Translate

mandag den 30. marts 2020

Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017)


EN ENLIG LILLE MUSE
Paul Thomas Andersons gotiske sjæler 

Af BO GREEN JENSEN

DET er Blåskæg, der møder sin syvende hustru; Skønheden, som flytter ind hos Udyret; Pygmalion, der puster liv i skulpturen, som han har skabt og forelsket sig i. Imens tager kvinden kontrol ved at plante en skrøbelig blomst i cementhaven.
   I Den skjulte tråd er mange slags myter – og en god del bittersød virkelighed - vævet sammen så sømløst og originalt, at kræsne gemytter vil smile. Forfatteren, feministen og menneskekenderen Angela Carter – som skrev Blåskæg om for voksne i samlingen The Bloody Chamber (1979) - ville fryde sig over det modne, mørke facit, som ligningen når.
   Scenen er sat i 50ernes London. Her er Reynolds Woodcock (Daniel Day-Lewis) den geniale couturier, som driver modefirmaet House of Woodcock. Han er sjælen i forretningen, mens storesøster Cyril (Lesley Manville) - »My beloved so and so« - tager sig af logistik og kundepleje.
   Det er Woodcock, man går til, når kjolen er vigtig. Han foragter naturligvis sine kunder. De er et nødvendigt onde. Han er Blåskæg i moderne forklædning og noget af en Norman Bates. Woodcock holder af at sy amuletter og besværgelser ind i kjolernes linning. I sin egen jakke bærer han en lok af Mors hår – »så jeg altid har hende tæt på mig«.


   
DA Woodcock møder servitricen Alma (Vicky Krieps), er der først et rituelt kurmageri. Hun poserer, han kreerer, de skaber sammen en kjole. Men Alma er den første muse, som Woodcock ikke vil af med igen. Hun gør heller ikke mine til at gå. Hun plejer ham gennem en sygdom, hvor rollerne vendes. Her begynder en gotisk fortælling om modsætninger, der reparerer hinanden.
   Det lyder måske som en banalitet i stil med Fifty Shades-universet og andre pornografiske konstruktioner. Men Den skjulte tråd er ikke banal. Det er Paul Thomas Andersons sjette film efter gennembruddet med Boogie Nights for tyve år siden. Den 47-årige amerikaner har sjældent eller aldrig været bedre.
   Der er en luksuøs og forførende soliditet over skildringen af 50ernes britiske modeverden. Den er brødet, som fylder og samler i filmen. Fans af The Crown vil sætte pris på den diskrete omgangstone, profaniteten bag de polerede manerer og pastelfarverne i perioden.



  
PAUL Thomas Anderson kan virkelig mane en tid frem og befolke en scene. Er der en fællesnævner for hans film, er det denne panoramiske bestræbelse. Fra 1970ernes pornomiljø (Boogie Nights) og 1910ernes olieindustri (There Will Be Blood) til Amerika ifølge L. Ron Hubbard (The Master), Los Angeles ifølge Thomas Pynchon (Inherent Vice) og Andersons egen San Fernando Valley (Magnolia) er billedet malet så bredt, det er muligt, med mange skikkelser i.
   Kun Punch-Drunk Love (2002) vælger et tunnelsyn for at skildre den vrede Adam Sandler, der bliver forvandlet til en mild mand ved at elske Sally Hawkins og følge sin kærlighed helt til Hawaii. Der er meget af den samme paradoksale psykologi mellem Alma og Reynolds Woodcock.
   Kjolemageren er jo et monster. Han fokuserer på detaljer i rutinen, der kan ændres efter behag og behov, når han bliver træt af sine kærester. Pludselig er det et stort problem, at kniven skraber for hårdt over brødet. Søster Cyril lader kvinden forstå, at tiden er kommet. Hun får kjolen med som en sentimental souvenir, og så er Woodcock sat fri.

    

NETOP sådan åbner Phantom Thread. Endnu en foreløbig muse bliver kasseret, og Woodcock samler Alma op på en kro ved sit landsted. Det minder om Hitchcocks Rebecca (1940). Hun imponerer ham med sin hukommelse, han gør indtryk med sin appetit.
   Forvandlingen kommer, da Woodcock – af grunde, jeg ikke skal røbe - bliver syg. Huset skal levere brudekjolen til en belgisk prinsesse. Woodcock er nede, og Alma tager sig af ham. I et febersyn ser han sin mor. Et øjeblik er begge kvinder i billedet. Så da Woodcock bliver rask, må han fri. For første gang føler manden i midten en trang til at tabe kontrol.




WOODCOCK er en sanselig klassicist. Anderson har baseret ham på britiske tøjskabere som Norman Hartnell og Hardy Amies, men er især inspireret af Cristóbal Balenciaga. Han raser, da en kunde har købt noget chikt i Paris. Han hader både ordet og begrebet.
   I parentes bemærket er det år og dag siden, at en seriøs film har skildret modemiljøet. Der har været stribevis af dokumentarer, komedier og konventionelle biopics, men Robert Altmans Prêt-à-Porter (1994) er det nærmeste fortilfælde. Og Altman kunne kun se det med ironi.
   Mange historier fra tiden er blandet sammen. Millionøsen Barbara Rose, som er svært alholiseret, insisterer på, at Woodcock kommer til hendes femte bryllup. Han syr også kjolen, for hun er en investor. Brudgommen er en dominikansk lykkejæger. Episoden bygger på Barbara Huttons ægteskab med puertoricaneren Porfirio Rubirosa. Det fandt sted i 1953.
   Sagen er vigtig for Alma og Woodcock. Vi forstår, at hun er et jødisk krigsbarn, og han forstår, at hun ser ham for alvor, da hun bliver vred, fordi bruden krøller hans kjole. De generobrer den i en scene med samme berusede stemning som begyndelsens kurmageri.
   Da parret forpligter sig på hinanden, skifter filmen farve for tredje gang. Nu er ægteskabsskildringen helt moderne og Andersons egen. Der er en effektfuld forløsning. Den kommer uventet efter to timer, som egentlig hviler smukt i sig selv.  


  
DEN skjulte tråd er en stor nydelse. Der er kærlige hilsener til Stanley Kubrick og David Lean. Daniel Day-Lewis har sagt, at filmen bliver hans sidste. Han spiller Woodcock med en overdådighed af indlevede manierismer. Det er dog Vicky Krieps, som løfter værket på plads. Lesley Manville kan alle den bortkastede søsters reaktioner.
   De romantiske kilder er dybe og mørke, skønt filmen arbejder sig hen mod et lys. Daphne du Maurier skrev Rebecca i 1938. Hun elskede nye lege med kønnet. Havde samtiden set ud som nu, kunne hun selv have skrevet Phantom Thread.


Den skjulte tråd (Phantom Thread). Instr., manus, foto: Paul Thomas Anderson. 130 min. USA 2017. Dansk premiere: 14.02.2018





Foto: Focus Features/ UIP
Teksten trykt i Weekendavisen Kultur 15.02.2018

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar