Translate

tirsdag den 10. marts 2020

Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]



ORAKLET I WASHINGTON
Philip K. Dick ifølge Steven Spielberg

Af BO GREEN JENSEN

DER er øjne alle vegne i Minority Report. De ser os, når vi ikke ser dem, og iris er blevet vort fingeraftryk i den nære fremtid, som Steven Spielbergs film beskriver. Øjnene scannes ved hvert kontrolsted. Man kan derfor snyde scannerne ved at købe nye øjne på det sorte marked. Her hersker narkosælgere helt uden øjne, og i øvrigt forvaltes lov og orden efter syner, som tre debile orakler - the pre-cogs - har i deres dvaletilstand. De ser forbrydelserne, før de sker, og udpeger offer og gerningsmand. Arresten foretages, dommen afsiges pr. webkamera. Alt har med vision at gøre. Øjnene er over os.


DETTE livtag med fremtidsgenren er usædvanligt for Spielberg i flere henseender. Der plejer at ligge et eventyr eller i det mindste et ekko af undren og glæde gemt i sammenhængen, når Spielberg bevæger sig ind i det fantastiske.
   Det gælder i udtalt grad de store fortællinger, der gjorde ham elsket i begyndelsen, Nærkontakt af tredje grad (1977) og E.T. (1982), men selv en mørk fabel som den undervurderede A.I. - Artificial Intelligence (2001) får lov at ende grænseoverskridende magisk. Den kunstige dreng, som tror han er Pinocchio, finder jo faktisk Den Blå Fe og genforenes med sin mor, om det så bare er for en dag, og han må vente i to tusind år.



   
AF dette udtryk for barnet i Spielberg er der omsider ingen spor i Minority Report, som fortæller en rendyrket spændingshistorie og forener tænksom moralsk refleksion med rimelig hård science fiction.
   Forlægget er en tidlig novelle af Philip K. Dick (1928-1982), som skrev »The Minority Report« til magasinet Fantastic Universe i 1956. Dick havde endnu ikke udviklet den på én gang paranoide og præcise vision, der gør senere arbejder som novellen »We Remember It for You Wholesale« (1966, da. »Vi husker det for Dem en gros«) og romanen Do Androids Dream of Electric Sheep? (1968, da. Drømmer androider om elektriske får?) til så oplagte emner for de mest stilskabende fremtidsfilm. Novellen blev til Paul Verhoevens satiriske Total Recall (1990). Romanen om replikantjægeren Deckard blev til Ridley Scotts banebrydende Blade Runner (1982).
   Spielberg sender begge film en hilsen i Minority Report, som af manusforfatterne Scott Frank og Jon Cohen er forstørret fra et dystert anslag til en fremtidsvision i fuld størrelse. De store skærmreklamer, som kalder den forbipasserende ved navn, hele mediestøjen som præger det offentlige rum, er meget i Verhoevens ånd. Menneskejagten, de paranoide korporative komplotter og den halvt simulerede virkelighed er derimod Scott op ad dage. Da oraklerne udpeger Anderton som mulig dræber, og Tom Cruise må flygte, som kun han kan flygte, er det ramme for ramme en tro kopi af Blade Runner. For alle tre instruktører er det lige vigtigt at skildre, hvordan fremtiden føles og hvordan den ser ud. Scenografien er således stjerne i Minority Report.
  


DET må nærmest blive en trossag, om man overbevises af dette Washington i år 2054, hvor vildt avancerede nyskabelser som vertikale motorveje og svævende biler (alle af mærket Lexus, thi denne film excellerer i product placement, som også Nokia, Carlsberg og Bugatti nyder godt af) blandes med en prosaisk dagligdag, der leves stort set som nu.
   Flere forbedringer er meget upraktiske, hvis man tænker logistikken igennem. Det virtuelle rum af hologrammer, plexiglasskærme og avanceret psykofarmaka, der kan afspille udvalgt erindring og lade forbrugeren leve sin drøm, virker derimod plausibelt. Den første hjemmecomputer blev fremstillet i 1985. Tænk hvad det er blevet til 35 år, og tænk hvad der kan ske i løbet af de næste 50.
   De første 40 minutter af filmen har travlt med at vise os fremtidens ansigt. Det er lige ved at blive ensformigt, skønt Janusz Kaminskis drænede blå-hvide billeder aldrig bliver ordinære at se på. I sit hjerte er historien dog en dystopi, en mørk utopi om det samfund vi får, hvis vi fortsætter med at leve som nu. Minority Report træder derfor i karakter, da vi engagerer os i John Andertons smerte og begynder at dele hans flugt. Det lykkes overvældende godt. Max von Sydow er som den ene af orakelprogrammets forældre en tilpas uudgrundelig modstander.



ORAKLERNE udpeger Anderton. Vantro flygter han, opsøger kvinden som hjalp von Sydow med at udvikle programmet, hører om de marginalrapporter som skrinlægges, når oraklerne ikke er enige. Han bortfører Agatha (Samantha Morton), det vigtigste orakel, fra »Templet«, hvor de tre pre-cogs ligger nedsunkne i en ursuppe af mælk, neuroner og flydende erindring.
   Spændingen er så basal som i Flygtningen, mens filmen reflekterer over paradokserne i forbindelse med det forudsete og forudbestemte. Kan man arrestere en morder, som ikke har myrdet endnu? Da Dick skrev, var det dystopisk science fiction, men efter 11. september 2001 gælder The Patriot Act, som tillader påbegribelsen af formodede terrorister.



SPØRGSMÅLET i denne fremtid bliver da, om det frie valg findes endnu. Det kommer til en særdeles dramatisk prøve, da Anderton sammen med Agatha ender i det hotelværelse, som skal være gerningsstedet ifølge profetien. Anderton blev chef for »førdrabsafdelingen«, fordi hans 6-årige søn blev offer for en seksualforbrydelse. Han tror fuldt og fast på orakelprogrammet og er derfor en effektiv ambassadør, da en folkeafstemning skal afgøre, om hele USA skal drives efter orakelprogrammet. Da han får grund til at tvivle, bliver han farlig, og filmen kommer mærkbart til live.



MINORITY Report er ikke så dyb og markant som A.I., og den vil givet skuffe de skarer, som venter på en ny E.T. Men håndværket er førsteklasses, fortællingen engagerer konstant, og den moralske problemstilling er tankevækkende på samme måde som de klassiske dystopier, Orwells 1984 og Huxleys Fagre nye verden, der også kan nydes af genrens fjender.
   Spielberg har skildret krigens ofre i Schindler’s List (1993) og Saving Private Ryan (1998). I Amistad (1997) manede han til forsoning mellem racemæssige modsætninger, og A.I. færdiggjorde han Stanley Kubricks Pinocchio-historie. Han har skabt denne hårdføre fremtidsthriller, der i mange henseender er i Kubricks ånd (scenen hvor Andertons øjne transplanteres kunne være en pastiche på A Clockwork Orange). Nu må han for min skyld gerne holde fri og give os en ordentlig opfølger på trilogien om Indiana Jones.*

*) Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull havde premiere i maj 2008. Man kan diskutere, om den indfriede forventningerne. Det vil vi gøre ved lejlighed.   


Minority Report. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Scott Frank og Jon Cohen. Foto: Janusz Kaminski. 145 min. USA 2002. Dansk premiere: 09.08.2002


Teksten stod i Weekendavisen Kultur 09.08.2002

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar