Roots Reggae | Inna de Yard: The Soul of Jamaica (2019)

ROOTS REGGAE

Ganja, dreadlocks, diamanter 

Af BO GREEN JENSEN

EN håndfuld koryfæer fra Jamaicas musikscene mødes på en terrasse i bjergene over Kingston for at spille sammen »inna de yard«, dvs. live og mere eller mindre unplugged. Ideen med Peter Webbers film er for det første at lancere projektet, som omfatter et album og en verdensturné. For det andet at give et rids af den autentiske reggaes historie.

   Dokumentaren begynder med et besøg hos en dedikeret samler, der ransager lokale loppemarkeder for at finde sjældenheder fra den første store tid i 1960erne. Senere siger han, at reggae er et råstof. Nogle lande har diamanter og olie. I Jamaica flyder musikken. Af samme grund blev reggae i 2018 sat på UNESCOS verdensarvsliste.

DE forsamlede veteraner stammer typisk fra bands, som blev på øen og ikke kom med i første række, da den globale appetit på reggae var på sit højeste i 1970erne. Cedric Myton fra The Congos er far til 11 børn og synger stadig »Row Fisherman« med en fantastisk fistelsstemme. Albummet Heart of the Congos (1974) blev et amerikansk hit, men Cedric har ikke været i USA i årtier, fordi han har »smoking issues«. Som bekendt kræver rastafari-troen, at man ryger sig skæv, når man kan.

TROJAN Records gjorde forarbejdet, og Jimmy Cliff-filmen The Harder They Come (1972) bredte lyden ud til resten af verden, men det var Chris Blackwells Island Records, som for alvor solgte musikken i Europa og USA. Blackwell valgte at satse på Bob Marley (1945-1981), Peter Tosh (1944-1987) og Bunny Wailer (1947-2021) fra The Wailers. Læg hertil The Melodians (»Rivers of Babylon« længe før Boney M)*, Desmond Dekker (»Israelites«), Winston Rodney – bedre kendt som Burning Spear – og Toots and the Maytals. De navne er, hvad turister (som jeg) forbinder med reggae, ska og dét, der ligner.**

   I 1970ernes England blev reggae et våben i krigen mod racisme. Især Joe Strummer, Mick Jones og Paul Simonon (som skrev »Guns of Brixton« til London Calling) fra The Clash tog fat i den militante faktor. Der var samtidig altid en hvid kulturindustri, som forvandlede »Redemption Song« og Exodus-råbet til kommercielle klicheer. Det gælder fra Eric Claptons version af »I Shot the Sheriff« til »Red Red Wine« med UB40 og »Sunshine Reggae« fra danske Laid Back.***

FORUDEN Cedric Myton medvirker Winston McAnuff (Electric Dread) og Kiddus I. Judy Mowatt (fra trioen I Threes, som sang med Bob Marley, da Peter Tosh og Bunny Wailer var gået deres egne veje) leverer en tiltrængt feministisk vinkel, som Jah9 (Janine Cunningham), der er født i 1983, og Derahja breder ud i en stærk ny fortolkning af »Black Woman«.

   Højt over vandene svæver Ken Boothe alias »Mr. Rocksteady«, der havde verdenshits før rasta-boomet og var ansvarlig for »Everything I Own«. I en film om country og western ville Boothe være pailletmanden fra det gamle Nashville. I The Last Waltz ville han stå som Neil Diamond. Boothe er den eneste sanger uden rastafari-baggrund.

FILMEN er fransk produceret, men realiseret af englænderen Peter Webber (Girl with a Pearl Earring, Hannibal Rising, Emperor), der har lyttet til reggae fra barndommen. Han fremhæver det politiske islæt og undgår i det store hele at nævne Bob Marley og Jimmy Cliff.

   Inna de Yard kulminerer i en koncert på Le Trianon i Paris. Filmen gør for reggae, hvad Wim Wenders og Ry Cooder gjorde for cubansk musik med Buena Vista Social Club (1999). Man får stor lyst til at udforske rytmen og måske ryge ganja ovenikøbet.****

*) »Rivers of Babylon« er dækket af talrige kunstnere. I sen middelalder var »Super flumina Babylonis« et standardmotiv for latinske motetter. The Melodians-kompositionen er ny – Brent Dowe og Trevor McNaughton skrev »Rivers of Babylon« i 1970 –  men har følelsen til fælles med kanonarrangementet af den britiske musikprofessor og kirkeorganist Philip Hayes (1738-1797). The Muses Delight: Catches, Glees, Canzonets and Canons (1786) hedder samlingen, som det indgår i. »An Wasserflüssen Babylon« er et tema i europæisk musik fra Wolfgang Dachstein (1525) til Arvo Pärt (1976). David W. Stowe udreder en proveniens i Song of Exile: The Enduring Mystery of Psalm 137 (Oxford University Press, 2016). Teksten er taget direkte fra kapitel 137 i Salmernes Bog: »Ved Babylons floder/ sad vi og græd,/ når vi tænkte på Zion«. En særligt fornem fortolkning af kædesangen findes på Don McLean-albummet American Pie (1971).  

**) Der er tonsvis af bøger om reggae og især megen litteratur om Bob Marley. Der er også fiktion med rødder i reggae. Jeg vil især anbefale The Marvellous Equations of the Dread: A Novel in Bass Riddim (Papal Tree Press, 2016; New Directions, 2018) af Marcia Douglas, som tager basrytmen helt ind i sproget og lader Bob Marley og Marcus Garvey genopstå som hjemløse i Kingston og London. Også kong Edward VII og kejser Haile Selassie optræder. »The deep world of Rasta history« lever. 

***) En interessant og hæderlig undtagelse er Country Joe McDonalds »Oh Jamaica« fra albummet Paradise with an Ocean View (1975). Sangen begynder, enkelt og ukompliceret, som en hyldest til øen med solskin og fri marihuana, hvor den amerikanske hippie kan realisere sin utopiske længsel, et pastoralsk Eden med havudsigt, altså: 

I’ve got something that I’d like to relate

Home on the islands sure sounds great

Lying on the sand underneath the palm trees

There’s a beautiful sun and I’m smoking Jamaican weed

Oh Oh Jamaica must be a hippie’s dream

Oh Oh Jamaica sounds like a reggae scene

Bright lights of the city just get me down

And the noise from the traffic’s got my head spinning around

Big city people just don’t make sense

Oh I want to be back home in the country again

Oh Oh Jamaica sounds like a hippie’s dream

Oh Oh Jamaica must be a reggae scene

Sangen siger alle de ting og slutter i grunden lige sådan, men undervejs og ud af øjenkrogen kan fortælleren ikke undgå at bemærke de kummerlige forhold, trøstesløsheden, der krakelerer i solen.

I don’t want to disturb your reggae fantasy

About all that good coke and coconut trees

But the people living in cardboard shacks

You know, that ain’t exactly where the good life’s at

I’ve got a notion to just go away

Find myself a nice little place and stay

Up on a hill with a river below

Just sit back, relax and go with the flow

Oh Oh Jamaica sounds like a hippie’s dream

Oh Oh Jamaica must be a reggae scene

If I ever get myself out of this mess

I’ll never set foot in the city again

I’ll play my guitar for the chickens in the yard

Oh yeah, I’ll sing my songs for the pigs in the park

Oh Oh Jamaica must be a hippie’s dream

Yeah, they’re growing in Jamaica, if you know what I mean

Albummet er fra overgangstiden mellem de psykedeliske dage i Country Joe & the Fish og den lange eftertid med enkle sange om kærlighed, miljø og politik, forsoning og aktivisme på vegne af de veteraner fra Vietnam, der opfattede »I-Feel-Like-I'm-Fixin'-To-Die Rag« som en hån. Albummet huskes især for sangen om rovdrift på hvaler, »Save the Whales«, der bruger »Hooray and up she rises!«-omkvædet fra shantyen »What Shall We Do With the Drunken Sailor«. Men ikke for intet har »Oh Jamaica« linjen, der giver albummet titel. Arrangementet er nærmest cod-reggae. Sangerens rødder ligger mellem Electric Music for the Mind and Body og akustisk americana i sporet fra Woody Guthrie og Bob Dylan. Der er ingen dyb bass riddim dér.

Til slut er tre bolde i luften: den romantiske higen, den realistiske iagttagelse, her-og-nu fornemmelsen af det gode liv. For »de dyrker i Jamaica, hvis du forstår«. Der er ingen overbærende satire. Sangen er et rejsenotat, simpelt hen. 

I don’t want to disturb your reggae fantasy

About all that good coke and coconut trees

But the people living in cardboard shacks

You know, that ain’t exactly where the good life’s at

Out on the islands with the sun beating on down

Me and my friends just messing around

Smoking home grown and drinking home brew

It sounds like paradise with an ocean view

Oh Oh Jamaica sounds like a ganja dream

Yeah, they’re growing in Jamaica, if you know what I mean

Country Joe McDonald (f. 1942) synger stadig væk. Jeg har 30+ album med kunstneren, der i mange årtier har været selvudgiver på Rag Baby Records. McDonald er mere end Manden fra Woodstock.  Må han leve og skrive længe endnu.   

****) Inna de Yard-konceptet fandt et stort publikum, og projektet lever videre i 2023, hvor albummet Family Affair følger op på det første gavmilde soundtrack. De ustandselige veteraner turnerede massivt i Frankrig i juli-august 2023. Se mere om kommende aktiviteter på det officielle website.

Inna de Yard – The Soul of Jamaica. Instr. & manus: Peter Webber. Foto: Berbard Benat. 99 min. Frankrig 2019. Dansk premiere: 24.10.2019.

Fotos: Borsalino Productions/ Cinema Mondo/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ Papal Tree Press/ New Directions/ Fantasy Records/ Rag Baby Records/ YouTube [Le Pacte trailer + clips]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play Rakuten TV, SF Anytime

Trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 25.10.2019