Translate

mandag den 9. marts 2020

Extremely Loud & Incredibly Close (2011) [Max von Sydow 1929-2020]



DEN FADERLØSE VERDEN
Jonathan Safran Foers roman om sorgarbejdet efter 9/11

Af BO GREEN JENSEN

I BEGYNDELSEN er det en ordentlig mundfuld: Extremely Loud & Incredibly Close. Romanen med den fantastiske titel var et af de første forsøg på at bruge erfaringerne fra terrorangrebet på World Trade Center. Jonathan Safran Foer skrev den i 2005 og fik mange kritiske stryg for projektet. Han fik dog også en stor læserskare. Ekstremt højt & utrolig tæt på er blevet en af de bøger, som man husker 9/11 med.*
    Fortælleren Oskar Scheel er en fremmelig dreng, en 9-årig nørd med noget, der minder om Aspergers syndrom. Han kan - og skal - være et krævende bekendtskab. Oskars helt er Stephen Hawking, og han bruger en flod af statistiske informationer til at begribe sin omverden med. Kun hans far forstod, hvad der rørte sig i drengen. I køkkenet planlagde de ekspeditioner, som skulle dokumentere, at New York havde haft en sjette kommune, der forsvandt som et andet Atlantis.



THOMAS Scheel kunne også huske alle sange med The Beatles. Den 11. september 2001 kom han ikke hjem fra sin frokostaftale. Han ringede og lagde fem beskeder, som Oskar ikke har spillet for nogen. Nu er der gået et år. Drengen og hans mor har vænnet sig til at være alene, og i virkeligheden er dét vel problemet. Den faderløse verden er ved at blive til normalitet. I sin fars skab finder Oskar en nøgle i en brun kuvert. Navnet Black er skrevet udenpå. Så han vil finde en lås til den nøgle.
   Oscar er vred, fordi hans mor har begravet en tom kiste uden hans far i. Han er dog endnu mere vred på sig selv, fordi han ikke tog telefonen den morgen. Han giver sig selv blå mærker og indretter et helgenskrin i garderoben. Her er alle de ting, som han har fra sin far, trivielle små relikvier, der får talismanisk virkning. Har man mistet en far eller mor, da man var barn, vil man sætte stor pris på den del af filmen.



OGSÅ Oscars kloge farmor er vigtig, og hendes mystiske logerende – en gammel mand, som ikke taler, men skriver, når han vil meddele sig, og har et JA og et NEJ tatoveret i sine hænder – bliver en vigtig forbundsfælle. I bogen er dette historiske spor flettet sammen med Oskars fortælling. I filmen forbliver det meste usagt, men gestaltes alligevel, så man føler og forstår det, i Max Von Sydows knivskarpe figur.



FILMENS Oskar er mere afklaret omkring sit projekt end drengen i bogen. Han ved, at han ikke kan ændre historien, uanset om han finder låsen, der passer til nøglen. Der er 161.999.999 låse i New York, som nøglen ikke kan åbne, og absurd mange mennesker, som hedder Black. Men lyset fra solen når Jorden på otte minutter. Hvis solen dør, kan vi mærke dens varme så længe. Oskar prøver simpelt hen at forlænge den sidste erindring om tiden, han fik med sin far.

   

STEPHEN Daldry (Billy Elliott, The Hours, The Reader) og manuskriptforfatteren Eric Roth har fundet dækkende filmiske udtryk for bogens sproglige saltomortaler. De statistiske remser er bibeholdt i montage og voiceover, men filmen gør intet forsøg på at trykke siderne så tæt, at de bliver sorte. Flere typografiske tricks bliver oversat til billeder, der kan sige (lidt af) det samme. For eksempel har romanen 16 sider med fotos af manden, der springer og falder fra World Trade Center. Når man bladrer hurtigt, vendes historien, og manden falder op i tårnet. I filmen er sat en ret fin detalje, der på samme måde løfter verden på plads.
  

THOMAS Horn snubler gennem gaderne med en tamburin, der kan neutralisere panikken og kakofonien fra storbyens kværnende motor. Det er hverdagens syner og lyde, som slår ind i Oskars sanser og får alt til virke ekstremt højt og utrolig tæt på. Men han bider angsten i sig og fokuserer på sit projekt. Filmen fravælger klogt at forbinde Ground Zero med Dresden og Hiroshima, som det bliver gjort i romanen. Der er heller ingen Beatles-sange, og der kommer intet brev fra Stephen Hawking. Alligevel bliver Oskars søgen til en hel kulturs sorgarbejde.
   

FOERS roman delte vandene stærkt, og det samme vil filmatiseringen gøre. Daldry skal dog roses for helhjertetheden. Han lader Oskar være så intens, at figuren bliver konkret og troværdig. På tryk kan den føles som en sproglig konstruktion. Måske bliver alt lagt lidt for let på plads, men scenerne med Thomas Horn og Max von Sydow har en varme som ikke findes i bogen. Det er Oskar og manden, som ikke vil tale. Det er også Pelle og Lassefar, som holder sammen midt i en grusom historie.
   Tom Hanks og Sandra Bullock er de gode forældre. Blandt de mange mennesker, som hedder Black, gør Viola Davis det varigste indtryk. Stephen Daldrys film undersøger, hvordan børn bærer sig ad med at sørge. Den er langtidsholdbar og kan også bruges, hvis savnet handler om andet end 11. september.

*) Jonathan Safran Foer: Ekstremt højt & utrolig tæt på. Oversat efter 'Extremely Loud & Incredibly Close' (2005) af Jan Hansen. 348 s. Forlaget Tiderne Skifter, 2006. 



Ekstremt højt & utrolig tæt på (Extremely Loud & Incredibly Close). Instr.: Stephen Daldry. Manus: Eric Roth. Foto: Chris Menges. 129 min. USA 2011. Dansk premiere:01.03.2012


Teksten trykt i Weekendavisen Kultur 02.03.2012

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar