Roni Ezra: 9. april (2015) [Danmarks Besættelse 80 år]

DANSKE VETERANER
En timelig film til de glemte soldater

Af BO GREEN JENSEN

FOR 80 år siden blev Danmark besat, og det er ved at være sidste udkald, hvis man vil høre vidnerne selv. Roni Ezra og Tobias Lindholms 9. april kom derfor diskret og belejligt. Vi har ofte nok set heltehistorier om modstandsbevægelsen, fra De røde enge (1945) og Den usynlige hær (1945) til Flammen & Citronen (2008) og Hvidsten gruppen (2012). Ingen har interesseret sig for de tropper, som blev sat ind ved grænsen den 9. april 1940.
   Selv er jeg født ti år efter krigen og voksede op med en sværm af legender om besættelsen. Det var forhistorien, som blev fortalt alle vegne, i skolen, i familien og i forgreninger af fælleskulturen, indtil man egentlig havde nok. De danske soldaters indsats blev for det meste omtalt som noget halvkomisk og herostratisk. Den fyldte ikke mange sider i Eilstrup og Lindbergs De så det ske under besættelsen.*

DEN tyske hær stod klar ved grænsen kl. 3.30. Tre danske vagter blev skudt kl. 4, og tropperne overskred grænsen kl. 4.15. Søgårdlejren og Haderslevgarnisonen blev alarmeret. Kl. 4.50 var der kampe ved Lundtoftebjerg. Det lykkedes cykeltropperne at ødelægge to panservogne. Stillingen ved Hokkerup standsede tre, før den overgav sig. Kl. 6 besluttede konge og regering, at Danmark skulle kapitulere. Besættelsen var gennemført på syv kvarter.
   Nyheden nåede dog ikke til Jylland. I Haderslev blev der kæmpet til kl. 8.15. Da tabene blev udredt samme aften, havde 16 danskere mistet livet: 11 soldater, tre grænsevagter og to piloter. Den tyske kommandant roste modstanden i Haderslev. Han sagde, at danskerne kæmpede godt. Det var man lidt stolt af. Tænk engang. 
   De danske soldater var knægte på 18-19 år, der i hast fik inddraget deres orlov og mødte i Søgårdlejren, hvor de blev mobiliseret af tilrejsende officerer. I 9. april er det sekondløjtnant Sand (Pilou Asbæk), som gør mændene klar. Et andet sted står oberstløjtnant Hintz (Lars Mikkelsen) og prøver at begribe de fatalistiske meldinger fra København. Det er Sand og menig Andersen, Gram, Lassen, Nørreskov, Justesen, Kolding og Lundgren, som kæmper tappert, forvirret og inderligt forgæves.

   
FILMEN er ikke en dokumentarisk rekonstruktion, men stemningen i delingen, de militære rutiner og endelig kamphandlingerne, bliver skildret loyalt og realistisk, uden hverken for lidt eller for megen heroisme. Hver mand får 40 patroner udleveret, og det er vigtigt at kunne lappe sin cykel på to minutter. Det er og bliver en ulige kamp. Kun rekylgeværer bider på tyskernes panser, og Sands deling råder kun over ét.
   Efter træfningen ved Lundtoftebjerg, skjuler Sand og hans mænd sig på en gård i grænselandet. Konen på gården tilbyder dem at blive og slippe for yderligere kamp. Hun siger, at jorden har været både tysk og dansk i hendes tid. »Jeg skulle måske ikke sige det, men for mig har det aldrig gjort den store forskel.« Sand er pikeret. »For mig gør det en meget stor forskel,« bider han hende af.

TOBIAS Lindholm har skrevet plot og replikker i sin saglige signaturstil, der fokuserer på konkrete detaljer. Det gør tabene taktile, uanset om de er danske eller tyske. Der er gedigen dramatik i kampscenerne fra Haderslevs bymidte.
   Pilou Asbæk – som kan være en ret monoton skuespiller – giver en nuanceret fremstilling af Sands indre rejse. Den hårdkogte menig Andersen bliver spillet af Gustav Dyekjær Giese (som fem år senere er officeren, der melder sig til Frikorps Danmark i Anders Refns De forbandede år fra 2020). Den stædige Gram (Jannik Lorenzen) stjæler billedet i flere scener. Ellers er soldaterne overbevisende anonyme.
   Personkredsen er fiktiv, men til slut taler Ezra og Lindholm med en håndfuld af de sidste levende soldater, som alle er over 90. Man fornemmer, at de danske veteraner omsider føler sig værdsat, og det skal være dem velundt.
   9. april fortæller en kort, grum historie meget præcist. Den er sober og yderst seværdig. Nu mangler der bare en film om de russiske bombardementer på Bornholm, hvor Sovjethæren blev i et år, mens resten af landet fejrede freden.

Andre tekster i temaet Danmarks Besættelse 80 år: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

*) De så det ske under Besættelsen udkom i to bind – »Bevar ro og orden« og »Gå til modstand« – på Forlaget Union i 1969. Union var lig med Bogklubben Union, flagskibet i forlægger Jørgen Lademanns flåde. På højden af sin bane (og det var dér i slut-60erne) havde Union 325.000 medlemmer, som hver måned modtog en gennemillustreret fagbog og to-tre skønlitterære værker af uegal beskaffenhed.

   For os var bøgerne et hængsel, der forbandt en fjern historie (fra ti år før vi blev født) og vores forældres beretninger om mørklægning og rationering med de vilde tegneserier i Commando, Attack og Kampflyver. Lars Lindeberg skrev lignende værker om Englandskrigene, 1864 og 1. verdenskrig, men hittet var De så det ske under Besættelsen.

  Bøgerne var komponeret i opslag, der kombinerede en kort tekst, som var journalistisk i tonen, med udvalgte arkivfotos, som også viste hverdagsting. Det var i de år på mode at præsentere historiske begivenheder som moderne avisartikler, meget som når DR nu lader Lars Mikkelsen vandre gennem Danmarkshistorien i dramatiserede landskaber. Bøgerne kan ses som en forløber for Editos SKET – Vort århundredes historie (som man købte i løbende numre og skrev efter samlebind til) og Palle Fogtdals populære magasin Illustreret Tidende.

   I dag er Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45 (Høst & Søn 2005, senest genudgivet på Informations forlag i april 2020) af Claus Bundgaard Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen og Jacob Sørensen et godt og solidt standardværk. Men det står ikke i 325.000 hjem, og det bliver næppe spist for glædens skyld af ivrige piger og drenge på 14 år. Det gør derimod tv-serien Matador (1978-81), som er blevet den brede fortælling, der forener alle generationer. Det er dér, at erindringen lever i dag.

9. april. Instr.: Roni Ezra. Manus: Tobias Lindholm. Foto: Philippe Kress. 97 min. Danmark 2015. Dansk premiere: 12.03.2015

 

Foto: Kenneth Nguyen/ Nordisk Film Distribution

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, Grand Hjemmebio, NORDISK FILM+, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies

Første udgave af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 13.03.2015