Carmen på kliksprog: U-Carmen (2005) [Berlinale Golden Bear 2005]

CARMEN PÅ KLIKSPROG

Mérimée og Bizet taler xhosa i Cape Town

Af BO GREEN JENSEN

PROSPER Mérimées romantiske kortroman Carmen (1845) er filmatiseret mere end hundrede gange, både med og uden den smægtende tonsætning, som Georges Bizet og librettisterne Henri Meilhac og Ludovic Halévy fik uropført på Opéra-Comique i Paris den 3. marts 1875.

   I Operabogen, Gerhard Schepelerns næsten lige så slidstærke opslagsværk, kan man læse, at urteksten gengiver »den skildring, som den baskiske toreador Don José Lizzarrabengoa gav af sit liv, da Mérimée besøgte ham i fængslet kort før hans henrettelse for mordet på zigøjnersken Carmen; Mérimée kendte dem begge fra sine tidligere rejser i Spanien.«

   Det er bestemt en god historie, men den er ganske enkelt ikke sand. Under et seks måneder langt ophold i Spanien i 1830 spiste Mérimée af og til hos den adelige Montijo-familie. Husets datter, Eugenia, blev senere gift med Napoleon III. Hendes mor forsynede forfatteren med anekdoten, der inspirerede den erotiske skæbnefortælling. Da Mérimée publicerede sin novelle i tidsskriftet Revue des Deux Mondes markerede han ikke, at der var tale om et fiktionsværk. Snarere blev teksten lagt frem som et supplement til de causerende Lettres d’Espagnes, som havde fået et stort publikum ved udgivelsen 1830-31.

FORTÆLLINGEN har været omplantet til de fleste tider og steder. Allerede i 1918 fortalte Carmen of the Klondike historien i guldgravermiljø. Året efter præsenterede hollænderen Maurits Binger en Carmen of the North, mens den romantiske komedie A Campus Carmen (1920) foregik i amerikansk studentermiljø. De mest markante stumfilmsudgaver var Cecil B. DeMilles Carmen (1915) med Geraldine Farrar og Ernst Lubitschs Gypsy Blood (1918) med Pola Negri. Raoul Walshs Carmen (1915) havde Theda Bara, den originale »vamp«, i titelrollen. Dolores Del Rio var centrum i samme filmskabers The Loves of Carmen (1927).

   Charlie Chaplins Burlesque on Carmen (1915) føjer sig til det karikerende spor, som fra begyndelsen neutraliserer højromantikken, kulminerende i en sublim musikalsk dekonstruktion, »Carmen Murdered« (1953), ved Spike Jones and the City Slickers. Oscar Hammersteins afro-amerikanske Bizet-modernisering, Carmen Jones (1943), dannede skole. Otto Premingers 1955-filmatisering udspiller sig på en faldskærmsfabrik i Chicago, hvor Dorothy Dandridge og Harry Belafonte danner par. Et frisk kuriosum er Robert Townshends Carmen: A Hip Hopera (2001).

   

CHARLES Vidors The Loves of Carmen (1948), en ynkelig film med Rita Hayworth og Glenn Ford, var det sidste forsøg på at fjerne operafaktoren helt. Marlene Dietrich spillede aldrig Carmen. Man kan dog ikke se Josef von Sternbergs The Devil Is a Woman (1935) uden at tænke på Mérimée. Forlægget er en tekst af Pierre Louÿs, men Dietrich inkarnerer, med noget nær sadistisk skadefryd, den fatale spanske sirene Concha Perez, et erotisk fatamorgana, som kombinerer træk fra Lola Lola i Der blaue Engel (1930) med sjælen i Carmens historie.

   I nyere tid er de mest respekterede filmudgaver Carlos Sauras fra 1983 og Francesco Rossis fra 1984. Begge søger tilbage mod udgangspunktet. Sauras opsætning lader historien gentage sig i historien, da en moderne flamencotrup opfører Carmen. Rossis italienske version, med Julia Migenes-Johnson som Carmen og Placido Domingo som Don José, fjerner de recitativer, som Ernest Guiraud komponerede til Bizets operette, da den skulle opføres på Wieneroperaen i 1875. Der bliver atter talt mellem sangene hér.

PÅ så megen baggrund må man spørge, om det er muligt at tilføre Carmen noget som helst nyt. Cigaretpigen fordrejer hovedet på soldaten Don José. Selv bliver hun blød, da hun møder tyrefægteren Escamillo. Da kvinden tilpas mange gange har trådt på soldatens blødende hjerte, kan han ikke længere bære fornedrelsen. I frustreret kærlighed dræber han Carmen, som både fortjener og ikke fortjener sin straf, alt efter hvordan man ser på det hele.

   Fordi historien er enkel og evig, kan den overføres til snart sagt alle miljøer, hvor jalousi og erotisk besættelse trives. I U-Carmen eKhayelitsa føles det næsten, som om den vender hjem. Her er baggrunden livet i Khayelitsa ved Cape Town, det næststørste township i Sydafrika.

OPERATIONEN er enkel, men ret genial. Bizets musik er moderniseret, mens librettoen for første gang kan høres på kliksproget xhosa. Mixet fungerer forbavsende godt. Faktisk minder den musikalske oplevelse om synet af en fresko, der er blevet renset og fremstår i friske primærfarver. Også historien er gjort nærværende med et snuptag. Carmen og hendes kolleger sidder i en barak og ruller cigaretter, mens soldaten Don José er forvandlet til en selvsikker politiofficer, Jongikhaya.

   Carmen kaster ikke sin kærlighed på en toreador, men på en operastjerne, tenoren Enkomo, der begyndte at synge på gaden i Khayelitsa. Enkomo spilles af Zweilungile »Zorro« Sidloyi, som også i virkeligheden er a local lad made good. Filmens hovedgevinst er dog Pauline Malefanes Carmen, en firskåren, stolt og målrettet kvinde, der i dén grad hviler i nuet og tror på at leve drifterne ud. Hun er mere jordbunden og derfor mere troværdig end de skælmske fristerinder i den hvide europæiske tradition.

OBJEKTIVT set er filmen ingen erfaringsoverskridende oplevelse. U-Carmen eKhayelitsha er instrueret af Mark Dornford-May, som til hverdag leder teatergruppen Dimpho Di Kophane i Cape Town. Dornford-May og komponisten Charles Hazlewood, som begge har rod i britisk teater, blev i 2000 bedt om at stifte og drive et opsøgende sydafrikansk teaterkompagni. Carmen blev hurtigt det populære islæt i repertoriet. Filmen tager afsæt i sceneversionen og har alle den filmatiserede musicals begrænsninger. Endvidere er det tydeligt, at de medvirkende ikke er kameravante.

   Imidlertid er kropsvarmen, livsglæden og entusiasmen næsten taktile faktorer. Politisoldaterne synger om at få tiden til at gå med at vente og se på pigernes bagdele. Opbyggelige budskaber om at huske at bruge kondom, når man elsker, er lidet subtilt integreret i sammenhængen. Der er en distinkt atmosfære af hjemstavnsteater i den rigeligt folkloristiske film. Alligevel fungerer den, og især Malefanes frodige sorte Carmen er betagende.
   U-Carmen var en populær førsteprisvinder på Berlinalen i 2005. Filmen fik kun den ene festivalpris. Til gengæld blev den solgt og distribueret i de fleste territorier. Den nåede Danmark med halvandet års forsinkelse, men der blev taget godt imod den. Filmen fik et liv uden for Sydafrika. Det var ikke sket uden Berlinalen, som sikrede sig, at festivaldeltagerne fik den set ved at udtage den til hovedkonkurrencen. 

Carmen (u-Carmen eKlayelitsa/ Carmen in the Township). Instr.: Mark Dornford-May. Manus: Andiswa Kedama, Pauline Malefane, Mark Dornford-May. Foto: Giulio Biccari. 120 min. Sydafrika 2005. Dansk premiere: 12.04.2006

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.04.2006