Translate

søndag den 5. april 2020

Paul Thomas Anderson: Magnolia (1999)


UDSATTE LYS I ET BRISTENDE MØRKE
Paul Thomas Andersons vandrehistorier

Af BO GREEN JENSEN

DET kan godt være, at du er færdig med fortiden, men derfor er det ikke sikkert, at fortiden er færdig med dig. Denne på én gang banale og basale indsigt løber – altid indfattet i citationstegn og forsynet med et henvisende »som der står skrevet«  gennem samtlige forbundne spor i Paul Thomas Andersons Magnolia.
   Den tre timer brede gobelin af en film tager afsæt i tre fantastiske vandrehistorier og ender med en forløsende apokalypse af så grotesk karakter, at man ville være en sjuft, hvis man røbede hvordan.* Lad os derfor koncentrere os om stedet og de menneskelige relationer. For hele filmen er på sæt og vis en myldrende vandrehistorie.


MAGNOLIA følger 11 karakterer, udsatte liv i et bristende mørke, der hutler sig gennem dagene i San Fernando Valley, en forstad til Los Angeles. Stedet er Andersons hjemstavn, og det var også hér, at gennembrudsfilmen Boogie Nights (1997) foregik. I en stor seng ligger tv-produceren Earl Partridge (Jason Robards) og dør af lungekræft, mens hans langt yngre hustru (Julianne Moore), som tog den gamle mand for pengenes skyld, men indser at hun elsker ham nu, er ved at segne under byrden af skyldbevidst desperation. Megen pleje er derfor overladt til den mandlige sygeplejerske (Philip Seymour Hoffman), mens Linda skrifter for advokaten og henter morfin til den døende mand.



ET andet sted i byen står spradebassen Frank T.J. Mackey (Tom Cruise) på scenen og præsenterer sit maskuline selvhjælpsprogram »Forfør og Fortær« for en sal fuld af svedigt opstemte kursister, der har betalt for at lære at score de kvinder, som T.J. frejdigt pålægger dem at kue og foragte. I frokostpausen bliver han interviewet af en kvindelig journalist, som han først spiller op til for åben skærm, men siden sidder og »dømmer i tavshed«, da hun afslører, hvem han egentlig er søn af.


  
DØENDE fædre og deres fortabte børn er overhovedet et centralt motiv i Magnolia. Gennem 30 år har Jimmy Gator (Philip Baker Hall) været studievært på quizprogrammet What Do Kids Know? - »America’s longest running game show« - hvor overbegavede børn konkurrerer på eksotisk paratviden med fjendtlige voksne, mens forældrene tæller hver dollar, som poderne vinder. Den ynkelige Donnie Smith (William H. Macy) vandt en formue, da han var dreng, men forældrene stjal hans barndom, og hans voksne liv er et mareridt af dårlige tænder, katastrofal økonomi og ulykkelig kærlighed til mænd, som ikke fortjener at blive elsket.



NU og her går vidunderbarnet Stanley (Jeremy Blackman) i sort og nægter at svare, fordi producerassistenten ikke vil lade ham løbe ud og tisse i pausen. Hans kolde far raser, men lige meget hjælper det, for Stanley er begyndt at anfægte hele måden, som tilværelsen er indrettet på. Han bliver ikke en ny Donnie Smith.
   Derimod har Jimmy Gator kun et halvt år tilbage at leve i. Han drikker sig mod til før optagelsen og løber så meget sur i rutinen, at han giver deltagerne både spørgsmål og svar. I en menneskealder er den promiskuøse familiefar sprunget på samtlige hunkønsvæsener. Nu vil han tale ud med konen og stifte fred med sin kokainafhængige datter, som påstår, at han også sprang på hende.



NETOP datteren Claudia (Melora Walters) har denne eftermiddag skruet så højt op for musikken, at ordensbetjenten Jim Kurrig (John C. Reilly) ringer på og beder hende skrue ned. Han er enlig, hun er enlig, og »one is the loneliest number«, som Aimee Mann synger i en af de sange, der binder trådene i billedvævningen sammen.
   »One« er faktisk skrevet af salig Harry Nilsson, men Mann har selv komponeret »Wise Up«, som to timer senere går på omgang mellem filmens nødstedte djævle: »It’s not going to stop/ ’till you wise up.« Grundtonen i Magnolia er en grynet, mørk realisme, som svarer til karakterernes hverdag, men det føles alligevel indlysende rigtigt, da Anderson lader dem bryde konventionen og synge.


DET er i det hele taget en afgørende hverdag, som Anderson har valgt at følge sin personkreds igennem. Som det fremgår består en række skjulte forbindelser mellem alle myldrebilledets skikkelser, og det er vel til denne blomstrende helhed, at filmens uudgrundelige titel sigter.
   Magnolia søger dog ikke at løse sine formelle mysterier. Temaet er snarere, hvad vi stiller op med de meningsfulde tilfælde, som fortællerstemmen peger på i begyndelsen, og hvordan vi forholder os til den insisterende fortid, som ikke vil lade os slippe, når vi tror vi er færdige med den. På de spørgsmål giver Anderson faktisk en række tøvende, men rimelige svar.


MAGNOLIA er en fremragende film og en strålende undtagelse fra snart sagt alle regler om, hvad man kan og ikke kan tillade sig, når livet skildres i fiktiv form. Det ville være forkert at sige, at vi aldrig har set noget lignende. Anderson er tydeligvis inspireret af Robert Altmans væsensbeslægtede ensemblestykker, og især med Short Cuts (1993) er der oplagte overensstemmelser. Men Anderson har sin egen tone, den samme som hørtes i et bestemt miljø i Boogie Nights, men her skrues op til en fuld kosmisk sang. Man sidder musestille i tre spilletimer, opslugt og anfægtet af en film, som ikke nøjes med at nære store ambitioner, men i vid udstrækning også indfrier dem.

*) Magnolia modtog førsteprisen, Der Goldene Bär, på den 50. Berlinale i 2000. Bemærk, at jeg slet ikke nævner begreber som 'hård regn', 'bibelske plager' og 'faldende frøer' i teksten. Ej heller ordet 'millennium'. Der var mange rugende multiplotfilm i luften ved årtusindeskiftet. 

Magnolia. Instr. og manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Robert Elswit. 188 min. USA 1999. Dansk premiere: 24.03.2000



Teksten trykt i Weekendavisen Kultur (dengang hed sektionen Zoom, og rubrikken var bare 'Vandrehistorier') 24.03.2000

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar