Translate

søndag den 29. marts 2020

Steven Spielberg: Lincoln (2012)



DEN STORE EMANCIPATOR
Abraham Lincoln 1809-1865

Af BO GREEN JENSEN

BLANDT 45 amerikanske præsidenter er Abraham Lincoln (1809-65) den mest sakrosankte. John F. Kennedy har en lignende status, men Lincolns myte er mindre kompromitteret. Hans eftermæle ligner en helgens, og der var intet Camelot over hans embedsførelse. Han regerede i svære tider, hvor nationen førte en borgerkrig, som kostede 600.000 liv. Dog huskes han som fredens mand og som en ydmyg søn af folket, der måske kan narres noget af tiden, men ikke føres bag lyset i længden.
   De fleste amerikanske børn har set den mekaniske Lincoln-figur, som fremsiger Gettysburg-talen og gebærder sig livagtigt, når man besøger Disneyland. Måske var det hér, at Steven Spielberg fik ideen til sin forbavsende effektfri film om krigen, slaveriet, demokratiet og præsidenten. Det er alle de store begreber, som er notorisk svære at skildre på film, der er under belysning i Lincoln. Man kan sikkert have faglige forbehold, men ikke over for bestræbelsen. Det lykkes virkelig at skabe en film, som gør Lincoln levende for vore øjne.



FIGUREN er iscenesat af Spielberg og husfotografen Janusz Kaminski, der fylder perioden med fugtigt mørke og søjler af modlys. Dialogen er skrevet af Tony Kushner (Engle i Amerika), som bedriver sit bugtaleri med en flair, der gør det svært at sige, hvornår Lincolns replikker citerer hans taler og breve, og hvornår der er tale om konstruktioner. Imidlertid er og bliver det skuespilleren, som forløser mennesket i denne film. Daniel Day-Lewis overbeviser helt og aldeles som Lincoln. Der er ikke engang de sædvanlige fem minutter, hvor man lige skal vænne sig til illusionen.



PORTRÆTTET af præsidenten er skabt med en atypisk narrativ minimalisme. Lincoln gør intet forsøg på at favne hele historien. I stedet fokuseres der strengt på de sidste måneder af Borgerkrigen og Lincolns liv, vinter og forår 1865, da det står klart, at Syden vil tabe. Det er magtpåliggende for Lincoln at få sin tilføjelse til Forfatningen vedtaget i Repræsentanternes Hus. Han har ophævet slaveriet ved en særlov, som gælder i krigstid. Nu skal det skrives ind i Konstitutionen, at ingen må eje hinanden.
   


REPUBLIKANEREN skal bruge 20 demokratiske stemmer. Der er enkelte scener fra krigen i Lincoln, som blandt andet viser Konføderations kapitulation ved Appomattox. De fleste skildrer dog spilfægteriet og hverdagen i præsidentboligen. Der er et sjældent skarpt, nuanceret portræt af Mary Lincoln (Sally Field), der i regelen blot støtter sin mand. Her er hun hård og hysterisk i sorgen over den ældste søns død. De ægteskabelige skænderier bliver gennemspillet som små mareridt.
   Lincoln vinder slaget ved brug af lobbyister og indgåelsen af aftaler, der tangerer magtmisbrug og bestikkelse. En hær af karakterskuespillere gør de historiske ansigter levende. Især demokraten Thaddeus Stevens (Tommy Lee Jones) bliver en vigtig allieret, der ligesom Lincoln erkender, at målet helliger midlerne. Stevens deler bord og seng med sin sorte husholderske. Kun disse to mænd skildres privat.



DER er flere excentriske fravalg. Da John Wilkes Booth har skudt præsidenten i Ford’s Theatre, ser man ham ikke springe ned på scenen og råbe »Sic semper tyrannis!«, som det ellers er obligatorisk. Det blev senest gjort i Robert Redfords The Conspirator (2010), en revisionistisk fremstilling af (skue)processen mod konspiratørerne. Her viser Spielberg i stedet en scene fra et andet teater, hvor Lincolns yngste, forgudede søn modtager nyheden om mordet på sin far.
   Det virker som en kontrær manøvre, der skal undgå det forventede. I filmens første scene lytter Lincoln til to sorte infanterister. Den ene klager, den anden glatter ud. Så kommer to hvide rekrutter og reciterer Gettysburg-talen i tandem. Alle positioner skal markeres med det samme. Det forekommer ikke troværdigt, at soldaterne kan huske talen ord for ord allerede. Og man ville hellere høre Daniel Day-Lewis.




DAY-LEWIS har Lincolns alder og annammer hér hans fysik. På film er præsidenten skildret utallige gange, siden drabet på ham blev genskabt i D.W. Griffiths The Birth of a Nation (1915). Til de klassiske fortolkere hører Walter Huston i Griffiths Abraham Lincoln (1930), Henry Fonda i John Fords Young Mr. Lincoln (1939), Gregory Peck i miniserien The Blue and the Gray (1982) og Sam Waterston i Gore Vidal’s Lincoln (1986). Ingen har dog beboet figuren som Day-Lewis. Det er en fuldkommen nøgtern, bevægende Lincoln, der slet ikke føles som skæg og kostume.
   Spielberg har lært af de fejl, han begik i Amistad (1997), et andet epos om slaveriets historie med Anthony Hopkins som præsident John Quincy Adams. Lincoln har intet af denne films patos. Den nye films eneste fejl er musikken, som John Williams sædvanen tro overdriver. Endvidere kunne Lincoln slutte, da præsidenten tager af sted til teatret og forsvinder i historiens tåger. Trods alt er det hér, at man møder ham først, i regnen og mørket ved Gettysburg.
   Lincoln var en af dét års store film. Daniel Day-Lewis fik som forventet en Oscar og et utal af andre priser for sin fremstilling af den 16. amerikanske præsident. Filmen var nomineret i 12 kategorier. Også Rick Carters og Jim Ericksons scenografi blev præmieret. 



Lincoln. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Tony Kushner. Foto: Janusz Kaminski. 150 min. USA 2012. Dansk premiere: 31.01.2013



Teksten stod i Weekendavisen Kultur 01.02.2013

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar