Translate

mandag den 2. marts 2020

Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593


DØDEN I DEPTFORD
Renæssancedigteren Christopher Marlowe

Af BO GREEN JENSEN
  
DIGTEREN og dramatikeren Christopher Marlowe delte fødselsår med William Shakespeare, men fik en langt kortere løbebane. Onsdag den 30. maj 1593 blev han stukket ihjel under et håndgemæng på kroen i Deptford. Forfatteren til Tamburlaine the Great, Edward II og Doctor Faustus blev kun 29 år gammel.
   Fordi han ikke var hvem som helst, blev en grundig retsundersøgelse foretaget. Ved denne fortalte gerningsmanden Ingram Frizer og vidnerne Robert Poley og Nicholas Skeres, at de havde drukket med Marlowe fra morgen til aften. Da regningen skulle betales, kom Frizer og digteren i klammeri. To gange slog Marlowe Frizer i hovedet med skæftet af sin daggert. Et regulært slagsmål eskalerede. Marlowe døde i den generelle tumult.
   Forklaringen virker sandsynlig, men allerede samtiden mente, at drabet måtte være bestilt på højere sted. Den Cambridge-uddannede Marlowe havde i flere perioder fungeret som meddeler for spionmesteren Lord Cecil, der i dronning Elizabeths gehejmeråd kæmpede om magten med mænd som Sir Walter Raleigh (1552-1618), Marlowes personlige ven, og Robert Devereux, 2. jarl af Essex (1565-1601), Marlowes personlige fjende og statsrådets mest ambitiøse person.
  

MARLOWES død har i tidens løb næret flere udførlige konspirationsteorier. Måske vidste han noget, der gjorde ham farlig. I hvert fald blev han stævnet og stillet for statsrådet blot 11 dage før døden i Deptford. Anklagen lød på blasfemi og forræderi, men forfatteren blev ikke fængslet, måske på grund af sin privilegerede relation til mæcenen Thomas Walsingham.* Under alle omstændigheder er det sandsynligt, at sagen handlede om noget andet.
   Mysteriet er et britisk svar på mordet i Finderup Lade og en forløber for moderne sammensværgelsesfantasier om, hvem Jack the Ripper egentlig var. Det er behandlet adskillige gange, i litteraturen såvel som på scene og film. Med jævne mellemrum gøres forsøg på at komme til bunds i gåden, der i sagens natur må forblive uopklaret på grund af den historiske afstand.
   Samtidig kan man ikke ikke lade mysteriet ligge, fordi Marlowes værker lever videre og fordi en række autentiske udsagn modsiger hinanden. Som den skotske forfatter Louise Welsh udtrykker det i sin efterskrift til romanen Tamburlaine skal dø, der er den seneste fiktive fremstilling: »Fortiden har ladet et pirrende oversigtskort af kendsgerninger gå i arv til os - elizabethanerne var lige så produktive som Stasi, for så vidt angår officielle dokumenter.«


WELSH lader Marlowe selv fortælle historien. Under pesten i London har digteren opholdt sig på Thomas Walsinghams landsted Scadbury. Her har han fred til at skrive og tid til at sætte pris på naturen. Han lader sig også gerne bedække af velynderen, som han »mundknepper« med uden stor lidenskab - »tiden var kommet til at give min mæcen hans litterære droit du seigneur« - men ikke helt uden entusiasme. Kit Marlowe var kendt for at være til hele. Også det var en faktor, man brugte imod ham.
   Welsh bruger scenen til at sætte den sanselige tone: »Da Walsingham sad overskrævs på mit bryst, bredskuldret og med stovt lem i venefuldt skræv, mindede han mig om kentauren, der strækker ryggen bagud (...) Lugten af hav og sved og fornemmelsen af min digtnings sejr fyldte mit sind sammen med billedet af en hvid hest, der løber hen over hårdt, hvidt sand. De hårde stød fra digtermæcenens pik, som bumpede denne digters hoved mod sengens gærde, antog galoppens rytme, indtil herren med et støn blev udfriet og holdt sit pulserende lem støt mellem mine læber, fordi hans tilfredsstillelse ikke helt syntes at kunne fuldbyrdes, før den mund, der læser for ham denne fine poesi, også havde slugt alt det, som Walsingham har at give.«
   Welsh, som ved meget om maskulin higen, lader senere Marlowe skære et ansigt i stykker med den samme kuriøse blanding af klinisk iagttagelse, ironisk indsigt og poetisk præcision. Som kunstner ser hun sjældent væk. Det var disse krasse virkemidler, der gav et generisk thrillerplot noget særligt i gennembrudsbogen The Cutting Room (2002, da. Det skjulte rum). Allerede titlen tænder billeder, som ikke er så klare endda. Det samme gælder i udtalt grad mantraet Tamburlaine skal dø.
  

MARLOWE har bange anelser, men ved endnu ikke, hvad der venter, da han om morgenen den 19. maj bliver hentet på Scadbury og ført til London, hvor han fremstilles for atten sortklædte »embedsmænd, som var tilstrækkeligt ivrige efter høje stillinger til at kunne nyde godt af døden.«
   Det viser sig, at Thomas Kyd (1558-94), forfatter til The Spanish Tragedy, har angivet Marlowe som gudsbespotter, enten skabskatolik eller regulær ateist. Dog er erklæringen afgivet under tortur. Intet bliver sagt lige ud, og også Marlowe selv fornemmer, at der er mere i sagen.
   Nu begynder Welsh at tage sig friheder med materialet. For på døren til den hollandske kirke har nogen fastgjort et dokument, som lover død til de fremmede:


I fremmede, som bebor dette land,
Mærk jer dette skrift, forstå det, mand for mand.
Tænk grundigt over det, for det vil beskytte jeres liv,
Jeres ejendom, jeres børn & jeres elskede viv ...

Jeres machiavellistiske købmænd korrumperer regeringen,
Jeres åger tager livet af formeringen,
Jeres kunst & håndværk bliver vor død,
Og som jøderne fortærer I os som brød.

Da hverken ord eller trusler eller nogen anden ting
Kan styre jer uden om denne jeres sygdom,
Vil vi overskære jeres struber, når I beder i jeres templer,
Og udgyde mere blod end nogen parisisk massakre.


 – Underskrevet, Tamburlaine

SNART sætter morderen handling bag sin trussel. Efter hver død modtager Marlowe en kuvert med et farvet hørklæde, først hvidt, så rødt. Som Tamburlaines skaber ved han, at det tredje klæde vil være sort. Han er på én gang forfærdet og fascineret, da verden synes at blive en scene, hvor hans hovedperson kommer til live. Han må selvsagt prøve at finde og dræbe Tamburlaine, før han selv bliver dræbt, og om denne krumtap kredser romanen.


DET er en billedstærk tekst med konkrete detaljer. Det elizabethanske London fremstår som en myldrende, frodig, på en gang gylden og møgbeskidt metropol, hvor samfundets højeste og laveste i ét væk bytter blod, spyt og andre kropsvæsker. Marlowe kaster sig ud i stemningsskabende opremsninger, når han beskriver hvad han ser i gadebilledet. Omvendt er dette sted på denne tid skildret så ofte, at man føler sig hensat til en tv-kulisse.
   Bedst er Welsh til at give en plausibel fremstilling af Marlowes person. Han træder frem gennem afmålte fyndord og nærer ingen illusioner om sin egen karakter: »Det er døden, som giver livet form. Børn undfanges i skyggen af galgetræet, nyt liv springer fra mordets rødder. Og også jeg har oplevet, hvordan jeg forlader henrettelser med et lem så hårdt som den dinglende mands. Fare er et berusende middel, der langt overgår tobak og vin.«


MARLOWE slår følge med skuespilleren Thomas Blaize, som har optrådt i flere af hans stykker. Vi fornemmer, at Blaize, der allerhelst vil anerkendes som digter, skønt han skriver som en brækket arm, har en dobbelt eller tredobbelt dagsorden. I romanes bedste sætstykke lokker Blaize den berusede Marlowe til at fremsætte selvoverbydende blasfemier til ære for den lille mand uden egenskaber, Richard Baynes, som betaler for deres spiritus:
   »Katolikkerne greb det fornuftigt an. De ved, at religion kræver teater. De gør et skue ud af det. Jeg ville langt hellere lade mig underholde af en katolsk præst med glatbarberet isse end af en dobbeltmoralsk protestantisk røv.«
   Marlowe sagde faktisk den slags. »St John the Evangelist was bedfellow to Christ and leaned always in his bosom, that he used him as the sinners of Sodoma,« citeres han for i Baynes’ autentiske efterretningsrapport.
   Marlowe ved, at blasfemierne bruges som madding, men kan ikke standse sig selv. Om natten er han sammen med en prostitueret, mens Blaize ser på. Da kvinden er gået, er mændene sammen. Da Blaize hvæser: »Du kommer måske i helvede for det her,« svarer Marlowe ham i et flydende mørke: »Helvede er på Jorden, og vi er der allerede.«
   

DET er en tilsnigelse at lancere bogen som en historisk kriminalroman. Vist afsløres Tamburlaines identitet, men Welsh gør intet forsøg på at løse selve mysteriet om Marlowes død. Ingram Frizer blev løsladt efter to dage, mens Marlowe blev begravet i uindviet jord. Også derfor er Frizer blevet set som en stråmand, sammensværgelsens Lee Harvey Oswald. Welsh lader i stedet romanen ende med Marlowes forudanelse: »I går aftes modtog jeg en tilsigelse til et hus i Deptford,« skriver han. »Der skal jeg stå til regnskab for ting, der ikke kan gøres op.«
   Hans sidste ord er så moderne som den verdslige bevidsthed om menneskets ydmyge plads i »the Great Chain of Being«, livets store mekaniske kredsløb, hvormed elizabethanernes skrifter når os i dag: »Jeg har hermed færdiggjort denne beretning og forbereder mig til kamp i bevidstheden om, at livet er den eneste skat, der er værd at eje, og med viden om, at der er værre skæbner end den evige fortabelse. Hvis disse er de sidste ord, jeg skriver, så lad dem være – En forbandelse af Mennesket og Gud.«


ALLEREDE victorianerne skrev skuespil om Marlowes død. Welshs primære kilde er Charles Nicholls historiske fremstilling The Reckoning: The Murder of Christopher Marlowe (1994). Hun har sikkert også læst Anthony Burgess’ roman A Dead Man in Deptford (1993), som udkom i 400-året for digterens død og repræsenterede kulminationen på en livslang kærlighed til den troende fritænker, som var et broderbillede for Burgess.
   Marlowe optræder perifert i Burgess’ Shakespeare-roman, Nothing Like The Sun (1964), som giver et bud på, hvem sonetternes »Dark Lady« var. Både Marlowe og Shakespeare skrev tekster til dronningens foretrukne ensemble. Shakespeare »overtog« Marlowes succes, og i John Maddens film Shakespeare in Love (1998) føler han sig delvist ansvarlig for Marlowes død. Der er næppe tvivl om, at mændene kendte hinanden. Derfor håber man under læsningen af Tamburlaine skal dø, at WS fra Stratford vil vise sig, om ikke andet i fortællingens margin.
   Lad mig i den forbindelse pege på John Mortimers skamfuldt oversete roman Will Shakespeare (1977). Her giver fortællingens første bog, »Dead Shepherd«, et inciterende bud på, hvordan digterne lærte hinanden at kende. Ian McShane spillede Marlowe over for Tim Currys Shakespeare i den udmærkede miniserie, der blev til på baggrund af Mortimers bog.**



DIGTEREN Marlowe var den første som »med gylden mund og morgen i sit blik« lagde troen væk og indvarslede en moderne, fuldkommen tidssvarende stemme i britisk poesi. Ligesom Shakespeare skrev han blankvers og brugte forhåndenværende historier som forankring for sin poesi. Marlowe vidste, måske endda bedre end Goethe og Thomas Mann, hvad stræberen Faust egentlig vil med sin pagt.
   På seks år skrev han Tamburlaine, Dido, Queen of Carthage, Edward II, The Massacre at Paris, The Jew of Malta og Doctor Faustus. Hans Tamburlaine er en hyrde, som bliver verdens hersker. Han lader jomfruerne i Damaskus myrde og brænder byen, hvor hans elskede dør. Han vil endelig også erobre himlen. Han er en karismatisk antihelt, for hvem det med Jim Morrisons ord er naturligt »to glory in self like a new monster.« Tidens publikum elskede Tamburlaine, og Marlowe må have identificeret sig med ham.***



DEN bedste bog om Marlowe er Harry Levins The Overreacher (1954). Louise Welsh har skrevet en kropsnær og stemningsfuld kortroman, som giver et troværdigt rids af personen og en effektiv fornemmelse af tidens komplekse politiske kræfter. Hvad hun nærmere vil med sin skriveøvelse, er imidlertid ikke klart. Meget strejfes, men intet forløses. I denne latens ligger nok en moderne pointe, men Marlowe ville ikke synes om den. Hans karakterer går altid planken helt ud.

*) En fætter til Sir Francis Walsingham (1532-1590), som var Elizabeths udenrigsminister fra 1573 til sin død. Walsingham grundlagde den britiske efterretningstjeneste og var som sådan den originale 'Spymaster'. 

**) Der er derimod ingen grund til at sætte livet på spil for at se Laurie Davidson som Shakespeare og Jamie Campbell Bower som Marlowe i de 10 episoder af TNT-serien Will fra 2017. Her bliver LGBT-temaet levet helt ud, og det kan være fint nok, men det sker i et teenageromantisk register, der er den diametrale modsætning til realismen hos Louise Welsh, som alt i alt virker mere troværdig. John Mortimer-serien fra 1978 er udsendt på dvd flere gange og ligger i øvrigt på YouTube. Det er nok en I-skulle-have-været-der-dengang oplevelse, men Curry og McShane er udmærkede sammen. I Will Shakespeare er biseksualiteten koncentreret omkring Henry Wriothesley, den tredje Earl of Southhampton, som sponsorerede Shakespeares sonetter. Wriothesley bliver spillet af Nicholas Clay, og begge mænd har et forhold til sonetternes 'Dark Lady'.


***) Forlaget Loxodonta udgav i 2016 en overdådig to-bindsudgave af Tamburlaine den Store, oversat og med fyldige noter og kommentarer af Jakob Kowalski. Kowalski formidler Marlowe med stor entusiasme og gør ham næsten bedre end Shakespeare. Standardudgaven af Marlowe er The Complete Plays (Penguin Classics, 1969) redigeret af J.B. Steane.







Louise Welsh: Tamburlaine skal dø. Oversat efter »Tamburlaine Must Die« (2004) af Susanne Staun. 147 s. Borgens Forlag, 2006.

En kort version af teksten stod i Weekendavisen Bøger 31.03.2006

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar