Translate

torsdag den 26. marts 2020

Sympati for Satan: John Milton og Paradise Lost (1667)


DEN STORE SYNTESE
John Milton 1608-1674

Af BO GREEN JENSEN

DET passer ikke altid, at vi er dømt til at gentage vore fejltagelser. I Storbritannien fik man tidligt overstået sine erfaringer med en egentlig totalitær styreform, da puritanernes hærfører Oliver Cromwell i kølvandet på Den engelske Borgerkrig (1642-51) opløste det samme »Lange Parlament«, som havde støttet hans krigsførelse mod de royalistiske »kavalerer«. I 1653 lod Cromwell sig udnævne til autonom »Lord Protector« og regerede med hårde midler og enestående nidkærhed til sin død i 1658.
   Sønnen Richard fik ikke reel mulighed for at videreføre despotens principper. Ved Cromwells død syntes nationen at drage et lettelsens suk i erkendelse af, at puritanismen var gået for vidt. I 1660 vedtog et nyindkaldt parlament med hærens velsignelse at genindføre monarkiet. På frivillig og faktisk enestående vis  det er sjældent, at et diktatur lader sig afmontere – blev magten atter delt mellem kirke og stat.
   Charles II var bror til den konge, som puritanerne havde henrettet i 1649, og hans hof blev et af de mest dekadente. Imidlertid ønskede ingen Cromwells religiøse politistat tilbage. De radikale kræfter udvandrede til Den Nye Verden i Amerika, og Storbritannien forsonede sig med den demokratiske proces, et stadigt småskænderi mellem Whigs og Tories, som består i skrivende stund. At England i vor egen tid modstod de store ideologier, mens resten af Europa i vekslende grader gav efter for fascisme, kommunisme osv., tilskrives ofte den første erfaring med Oliver Cromwells New Model Army af brutale »rundhoveder«.


DIGTEREN John Milton (1608-74) levede sit liv i det historiske vindue mellem britisk renæssance, reformation og restoration. Han var en varm tilhænger af puritanernes stat, der baserede sig på John Calvins, snarere end Martin Luthers principper, og fungerede i to årtier, fra 1640 til 1660, som republikanernes PR-medarbejder. Efter henrettelsen af Charles I forsvarede og forklarede Milton nødvendigheden af de ekstreme metoder i traktaten The Tenure of Kings and Magistrates (1649).
   Da Cromwell tog al magten, kom Milton på enhedsstatens finanslov, blev udnævnt til »Latin Secretary« og fik embedsbolig i Whitehall. Få måneder før republikkens afvikling forsvarede han dens principper i pamfletten The Ready and Easy Way to Establish a Free Commonwealth (1660). Imidlertid ville det være forkert at betragte ham som en opportunist. Milton støttede puritanismen fra sin tidligste ungdom og var også efter diktaturets fald, som han med nød og næppe overlevede, skønt han selvsagt ikke hørte til den nye konges favoritter, af den opfattelse, at Guds ord burde være statens fundament.
   Jeg har ovenfor bevidst brugt termer, som understreger parallellen til vor egen tids brydninger. Puritanerne var kristne fundamentalister, som tog for givet, at målet helliger midlet. Deres statsapparat var det mest hensynsløse, som har været ved magten i England.
   I andre henseender kan man dog ikke sætte lighedstegn. For eksempel er det et stort paradoks, at tidens bedste digtere var puritanere – oven i købet på frivillig basis. Royalistiske »Cavalier Poets« som Herrick og Lovelace skrev sart lyrik om kærlighedens vilkår i en hård og omskiftelig verden. Andrew Marvell og John Milton skrev digte, der formelig vibrerer af begrebsspring, store billeder og ideer.



MILTON er forfatter til en række af sin tids største skrifter, og flere af dem er blevet stående som udødelige tekster i engelsk sammenhæng. Skuespillet Comus (1637) blev i sagens natur aldrig opført, for teatervirksomhed var forbudt under puritanerne. The Doctrine and Discipline of Divorce (1643), et forsvar for retten til skilsmisse, er inspireret af digterens eget brud med sin første hustru Mary, som var royalist. Han gav dog både Mary og hendes familie husly, da Cromwell kom til magten. Parret fik tre døtre sammen.
   Elegien Lycidas (1638) er en formel stiløvelse, skrevet i mindet om en medstuderende, som han næppe kendte særligt godt. »On the Death of a Fair Infant« (1626), Miltons tidligst registrerede tekst, er derimod en dybfølt markering af et dødsfald i familien. Aereopagetica (1644) er et polemisk forsvar for ytringsfriheden. Paradise Regained (1671, da. Det genvundne Paradis) og Samson Agonistes (Den stærke Samson) ligger efter Miltons embedsår. Historien om den forrådte, blindede Samson, der tager filistrene med sig i døden, havde utvivlsomt særlig betydning for digteren, som var blind i de sidste mange år af sit liv.


HELT for sig står dog Paradise Lost. Den særdeles veluddannede Milton, som mestrede græsk, italiensk og latin, og i øvrigt var en habil organist, drømte fra sine studieår på Christ’s College i Cambridge om at skrive en britisk pendant til Dantes La Divina Commedia (1307-21) og sin tids svar på de store klassiske tekster af Homer, Ovid og i særdeleshed Vergil, hvis Aeneis (29-19 f. Kr.)   dvs. Æneiden  også var Dantes model.
   Milton ville skrive et digt, der sammenfattede alt, hvad han vidste om tiden og verden og Gud og historien. Hver kulturkreds og epoke spørger, hvordan ondskaben kom ind i verden. Med sin store syntese ville Milton give et svar. Det tabte Paradis beskriver i 12 sange, hvordan den rebelske engel Satan gør oprør og forstødes fra Himlen med sine fæller. Siden tænker han kun på at hævne sig og vende tilbage. Vejen går via de svage mennesker, som Gud skaber efter det fejlslagne kup. Miltons version af konflikten er således forfriskende direkte og politisk.


DET store digt er i ekstrem grad billedskabende. Beskrivelsen af krigen i Himlen og de faldne engles parlament i Pandæmonium, Helvedes hovedstad, er fantastisk, visionær barok, gennemlyst af henvisninger til alle tænkelige mytologier. Miltons kolossale tekst er et veritabelt register over kendte og ukendte guder, mytiske riger og falske idoler, til tider tangerende ren sprogmusik:

The Lybic hammon shrinks his horn, 
in vain the Tyrian maids their wounded Thammuz mourn.

DETALJERNE kan minde om scenografien i en episk stumfilm, og i sine handlingsmættede afsnit er fortællingen ikke ulig den mere tænksomme side af moderne spekulativ og fantastisk fiktion. Tage Eskestad, en af dansk litteraturs oversete profiler, skrev i 1973 en science fiction-roman, Flygtninge fra himlen, der tager afsæt i den samme legende om englenes fald. Den kan anbefales næsten lige så varmt som samme forfatters Håndstenen.*
   Miltons tid var salvelsesfuld, men hans største tekst er det modsatte. Det er himmelstormeren Satan, som bærer fortællingen. Det er ham, der har karisma og kompleksitet; de bedste linier er lagt i hans mund, og det er næppe muligt ikke at føle en vis sympati for hans situation.

  
FOR de romantiske digtere blev Miltons Satan derfor et forbillede, en mørk og splittet nej-siger, som vovede at byde himlen trods og førte krig mod systemet. »Milton was of the devil’s party without knowing it,« skrev William Blake, der med langdigtet Milton (1804) foregreb romantikernes sympati for djævelen.
   »Jerusalem«, prologen til Milton, er i øvrigt identisk med den medrivende salme, som englænderne stadig afsynger, når de kan komme til det. Det er dén, der handler om ikke at hvile, før Jerusalem er genrejst mellem industrialismens »dark Satanic mills«. Hubert Parry skrev musikken i 1916. I Blakes tekst anes flere rester af Miltons (og Cromwells) blåtryk for England.



GENNEM tiden har en engleskare af kritikere diskuteret, om Satan var en helt (næppe), en antihelt (formentlig) eller et broderbillede for Milton. Det har i nogen grad skygget for de øvrige kvaliteter i digtet, der beretter om, hvordan Satan ser sit snit og får fodfæste i verden, da han lokker Adam og Eva til at spise af Kundskabens træ. Der er også aktuelle spor. For eksempel er følgende allegoriske linier møntet direkte på Den engelske Borgerkrig:

Mens djævle, som er under vredens dom, 
hverandre tro og enige står bi, 
er af de skabninger, som har fornuft, 
vi mennesker, endog vi nærer håb 
om Himlens nåde, og skønt Gud har selv 
os givet budet om at holde fred, 
de eneste, som lever hen i splid, 
i kiv og tvedragt, fører grusom krig 
og hærger Jorden, for at myrde vildt 
hverandre, ret som var der ej (og strengt 
det burde mane os til sammenhold) 
af helvedesfjender alt langt fler end nok, 
som lurer dag og nat på vor fortræd.

MILTONS storværk blev første gang oversat til dansk i 1790. Den nye 2006-udgave aftrykker Uffe Birkedals gendigtning fra 1905, som til lejligheden er, hedder det, »nænsomt revideret og overført til moderne retskrivning«.
   Birkedal var præst og grundtvigianer, men gled med tiden i retning af unitarismen. I 1900 var han medstifter af »Det frie Kirkesamfund« og blev denne menigheds første præst. Det kan ikke undre, at Birkedal så en fælle i Milton. Han var tunghør som dreng og blev endelig døv i 1918. Milton havde livet igennem problemer med sit syn og var blind efter 1652. Paradise Lost, Paradise Regained og svanesangen Samson Agonistes (1671) er alle dikteret til venner og familie.


