Damien Chazelle: Whiplash (2014)

FAUST FOR BEGYNDERE 
Damien Chazelles jazz noir

Af BO GREEN JENSEN

EN ung trommeslager, der vil være en af jazzens store, og en ældre lærer, som kræver det yderste af sine elever. Disse to mænd indgår en faustisk pagt i Damien Chazelles intense Whiplash. Det sker straks i første scene, hvor Andrew Neiman (Max Teller) øver sig uden for konservatoriets skematid, og den dæmoniske Terence Fletcher (J.K. Simmons) kommer ind og formulerer de første af mange uudgrundelige fyndord om sjælen i musikken.

   Fletcher leder altid efter de bedste til konservatoriets bigband. Han forfører og manipulerer kandidaterne efter en hæmningsløs del-og-hersk metode, som har drevet flere elever til selvmordets rand. Alt det véd Neiman udmærket, og det skræmmer ham ikke. Han er ét stort Se mig, Tag mig. Han går i fælden med vidtåbne øjne.

   Man får en god fornemmelse af skolen, hvor kammerater er konkurrenter. Andrew besøger familien og er sammen med kæresten Nicole (Melissa Benoist). Denne baggrund bliver dog knapt registreret. Det gælder pagten mellem lærling og mester. Hvor langt vil man gå for at blive den bedste? Begge er villige til at gå hele vejen.

DET handler tilfældigvis om musik. Hank Levy (1927-2001) gjorde skæve takter og krævende temposkift til sit speciale i kompositioner som »Blues, Between and Betwixt 7/4 and 7/8« og »Down and Dirty 5/4 and 10/8«. »Whiplash«, som bliver citeret i filmen, skifter mellem 7/4 og 14/8. Andrew sætter livet på spil og giver afkald på alt for at ramme takten, som Fletcher vil have det. Alligevel er det ikke godt nok.

   Justin Hurwitz har skrevet et score, der lægger sig efter Levys model. Whiplash kunne have brugt en sportsgren eller en visuel kunstart til at demonstrere sine pointer. Det handler helt og holdent om den sadomasochistiske pagt. Som filmen skrider frem, og man indser, at dette er mere end en variation over Fame, bliver man draget dybt ind i forholdet. Man er spændt og engageret til det sidste.

WHIPLASH ligner en fortælling om musik, men er faktisk en eksistentiel spændingsfilm. J.K. Simmons har fået et væld af priser for sin rolle som den sortklædte, fallisk kronragede Fletcher. Max Teller sveder og bløder troværdigt som eleven.

   Adrenalinsuset er stærkt vanedannende. Næppe har Andrew sagt fra, før han kommer igen efter mere, og tilskueren har det lige sådan. Deliriumsrytmen i »Whiplash« er en perfekt metafor for de dæmoniske kræfter.

Whiplash. Instr. og manus: Damien Chazelle. Foto: Sharone Meir. 107 min. USA 2014. Dansk premiere: 19.02.2015.

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ Bold Films/ Sony Pictures Classics/ UIP DK

Filmen streames på Amazon Instant, Google Play, iTunes og YouTube Movies

Trykt i Weekendavisen Kultur 20.02.2015