Translate

torsdag den 30. april 2020

Philip Roth på film: Indignation (2016)


MELLEM NEMESIS OG NOSTALGI
En sjældent solid Philip Roth-filmatisering

Af BO GREEN JENSEN

1. Den gyldne pige og slagterens søn

NEWARK, New Jersey, 1951. Koreakrigen har varet et år og vil vare to mere. Max Messner, kvarterets jødiske slagter, er ude af sig selv af bekymring for sin søn. Også derfor spinker og sparer familien, så Marcus kan blive optaget på Winesburg College i Ohio, for studerende bliver ikke indkaldt.
   19-årige Marcus (Logan Lerman) er på sin side både en god søn, en dygtig student og en vred, ung mand, der prøver at bryde ud af miljøet, som han alligevel vil forsvare, når antisemitismen igen stikker hovedet frem. Det sker sjældent på overfladen. På et indre plan er den til gengæld systemisk.
   Winesburg College regeres af den i princippet imødekommende Hawes Caudwell, der er dekan for de mandlige elever. Skolen er kristent funderet og har mange traditioner, som Caudwell kræver efterlevet. Én af dem siger, at alle elever møder til morgengudstjenesten.
   Ovenfor står der: »Marcus er«. Der skal snarere stå: »Marcus var«. I Philip Roths bog ligger Marcus såret et sted i Korea og fortæller fra bunden af en morfinrus, som læseren til det sidste er usikker på, om han vågner op af.
   I James Schamus’ film er denne tvivl fjernet. Scene to viser begravelsesceremonien for Marcus. Til gengæld ved man intet om den gamle kvinde, som sidder og ser ind i væggen på et plejehjem i scene ét.
   Indignation (2008) er – som alle fire bind i den sene sekvens, forfatteren under ét kalder Nemeses – en blanding af skæbnefortælling og moralitet. Det er også endnu en variation over udviklingshistorien og en undersøgelse af tiden og stedet, som Roth så ofte er vendt tilbage til i sine »nyttige fiktioner«.
   Den unge mand har kvaliteter, men hans stolthed tangerer en karakterbrist. Der er i Marcus en trodsig kapacitet for at nære brændende indignation. Han kan ikke lade uretfærdighed ligge og insisterer på sine principper.


  
MARCUS holder sig fri af alle fællesskaber i Winesburg. Han møder både en åndsfælle og et fremmed væsen i skikkelse af den skrøbelige Olivia Hutton, som giver ham et blowjob på deres første køretur. 1951 er en anden tid. Marcus er forbløffet over Olivias seksuelle gestus, der ifølge tidens moral er løsagtig.
   Senere forsvarer han Olivia og slår fra sig, da sladder og stigmatisering begynder. Olivia har forsøgt at begå selvmord – det bliver mellem linierne antydet, at hun måske er blevet misbrugt af sin far – og Marcus’ mor får ham til at love, at han vil bryde med den gyldne pige. Ikke fordi hun er goy, men fordi hun har fravalgt sit liv.
   Stadig er der sagen om de obligatoriske gudstjenester. Filmens hjertescene er en 15 minutter lang dialog mellem Marcus og Dean Caudwell, der bliver spillet fremragende af Tracy Letts, som selv er forfatter til teaterstykket August, Osage County, der i sin danske version hed En familie.
   Caudwell udspørger og afhører Marcus. Denne markerer sin afstand ved at kalde Caudwell sir. De skændes om religion og moral, om nødvendigheden at begå sig socialt. Marcus insisterer på sin ateisme og vil ikke finde sig i, at Caudwell fordømmer hans helt og rollemodel, filosoffen Bertrand Russell.
   Marcus kaster op på Caudwells gulv, da vreden og forurettelsen bliver ubærlig. Det viser sig, at han har blindtarmsbetændelse, men kvalmen er naturligvis noget mere: selve koncentratet af hans indignation og foragt.
   Begge mænd går langt over stregen. Ved en senere konfrontation svarer Marcus Caudwell med to små ord, som bogstaveligt koster ham livet. »Fuck you« betyder vel »Rend mig«, men som sagt er 1951 en anden tid. Den ældre mand ved præcis, hvad han gør, da han bortviser Marcus fra skolen.
  


ROTHS roman slutter tørt og ironisk med en »historisk note« og nogle bemærkninger om, hvordan det ene og det andet kunne være faldet ud på forskellige måder. Men hvis og hvis min bag var spids. Det korte af det lange er, at Marcus Messner døde i 1952 i Korea, fordi han ikke ville indordne sig.
   Filmen respekterer materialets intellektuelle kvalitet. Der er lidt for mange ankelsokker og hyttesko i de påtaget travle scener fra campus, men der er sødme, ægte indsigt og dybe nuancer i scenerne mellem Marcus og Olivia, som bliver spillet med autoritet af Sarah Gadon.
   Schamus har baseret Olivia Hutton på Sylvia Plath, som digteren så ud, da hun var 20 år, dvs. i tiden for Glasklokken. Da Plath tog sit liv i 1963, var hun ved at læse Philip Roth.
    Schamus ved, at fortællingens kraftcenter er konfrontationen på Caudwells kontor. Scenen er mesterligt spillet og realiseret. Filmen står eller falder med den. Mange har prøvet at ramme tonen hos Roth. Indignation er ikke perfekt, men øvelsen lykkes for Schamus. Det er i hvert fald et udsøgt eksempel på en litterær filmatisering.

Indignation. Instr. og manus: James Schamus. Foto: Christopher Blauvelt. 110 min. USA 2016. Dansk premiere: 24.11.2016

2. Et interview med James Schamus


JAMES Schamus (f. 1959) er et velkendt navn, hvis man interesserer sig for at læse credits. Blandt andet har han produceret og skrevet de fleste af Ang Lees film, herunder hovedværker som The Wedding Banquet, The Ice Storm, Brokeback Mountain og Life of Pi. Men også fejlskud som Hulk og Taking Woodstock.
   Schamus har arbejdet med instruktører som Todd Haynes, Paul Schrader og Todd Solondz. I 1990 var han medstifter af produktionsselskabet Good Machine. Det blev opkøbt af Universal og fungerer stadig under navnet Focus Features. De fleste kender det uskarpe O fra firmaets logo.
   Schamus var studiechef indtil fornylig, hvor han blev erstattet med mere budgetorienterede kræfter. Han virker bestemt ikke bitter, da jeg møder ham på Hotel Imperial. Han er i byen for at præsentere Indignation på CPH PIX. Schamus er i øvrigt forfatter til en bog om Carl Th. Dreyer og har en doktorgrad fra Berkeley University.
   Debutanten er netop fyldt 57. Samtalen varer en time. Her er et udtag, som handler om Indignation.


   - Hvorfor begynde at instruere så sent?
»Det føltes som en naturlig udvikling, og jeg fik bedre tid efter fyringen fra Focus. Det er ikke sådan, at jeg altid stået i kanten af billedet og brændt efter at være i centrum. Jeg sad med dette manuskript og kunne simpelt hen se, hvordan det skulle gøres.«
   - Adskillige har forsøgt at filmatisere Philip Roth. Det er aldrig rigtigt lykkedes. Hvorfor er det så svært?
   »Fordi fortællerstemmen forsvinder. Man må finde en visuel løsning, der modsvarer kompleksiteten hos Roth. Filmskaberne forelsker sig i materialet, fordi de ser dramatiske muligheder i forholdet mellem en ældre mand og en yngre kvinde, der så ofte går igen hos Roth. Men meningen med erotikken forsvinder, hvis konteksten ikke er med.
   Indignation er en enkel roman, skønt kronologien er indviklet nok. Det er ikke en af Zuckerman-bøgerne, hvor man skal forholde sig til et helt univers. Her kunne vi få ideerne med.«
   - Du kan ikke selv huske 1951. Hvorfor var det et vigtigt årti?
   »Roth gør meget ud af at lægge afstand til 50erne. Han betoner forskellen på dengang og nu, men ser samtidig farlige ligheder. Jeg har altid beundret Roths kompromisløshed. Stemmen skærer igennem, og han er ikke bange for noget som helst.«
   - Dit speciale er litterære filmatiseringer. Hvorfor er de vigtige?
   »Fordi det er så smukt, når de lykkes. Når filmen er en fortolkning i sin egen ret og mere end en svag kopi. Helt grundlæggende har man mulighed for at udbrede sin kærlighed til bøger, man elsker. Og så kan jeg godt lide ideen om fortællingen som en slags grundstof, der cirkulerer i det kulturelle system.«


   - Er der film, du er særligt stolt af?
   »At arbejde med Ang Lee var som at skabe én lang film i mange kapitler. Det svarer til at fremhæve et af sine børn på bekostning af de andre. Men jeg er stolt af Lust, Caution, som vi lavede i Kina. Vi havde åbnet grænsen med Tiger på Spring, Drage i Skjul. Men Lust, Caution var noget særligt.«
   - Erotikken fungerer perfekt i den film. Jeg har altid holdt af The Ice Storm. I ramte både tonen og tiden i Ron Moodys roman.
   »Tak. Der er noget af den samme historiske kvalitet i Indignation. Det er næsten, som om Roth dissekerer årtiet. Han ser det så klart, og han savner det ikke. Bogen er skrevet med knastørre øjne.«
   - I Berlin så jeg filmatiseringen af Hans Falladas Jeder sterbt für sich allein, som du har produceret for Vincent Perez. Flere kaldte den irrelevant...
   »Jeg lavede den film for at se Emma Thompson og Brendan Gleeson som et gammelt ægtepar, der gør modstand. Når en film bliver modtaget negativt, siger man altid, at det er noget i tiden, som får publikum til at afvise den. Det er det meget sjældent. Som regel har publikum ret. Alligevel tror jeg, at Alone in Berlin får sin tid.
   Det er chancen for at skabe stort skuespil, der driver lysten hos mig. Det var fantastisk at instruere den lange scene mellem Marcus og Caudwell i Indignation. Det var en ære at arbejde sammen med Tracy Letts og Logan Lerman. Dén ene dag var alle problemerne værd.«

James Schamus blev interviewet på Hotel Imperial i København den 8. november 2016.

3. Philip Roth på film

ADSKILLIGE har prøvet at filmatisere Philip Roth. Richard Benjamins Goodbye, Columbus (1969) er i det mindste fri for den litterære præstationsbevidsthed, der tynger senere forsøg. Ved den danske premiere i 1970 var titlen Rend mig i ambitionerne, et riff på Leif Panduros gennembrudsroman.
   Fra samme anstrengt frigjorte tid stammer Ernest Lehmans pinlige filmatisering af Portnoy’s Complaint (1973). Den danske titel var ikke Portnoys genvordigheder, som »skandaleromanen« ellers hedder herhjemme. Salgsargumentet var chancen for at få et glimt af Alexanders stående problem.


FORFATTEREN havde ikke høje tanker om filmmediet. Han bearbejdede dog selv kortromanen The Prague Orgy (1985), hvori Roths alter ego, Nathan Zuckerman, tager til Prag for at stå ved Kafkas grav. TV-filmen blev aldrig produceret, men manuskriptet er trykt i bind 4 af Library of Americas samlede Roth-udgave [Zuckerman Bound: A Trilogy and Epilogue 1979-1985, pp. 507-593]
   Robert Bentons The Human Stain (2003) demonstrerer vanskelighederne ved at filmatisere Roth. Filmskaberne forelsker sig i stoffet, fordi de ser dramatiske muligheder i relationen mellem en ældre mand og en yngre kvinde, som er en trope hos Roth. Skuespillerne står i kø for at blive udfordret af stoffet, men meningen med erotikken forsvinder, hvis konteksten underbelyses. Anthony Hopkins og Nicole Kidman medvirker.


DET går en anelse bedre i Isabel Coixets Elegy (2008), som bygger på romanen The Dying Animal (2001, da. Det døende dyr), simpelt hen fordi sexscenerne er mere overbevisende. Ben Kingsley spiller David Kepesh, Roths persona fra Brystet og Professor i lyst. Penelope Cruz er den kræftsyge rengøringshjælp, som han fører eksistentielle samtaler med.
   Barry Levinsons The Humbling (2014) bygger, ligesom Indignation, på en af de sene Nemesis-romaner. Al Pacino er skuespilleren, som er i krise. Han bliver reddet, men siden også ødelagt af sit forhold til en yngre kvinde, der i udgangspunktet er lesbisk. Hun spilles af Greta Gerwig. Levinson når længere ved at ændre mere i stoffet, men det er alligevel en anstrengende film.


I 2016 blev American Pastoral Ewan McGregors instruktørdebut. Han spiller selv hovedrollen i et særdeles ambitiøst forsøg på at få en stor film ud af 1997-romanen, som måske var den ældre Roths hovedværk. Det lykkes ikke helt for McGregor, men filmen fortjente bedre end at blive levende begravet. Den fik dansk VOD-premiere med titlen En amerikansk drøm og kan stadig streames på HBO Nordic. 
   På denne forstemmende baggrund er Indignation en veritabel bedrift. 

   
Listen er ny. Anmeldelsen og interviewet stod i Weekendavisen Kultur 25.11.2016

onsdag den 29. april 2020

Philip Roth: The Plot Against America (2004) [Bogen bag HBO-serien]


BEVÆGELSEN I TIDEN
Philip Roth skriver kontrafaktisk historie

Af BO GREEN JENSEN

HVAD nu hvis. Det er præmissen i utopisk fiktion, og det er selve fundamentet for den akademiske sportsgren, som kaldes »kontrafaktisk historieskrivning«. Hvad nu hvis Columbus var sejlet forbi? Hvis Napoleon havde vundet ved Waterloo? Hvis den sidste zar var blevet siddende? Ville hele verden heile, hvis Tyskland havde sejret i 1945?
   Sidstnævnte mulighed var den første, som inspirerede de skønlitterære forfattere. Philip K. Dick skrev i 1962 The Man in the High Castle (da. Manden i den høje fæstning), hvor USA efter krigen er opdelt i en japansk og en tysk sektor. Len Deighton lod tyskerne sejre i SS GB (1978), og i Fatherland (1992) skriver Robert Harris realistisk medrivende om en tysk kriminalinspektør, der i 1964, en uge før Hitlers 75 års fødselsdag, trækkes ind i en sag med forbindelse til rygterne om 1940ernes dødslejre.
   I sidste afsnit får inspektøren tårer i øjnene, da han står med beviset, en brændt sten fra Auschwitz. Det er et bevægende fiktionsøjeblik, som berettiger hele genren. Romanen skaber sin indsigt, den helt konkrete vrede og smerte, netop ved at spørge: Hvad nu hvis? Ikke blot når vi som læsere til bunds i bogens mysterium. Vi bliver også lidt klogere på vort eget.



