Herman Melville og Moby-Dick

KRISTNE KANNIBALER
Historien bag Moby-Dick

Af BO GREEN JENSEN

I AUGUST 1819 satte hvalfangerskibet Essex ud fra øen Nantucket syd for Cape Cod i delstaten Massachusetts på den amerikanske østkyst.
   Førstestyrmanden Owen Chase (1797-1869) var ivrig efter at blive kaptajn. Han måtte imidlertid acceptere, at den mindre erfarne George Pollard (1791-1870), som tilhørte en af Nantuckets ældste familier, igen fik kommandoen. Ombord var også en 14-årig kahytsdreng ved navn Thomas Nickerson.
   Rejsen begyndte i en anspændt, men trods alt optimistisk atmosfære. Chase og Pollard var fælles i bestræbelsen på hurtigst muligt at fylde skibet med olie og vende hjem til bedre ture på mere lukrative vilkår.

KUN to dage ude fra kysten blev skibet ramt af en storm. Man måtte søge stadig længere ud i de overfiskede vande for at finde hvaler. Som regel var dyrene blide som bøfler, der fandt sig i at blive udryddet. Ingen på Essex var forberedt på, at naturen ville gå til modangreb.
   Det skete den 20. november 1820, da en 30 meter lang kaskelot knuste en fangerbåd med sin hale. Hvalen, som var hvid og sjældent ondskabsfuld, fulgte siden efter Essex. Da skibet sank, fordelte besætningen fordelte sig i tre både og håbede at nå Påskeøen. Fire blev efterladt på Ducie Island. Efter to et halvt år på havet kom resterne af besætningen hjem til Nantucket.

DEN i store træk sandfærdige beretning leverer de spektakulære effekter i Ron Howards forsøg på at genrejse skumsprøjtsromancen. Imidlertid får filmen særlig vægt ved at præsentere forfatteren Herman Melville (1819-91), som brugte hvalens angreb og Essex’ forlis som inspiration for romanen Moby-Dick.*

MELVILLE bliver i filmen spillet af Ben Whishaw, og det er den voksne Thomas Nickerson (Brendan Gleeson), som for gode menneskepenge fortæller, hvad han aldrig har røbet om rejsen til andre.
   In the Heart of the Sea er den første film, som skildrer forfatteren på det bestemmende tidspunkt, hvor han beslutter at bryde med bestsellerformatet fra Typee, Omoo og Mardi, de første rejsebøger, som virkelig var populære. Han satser alt på at skrive først Moby-Dick (1851), romanen om kaptajn Akab og Den Store Hvide Hval, og siden Pierre, or The Ambiguities (1852), som er en bog om at skrive romanen. 
   Melville blev aldrig populær igen. Først fire årtier efter hans død, blev Moby-Dick – der længe simpelt hen hed The Whale – genopdaget og kanoniseret. I konkurrencen om at være Den Store Amerikanske Roman har Moby-Dick og F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby længe haft et uafgjort løb.

SAMTALESCENERNE giver perspektiv og struktur. Det er dog jagten på hvalen, der skal gøre filmen til en oplevelse. Æresdanskeren Anthony Dod Mantle leverer prægtige billeder af bådene og hvalerne. 3D-formatet anbringer tilskueren lige midt i stormen. Dét kunne man sagtens have undværet. Billederne har malerisk finish. Man ønsker at betragte dem. Man vil ikke for enhver pris suges ind.

ELLERS giver filmen et godt bud på, hvordan Melville skabte sine personer. George Pollard (Benjamin Walker) forsøgte virkelig at finde hvalen igen, og Owen Chase (Chris Hemsworth) er tegnet i ædle konturer, der passer til styrmanden Starbuck i bogen. Lille Thomas Nickerson må så være Ismael, der sætter hele historien i gang med replikken: »Kald mig Ismael!«

KARAKTERERNE er autentiske. Både Chase og Nickerson skrev om deres møde med den ondskabsfulde kaskelot. Melville kan ikke have læst den beretning, som Nickerson skrev i 1876. Men blandt hans bøger findes et æseløret eksemplar af Owen Chases Narrative of the Most Extraordinary and Distressing Shipwreck of the Whale-Ship Essex (1821).
   For samtiden var der både eksistentiel dramatik og en ildevarslende naturstridighed forbundet med historien om hvalen, der går til modangreb. Økologien er også en faktor i Melvilles fantastisk tæt vævede fabel. For den hurtige læser lå sensationen dog i sømændenes overlevelse. De måtte blive kannibaler for at klare sig på åbent hav i tre måneder.

RON Howards film er som regel gammeldags på den gode måde. I In the Heart of the Sea bruger han det bedste fra John Hustons Moby-Dick (1956), begge versioner af Mytteriet på Bounty (1962, 1984) og moderne effektfilm som Ang Lees Life of Pi (2012). Facit er en solid og traditionel film, der slutter samme sted som Moby-Dick: »Og jeg alene undslap, at jeg kunne fortælle dig derom.«

*) Charles Leavitts manuskript er baseret på Nathaniel Philbrick: In the Heart of the Sea: The Tragedy of the Whaleship Essex (Viking Press, 2000). Ron Howard (f. 1954) skal i forbifarten roses for at holde liv i maskuline genrer, der i stigende grad synes anakronistiske: pikant fantasi (Splash, 1984), hverdagsheroisme (Backdraft, 1991), realistisk rumfart (Apollo 13, 1995), makaber western (The Missing, 2003), boksning for penge (Cinderella Man,2005), romantisk racerkørsel (Rush, 2013) og gammeldags space opera (Solo: A Star Wars Story, 2018). Hertil kommer to for alvor gode mainstreamfilm: Far and Away (1992) og A Beautiful Mind (2001). 

Se også Skibet og Hvalen: Herman Melville 1819-1891; Ron Howard: A Beautiful Mind/ Et smukt sind (2001); Ron Howard | Peter Morgan: Frost/Nixon (2008); Ron Howard | Peter Morgan: Rush (2013). 

In the Heart of the Sea. Instr.: Ron Howard. Manus: Charles Leavitt. Foto: Anthony Dod Mantle. 121 min. USA 2015. Dansk premiere: 10.12.2015

Fotos: Warner Bros./  Cinematerial/ MoviestillsDB/ Gyldendal

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime og VIAPLAY

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 11.12.2015