til de store amerikanske produktioner, som fylder biograferne, også i England. Dick er god at arbejde med, fordi han både sætter lys og fører kameraet selv. Jeg vil hellere arbejde med én mand, som jeg kender godt, end med en lille hær af fremmede teknikere.«



– »Vera Drake« er henlagt til 50erne, og tidsbilledet er meget omhyggeligt tegnet, ikke med store historiske fagter, men med små diskrete virkemidler. Trak du på din egen erindring om »nøjsomhedens årti«?
   »Ja, det er helt som jeg husker det. Jeg var syv år gammel i 1950, og vi kan vel alle sammen huske, hvordan verden så ud, da vi var syv. Den monotone og monokrome verden i Nordengland, det grå Manchester hvor jeg voksede op, er meget det univers, som vi sigter efter i filmen. Som sagt boede vi over konsultationen, og jeg gik i skole med børn fra arbejderfamilierne, selv om mine forældre var læger, og vi egentlig tilhørte middelklassen. Det spørgsmål fører ind på et område, nuancerne i klassesystemet, som også gør sig gældende i Vera Drake og som er noget meget kompliceret og specifikt britisk. Sandheden er, at atmosfæren i Vera Drake er atmosfæren i 50ernes Manchester, skildret så sandfærdigt og nøjagtigt, som jeg kan huske den.«
   – Jeg er nysgerrig med hensyn til omgangstonen. Man taler meget stilfærdigt og næsten genert til hinanden. Der er en scene, hvor mændene i familien udveksler erfaringer om, hvad de foretog sig under krigen. Historierne kommer langsomt på bordet. Der er ingen der praler. Var det sådan man talte om krigen?
   »Naturligvis ikke altid. Jeg husker situationer, hvor man pralede højlydt og talte meget bramfrit om krigen. Men denne aften sidder mændene i familien tilfældigvis og udveksler erfaringer, også for at lære deres gæst, datterens kommende forlovede, bedre at kende. Det er en aften for erindring og vemod, »recalling and lamenting«. Det er måske ikke nogen typisk aften, men det er en virkelig situation.«
   – Verden har ændret sig siden 1950...
   »Det må man sige. Også til ukendelighed. Her i 2004 ville Vera og Sid efterhånden være hundrede år. Eller 95 eller deromkring, de ville måske ikke være i live. Men Sid ville være bedstefar og måske oldefar. Han og hans kone ville handle i et supermarked, hvor de kunne købe vin fra alle egne af verden, italiensk pastrami og oste fra Frankrig. De ændringer, som er sket i kulturen siden 1950, er slet og ret erfaringsoverskridende. Der er tale om forskellige verdener.«
   – Overvejede du at lade filmen fortælle en nutidshistorie?
   »Ja, naturligvis, for det er altid mere indviklet at beskæftige sig med en historisk periode. Men en samtidsfilm ville ikke kunne stille de samme spørgsmål og belyse alle aspekter af diskussionen. Nu bliver man gravid, og vil ikke have barnet, får man foretaget en abort. Det er ikke rart, men det er ikke verdens undergang, og det er fremfor alt ikke ulovligt.
   Jeg kunne måske have ladet filmen foregå i Irland. Jeg finder det paradoksalt, at en nation, som er så udviklet og økonomisk velstillet, fortsat holder fast ved denne besynderlige lov, men det handler i høj grad om Vatikanets politik. Vatikanets holdning til abortspørgsmålet er anstødelig og chokerende. Det er klart, at man ødelægger et liv, når man foretager en abort. Det er der ingen tvivl om, og naturligvis er det en smertefuld sag. Men sandheden er samtidig, at verden er et stadig mere overbefolket sted, og at bringe uønskede børn ind i en overfyldt verden er noget, som man må overveje mindst lige så grundigt.«



– I filmen er det Vera, som bliver stillet for retten. Tilsyneladende sker der ingenting med Lily, kvinden som formidler kontakten til pigerne og beholder de penge, som Vera slet ikke ved noget om. Bliver Lily slet ikke sigtet?
   »Det er et godt spørgsmål. Jeg kunne godt have gjort mere ud af det i filmen, men det ville have gjort historien mere uklar og besværlig. Lily burde i teorien være dømt efter den samme lov, som Vera sigtes efter, men politiet var altid mere optaget af, hvem der foretog selve indgrebet. De gik slet ikke ind i pengeaspektet. For det meste skete alt som i filmen. Politiet lagde pres på formidleren, som røbede navnet på den faktiske fosterfordriver.«
   – Hvad med mødrene? Kunne de også straffes?
»I teorien kunne de blive det, ja, efter loven af 1861. Jeg nævner med vilje det årstal tre eller fire gange i filmen, for jeg finder det latterligt og skamfuldt, at en så forældet lov var i anvendelse frem til 1967. Der var kvinder, som fik foretaget abort og blev sigtet og dømt i slutningen af den victorianske periode, men senere hørte de tilfælde til undtagelserne. Systemet var primært interesseret i de kvinder, som foretog aborterne.«


   
– Hvad skal du lave efter Vera Drake. Operettefilmen om Gilbert og Sullivan, »Topsy-Turvy« fra 1999, var en god og fuldkommen overraskelse. Er der mere af den slags på vej?
   »Jeg taler helst ikke om mine projekter, før de er færdige. Det er en politik, et princip og ren overtro. Men jeg har tanker, som jeg arbejder med, og jeg har en nogenlunde fast idé om, hvad mit næste arbejde kommer til at gå ud fra. Det er ikke en film, men en forestilling til National Theatre i London. Jeg plejede at lave en masse teater, men det er længe siden, for først blev tv og siden film min foretrukne henvendelsesform. Efterhånden er jeg udelukkende interesseret i at lave film. Men for tiden er der en god ledelse på National Theatre, hvor Nicholas Hytner, som også er filmmand, er blevet direktør. Så jeg har sagt ja til at tage fri fra mit rigtige arbejde og lave en teaterforestilling. Det er ikke en kæmpeopsætning. Det hele varer kun 18 uger.«*
   – Det begynder og ender som altid i familien. Man har en klar fornemmelse af, at familien kommer videre, at Sid vil støtte Vera hele vejen, at sønnen vil acceptere sin mors handlinger. Dine seneste film slutter alle med sådan en kollektiv udsoningsscene...
   »Vi har vel alle haft gode og dårlige oplevelser i forbindelse med at være del af en familie. Claude Chabrol har kaldt familien for et svindelnummer, en falsk og unaturlig facade. Det er let nok for ham at sige. Sådan et ekstremt synspunkt må have sit udspring i en eller anden ekstrem oplevelse. Og fred være med det. Vi har alle været igennem dårlige tider med vore familier, men det gør dem ikke til fejltagelser. Konventionelle kernefamilier er heller ikke den eneste måde, som mennesker kan arrangere sig på rent socialt. Man lærer og man lever. Men familiekonceptet er vel så udbredt, at man må betragte det som noget ganske normalt.«



– Har du nogen sinde en følelse af, at du har sagt noget før, men bliver nødt til at sige det én gang til?

   »Denne film slutter lige så optimistisk som Secrets & Lies og All or Nothing. Man er i chok, men der bliver knyttet nye forbindelser. Denne familie er sammen ved at få noget positivt til at ske. Livet er hårdt. Livet er svært, og det er ikke let for nogen mennesker. 
   Vi er alle fanger af vores miljø. Nogle af os er blevet gamle eller har været heldige nok til at bryde cirklen og udfordre det mest indlysende status quo. Det handler om held og tilfældige muligheder, mange vilkårlige omstændigheder. Det er sandt, at jeg har lavet mange film, hvor jeg formulerer mine grundlæggende følelser om de fundamentale sandheder i tilværelsen. Men mine film er ikke en metervare, den samme slags film alle sammen. Der er lige så mange nuancer og forskelle, der gør sig gældende hér som i virkeligheden.
   Her ved bordet har vi alle været i stand til at udfordre status quo og ændre vores situation. Men det er ikke i første række os, journalister og instruktører, som jeg laver mine film for og om. Jeg prøver at tale om almindelige mennesker og deres vilkår. Jeg har anskuet fænomenet fra alle mulige vinkler, og jeg er glad, hvis man finder denne film optimistisk. Familien er stærk nok til at sætte det knuste sammen igen.
   Det løser bare ikke problemet for de kvinder, som i fremtiden bliver gravide og ikke vil have deres børn. Livet er ikke sort eller hvidt, optimistisk eller pessimistisk. Det er begge dele og flere ting på én gang. Meget komplekst hver dag og hele tiden.«

*) Forestillingen Two Thousand Years havde premiere på National Theatre den 15. september, 2005. Det er igen en familieskildring. Tre generationer af en jødisk familie forholder sig til konflikten mellem Israel og Palæstina. Sammenholdet er truet, da en søn bliver grebet af ortodoksien. For første gang bruger Leigh sin mosaiske baggrund. Se hans egen synopsis (med kommentarer) i Mike Leigh on Mike Leigh. Edited by Amy Raphael. 438 s. Faber and Faber, 2008. 

Mike Leigh blev interviewet i Club Pagoda på Lido di Venezia den 8. september 2004. Vi var fem-seks journalister, som sad ved rundbordet i den skyggefulde tårnkonstruktion, der har trappe både til vejen og stranden. Det var tre dage før afslutningsceremonien. Leigh vidste endnu ikke, at Vera Drake blev årets guldløvevinder (og at Imelda Staunton fik Coppa Volpi-prisen for bedste kvinderolle). Men stemningen i Venedig var god. Jeg har talt med Leigh flere gange. Jeg har aldrig set ham så nærværende. Der var ingen, som ikke kunne lide Vera Drake. Glæden smittede alle på Lido.



Vera Drake (Vera Drakes hemmelighed). Instr. & manus: Mike Leigh. Foto: Dick Pope. 125 min. UK-Frankrig 2004. Dansk premiere: 28.01.2005.


Fotos: Les Films Alain Sarde/ UK Film Council/ Inside Track Productions/ Thin Man Productions/ Film Council Premiere Fund/ Ingenious Film Partners/ National Lottery/ Untitled 03/ StudioCanal/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames ikke i DK – mange udgaver på dvd og blu-ray fra StudioCanal (2021)
Weekendavisen Kultur 17.09.2005 + Weekendavisen 28.01.2005 + Skygger på væggen: 60 internationale filmskabere – portrætter og arbejdssamtataler [ikke udgivet manus 2011]

Ingen kommentarer:

Send en kommentar