Sommer (Leto) [Bedste biograffilm 2019 nr. 10]

DER VAR ENGANG I LENINGRAD
En russisk erindring om 80rnes sange

Af BO GREEN JENSEN

NU og da kommer en musikfilm, der rammer sin tid og sine stemninger så rent, at det er som at være tilbage. Sangene er en nostalgisk forløser, men de behøver ikke at være britiske eller amerikanske for at gøre indtryk. Snarere tværtimod. De fleste engelsksprogede musikfilm er fulde af trætte, fortærskede hits. De er mere som illustrerede spillelister.
   Hvis en film derimod tager afsæt i andre kulturers lokale idoler, og vi hører deres versioner af Gasolin’, Doors eller Dylan, vil følelsen stå mere mejslet. Når det lykkes at genskabe tiden og opløse den i musikken, kan der ske noget magisk og varmt. Så bliver filmen for alvor til litteratur, men skrevet på et sprog, der går i blodet på enhver.

Kirill Serebrennikovs Sommer er sådan en film. Den foregår hen over cirka et år først i 80rne, da en ny lyd – med klang af vestlig punk og new wave – piblede frem på rockscenen i Sovjetunionen. Især bandet Kino blev – med sangskriveren Viktor Tsoi i front – et varsel om det politiske tøbrud, som tog fart i 1985, da Mikhail Gorbatjov kom til magten. Husker man tiden før 1991, kan man også huske, da alle med ét brugte russiske låneord som perestrojka (omstrukturering) og glasnost (åbenhed). 
   Kino, som har ikonisk status i Rusland, var det rigtige band på det rigtige tidspunkt. Man taler om »Kinomania«, men de var ikke som The Beatles. Snarere var de The Doors eller The Clash. De var Pink Floyd, Joy Division og The Jam. Med et forvarsel om Nirvana og grunge. Men stadig også Gasolin’.
   Fra begyndelsen i 1982 til Viktor Tsois død i 1990, var Kino involveret i alle vigtige manifestationer af modkulturen. Især da bandet medvirkede i filmen Assa (1987), tog berømmelsen fart. De blev store i Frankrig. To plader udkom i USA og blev lovprist i magasinet Rolling Stone. Med udgivelsen af Zvezda po imeni Sointse (»En stjerne kaldet Solen«) fulgte et veritabelt triumftogt.

   Da Berlin-muren faldt, var berømmelsen i zenit. Viktor Tsoi var 28 år, da han omkom i en trafikulykke. De resterende tre medlemmer færdiggjorde det sidste album, hvor der kun stod Kino på coveret. Det såkaldt »sorte album« - Chorny albom – udkom i december 1990. Der lå et ark med tekster til »Sommeren slutter« og »Krig i morgen«, men på den originale vinylplade havde sangene blot ordenstal.

SEREBRENNIKOV åbner et helt andet sted og fastholder tiden, før Kino begyndte. Viktor Tsoi var en både blid og vred drømmer, som kom fra Letland til Leningrad. I filmen skriver han enkle, akustiske sange, lidt i stilen fra Syd Barrett eller Sebastian i begyndelsen. Leningrad Rock Club var stedet, hvor ny musik havde sin base. Forrest blandt de faste navne var Mikhail - »Majk« eller »Mike« - Naumenko, som startede bandet Zoopark i 1980. Han fungerede som en slags kunstnerisk leder.
   Sommer bygger på en erindringsbog af Natalia Naumenko. Hun og Mike har et tæt forhold, som de begge tager for givet, da Viktor mere eller mindre flytter ind. Mike var syv år ældre end Viktor. Han læste Melody Maker og NME, hørte Dylan, Bowie, Bolan, Lou Reed og Led Zeppelin.
   Alle disse kunstnere var sortbørsvarer i Sovjetunionen. Der er scener, hvor plader forhandles i smug, så man tænker på Fahrenheit 451. Mejk bruger timer på at tegne omslag til piratkopier af Transformer og Aladdin Sane. Han kopierer de originale covers. Han læser og drikker for meget. Mike Naumenko er virkelig en mand af sin tid.

