Volker Schlöndorff: Stilheden efter skuddene (2000)

REVOLUTIONENS BØRN

Livet på den anden side

Af BO GREEN JENSEN

HVAD skete der egentlig med de tyske 70er-terrorister, som ikke blev taget, døde i fængslet eller »faldt i kamp« på anden vis? Volker Schlöndorffs præcise, fint underdrejede Stilheden efter skuddene fortæller historien om en af dem, Rita Vogt (Bibiana Beglau), som er en fiktiv figur, men kunne være baseret på flere i Baader Meinhof-kredsen: Susanne Albrecht, Inge Viett, Silke Maier-Witt.*

   I de aktive år fungerer Stasi, Østtysklands forhadte hemmelige politi, som en slags slumrende makker for terroristerne. Man accepterer, at RAF-medlemmerne fragter våben gennem DDR, og myndighederne tilbyder både ideologisk og praktisk bistand, skønt regeringen officielt fordømmer de politiske attentater.

   Efter en fejlslagen aktion i Paris, bliver det nødvendigt for terroristerne at gå under jorden i Øst. Her får de valget mellem én sidste udbetaling af startkapital, hvorefter systemet vil fornægte dem, og en egentlig fremtid som borger bag jerntæppet. De vil blive forsynet med en ny identitet, et nyt liv i en virksom hverdag. Den eneste betingelse er, at de aldrig kontakter hinanden igen og i øvrigt overholder loven.

   Rita, som er begyndelsen i tyverne, da vi møder hende første gang, har af flere årsager fået nok af både kampen og flugten. Til gengæld tror hun stadig på drømmen om et samfund, der sætter menneskene over økonomien, og det er med reel forventning, at hun lader sig opsluge af sin nye virkelighed.

I ÅRENES løb bliver det til flere nye begyndelser, for heller ikke på den anden side af Muren kan de gamle terrorister i længden undgå at blive indhentet af fortiden. Som syerske på en tekstilfabrik knytter Rita et varmt venskab med den utilpassede, alkoholiserede Tatjana (Nadja Uhl), der er lige så ivrig efter at komme til Vesten, som Rita er glad for at være i Øst.

   En dag viser tv billeder af to dræbte gruppemedlemmer, og efterlysningerne genaktiveres. Atter må hun etablere sig et nyt sted, og denne gang får hun næsten mand og barn, før fortiden kræver sin ret. Trods alt er der grænser for tilgivelsen, skønt Rita i mange henseender får udsøgt særbehandling hele vejen.

   Blandt andet sørger Stasi-officeren Erwin Hull (Martin Wuttke) personligt for, at sporene efter Rita bliver slettet, når nogen har afsløret hendes identitet. Der er derfor flere sagesløse ofre for den nøjsomme frihed, som Rita nyder, og dét forhold er hun sig pinligt bevidst. På sæt og vis er hele beretningen henvendt til den fængslede Tatjana.

   Da Rita næsten har glemt, hvad det vil sige at flygte, falder muren i Berlin. Hull og hans foresatte kan ikke længere holde hånden over de revolutionære afhoppere, og der lægges langsomt op til den »lorteslutning«, som en lakonisk replik foregriber. Vi har rejst så længe sammen med Rita, at det skærer i hjertet, da retfærdigheden indhenter den reformede terrorist.

FILMEN er bemærkelsesværdig af flere grunde. For det første fokuserer den ikke på volden og de ekstreme terroraktioner, der allerede ved begyndelsen har gjort Rita og resten af gruppen fredløse. For det andet respekterer den Ritas engagement og prøver ikke at reducere hendes politiske overbevisning til en monumental forblindelse. Hun er til det sidste skildret som en selvstændig, stærk og ansvarlig person, der står ved sin fortid, skønt hun fortryder nogle af sine handlinger. Vi er med andre ord blandt »gode« terrorister. Alene dét gør filmen kontroversiel.

   Schlöndorff behandler emnet med sjælden takt. Han romantiserer aldrig Ritas revolutionære handlinger, og han pepper ikke hendes historie op med billige spændingseffekter. I filmens bedste scener ser vi et træt, værdigt menneske, der længes efter at forsvinde i en nøjsom hverdag, som hænger sammen og giver mening. Den voldsomme side af sagen skildres kort og sagligt i prologen, hvor gruppen befrier den fængslede leder. Kun han, Andreas Klein (Harald Schrott), nuanceres aldrig, men forbliver en irritabel psykopat, der dækker sig ind med politiske paroler.

SELV Stasi-officererne er skildret som anstændige mennesker, og det siger meget om filmens sobre væsen, at man gradvis accepterer den uvante fordeling af sympatien. Undertegnede gik i gymnasiet og havde som de fleste et romantisk billede af de tyske terrorister, da RAF spredte død og ødelæggelse i 1970erne. Medierne nærede min fascination, fordi de fotogene aktivister fik lov at fremstå som fritidskæmpere, der omsatte teorierne og manifesterne i handling. I flere politiske lejre blev revolutionens børn idoliseret på linje med rockmusikere. Andreas Baader og Ulrike Meinhof var klassekampens svar på legenden om Bonnie og Clyde.

   Volker Schlöndorff og Margarethe von Trotta (som var gift fra 1971 til 1991 og signerede flere af New German Cinemas hovedværker sammen) kritiserede mediernes medløberi allerede i deres filmatisering af Heinrich Bölls Die verlorene Ehre der Katharina von Blum (1975, da. Katharina von Blums tabte ære). Ved at skrive terroristerne op, ved at dæmonisere og mytologisere, nærede pressen en kollektiv angst og hjalp med at legitimere de midler, som staten forsvarede sig med.**

   Filmskabernes egen begrænsning var en tilbøjelighed til at se alle dissidenter som helte, men de havde blik for nuancer i en polariseret atmosfære, der kun ville males i pangfarver. Endvidere er der altid en ægte nysgerrighed på hverdagen i DDR og en forståelse for, at fortiden og nutiden hører sammen. Rita Vogt og Katharina von Blum er gjort af samme stof som Juliane og Marianne i Die bleierne Zeit (1981, da. De tyske søstre), hvor Margarethe von Trotta kortlægger søstrene Christiane og Gudrun Ennslins dannelsesvej.