I The Plot Against America beskriver Philip Roth (1933-2018), hvordan hverdagen ville forme sig for middelklassens jøder, hvis nationen i 1940 havde valgt Charles Lindbergh (1902-1974) til amerikansk præsident.
   Det gjorde den jo ikke. Franklin Delano Roosevelt blev genvalgt til en tredje embedsperiode og mødte stort set ingen modstand fra republikanernes kandidat, Wendell Wilkie. USA blev ikke holdt ude af krigen, ingen rabbinere blev kørt væk om natten. Der var ingen fredelig »Iceland Understanding« mellem Det Tredje Rige og USA, ingen fordragelig »Hawaii Understanding« mellem Japan og Amerika. Derimod forelå en pagt mellem Stalin og Hitler, som sidstnævnte heldigvis brød.
   Roths tankeeksperiment er dog skræmmende troværdigt. Var kortene faldet en anelse anderledes, og havde de amerikanske fascister været lidt mindre komiske og ekstreme, kunne synergien af økonomisk krise, politisk isolationisme, elitære strøtanker om racehygiejne og fristende effektiv ideologi have fået mere vind i sejlene. Især hvis en karismatisk folkehelt som Lindbergh var gået helhjertet ind i kampen om kulturen og systemet.
   Læs i øvrigt Nathanael Wests A Cool Million (1934, da. Gulddrengen), Sinclair Lewis’ It Can’t Happen Here (1935, da. Det kan ikke ske her) og John Dos Passos’ monumentale U.S.A. (1936), hvis du vil danne dig et indtryk af ekstremismen og polariseringen i tiden. Lewis bruger patos, og Dos Passos rapporterer. Jøden West går til sagen med kulsort sarkasme. De er enige om, at det sagtens kunne foregå.



ROTHS bestræbelse går i flere retninger. Romanen udkom den 5. oktober 2002, i god tid før 2004-valget mellem George W. Bush og John Kerry. Som sådan er den ikke mindst en advarsel om, hvor galt det kan gå, hvis man lader sig forføre af en stor dreng i fotogen flyverjakke.
   Samtidig afdækker romanen nogle mentalitetshistoriske smertepunkter, som man til hverdag lader hvile, skønt de ikke er hemmeligheder som sådan. For eksempel at flere demokratiske forbilleder, mænd som Henry Ford, Joseph Kennedy og Charles Lindbergh, var erklærede anti-semiter, der mere end flirtede med nazismens imponerende resultater. Helst nøjes man med at huske den rablende Ezra Pund som et mere håndgribeligt skrækeksempel. Altså lidt som vi i Skandinavien har det med Fritz Clausen og Knut Hamsun. Vi kan ikke lide, når noble navne bliver afsløret eller mistænkeliggjort.
   I 1941 holdt Lindbergh en nu-eller-aldrig tale om bevægelsen i tiden. Han talte særdeles velformuleret om nødvendigheden af ikke at gå ind i krigen i Europa, sådan som de jødiske opinionsdannere forsøgte at få gode fredselskende amerikanere til. England er trængt, Lindbergh ved det og erkender, at Amerika skylder Europa en del, men »our interest is first in America; and as Americans, it is essential for us to realize the effort that British interests are making to draw us into their war.«


LINDBERGH er ingen rablende koleriker. Han er tværtimod en rimelig mand, der sagtens kan se det jødiske »problem« fra begge sider af bordet: »Det er ikke svært at forstå, hvorfor jødiske mennesker ønsker, at det nazistiske Tyskland bliver knust. Forfølgelsen, som de har været ofre for i Tyskland, ville være tilstrækkeligt til at udløse bittert fjendskab hos enhver race. Ingen person med nogen sans for menneskelig værdighed kan billige den forfølgelse, som den jødiske race er udsat for i Tyskland.« 
   Så kommer det imidlertid: »Men ingen ærlig og oplyst person kan se på deres krigeriske politik hér i dag, uden samtidig at se farerne som er forbundet med en sådan politik, både for os og for dem. I stedet for at agitere for krig, burde de jødiske grupper i dette land på enhver mulig måde modsætte sig en krig, eftersom de selv vil blive de første, som får dens konsekvenser at følge. Tolerance er en dyd som beror på fred og styrke. Historien viser os, at den ikke kan overleve krig og ødelæggelse. Enkelte fremsynede jøder erkender dette og er imod at intervenere. Men det store flertal er for.«


SIDEN følger en insinuerende smøre om, hvordan jøder og kommunister ejer og udnytter den amerikanske medieindustri. Det kunne være en skitse til senator Joseph McCarthys mere hysteriske stemmeføring under den politiske heksejagt ti år senere:
   »Vore teatre spillede stykker, som skildrede æren ved at gå i krig. Nyhedsrevyerne mistede enhver form for objektivt præg. Dagblade og magasiner begyndte at miste annoncører, hvis de skrev artikler, som gik imod krigen. En smædekampagne blev iværksat over for personer, som modsatte sig at intervenere. Vendinger som »femte kolonne«, »forræder«, »nazist« og »anti-semit« blev uophørligt kastet efter enhver, som vovede at antyde, at det ikke ville være i Amerikas interesse at træde ind i krigen. Mænd mistede deres arbejde, hvis de åbenlyst gik imod krigen. Mange turde ikke længere tale.«
   Det er en meget raffineret tale. Lindbergh formår hele tiden at fremstå som en nobel og human pacifist, der taler for besindelse i en verden, som er ved at blive revet i stykker. Samtidig fremsætter han trusler og henviser til det racistiske vulgærbillede af rige jøder, som ejer produktionsapparatet og ler ad os andre. Talen hed »Who Are the War Agitators?«  »Hvem er krigens fortalere?«  og blev holdt i Des Moines, Iowa, ved America First Committees landsmøde. Der var 8.000 tilhørere. Roth giver os naturligvis også en dato. Talen blev holdt den 11. september.


DEN historiske Lindbergh, som holdt denne tale, var ingen professionel demagog, men en svag og let påvirkelig mand med folketække og politiske ambitioner. Lidt som en yngre Ronald Reagan, måske. I 1927 fløj han som den første pilot nogen sinde over Atlanten i ét stræk. Han charmerede Paris og resten af Europa, da han landede som fremskridtets gesandt i flyet, som hed »Spirit of St. Louis«. Det tog ham 33 timer og 30 minutter.
   Han var 25 år, og fremtiden må have lignet et lyshav. Han giftede sig rigt og fornuftigt, med forfatterinden Anne Morrow Lindbergh. De fik en søn og døbte ham Charles A. Lindbergh, Jr. Helten var hjemme og klar til det hele  og så skete der egentlig ikke så meget. Den strålende time var ligesom glemt. I 1932 blev Charles Jr. bortført og dræbt efter et langstrakt drama om løsepenge. Sagen cirkulerer fortsat i fællesmængden af konspirationsteorier. En tysk immigrant, Bruno Hauptmann, blev sigtet og dømt for forbrydelsen, men fastholdt til det sidste sin uskyld. Han blev henrettet i 1936.


VAR det sønnens død, som tippede læsset for Lindbergh? I hvert fald rejste han og Anne Morrow til England for at komme sig. Parret blev inviteret til Tyskland og var i Berlin som Hitlers gæster ved OL i 1936. Lindbergh trykkede hænder med Leni Riefenstahl og blev meget positivt inspireret af de sociale resultater i Tyskland, der i Weimar-tiden havde rodet med nogle af de samme problemer som Depressionens USA. I denne ånd tog Lindbergh hjem og talte mod bevægelsen i tiden, da skyerne over Europa trak sammen.
   Philip Roth overdriver næppe. Han skriver bare den anden historie. Med helten og offeret Lindbergh som kandidat kunne republikanerne have vundet i 1940. Fornuften fik dog flertal, da Roosevelt tampede Wilkie. Efter Pearl Harbor trak også Lindbergh piben ind og engagerede sig lidenskabeligt i den allierede krigsindsats. Han døde i 1974 og ville have grædt sig i søvn, hvis han vidste, hvilken rolle Roth har tildelt ham i The Plot Against America.


ROTH afspiller Lindberghs tale i løbet af romanen og aftrykker teksten in toto til slut. Endvidere fremlægger han et nyttigt register over, hvordan det i den faktiske historie forholdt sig med romanens autentiske personer. Samspillet mellem faktisk og alternativ historie fungerer optimalt. Imidlertid er bogen også en skildring af familiens Roths tilværelse under et regime, der dag for dag bliver lidt mere anti-semitisk uden at gå til nazistiske yderligheder.
   Det er dét aspekt, der overbeviser læseren om, at disse karakterer er levende mennesker i en virkelig hverdag, snarere end psykologiske konstruktioner i en fantastisk kulisse. Det er heldigvis også den kvalitet, som der bliver fokuseret på i HBO-serien fra 2020. Efternavnet er ændret til Levin. Ellers følger streamingserien i det store hele sit forlæg.


  
DET er den samme familie, vi har læst om i erindringsbøgerne The Facts (1988) og Patrimony (1991, En søns far). Vi er vant til at opleve alt gennem filtre. I The Facts skriver Roth som forord et brev til sit gennemgående alter ego, Nathan Zuckerman, og bogen slutter med at bringe hans svar. I Patrimony siger Roth farvel til den far, som i The Plot Against America er tegnet lyslevende sammen med sin hustru og Sandy, Philips storebror. En lille galakse af naboer, venner og slægtninge rumsterer i den travle baggrund.
   Philip er syv i det meste af romanen, der sætter punktum i oktober 1942 under overskriften »Perpetual Fear«. Sandy tegner forelskede heltebilleder af Lindbergh. Philip samler på frimærker. De bedste afsnit skildrer drengenes intime og intense forhold, men ofte har man fornemmelsen af, at de erindrede øjeblikke udgør et nødvendigt kit for fiktionens historiske abstraktioner. Det store skræmmebillede er forankret i den lille families hverdag, forældrenes forskellige reaktioner på den omsiggribende anti-semitisme.
   Det er godt, og det fungerer, men det bliver også en begrænsning. Når det kommer til stykket, er den kontrafaktiske ramme en hæmsko. De små detaljer hænger og flagrer, fordi romanen i så høj grad er sin idé.




ROTH skrev til fire forskellige bunker. Der var sekvensen om forfatteren Nathan Zuckerman, som tæller ni titler, fra The Ghost Writer (1979, da. Forfatterspire) til Exit Ghost (2007). Der var romanerne om litteraturprofessoren David Kepesh - fra The Breast (1972, da. Brystet) til The Dying Animal (2001, da. Det døende dyr). Og der var en stak med »andre bøger«, fra de opsigtsvækkende begyndelser i Goodbye, Columbus (1965, da. Farvel, Columbus) og Portnoy’s Complaint (1969, da. Portnoys genvordigheder) til sene højdepunkter som Sabbath’s Theatre (1995, da. Sabbaths teater), Indignation (2008) og Nemesis (2010).
   Endelig var der en gruppe »Roth Books« (forfatteren holdt selv styr på kategorierne i sin værkliste), hvoraf The Plot Against America blev den femte. Også The Facts, Patrimony og dialogromanen Deception (1990) hører til i denne bunke. Kredsens bedste roman er dog Operation Shylock (1993), hvori forfatteren Philip Roth skriver om romanpersonen »Philip Roth«, der i Jerusalem bliver hjemsøgt af en mørk tvilling, En Anden, som udgiver sig for at være Philip Roth. Det lyder sikkert søgt, men som regel giver det mening.
   Det kierkegaardske system af dæknavne bliver ikke mindre indviklet af, at de fiktive kar er forbundne. Eksempelvis optræder Nathan Zuckerman første gang i romanen My Life As a Man (1975, da. Mit liv som mand), hvor han indgår i to »Useful Fictions« - »nyttige fiktioner« - af fortælleren Peter Tarnopol. Mit liv som mand bliver dog ikke talt med i nogen af serierne.
   Komplottet mod Amerika er problemet, at den varme fortællerstemme sådan set ikke ønsker at sætte »Familien Roth« i anførselstegn. Roth kan ikke bestemme sig for, om han virkelig vil fortælle om dengang eller bruge sig selv og sine kære som konceptuelle statister, der giver fiktionen et skær af troværdighed, fordi han kan trække på deres personlige detaljer og data. Han udnytter sit erindringsstof, kan man sige.
   Nogle steder i forfatterskabet er det netop den grundlæggende problematik. Zuckerman-samlingen The Counterlife (1986, da. Modliv) spiller mulige fiktioner ud mod hinanden og er i virkeligheden et eksempel på, hvad man kunne kalde kontra-faktisk romanskrivning. The Plot Against America er derimod en politisk roman om reelle ideer, utopisk litteratur i traditionen fra H.G. Wells i dennes mindre åbenlyst fantastiske værker.
   Wells skrev i 1934 et erindringsbind med titlen Experiment in Autobiography. Det kunne være overskriften på Philip Roths forfatterskab. The Plot Against America var hans 26. bog. Og hverken den bedste eller den værste.


I 2020 er det naturligvis umuligt ikke også at høre Donald Trumps stemme i den populistiske retorik. Philip Roth døde i 2018 og nåede altså at se Donald Trump blive valgt og indtage præsidentembedet. Hans kommentar til lighederne mellem fiktion og virkelighed var:
   »Det er lettere at forstå valget af en imaginær præsident som Charles Lindbergh, end det er at begribe valget af en faktisk præsident som Donald Trump. Til trods for sine nazistiske sympatier og racistiske tilbøjeligheder, var Lindbergh en stor flyverhelt, som havde udvist fantastisk fysisk vovemod og aerodynamisk geni ved at krydse Atlanten i 1927. Han havde karakter, og han havde substans, og sammen med Henry Ford var han, verden over, sin tids mest berømte amerikaner. Donald Trump er blot en bondefanger. Den relevante bog om Trumps amerikanske aner er Herman Melvilles The Confidence-Man, den mørke og pessimistiske, dristigt opfindsomme roman  Melvilles sidste  der lige så godt kunne have heddet Fidusernes Kunst (The Art of the Scam).«
   Roth er opmærksom på, at der indgår en Trump-agtig figur i romanen. »Det er ikke Trump som karakter, en menneskelig grundtype  ejendomsspekulant-typen, den grove og grådige dræber-kapitalist  der trodser og overgår fantasien. Det er Trump som De Forenede Staters præsident.«
   Det var Judith Thurman (forfatter til biografien Karen Blixen og fast skribent ved magasinet The New Yorker), som udvekslede e-mails med Roth i 2017. Den fulde, fascinerende korrespondance står i det nummer af The New Yorker, som udkom 30. januar 2017. Rubrikken er »Roth om Trump«.

Philip Roth: The Plot Against America. 392 s. New York: Random House, 2002.

Gyldendal udgav Komplottet mod Amerika i Ole Husted Jensens oversættelse i 2006. Der er seks episoder à 60 minutter i serien, som streames på HBO Nordic. Ed Burns har skabt og skrevet den sammen med David Simon. 


Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Bøger 29.10.2004. Som det fremgår er der skrevet til og revideret.   

tirsdag den 28. april 2020

Alexander Payne: The Descendants (2011)


EFTERKOMMERNE
En sædeskildring fra hverdagens Hawaii

Af BO GREEN JENSEN

SCENEN er det moderne Hawaii, og Matt King ligner ikke en aristokrat. Imidlertid er han en prins af en slags. Hans tipoldefar var Edward King, en juridisk uddannet missionærsøn, som giftede sig med prinsesse Kekepi, datter af Kalakaua den 5. og sidste led i arvefølgen efter kong Kamehameha. Siden har familien ejet den sidste private jord på Hawaii: 24 hektar på øen Kauai.
   En ny lov siger, at jorden skal sættes i omløb, og resten af familien vil sælge, så der endelig bliver råd til at leve den demokratiske drøm. Matt mødes jævnligt med seks fætre, som har hver sin mening om, hvem der skal købe den fædrene jord. Selv er han ikke vild med at sælge. Hans hustru ville ikke høre tale om at sælge.



FOR nu må han omtale Joanie i datid. Da The Descendants begynder, er der gået en måned, siden hustruen kom til skade og fik et slag, som gør, at hun ligger i koma. »Joanie er stærk, hun skal nok blive rask,« siger alle, men det er de fraser, man bruger. Matt har en uge til at sige farvel, før der bliver slukket for Joanies respirator. Han vil derfor opsøge slægten sammen med sine døtre, Scottie på 10 og Alex på 17, som begge giver ham det meste af skylden for alt. Han vil også til bunds i historien, som Alex fortæller. Datteren siger, hendes mor var ham utro.



ALEXANDER Payne (f. 1961) laver film, der er som sædeskildrende samtidsromaner. Almindelige mænd fortæller om deres liv, som beskrives i detaljer, mens de forholder sig til en dramatisk forandring. Deres reaktion siger noget om deres karakter, som på den måde udtrykker tidens moral. Hvis Oscar-vinderen Sideways (2004) var overvurderet, kan man sige det modsatte om About Schmidt (2002), hvor Jack Nicholson havde en af sine bedste roller. Paynes mennesker er fejlbarlige folk med tonsvis af hverdag. Det er amerikansk realisme, når den er vittigst, ærligst og bedst.



THE Descendants får sit tema og sin atmosfære fra Hawaii. Øerne er filmet sagligt konstaterende, ofte i regn og en lidt for stærk sol, så man fornemmer, hvordan stedet er for de fastboende. Ergo er virkningen større, da Matt viser sine døtre den jord, som arvekrigen omhandler. Landskabet ligner det første vildnis, en sidste stump autentisk frontier. Nu skal Paradis asfalteres, hvis køberne får deres vilje. »Det ligger jo alligevel bare dér,« som en af fætrene siger. »Nu kan alle få fornøjelse af det.« Han kunne lige så godt sige, at hvalfangst er en god idé. Landet ligner i øvrigt Barbados eller Påskeøen. Man forstår, hvorfor Matt og pigerne føler sig hjemme.



DET er i deres universelle historie, at filmen finder sin ro og sit hjerte, når man har vænnet sig til klip-klapperne og de brogede skjorter. En hanrej bliver enkemand og ved ikke, hvad han skal stille op med sin vrede. George Clooney spiller den pressede mand med en overbevisende inkonsekvens. Snart overfuser han børnene, når de har hakket på ham for længe. Snart er han stoisk og alfaderlig, mens det egentlig er den ældste datter, som vil have hævn efter moderens forræderi. Payne er en mesterlig personinstruktør. Det er skildringen af nuancer og niveauer i de enkelte, indviklede relationer, som gør hans film til noget mere, end den lyder som i referat.
   Nogle film ser man for at blive taget ud af sig selv og ind i en farvestrålende verden. Andre ser man for at føle sig genkendt og på den måde måske bekræftet. The Descendants hører til i den sidste kategori, og det er derfor, at så mange reagerer positivt på det understatede budskab om, at også disse ting vil passere. Man må bare gøre, hvad man kan, navigere i kaos og leve ad hoc. Der er en fantastisk god kemi mellem George Clooney, Shailene Woodley og Amara Miller. Når de spiser is foran fjernsynet, kan man se, at det er en far og hans piger.



  
THE Descendants bygger på en roman af Kaui Hart Hemmings, der er født på Hawaii, men bor i San Francisco. Jeg læste bogen for at finde de steder, hvor Matt taler om sin familie som et øhav, hvor han måler historiens tyngde og beskriver efterkommernes vilkår. De er der dog ikke. Det er den samme slags stemme, som viser tingene frem, men ordene er nogle andre. Så i romanen er præsentationen af fætrene ikke ledsaget af et: »Don’t be fooled by appearances. In Hawaii some of the most powerful people are dressed like bums and stuntmen.«
   Man bliver ikke nødvendigvis klogere af at se sig selv i Clooneys karakter. Alligevel er der noget gribende meningsfuldt ved at vide, at familier går rundt på den anden side af jorden med de samme problemer og drømme, som man kender fra sin egen. Bogen var bare én roman mere, men The Descendants bliver en af de særlige film.


