Jane Campion: Bright Star (2009)

DEN SMUKKESTE STJERNE
John Keats og Fanny Brawne

Af BO GREEN JENSEN

JANE Campion har altid brugt historien som et spejl. Skønt The Piano (1993) og The Portrait of a Lady (1996) på afstand kunne ligne romantiske sætstykker, var begge moderne fabler om kønnet. I Bright Star demonstrerer hun, at det stadig er muligt at kombinere periodefilm, kærlighedsdrama og kunstnerportræt, uden at der bliver tale om teenageromancer som Julian Jarrolds Austen-film Becoming Jane (2007).
   Sonetten »Bright Star« var en af de sidste tekster, som digteren John Keats skrev på, da han døde af tuberkulose i Rom, kun 25 år gammel. Der hersker delte meninger om, hvem der inspirerede teksten, men i Campions udgave er der ingen tvivl. Begærets mål var Fanny Brawne, som Keats blev forlovet med i 1819, da de var naboer i landsbyen Hampstead uden for London.

 

BEN Whishaw spiller Keats, men Campions vinkel ligger hos Fanny Brawne (1800-1865), som i australske Abbie Cornishs fremstilling bliver en praktisk orienteret kvinde med hang til at skabe mode. Familien Brawne lejer halvdelen af huset, som tilhører Keats’ ven og selvbestaltede beskytter, digteren Charles Armitage Brown, der både er forelsket i og jaloux på Fanny. Hun ender med at betyde mere for Keats, end han selv gør.

   Sociale faktorer bevirker, at forbindelsen mellem Keats og Fanny har svære vilkår. De forlover sig, men forholdet er dømt til at forblive et ideal som den klareste stjerne i digtet. Keats ved, at han er døende, da fans og rige venner sender ham til Italien med John Severn som ledsager. Severn mente altid, at digtet var skrevet til ham. Keats påbegyndte dog arbejdet umiddelbart efter sin trolovelse med Fanny.

MAN kunne dreje et glansfuldt kærlighedsdrama med smukke påklædningsdukker i de to hovedroller og en stor slat periodeguld i scenografien. Eller man kunne lade hånt om al historicisme og gøre parret til moderne elskende, der er fejlanbragt kronologisk. Campion gør ingen af delene. I stedet lader hun John og Fanny være rigtige mennesker – individer i og af deres tid – og hun genskaber det yndefuldt klaustrofobiske Hampstead med hypervirkelig detaljerigdom.

   I titelsekvensen sidder Fanny og syer. Greig Frasers kamera går så tæt på nål og tråd, at begge dele skælver i mælkelyset. Samtidig bæver falsetstemmerne, som synger a cappella på lydsporet. Koret består af Keats, Brown og byens øvrige mænd. De synger ikke klokkerent. Det sorte mudder sætter sig på Fannys røde kjole, og i skoven står levende træer, der ikke er anbragt kunstfærdigt. Man har en følelse af være der selv og dele parrets kærtegn, som forbliver kejtede og realistiske.

FILMEN er med andre ord romantisk på en moden facon. Den relative svaghed er dialogen. Når John og Fanny taler, citerer de i ét væk Keats’ digte, dagbøger og breve. Men smukt og vemodigt gennembrændt er det. Som coda sætter Campion billeder af kisten, der køres gennem Roms gader ved daggry. Whishaws stemme læser »Endymion« og citerer endelig »Ode to a Nightingale«.
   Bright Star er et stort comeback efter instruktørens erotiske thriller, In the Cut fra 2003.* Det lykkes Campion at forvinde præget af museal kunstgenstand og gøre Keats/Brawne-historien nærværende. Digteren døde i 1821, men i Bright Star bliver han levende, som var det lige før.

*) Og med krimiserien Top of the Lake (2013-2017) blev hun en af de skarpeste kvinder i feltet, hvor hårdkogt hjemstavnsskildring møder sær realisme og kønspolitik. 

Se også Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction] og Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Westerns 100].

Bright Star. Instr. og manus: Jane Campion. Foto: Greig Fraser. 119 min. Australien-Storbritannien 2009. Dansk premiere: 14.10.2010 [Cinemateket]

Fotos: Pathé Renn Productions/ Screen Australia/ BBC Films/ UK Film Council/ New South Wales Film & Television Office/ Hopscotch Productions/ Jan Chapman Films/ Australian Film Finance Corporation/ CineMaterial/ DFI
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, HBO Max og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.10.2010