Oprørslederen Nat Turner 1800-1831 [Black Lives Matter 4]

VASKET I BLOD

Nat Turner på film og i litteraturen

Af BO GREEN JENSEN

OPRØRSLEDEREN Nat Turner (1800-1831) virkeliggjorde det værste af hvide amerikaneres mareridt. I august 1831 anførte han den første effektive slaveopstand. Andre havde lagt lignende planer, men deres modstand blev taget i opløbet.

   Turners krig var kort, og slaverne tabte, men signalværdien var indiskutabel. På to døgn dræbte hans hær 65, børn såvel som mænd og kvinder, før den blev nedkæmpet af militæret. Der var omfattende repressalier. I alt blev henved 200 dræbt. Som altid var der flest af de sorte.

   Den bibelkyndige Turner var religiøst motiveret. Opstanden begyndte på hans fødeegn, Southhampton County i delstaten Virginia, men den sidste træfning fandt passende sted ved byen, som hed Jerusalem.*

  

NATE Parker kalder sin film om Nat Turner for The Birth of a Nation. Det er på alle måder en provokation. En nations fødsel var titlen på D.W. Griffiths klassiske storfilm om den amerikanske borgerkrig, som fik premiere i 1915.

   Griffiths epos betragtes med rette som et filmhistorisk hovedværk, men det bygger på en roman – Thomas Dixon Jr.’s The Clansman (1905) – der forherliger medlemmerne af Ku Klux Klan. Det samme gør den romantiske 1939-filmatisering af Margaret Mitchells Gone with the Wind (1936, da. Borte med blæsten) , som stadig er med til at præge den populære opfattelse af krigen mellem Nord og Syd.

   Nate Parker fortæller en anden version af historien, men hans film benytter troper og tricks, der er taget fra de klassiske fremstillinger. Han erstatter så at sige de gamle films racisme med en ny, og dét er ikke utilsigtet. Tværtimod er der tale om en etisk strategi, som bruger alle virkemidler, mimetiske, æstetiske og politiske, til at omskrive mentalitetshistorien.

DET er i sagens natur en firkantet fremstilling. Nat vokser op på en plantage i Southhampton. Som dreng leger han med Samuel (Armie Hammer), der er søn af ejeren. Da børnene bliver voksne, er der stadig en forståelse mellem dem. Set med Samuels øjne er de sikkert en slags venner.

   Drengen ser til, da hans far bliver angrebet af selvtægtsmænd. Nat bliver bemærket af fruen i huset, som lærer ham at læse i Bibelen. Der bliver talt om at sende ham i skole, men på sit dødsleje får ejeren fremstammet, at drengen gør mere nytte i marken.

   Han begynder at prædike for sine fæller og er næsten en forløber for Martin Luther King, når han taler om at stole på Gud. Samuel tjener penge og booster sin skrantende økonomi ved at udleje Nats talegaver til andre slaveejere. Igen og igen står Nat og taler om blomsterne på marken og retfærdighed i Himlen.

   

SAMTIDIG ser han de værste eksempler på ejernes praksis. På en gård, hvor slaverne sultestrejker, får de lænkede mænd slået tænderne ud med en hammer, så tragten til tvangsfodring kan føres ind. Nat forelsker sig og bliver gift med Cherry (Aja Naomi King), der er husslave hos Samuels søster.

   Det er en kombination af faktorer, der får Nat til træde i karakter. Under en middag insisterer Samuel på, at en af gæsterne får seksuel adgang til serveringspigen. Nat har i forvejen kvalme af den racistiske passiar. Cherry bliver voldtaget og mishandlet af den samme hvide satan, som angreb hans far. Da Nat sætter hælene i, lader Samuel ham piske. Herefter er der ingen tvivl. De herskende hvide må fjernes, og menneskeheden skal vaskes i blod.

PARKERS film beskriver altså en Onkel Toms radikalisering. Den gør det med krasse og kulørte virkemidler, men det er ikke desto mindre en vigtig, nyttig og vellavet dramatisering, der til slut får karakter af en fabel.

   Turners mænd er ikke trænede soldater. Parker lader dem angribe Jerusalem som en vred bondehær. Der er er slående lighed med de moderne fremstillinger af oprørslederen Michael Kohlhaas, som man finder i nye europæiske film. De historiske mænd bliver set som regulære partisaner.**

   

PARKER spiller selv Nat Turner og er midtpunkt i de fleste scener. Filmen, som han også har produceret, fordi ingen andre ville gøre det, har fået en mærkelig skæbne. Den var en sensation på Sundance Festivalen i januar 2016, hvor den modtog både Juryens Pris og publikumsprisen. Fox købte rettighederne for en uhørt høj sum og så frem til at distribuere den næste afro-amerikanske Oscar-vinder, som færdiggjorde, hvad (englænderen) Steve McQueen havde påbegyndt i 2014 med sin filmatisering af Tolv år som slave.

    Herpå satte Murphys Lov (og Hella Joofs papmachéregel) ind. For det første blev Parker indhentet af en 15 år gammel sag om et date rape, han måske/måske ikke begik i sin studietid. For det andet blev filmen slagtet af selvretfærdige anmeldere, der syntes at afreagere på Parker (meget som man herhjemme gør på Ole Bornedal, når han melodramatiserer historien).

   Samtidig blev Barry Jenkins’ Moonlight, som bruger racetemaet anderledes subtilt og indirekte, den film, der gjorde, hvad Parker havde sat sig for. Moonlight er bestemt en bedre film, men det svarer til at sammenligne pærer og bananer. Jenkins fortæller en stille historie. Parker er ude i høj propaganda.

   Han maner til oprør med sammenbidt ansigt. Da Turner bliver henrettet, står en dreng, der ligner Nat som barn, og ser til. Kameraet fastholder hans blik, og baggrunden morfer til slagmarken ved Gettysburg, hvor den voksne mand kæmper for Unionen. Samme slag er nøglescenen i Griffiths gamle The Birth of a Nation. Og en effektiv måde at slutte af på.

  

DEN historiske Nat Turner blev henrettet (og parteret og kværnet til fedt, så ingen kunne forveksle hans skam med en ærefuld død) den 11. november 1831. Han fortalte sin historie til Thomas R. Gray, der fungerede som hans beskikkede forsvarer. The Confessions of Nat Turner udkom i Baltimore i 1832.

WILLIAM Styron brugte pamfletten som forlæg, da han skrev romanen Nat Turner – En oprørers bekendelser i 1967. Styron vandt årets Pulitzer Prize. Gyldendal udgav Mogens Boisens oversættelse i 1968. Det var en bog, man skulle læse, hvis man var dannet, hvid og kulturradikal. Styrons sorte kolleger foragtede den.

   I bogen gør Nat sig sørgmodige tanker om race, seksualitet og det fejlslagne oprør. Romanen var langt mere kontroversiel – og kritisk velanskreven – end Parkers film kan håbe på at blive i dag.

   Der er naturligvis også et afsnit om Nat Turner i Alex Haleys Roots (1976). Som sagt var han ikke den eneste oprører. For eksempel forberedte den frigivne slave Denmark Verney en regulær revolution – han brugte selv ordet – i 1822, men planerne blev forpurret.

TURNERS eksempel fik betydning for mytteristerne på slaveskibet Amistad i 1839, og han var en direkte inspiration for den hvide frihedskæmper John Brown, der delte hans bibelske drøm om at vaske nationen i blod. Brown stormede Harpers Ferry i Kansas i 1859. Angrebet – som man i dag ville kalde en terroraktion – blev et af flere startskud til Borgerkrigen.

   Brown er husket som hovedpersonen i »Battle Hymn of the Republic« (»John Brown’s Body«), der var nordstatshærens bannersang. Ingen skrev om Nat Turner, at »his Soul is marching on«. I Styrons roman er hans sidste ord et patetisk: »Oh, hvor strålende og skøn er morgenstjernen…«

DET er også den lyrisk forkyndende Turner, der taler i Nathan Alan Davis' skuespil Nat Turner in Jerusalem (2016), en dramatisk dialog mellem Turner og Thomas Gray, der føres i cellen i arresten i Virginia natten før Turners henrettelse. Davis følger profetens egen beskrivelse af sin mission, som fortalt til Gray i The Confessions of Nat Turner.
   Derimod er det den apokalyptiske hævner i fuld skala, som gennemfører Guds Plan i tegneserieskaberen Kyle Bakers Nat Turner fra 2007. Turner var på ingen måde angerfuld i sine bekendelser. I The Land Shall Be Deluged in Blood: A New History of the Nat Turner Revolt (2016) argumenterer historikeren Patrick H. Breen - overbevisende - for, at Gray ikke ændrede eller fortolkede på Turners egen fremstilling. Turner stod ved sit værk og var stolt.
   Nate Parkers  film gør en Malcolm X af Nat Turner. Af en mainstreamfilm at være, er den sjældent uforsonlig. Den maner til mobilisering og er tæt på at opfordre til en konflikt. Den nye The Birth of a Nation er næsten en afro-amerikansk Spartacus.

*) Byens navn blev ændret til Courtland i 1888. På Turners tid var der 137 indbyggere. I 2010 var der 1284. Courtland er hovedbyen i Southhampton County. 

**) I oktober 1532 var købmanden Hans Kohlhase fra Cöln (bydelen Alt-Köln i det nuværende Berlin) til en handelsmesse i Leipzig, da Junker Günther von Zaschwitz konfiskerede to af hans heste (angiveligt som told for at færdes på vejen gennem Sachsen). Kohlhase krævede kompensation ved retten i Sachsen, men blev afvist. Så mobiliserede han en bondehær, satte ild til flere huse i Wittenberg og udførte stadig mere hensynsløse overfald. Kohlhase blev fanget og henrettet (sat på hjul og stejle) i 1540. Heinrich von Kleist brugte historien som forlæg for novellen Michael Kohlhaas i 1810. I 1969 filmatiserede Volker Schlöndorff teksten som Michael Kohlhaas - der Rebell (med David Warner som Kleist og bl.a. Anna Karina, Anita Pallenberg, Keith Richards og forfatteren Peter Weiss på rollelisten). Schlöndorffs version har i sig selv fået radikal patina, men på mange måder er Arnaud des Pallières' belgisk-franske Michael Kohlhaas en mere anfægtende film. Mads Mikkelsen har en af sine bedste udenlandske roller som Kohlhaas. John Badhams The Jack Bull (1999) var en amerikansk westernudgave med John Cusack som Kohlhaas-karakteren. E.L. Doctorow brugte Kohlhaas som inspiration for Coalhouse Walker-karakteren i romanen Ragtime (1975). I Milos Formans filmatisering bliver han spillet af Howard E. Rollins.  

The Birth of a Nation. Instr. og manus: Nate Parker. Foto: Elliot Davis. 120 min. USA 2016. Dansk premiere: 23.03.2017

En nations fødsel (The Birth of a Nation). Instr.: D.W. Griffith. Manus: Frank E. Woods og D.W. Griffith. Foto: G.W. Bitzer. 195 min. Dansk premiere: 22.03.1918

William Styron: The Confessions of Nat Turner. 480 s. New York: Random House, 1967

Første del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 24.03.2017