The Descendants. Instr.: Alexander Payne. Manus: Nat Faxon, Jim Rash og Alexander Payne. Foto: Phedon Papamichael. 115 min. USA 2011. Dansk premiere: 16.02.2012

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ Filmaffinity/ Filmgrab [+]
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.02.2012

mandag den 27. april 2020

Alexander Payne: About Schmidt (2002)


CITIZEN SCHMIDT
Jack Nicholsons sidste kraftpræstation

Af BO GREEN JENSEN

MAN kan leve et helt liv uden at indse, hvor meget man savner og længes. Warren Schmidt (Jack Nicholson) har troet sig stort set tilfreds gennem 42 års ægteskab og en karriere som forsikringsmand i Omaha, Nebraska, hvor himlen hænger lavt over jorden. På ingen tid ramler hans verden nu sammen. Først bliver han pensioneret, er ikke længere velkommen på kontoret og føler sig fremmed hjemme hos hustruen Helen. Dernæst dør Helen fra ham, og så er der slet ingenting.
   Schmidt er på én gang i chok og frit fald. Han begynder at gøre atypiske ting. For eksempel skriver han lange breve om sit liv og sine tanker, som er gennemført middelmådige, men af den grund ikke mindre dybfølte. Modtageren er adoptivbarnet Ndugu i Tanzania, som Warren har anskaffet via en nødhjælpsannonce i tv. Og i Colorado skal hans voksne datter (Hope Davis) giftes med en godmodig nørd (Dermot Mulroney), hvis hedonistiske hippieforældre (Kathy Bates og Howard Hessemann) er lige så excentriske som Warren er bornert og tilknappet.



SCHMIDT og Helen planlagde at køre landet tyndt i en Winnebago, en husvogn i herrestørrelse, der er mere som en lystyacht på hjul. Nu sætter Schmidt alene ud på sin rejse. Han når frem til Denver, giver sin datter til nørden og holder den forventede tale, skønt han hellere ville have sagt sin mening om de rædsomme mennesker, der har ødelagt hans datter. Han får hekseskud på komisk vis og gør store øjne, da Kathy Bates kravler ned til ham i boblebadet.
   Men på trods af sig selv, og i kraft af alt dette, bliver Schmidt på sin måde et mere helt menneske. Han er lykkelig, da vi forlader ham på hjemvejen, henreven i en banal åbenbaring om hverdagens storhed. Den kommer til ham i hjertet af Midtvesten, ved monumentet over de første pionerer, som rejste tværs over landet i prærievogne.



SCHMIDT er grådkvalt, og det lange brev til Ndugu sætter nye rekorder i rørstrømsk patos. Det er svært at blive klog på, hvad Alexander Payne egentlig mener om sin hovedperson. Sommetider er han komisk, småtskåren, ubehagelig og selvtilfreds, ejer ikke skyggen af situationsfornemmelse. Andre gange er han sårbar og gribende nøgen i sin famlen efter en mening med livet. Paynes speciale er syrligt misantropiske komedier som Citizen Ruth (1996) og Election (1999). Her har han bearbejdet en roman af Louis Begley ved at skrive den sammen med to af sine egne novellefilmsideer.



ER filmen ubeslutsom, har titelrolleindehaveren til gengæld ingen anfægtelser. Jack Nicholson stiller sig solidarisk med Schmidt og giver den bornerte dødbider alt hvad han kan. Warren Schmidt blinker aldrig til tilskueren eller røber sig via Nicholson’ske manierismer. Det er en præstation på højde med den pensionerede kommissær i Sean Penns Friedrich Dürrenmatt-filmatisering The Pledge (2001). Hvis man frygter en gentagelse af feelgood-faktoren i James L. Brooks’ As Good As It Gets (1997), venter der en glædelig overraskelse.



ABOUSchmidt er en tæt og tænksom lille film, som holder hvad den lover og kommer hele vejen rundt om sit emne, den amerikanske småborger Warren Schmidt. Han nedstammer i lige linje fra litterære artsfæller som Sinclair Lewis’ gennemsnitsmand George F. Babbitt, der var ejendomsmægler i Minnesota, og Harry »Rabbit« Angstrom, Toyota-sælgeren fra New England, som gennem 40 år udtrykker tidsånden i John Updikes romaner. En fremragende filmatisering for voksne og en rigtig god gammelmandsrolle til Jack Nicholson.



Rundt om Schmidt (About Schmidt). Instr.: Alexander Payne. Manus: Louis Begley, Alexander Payne og Jim Taylor. Foto: James Glennon. 125 min. USA 2002. Dansk premiere: 03.01.2003


Foto: FilmGrab [+] / FilmAffinity
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.01.2003