DET er også denne proces, som Rita gribes af en vag væmmelse ved, da hun i modsætning til gruppens mandlige medlemmer vælger at indstille volden og myrderierne. Efter usikre internationale produktioner som The Handmaid’s Tale (1990, da. Tjenerindens fortælling), Voyager (1991, da. Homo Faber) og thrilleren Palmetto (1998) var det godt at se et sagligt tysk værk fra instruktøren, som filmatiserede Die Blechtrommel (1979, da. Bliktrommen).***

   Stilheden efter skuddene ajourfører den historie om det delte Tysklands genforening, som Margarethe von Trotta begyndte at fortælle i Das Versprechen (1995, da. Løftet). Filmen er i flere henseender et attentat mod den mentale Berlinmur, som har rejst sig i mellemtiden.

Se også De tyske terrorister: Der Baader Meinhof Komplex (2008); De tyske terrorister: Et interview med Stefan Aust [2009]; De tyske terrorister: Hvis ikke os, hvem så? (2011).

Se også Landet bag muren: Good Bye, Lenin! (2003); Christian Petzold: Barbara (2012) [Berlinale Best Director 2012]; Edgar Reitz: Die andere Heimat (2014); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Raoul Peck: Den unge Karl Marx (2017); Erindringens politik: DDR 30 år efter | Karl Marx City (2017); Himmelflugt fra Østtyskland: DDR 30 år efter | Ballon (2019); Werk ohne Autor | Værk uden skaber | Never Look Away (2019).

*) Susanne Albrecht (f. 1951) var det første frafaldne RAF-medlem, som blev arresteret, da DDR blev opløst i 1990. Hun var efterlyst for sin medvirken i mordet på bankdirektør Jürgen Ponto i 1977. Hun blev arresteret i sin lejlighed i Rosenbecker Strasse i Berlin-Marzahn den 6. juni 1990. I DDR hed hun Ingrid Jäger, arbejdede som laborant, blev gift med en fysiker (som ikke kendte hendes baggrund), fik en søn, som hed Felix, og lod tiden gå. Albrecht blev stillet for retten i Stuttgart, tilstod, samarbejdede og modtog en fængselsdom på 12 år. Hun kom ud efter seks år og blev atter forsynet med et nyt alias. Albrecht må nu være 72. Min kilde er en artikel – »Faustpfand für die Stasi« – af Monika Dittrich på Deutschlandfunk.de [06.06.2015]. 

**) I Frankrig hedder filmen Les trois vies de Rita Vogt. Hvis titlen minder publikum om Die verlorene Ehre der Katharina von Blum – L'honneur perdu de Katharina Blum – er lanceringen samtidig ivrig efter at forbinde filmen med La double vie de Véronique (1991, da. Veronikas to liv), Krzysztof Kieslowskis fabel om et polsk liv, som det kunne forme sig for den samme kvinde på den ene eller anden side af Jerntæppet. Den franske plakat markerer inspirationen fra Tre Farver-trilogiens PR-kampagne.

 

***) Volker Schlöndorffs filmatisering af Margaret Atwoods dystopiske nyklassiker fra 1985 er lavet 25 år før den succesrige HBO-serie, som begyndte at streame i 2017. Harold Pinter skrev manuskriptet til filmen, som Karel Reisz skulle have instrueret. Serien har mere eller mindre fortrængt erindringen om biograffilmen, som få satte pris på ved premieren. Det er en stort tænkt og måske lidt tung version af den gamle dystopiske skole. Natasha Richardson, Faye Dunaway og Robert Duvall spillede Offred, Serena Joy og Kommandøren. Pinter modsatte sig brugen af voice over, men endte med at give Schlöndorff frie hænder, da han ikke »orkede mere besvær«. Det siger meget om 80ernes tidsånd (som var vidt forskellig fra både 1970'ernes og 2020'ernes), at lanceringen i snart sagt alle territorier valgte at satse på pirringsværdien i fantasien om en kvinde, der står til seksuel rådighed. Den danske plakat (fra Nordisk Film 1990) er et pragteksemplar. Først i forbindelse med videresalget på dvd og blu-ray fremhæves tjenerindernes tildækkede hår og den fundamentalistiske, puritanske atmosfære, som hersker i Gilead. The Handmaid's Tale er svær at få at se, men det kan lade sig gøre. Filmen bliver ikke streamet, men er udgivet på blu-ray (fra Fabulous/ MGM/ Park Circus) i 2018.

Die Stille nach dem Schuss (Stilheden efter skuddene). Instr.: Volker Schlöndorff. Manus: Wolfgang Kohlhase, Volker Schlöndorff. Foto: Andreas Höfer. 101 min. Tyskland 2000. Dansk premiere: 04.05.2001.

Fotos: ARTE/ Babelsberg Film/ Mitteldeutscher Rundfunk/ Mitteldeutsches Filmkontor/ Kino International/ Angel Films/ Art House/ Deutschlandfunk/ CTV International/ Nordisk Film/ Orion Pictures/ Fabulous Films/ MGM/ Park Circus/ CineMaterial/ MovieStillsDB  

Filmen streames ikke i DK – i Tyskland på Amazon Store

En tidlig udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.05.2001