BIRKEDALS afkodning af Milton giver os mulighed for gå lige til teksten, der længe har været en død klassiker i dansk sammenhæng. Versionen udgør dog ikke meget mere end et ekko af originalens store barokmusik, og man skal være stærkt motiveret for at engagere sig følelsesmæssigt. Som altid lever digtet stærkest i Satans monologer. Her er han i Fjerde Sang ved at kravle op fra Helvede og realisere sin plan om at ramme Gud gennem menneskene: »Ve dem, som bor på Jorderig!« Han er dog ikke just en forklaret hævner:
   
Ve mig! Ak, hvorhen
skal jeg vel fly fra endeløst fordærv
og endeløs fortvivlelse? Thi hvor
jeg end flyr, er Helved der. Jeg selv
er Helved, og så dybt er intet dyb,
at jo et dybere med opladt svælg
vil sluge mig, så selv den helvedsve,
jeg lider nu, vil tykkes himmelsk lyst.
O stands da, stands! Er der ej mere rum
for anger og forladelse? Kun én,
- kun underkastelse! Og dette ord
jeg blues ved. Jeg frygter denne skam
blandt ånderne dernede, som forført 
jeg har ved andre løfter, andet pral 
end underkastelse, da højt og dyrt 
jeg loved dem at tvinge almagts Gud.
   
INTENSITETSKURVEN dykker dramatisk, efterhånden som Satans projekt konkretiseres, og fristelsen af de første mennesker bliver tema. Det er dog uafbrudt interessant at færdes i geografien, hvor Milton forankrer sin tekst. Efter krigen i Himlen skaber Gud Jorden og resten af det kendte univers. Hele vor galakse indføjes da, som en dråbe, en tåre eller en kugle i en kæde, mellem altets øverste sfære, lysriget Empyreum, og verdens nederste del, som er Kaos. Helvede ligger på bunden, og de rebelske engle præsenteres, mens de ligger og vånder sig i flammesøen, endnu fortumlede efter faldet.



DER er også fuldkommen tidløse steder, som historien blot har gjort mere prægnante. Efter den indgående beskrivelse af genesis i Syvende Sang, sætter Adam i Ottende Sang ord på den samme følelse af undren og ærefrygt, som de fleste mennesker havde ved synet af »Earthrise«, det første farvefoto af Jorden set fra verdensrummet, som Apollo 8 sendte tilbage i december 1968:

Når jeg ser 
det store, guddomsskønne verdensalt 
med denne Himmel og med denne Jord, 
og sammenligner dem, er Jorden blot 
et sandkorn, støvgran eller fnug imod 
det vidtudstrakte hvælv, af stjerner fuldt, 
der synes gennem det endeløse rum 
at rulle – deres afstand mægtig stor 
og deres snare genkomst viser klart, 
at så det har sig – i den hensigt kun 
at lyse rundt om Jordens dunkle bold, 
kun denne lille plet!


DEN nye udgave er forsynet med 50 xylografier af Gustave Doré (1832-83), som i 1866 illustrerede en britisk folioudgave af Paradise Lost. Tegningerne ses for første gang i dansk sammenhæng. Den franske kunstner havde allerede skabt sine billeder til Inferno-delen af Den Guddommelige Komedie (1861) og Bibelen (1865). Han blev meget berømt i sin samtid og er stadig synonym med flere klassiske tekster.
   Doré var dog også en ensformig kunstner. Det er svært at skelne hans Milton fra hans Dante. To år efter Paradise Lost gik han videre med Skærsilden og Paradis.
   Forlaget Vangsgaard genudgav i 2002 Vilhelm Grønbechs monografi William Blake (1933), som havde været stærkt efterspurgt antikvarisk. Med pragtudgaven af Det tabte Paradis demonstrerer forlaget atter sin vilje til gå mod strømmen og give historieløsheden kamp til stregen. Vi har ikke brug for gratisaviser. Vi har brug for bøger som Paradise Lost.



John Milton: Det tabte Paradis. Oversat af Uffe Birkedal efter »Paradise Lost« (1667). Med 50 illustrationer af Gustave Doré. Forord og noter ved Christian Kaaber og Bo Alkjær. 464 s. 369 kr. Forlaget Vangsgaard, 2006

*) Tage Eskestad: Flygtninge fra himlen. 206 s. København: Stig Vendelkærs Forlag, 1973. Eskestads kilde er dog ikke Milton. Han fortolker beretningen fra Enoks Bog om himmelsønnerne, som kom til Jorden og fik børn med menneskekvinder. De 200 faldne engle er faktisk fordrevne hanner fra Semjus, som engang var planeten ved siden af Mars. Da mændene ødelagde Semjus, overtog kvinderne magten og indførte matriarkatet på Mars. Nu vil de strandede hanner tilbage. Romanen er et riff på teorien om, at højerestående væsener besøgte Jorden i oldtiden og kickstartede civilisationen. Den blev i 60erne og 70erne kolporteret meget ivrigt af schweizeren Erich von Däniken. Også tidens kønspolitiske debat bliver adresseret. Tage Eskestad (1920-2012) skrev godt og havde store ideer. I Håndstenen fra 1967 bliver fortælleren ført tilbage til sin barndom, når han rører ved en solvarm sten, som ligger særligt godt i hånden. Science Fiction Cirklen genudgav Flygtninge fra himlen i 2013..


Illustrationer: William Blake, John Martin, Gustave Doré
Hovedparten af teksten stod i Weekendavisen 18.08.2006

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar