onsdag den 22. september 2021

Samuel Maoz: Foxtrot (2017)


SOLDATERNE DANSER
Musikken spiller forgæves i Foxtrot

Af BO GREEN JENSEN

I skæbnefortællingen Foxtrot bliver dansens trin et livsvilkår: ét skridt frem, ét til siden, ét tilbage og så retur til udgangspunktet. Det er selve grundfiguren. Man kan snyde med musikken, men lige meget hjælper det. Ingen undgår sin skæbne i længden.

   Et israelsk ægtepar får at vide, at deres søn er blevet dræbt ved grænsen til Libanon, hvor han og tre andre soldater holdt vagt. De knuste forældre når gennem alle sorgens stadier, før hærens budbringere vender tilbage og siger, at det var falsk alarm. Den døde var en anden ung mand med det samme navn.
   Den chokerede mor går i sort med det samme. Den opskræmte far bliver vred og bekymret. Han har forbindelser højt oppe i hierarkiet og får den unge mand hentet hjem, men på vej tilbage havarerer bilen. Så er facit måske det samme trods alt.


FOXTROT er en moderne variation af lignelsen om købmanden fra Bagdad, som forsøgte at undgå sit stævnemøde med døden. De fleste kender en version af historien, som slutter i Samarkand. Her foldes den ud i en sindrig struktur, som er cirkulær snarere end lineær.
   Filmens hjerte er scenerne med de fire soldater, som kontrollerer Checkpoint Foxtrot. De er ved at kede sig ihjel. De spiser kold dåsemad og sover i en kæntret container, der hælder lidt mere hver dag. De klovner og finder på absurde lege, laver grimasser i intetheden.



LÆNGE sker der meget lidt. Så sker der pludselig meget. Ved en rutinekontrol triller en øldåse ud af den ventende bil. Fire liv bliver slettet ved en fejl. Døden kommer i skikkelse af en kamel. Samuel Beckett og Joseph Heller kunne have skrevet soldaterhistorien i fællesskab.
   Det bedste er fugestoffet. De sørgende forældre, som deler en joint i skumringens køkken. En anekdote om familiebibelen, som overlevede Shoah og gik i arv. Davids far blev betaget af foldeudpigen i et pinupblad og byttede klenodiet væk. Nu ser vi sønnens tegninger af fantasikvinden.



SAMUEL Maoz, som lavede Libanon (2009), hvor krigen blev set fra en kampvogn, er en af de mest interessante israelske instruktører. Hans film har en gedigen, i bedste forstand litterær kvalitet. Der er så mange lag og detaljer, at man føler en slags lykke at se dem blive føjet sammen.
   Foxtrot modtog Juryens Grand Prix på filmfestivalen i Venedig. Det er en mørk, grotesk fortælling, som bliver fortalt i smukke billeder. En antikrigsfilm, som konstaterer mere, end den kritiserer. Sådan må det være, når døden er hverdag. Foxtrot kan og bør ses flere gange.


Foxtrot. Instr. og manus: Samuel Maoz. Foto: Giora Bejach. 108 min. Israel 2017. Dansk premiere: 09.05.2018


Fotos: Spiro Films/ CineMaterial/ Sony Pictures Classics/ Venice Film Festival
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.05.2018

Ingen kommentarer:

Send en kommentar