MELLEM NEMESIS OG NOSTALGI
Af BO GREEN JENSEN
1. Den gyldne pige og slagterens søn
NEWARK, New Jersey, 1951. Koreakrigen har
varet et år og vil vare to mere. Max Messner, kvarterets jødiske slagter, er ude
af sig selv af bekymring for sin søn. Også derfor spinker og sparer familien,
så Marcus kan blive optaget på Winesburg College i Ohio, for studerende bliver
ikke indkaldt.
19-årige Marcus (Logan Lerman) er på sin side både en god søn, en dygtig
student og en vred, ung mand, der prøver at bryde ud af miljøet, som han
alligevel vil forsvare, når antisemitismen igen stikker hovedet frem. Det sker
sjældent på overfladen. På et indre plan er den til gengæld systemisk.
Winesburg
College regeres af den i princippet imødekommende Hawes Caudwell, der er dekan
for de mandlige elever. Skolen er kristent funderet og har mange traditioner,
som Caudwell kræver efterlevet. Én af dem siger, at alle elever møder til
morgengudstjenesten.
Ovenfor står der: »Marcus er«. Der skal snarere stå: »Marcus var«. I
Philip Roths bog ligger Marcus såret et sted i Korea og fortæller fra bunden af
en morfinrus, som læseren til det sidste er usikker på, om han vågner op af.
I James Schamus’ film er denne tvivl fjernet.
Scene to viser begravelsesceremonien for Marcus. Til gengæld ved man intet om
den gamle kvinde, som sidder og ser ind i væggen på et plejehjem i scene ét.
Indignation (2008) er – som alle fire bind
i den sene sekvens, forfatteren under ét kalder Nemeses – en blanding af skæbnefortælling og moralitet. Det er også
endnu en variation over udviklingshistorien og en undersøgelse af tiden og
stedet, som Roth så ofte er vendt tilbage til i sine »nyttige fiktioner«.
Den
unge mand har kvaliteter, men hans stolthed tangerer en karakterbrist. Der er i
Marcus en trodsig kapacitet for at nære brændende indignation. Han kan ikke
lade uretfærdighed ligge og insisterer på sine principper.
MARCUS holder sig fri af alle fællesskaber i
Winesburg. Han møder både en åndsfælle og et fremmed væsen i skikkelse af den
skrøbelige Olivia Hutton, som giver ham et blowjob på deres første køretur.
1951 er en anden tid. Marcus er forbløffet over Olivias seksuelle gestus, der
ifølge tidens moral er løsagtig.
Senere
forsvarer han Olivia og slår fra sig, da sladder og stigmatisering begynder.
Olivia har forsøgt at begå selvmord – det bliver mellem linierne antydet, at
hun måske er blevet misbrugt af sin far – og Marcus’ mor får ham til at love,
at han vil bryde med den gyldne pige. Ikke fordi hun er goy, men fordi hun har fravalgt sit liv.
Stadig er der sagen om de obligatoriske gudstjenester. Filmens
hjertescene er en 15 minutter lang dialog mellem Marcus og Dean Caudwell, der
bliver spillet fremragende af Tracy Letts, som selv er forfatter til teaterstykket
August, Osage County, der i sin
danske version hed En familie.
Caudwell udspørger og afhører Marcus. Denne markerer sin afstand ved at
kalde Caudwell sir. De skændes om
religion og moral, om nødvendigheden af at begå sig socialt. Marcus insisterer på
sin ateisme og vil ikke finde sig i, at Caudwell fordømmer hans helt og
rollemodel, filosoffen Bertrand Russell.
Marcus
kaster op på Caudwells gulv, da vreden og forurettelsen bliver ubærlig. Det
viser sig, at han har blindtarmsbetændelse, men kvalmen er naturligvis noget
mere: selve koncentratet af hans indignation og foragt.
Begge
mænd går langt over stregen. Ved en senere konfrontation svarer Marcus Caudwell
med to små ord, som bogstaveligt koster ham livet. »Fuck you« betyder vel »Rend
mig«, men som sagt er 1951 en anden tid. Den ældre mand ved præcis, hvad han
gør, da han bortviser Marcus fra skolen.
ROTHS roman slutter tørt og ironisk med en »historisk note« og nogle bemærkninger om, hvordan det ene og det andet kunne være faldet ud på forskellige måder. Men hvis og hvis min bag var spids. Det korte af det lange er, at Marcus Messner døde i 1952 i Korea, fordi han ikke ville indordne sig.
Filmen
respekterer materialets intellektuelle kvalitet. Der er lidt for mange
ankelsokker og hyttesko i de påtaget travle scener fra campus, men der er
sødme, ægte indsigt og dybe nuancer i scenerne mellem Marcus og Olivia, som
bliver spillet med autoritet af Sarah Gadon.
Schamus
har baseret Olivia Hutton på Sylvia Plath, som digteren så ud, da hun var 20
år, dvs. i tiden for Glasklokken. Da
Plath tog sit liv i 1963, var hun ved at læse Philip Roth.
Schamus ved, at fortællingens kraftcenter er
konfrontationen på Caudwells kontor. Scenen er mesterligt spillet og realiseret.
Filmen står eller falder med den. Mange har prøvet at ramme tonen hos Roth. Indignation er ikke perfekt, men øvelsen
lykkes for Schamus. Det er i hvert fald et udsøgt eksempel på en litterær
filmatisering.
Indignation. Instr. og manus: James Schamus. Foto: Christopher Blauvelt. 110 min. USA-Kina-Brasilien-Tyskland 2016. Dansk premiere: 24.11.2016
2. Et interview med James Schamus
JAMES Schamus (f. 1959) er et velkendt navn, hvis man
interesserer sig for at læse credits.
Blandt andet har han produceret og skrevet de fleste af Ang Lees film, herunder
hovedværker som The Wedding Banquet, The
Ice Storm, Brokeback Mountain og Life of Pi. Men også fejlskud som Hulk og Taking Woodstock.
Schamus har arbejdet med instruktører som Todd Haynes, Paul Schrader og
Todd Solondz. I 1990 var han medstifter af produktionsselskabet Good Machine.
Det blev opkøbt af Universal og fungerer stadig under navnet Focus Features. De
fleste kender det uskarpe O fra firmaets logo.
Schamus var studiechef indtil fornylig, hvor
han blev erstattet med mere budgetorienterede kræfter. Han virker bestemt ikke
bitter, da jeg møder ham på Hotel Imperial. Han er i byen for at præsentere Indignation på CPH PIX. Schamus er i
øvrigt forfatter til en bog om Carl Th. Dreyer og har en doktorgrad fra
Berkeley University.
Debutanten
er netop fyldt 57. Samtalen varer en time. Her er et udtag, som handler om Indignation.
– Hvorfor begynde at instruere så sent?
»Det føltes som en naturlig udvikling, og jeg
fik bedre tid efter fyringen fra Focus. Det er ikke sådan, at jeg altid stået i
kanten af billedet og brændt efter at være i centrum. Jeg sad med dette
manuskript og kunne simpelt hen se, hvordan det skulle gøres.«
– Adskillige har forsøgt at filmatisere
Philip Roth. Det er aldrig rigtigt lykkedes. Hvorfor er det så svært?
»Fordi fortællerstemmen forsvinder. Man må finde en visuel løsning, der modsvarer
kompleksiteten hos Roth. Filmskaberne forelsker sig i materialet, fordi de ser dramatiske
muligheder i forholdet mellem en ældre mand og en yngre kvinde, der så ofte går
igen hos Roth. Men meningen med erotikken forsvinder, hvis konteksten ikke er
med.
Indignation er en enkel roman, skønt
kronologien er indviklet nok. Det er ikke en af Zuckerman-bøgerne, hvor man
skal forholde sig til et helt univers. Her kunne vi få ideerne med.«
– Du kan ikke selv huske 1951. Hvorfor var
det et vigtigt årti?
»Roth gør meget ud af at lægge afstand til 50erne. Han betoner
forskellen på dengang og nu, men ser samtidig farlige ligheder. Jeg har altid
beundret Roths kompromisløshed. Stemmen skærer igennem, og han er ikke bange
for noget som helst.«
– Dit speciale er litterære filmatiseringer.
Hvorfor er de vigtige?
»Fordi det er så smukt, når de lykkes. Når filmen er en fortolkning i
sin egen ret og mere end en svag kopi. Helt grundlæggende har man mulighed for
at udbrede sin kærlighed til bøger, man elsker. Og så kan jeg godt lide ideen
om fortællingen som en slags grundstof, der cirkulerer i det kulturelle system.«
– Er der film, du er særligt stolt af?
»At
arbejde med Ang Lee var som at skabe én lang film i mange kapitler. Det svarer
til at fremhæve et af sine børn på bekostning af de andre. Men jeg er stolt af Lust, Caution, som vi lavede i Kina. Vi
havde åbnet grænsen med Tiger på Spring,
Drage i Skjul. Men Lust, Caution var
noget særligt.«
– Erotikken fungerer perfekt i den film. Jeg
har altid holdt af The Ice Storm. I ramte både tonen og tiden i Ron Moodys roman.
»Tak. Der er noget af den samme historiske kvalitet i Indignation. Det er næsten, som om Roth dissekerer
årtiet. Han ser det så klart, og han savner det ikke. Bogen er skrevet med
knastørre øjne.«
– I
Berlin så jeg filmatiseringen af Hans Falladas Jeder sterbt für sich allein, som du har produceret for Vincent Perez. Flere
kaldte den irrelevant...
»Jeg lavede den film for at se Emma Thompson og Brendan Gleeson som et
gammelt ægtepar, der gør modstand. Når en film bliver modtaget negativt, siger
man altid, at det er noget i tiden, som får publikum til at afvise den. Det er det meget sjældent. Som regel har
publikum ret. Alligevel tror jeg, at Alone
in Berlin får sin tid.
Det
er chancen for at skabe stort skuespil, der driver lysten hos mig. Det var fantastisk
at instruere den lange scene mellem Marcus og Caudwell i Indignation. Det var en ære at arbejde sammen med Tracy Letts og
Logan Lerman. Dén ene dag var alle problemerne værd.«
James Schamus blev interviewet på Hotel Imperial i København den 8. november 2016.
3. Philip Roth på film
ADSKILLIGE har prøvet at filmatisere
Philip Roth. Richard Benjamins Goodbye,
Columbus (1969) er i det mindste fri for den litterære præstationsbevidsthed,
der tynger senere forsøg. Ved den danske premiere i 1970 var titlen Rend mig i ambitionerne, et riff på Leif
Panduros gennembrudsroman.
Fra samme anstrengt frigjorte tid stammer Ernest Lehmans pinlige filmatisering
af Portnoy’s Complaint (1973). Den
danske titel var ikke Portnoys
genvordigheder, som »skandaleromanen« ellers hedder herhjemme.
Salgsargumentet var chancen for at få et glimt af Alexanders stående problem.
FORFATTEREN havde ikke høje tanker om filmmediet. Han bearbejdede dog selv kortromanen
The Prague Orgy (1985), hvori Roths alter ego, Nathan Zuckerman, tager til
Prag for at stå ved Kafkas grav. TV-filmen blev aldrig produceret, men manuskriptet
er trykt i bind 4 af Library of Americas samlede Roth-udgave [Zuckerman Bound: A Trilogy and Epilogue 1979-1985, pp. 507-593]
Robert Bentons The Human Stain
(2003) demonstrerer vanskelighederne ved at filmatisere Roth. Filmskaberne
forelsker sig i stoffet, fordi de ser dramatiske muligheder i relationen mellem
en ældre mand og en yngre kvinde, som er en trope hos Roth. Skuespillerne står
i kø for at blive udfordret af stoffet, men meningen med erotikken forsvinder,
hvis konteksten underbelyses. Anthony Hopkins og Nicole Kidman medvirker.
DET går en anelse bedre i Isabel Coixets Elegy (2008), som bygger på romanen The Dying Animal (2001, da. Det døende dyr), simpelt hen fordi sexscenerne er mere
overbevisende. Ben Kingsley spiller David Kepesh, Roths persona fra Brystet og Professor i lyst. Penelope Cruz er den kræftsyge rengøringshjælp,
som han fører eksistentielle samtaler med.
Barry Levinsons The Humbling (2014)
bygger, ligesom Indignation, på en af
de sene Nemeses-romaner. Al Pacino er skuespilleren, som er i krise. Han bliver
reddet, men siden også ødelagt af sit forhold til en yngre kvinde, der i
udgangspunktet er lesbisk. Hun spilles af Greta Gerwig. Levinson når længere
ved at ændre mere i stoffet, men det er alligevel en anstrengende film.
I 2016 blev American
Pastoral Ewan McGregors instruktørdebut. Han spiller selv hovedrollen i et særdeles ambitiøst
forsøg på at få en stor film ud af 1997-romanen, som måske var den ældre Roths
hovedværk. Det lykkes ikke helt for McGregor, men filmen fortjente bedre end at blive levende begravet. Den fik dansk VOD-premiere med titlen En amerikansk drøm og kan stadig streames på HBO Nordic.
På
denne forstemmende baggrund er Indignation en veritabel bedrift.
Fotos: Winesburg Productions LLC/ Lionsgate Films/ Bing Feng Bao Entertainment/ FilmNation Entertainment/ Likely Story/ RT Features/ Roadside Attractions/ Summit Entertainment/ Symbolic Exchange/ X-Filme Creative Pool/ CineMaterial/ Filmaffinity
Indignation streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Listen er ny. Anmeldelsen og interviewet stod i Weekendavisen Kultur 25.11.2016