   Filmen er i lyrisk sort-hvid og har som sætstykke en række musicalscener, hvor almindelige mennesker begynder at synge og danse i hverdagssituationer. Talking Heads’ »Psycho Killer« bliver opført i en sporvogn, og Serebrennikov skriver fragmenter af teksten ind i billedet med forreven hvid håndskrift, som elektrisk graffiti. Vi hører også Lou Reeds »Perfect Day«, Iggy Pops »The Passenger« og »All the Young Dudes«, som David Bowie skrev til Mott the Hoople. Filmen er optaget på gader og stræder i Skt. Petersborg (og i den originale musikklub, der minder slående om Vega på Vesterbro). Den slutter, da venskabet ebber ud - som er samtidig med, at Kino begynder, dvs. i 1982-83.

   Mikes problem er, at han hænger fast i gamle. Han stoler ikke på punken, og han værdsætter ikke forandring. Men både han og Natalia kan høre, at Viktor Tsoi er noget særligt. Førsteudgaven af Kino får den bedste tid på scenen i klubben, hvor KGB-folk er på udkig efter mulige dissidenter, Civilklædt politi skrider ind, hvis kropssproget udarter. Det er tilladt at klappe og synge lidt med. Ellers foregår alt over bæltestedet.

   Der følger en Jules og Jim-historie med sidemotiver fra A Star is Born. Mike giver Viktor alle fordele, mens Zoopark bliver agterudsejlet. Han træder sørgmodigt til side og er højst fatalistisk vemodig, da Natalia forelsker sig i den lyriske gæst. I Leto er Viktor af sværmerisk æt og mere Marc Bolan end Kurt Cobain. I virkeligheden var det vist omvendt.
   I den smukkeste scene bliver titelsangen fremført. Mejk og og Viktor sidder på stranden og spiller guitar ved bålet. Tema og tekst kommer til efterhånden. Kærester og børn falder ind og synger kor. Det er så enkelt gjort, og det emmer af ungdom. »Leto« er en formidabel sang.

DER er sikkert mere at hente for en kender af russisk rock i Next Stop-epoken. Efter sigende bliver flere skikkelser fra perioden karikeret og latterliggjort. Mange, som var der for tredive år siden, siger, at Serebrennikov digter. At karaktererne lever for løst og drikker for meget.
   Naumenko døde som følge af misbrug i 1991. Han blev 36 år. Et halvt år forinden blev han skilt fra Natalia, som stadig lever og har sagt god for fremstillingen. De centrale tre karakterer bliver spillet af Roman Bilik, Teo Yoo og Irina Starshenbaum. Filmen lægger lige stor vægt på opstigningen, harmonien og fryden, som lever i midten, mens alle endnu nyder at dele, og nedturen, da den begynder.
   Man fornemmer, at Tsoi er sagnfiguren, men filmen er fortalt fra Naumenko-parrets synsvinkel. Serebrennikov selv er født i 1969. Da Sommer blev vist i Cannes i 2018, kunne han ikke selv komme. Der blev gjort et stort nummer ud af, at han sad i husarrest. Det skyldtes nu ikke filmens portræt af Sovjetunionen, men offentlig kritik af Ruslands Krim-annektering og instruktørens optræden ved LGBT-arrangementer.
   Serebrennikov blev først bemærket uden for Rusland i 2016, da Studenten blev vist i Un Certain Regard-programmet i Cannes. En karismatisk gymnasieelev stod fast på sin ret til at være kontrær, pessimistisk og religiøs. Han fik flere lærere til at tvivle på de vedtagne værdier. Studenten var i widescreen og voldsomme farver. Sommer er blid og næsten nænsom i forhold.

Sommer (Leto). Instr.: Kirill Serebrennikov. Manus: Mikhail Idov, Lili Idova, Ivan Kapitonov, Kirill Serebrennikov. Foto: Vladislav Opelyants. 126 min. Rusland-Frankrig 2018. Dansk premiere: 20.06.19

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 21.06.19