Translate

lørdag den 25. april 2020

En tekst, to filmatiseringer: Lolita (1962/1997)



AT OPFINDE AMERIKA
To filmatiseringer af Vladimir Nabokovs klassiker

Af BO GREEN JENSEN

VLADIMIR Nabokovs Lolita har altid været kontroversiel. Efter »den første lille trækning af Lolita« skrev Nabokov i 1939 den lange novelle Fortrylleren på russisk, men kunne ikke slippe stoffet igen. Ti år senere, »omkring 1949«, »begyndte den sitren, der aldrig helt var hørt op, at plage mig igen«, fortæller forfatteren i apologien »Om en bog ved navn Lolita«, som de fleste udgaver aftrykker. Denne gang skrev han på engelsk, ovenikøbet med luftspejlingen Amerika som et ikke uvæsentligt sidemotiv: »Det havde taget mig fyrre år at opfinde Rusland og Vesteuropa, og nu stod jeg over for dette: at skulle opfinde Amerika«.*
   En stor del af odysseen, som Humbert Humbert og hans Lolita foretager sammen, fordi deres umulige forhold kun fungerer i motellernes navnløse neonvildnis, blev derfor gjort efter af forfatterens og hans hustru. Det kom af samme grund bag på Nabokov, at man ved førsteudgivelsen i 1955 ikke alene fandt romanen utugtig, men også anti-amerikansk:
   »Jeg valgte kun amerikanske moteller i stedet for schweiziske hoteller eller engelske landevejskroer, fordi jeg prøver at være en amerikansk forfatter og kun gør krav på de samme rettigheder, andre amerikanske forfattere nyder. Derimod er min skabning Humbert udlænding og anarkist, og der er mange ting, foruden smånymfer, om hvilke jeg er uenig med ham«.



MANGE forlag afviste, hvad de betragtede som Cornell-professorens slibrige digression. »Visse tekniske midler i begyndelsen af Lolita (f.eks. Humberts dagbog) forledte nogle af mine første læsere til at tro, at dette ville blive en utugtig bog. De ventede en stigende rækkefølge af erotiske scener; da disse standsede, standsede læseren også, kedede sig og følte sig svigtet. Jeg har en anelse om, at dette er en af grundene til, at ikke alle de fire forlag læste manuskriptet til ende«.
   Efter mange forviklinger udkom romanen endelig i Paris hos Maurice Girodias’ Olympia Press, der havde stor erfaring med intellektuelle skandalesucceser. Og en sådan blev bogen i høj grad. Vist var den forkætret, og vist blev den fordømt fra snart sagt alle lejre i det litterære kredsløb, men da den endelig udkom »for alvor« hos forlaget Putnam’s i 1958, købte læserne 100.000 eksemplarer på mindre end tre uger, en succes som dengang kun havde ét fortilfælde, nemlig Margaret Mitchells Gone With the Wind (1936).
   Der er næppe tvivl om, at måden Lolita blev læst på i høj grad var en gentagelse af de afvisende forlagskonsulenters. Man skimmede Humberts svimle beretning for pornografiske godbidder, ledte forgæves og mistede interessen. Romanen har dog til stadighed været i handelen, og da Stanley Kubrick filmatiserede den i 1962, oplevede skriftet den første af mange renæssancer i sit lange efterliv.



ROMANEN har været genstand for mere tvivlsom efterbehandling, end den får i Adrian Lynes 1997-filmatisering. For eksempel fik en scenemusical  Lolita, My Love var resultatet af et enkeltstående samarbejde mellem komponisten John Barry og librettisten Alan Jay Lerner  premiere i Philadelphia i 1971. Den blev ingen succes og kom aldrig til Broadway.
   Når man har kastet sig særlig vredt over Lynes version, skyldes det en kombination af pædofili- og blodskamsmotivet  den fremmelige smånymfe siger selv ordet, i romanen som såvel som i filmudgaven: »The word is incest«  og instruktørens blakkede karriere. Vist har englænderen lavet én god film  Jacob's Ladder fra 1990 – siden han kom til USA i 1980, men det er og bliver opportunistisk drejede sexstykker som 9½ uge (1986), Fatal Attraction (1987) og Indecent Proposal (1993), man forbinder med navnet Adrian Lyne.**
   Cineaster så det som blasfemi, at en filmskaber af Lynes beskaffenhed skulle pille ved kapaciteten Kubricks version. Og det massive moralske flertal, der nok kan være tavst i perioder, men i regelen formulerer sig særdeles højrøstet og håndfast, havde på forhånd sagt fra over for, hvad man opfattede som en annonce for incestuøs pædofili. Derfor kunne den kostbare film ikke finde nogen amerikansk distributør  den fik tv-premiere på betalingskanalen Showtime  og derfor blev der i Storbritannien diskuteret længe og hidsigt, før Lolita fik biografpremiere. Da havde filmen gået et halvt år i Frankrig, hvor ingen tog anstød af noget. I Italien blev den modtaget som en bedre film end Kubricks og en anledning til at læse Nabokov igen.
   Den danske variation af kontroversen er vel repræsentativ for vort forhold til film. Lolita blev udsendt i to kopier. Ingen løftede et øjenbryn, og den i bund og grund sobre fremstilling af en svag sjæls fortabelse forsvandt hurtigt ud i videomørket. I 2004 kunne musikkæden TP (lukket, ja, men ikke glemt) sælge dvd’en som månedens »Lokkemad«, et slagtilbud til 25 kroner. I 2020 er den filler, der ligger fremme til fri streaming.




DER er mange vellykkede scener i den nye Lolita. Ikke mindst er Clare Quilty-figuren, som Peter Sellers fik et komisk nummer ud af hos Kubrick, blevet både faretruende og mere flygtig i Frank Langellas ekstravagante fremstilling.
   Særlig fin er scenen, hvor Humbert drysser rundt og tager mod til sig, før han går op til Lolita og er sammen med hende for første gang, helt uden nogen onkel/stedfar-fiktion. Det er en lummer sommeraften, og vi befinder os et sted i Syden. Quilty sidder i tusmørket og nipper til sin whisky. Han chokerer Humberts akutte skyldfølelse med spørgsmålet: »Hvor fanden har De fået hende fra?« »Hun er min datter«, svarer Humbert, der filmen igennem klynger sig til denne tekniske detalje. You lie - she's not! snerrer Quilty.
   Den rystede Humbert tror ikke sine egen øren og beder den fremmede gentage. Hvilket Quilty gør med en blødere stemme, før han undskylder sin berusede tilstand. Og i anden omgang er replikken ganske uskyldig: I said, July was hot. »Jeg sagde, at juli var varm«. I Mogens Boisens 1957-oversættelse er dialogen skrevet om til: »Hvem er pigen?« »Min datter«. »Det er bare løgn«. »Hvadbehager?« »Jeg sagde: det er nogle varme døgn. Hvor er hendes mor«?
   Humbert ånder lettet op, men er samtidig usikker på, om Quilty sagde det ene eller det andet. Det samme er tilskueren, og denne ambivalens er meget konsekvent gennemført. Vi bringes med alle midler til at identificere os med Humbert, hvilket vel er det træk ved Nabokovs roman, som samtiden for alvor fandt foruroligende. Det er jo ikke emnet, man har reageret på i forbindelse med samtlige udgaver af Humbert Humberts historie. Det er graden af indlevelse, solidariteten med den traumatiserede mand.


  

HVER udgave har derfor truffet sine forholdsregler, når det gjaldt om at formilde læseren eller tilskueren, som lytter til Humberts version. Nabokov lagde et ironisk filter mellem Humbert og hans historie ved at lade en vis dr. phil. John Ray, Jr., en karikeret amerikansk pop-psykolog, præsentere det hele som en bizar, men instruktiv case story.
   Både romanens forord og det manuskript, som Nabokov skrev til Kubricks filmatisering (trykt i Library of America-udgaven af Novels 1955-1962) præsenterer derfor »H.H.« som »et lysende eksempel på moralsk spedalskhed« og konkluderer, at »var vor sindssyge diarist i den skæbnesvangre sommer 1947 gået til en dygtig psykiater, ville der ikke være sket nogen katastrofe«.
   John Rays stemme er fra Nabokovs side lagt frem som en sublim, men præcis parodi. »Eksperten«, der tydeligvis ikke har forstået Humbert overhovedet, afrunder således forordet:
   »Endnu vigtigere for os end videnskabelig betydningsfuldhed og litterær værdi er det stærke etiske indtryk, som bogen bør gøre på den alvorlige læser; for i denne magtfulde, personlige analyse skjuler der sig også en almindelig lære; det lunefulde barn, den egoistiske moder, den stønnende galning - disse er ikke blot levende skildrede personer i en højst ejendommelig historie: de advarer os mod farlige tendenser og påpeger frygtelige onder. »Lolita« bør få os alle  forældre, socialarbejdere, pædagoger  til med endnu større årvågenhed og fremsynethed at arbejde på at opdrage en bedre slægt i en tryggere verden«.



STANLEY Kubrick krediterede Nabokov, men brugte ikke hans manuskript og gav i stedet sit eget bud på en form, der får os til på én gang at føle med Humbert og tage afstand fra hans forkrøblede væsen. Kubricks Lolita, der faktisk er tyve minutter længere end Lynes, skønt man husker den som kort, mørk og meget præcis, præsenterer »sygehistorien« som en sort komedie fuld af kosmiske fejltagelser, gennemført usympatiske mennesker og forvreden ironi.
   Kubrick lader James Mason grimassere sig gennem filmen og finder ingen forsonende træk, hverken ved Charlotte Haze  der af Shelley Winters fremstilles hysterisk og direkte frastødende  eller Lo/Lola/Dolly/Dolores/Lolita, der som skildret af Sue Lyon virker smådum, lidt beregnende og frem for alt rystende ordinær. Humbert har svært ved at tilgive skæbnen de banale træk ved sin besættelse. Dét aspekt får Kubrick frem i sin misantropiske versionering.



LYNE og manuskriptforfatteren Stephen Schiff går en anden vej. For det første giver de Humbert meget af værdigheden igen og lader hans fortælling stå tilbage med det skær af skæbne og stort melodrama, han meget af tiden anskuer den i. Han er atter født i 1910, fører selv det store ord og deler Nabokovs blanding af forelskelse, fascination og foragt i forhold til det trivielle amerikanske vildnis af moteller, cola-cola, tyggegummi og tvivlsomme popsange, der af samtiden regnes for salmer. Tidsrammen er atter 1947, hvilket Jon Hutmans lækre produktionsdesign aldrig lader os være i tvivl om. Det er i øvrigt mesteren Ennio Morricone, der har skrevet filmens yppige score.
   Jeremy Irons er en langt blødere og i en vis forstand også mere almindelig mand, der ved en grum skæbnekrølle  tabet af sine drengeårs Annabella  er blevet sat uden for det menneskelige fællesskab. Hans ønske om at komme til bunds i historien, hans forsøg på at skrive en apologi, skal tages for pålydende, og selv om det er meget af en satsning af dvæle ved forførelsen og vise os Humbert som en forelsket mand, fungerer skildringen af forholdet forbavsende godt. Det samme gør de små ritualer, hverdagen som Humbert og Lolita udvikler sammen på deres togt fra motel til motel. Charlotte Haze, dvs. Mrs. Humbert, er i Melanie Griffiths skikkelse blevet mere patetisk og sympatisk.




DEN 16-årige Dominique Swain er mindre koket og fatal som »nymfetten«, der i en periode udnytter og lader sig udnytte af den bedrøvede mand med den mærkelige fetich. Lynes version giver os derfor en langt mere konkret fornemmelse af, hvad Humbert har gjort ved sin steddatter. Da han endelig fortæller Dolores om moderens død, føler vi den fulde vægt af Lolitas situation med en dybde, som Kubricks version nærmest undgik med vilje. I romanen er det stedet, som slutter første del: »På hotellet havde vi hver sit værelse, men midt om natten kom hun grædende ind til mig, og vi forsonedes meget blidt. Ser De  hun havde absolut ikke noget andet sted at gå hen«.




OGSÅ filmens coda følger romanens og lader Humbert tage afsked med en akut bevidsthed om, hvad han har gjort. Efter mordet på Quilty og besøget hos Lolita, som understreger, at hendes nye mand ikke kender noget til »all that stuff«, parkerer Humbert sin bil på en bakke med udsigt til byen. Han lytter til »melodien af børn, som leger, intet andet«, og erkender da for første gang sin forbrydelse. At han er som han er, har han aldrig haft problemer med at acceptere, men han indser, at han har stjålet Dolores’ barndom:
   »Jeg stod og lyttede til den musikalske sitren fra min ophøjede bjergskråning, til disse glimt af særskilte råb med en slags ærbar hvisken som baggrund, og så blev jeg klar over, at det håbløst bitre og knugende ikke var Lolitas fraværelse fra min side, men hendes stemmes fraværelse i denne samklang«.
   Humbert Humberts stemme er fra Nabokovs side viklet ind i så mange lag af ironi, at man aldrig kan vide, om han taler sandt eller ønsker at manipulere med og behage sit publikum, det imaginære nævningeting, han til stadighed henvender sig til i snedige indskud og digressioner. Der files også meget på slutningen af romanen: »Dette er da min historie. Jeg har læst den på ny (...) I visse af dens evolutioner føler jeg, at mit glatte jeg smutter fra mig, glider ud på mørkere og dybere vande, end jeg bryder mig om at udforske«.
   Slutningen på den nye Lolita er derimod klokkeren. Vi lytter til lyden af stemmen, som mangler, og føler en sidste smertelig sympati for fortælleren.




ADRIAN Lynes Lolita er mere trofast mod sit forlæg, end Stanley Kubricks fortolkning havde nogen intention om at være. Modsat Kubrick tager Lyne og Schiff  der har gjort et formidabelt stykke arbejde  nemlig Humbert på ordet: »Jeg prøver på at skildre disse ting, ikke for at genopleve dem i min nuværende grænseløse elendighed, men for at adskille helvedes og himlens bestanddele i den sælsomme, frygtelige, afsindiggørende verden, der hedder smånymfekærligheden. Det skønne og det dyriske flød over i hinanden, smeltede sammen på ét punkt, og det er denne grænse, som jeg gerne vil bestemme, og jeg føler, at det mislykkes så totalt for mig. Hvorfor«?
   Hvad der lykkedes for Kubrick, var at vise Humberts historie som en sort, forvrænget sædekomedie, i hvilken vi til stadighed tog os selv i at holde med Humbert og håbe, at hans giftige forehavende lykkedes, fordi han dog var den mindst frastødende af personerne i det trivielle inferno, som omgav og endelig opslugte ham. Hvad der lykkes for Lyne er at reproducere den skyldige Humberts bedrøvede og selvsagt retoriske spørgsmål: Jeg føler, at det mislykkes så totalt for mig. Hvorfor?



  
HVOR Kubrick gik efter hån og sarkasme, forsøger Lyne og Schiff at forlene Humberts skæbne med et tragisk skær, som sikkert vil støde flere fra sig, end et stykke godtkøbsspekulation ville have gjort. Vi må forholde os til Humbert, hans væsen og hans handlinger, på en måde som vi aldrig blev bedt i Kubricks version. Derfor kan vi næsten ikke bære at se historien fortalt i så smukke billeder, som Howard Atherton har skabt til lejligheden. Vi er langt mere trygge i mørket og hånlatteren hos Stanley Kubrick.
   Dommen må derfor blive denne: Lynes version er mere loyal, mere kompleks i sin persontegning og mere interessant. Men Kubricks sort-hvide nyklassiker er og bliver mere effektiv. Den lader Humbert spidde sin verden på kniven, før denne endelig spidder ham selv. Men hvem er den mest troværdige Humbert? Det er så afgjort Jeremy Irons.

*) Kortromanen »Volshebnik« fandtes ikke på engelsk, da Nabokov skrev sin efterskrift (»Om en bog ved navn Lolita«) til den amerikanske udgave af Lolita. Den blev oversat af forfatterens søn, Dmitri Nabokov, og forlaget G.P. Putnam's Sons udgav The Enchanter i 1987. Samme år udkom Fortrylleren på Gyldendal i Johannes Riis' oversættelse. Jesper Wetterslevs tidstypiske omslag gør ikke teksten nogle tjenester. Lolita er citeret efter Mogens Boisens 1957-oversættelse. Romanen blev nyoversat af Claus Bech i 2011.

**) Adrian Lyne (f. 1941) instruerede Diane Lane og Richard Gere i Unfaithful (2002), men har ellers været stille siden Lolita. Unfaithful var en genindspilning af Claude Chabrols La femme infidèle (1969), som på dansk hed Den utro hustru. Lynes version blev godt modtaget og sikrede Diane Lane en Oscar-nominering. Lyne har i 2020 instrueret Deep Water, som bygger på Patricia Highsmiths roman fra 1957, der på dansk hedder Det stille vand (Rosenkilde og Bahnhof genudgav den i 2013). Lynes film er værd at se og genopdage. Jacob's Ladder har alle sine farver endnu. 

Lolita. Instr.: Adrian Lyne. Manus: Stephen Schiff. Foto: Howard Atherton. 137 min. Frankrig-USA 1997. Dansk premiere: 26.06.1998

Lolita. Instr.: Stanley Kubrick. Manus: Vladimir Nabokov. Foto: Oswald Morris. 153 min. UK-USA 1962. 02.03.1963



Foto: Filmaffinity/ Filmgrab [+]/ Screen Musings
En tidlig udgave af teksten stod i Weekendavisen Bøger 26.06.1998

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar