ERINDRINGENS POLITIK
Dokumentar om en DDR-barndom
Af BO GREEN JENSEN
Af BO GREEN JENSEN
Efter genforeningen blev de fleste spor slettet. Det var dog ikke muligt at fjerne byens monumentale vartegn: en 40 tons tung bronzeklods, som forestiller Karl Marx’ løvehoved. Skulpturen er udført af den sovjetiske kunstner Lev Kerbel. Hovedet måler syv meter og står på to sokler af ukrainsk korninskij-granit. Den samlede højde er over 13 meter.
Indvielsen fandt sted i 1971, da Erich Honecker afløste Walter Ulbricht som statsleder. 250.000 mennesker hørte talen og deltog i festlighederne. De sørgede for at vise begejstring. Var man ikke tilstrækkelig entusiastisk, ville Stasi gøre et notat.
Epperlein ved, at facaden var falsk. Alligevel husker hun glæden. Vi ser hende sidde i klasselokalet. Vi ser hende smile som Ung Pioner. Familien har filmet sin første tur i den sandfarvede Trabi. DDR var måske et indskrænket sted, men Petra havde en lykkelig barndom.
Nu er alting forandret i Chemnitz. Monumenterne er fjernet, fabrikkerne er lukket, hele kvarterer ligger hen. Der kom aldrig et opsving efter die Wende. En fjerdedel af byens befolkning er flyttet. Den statistiske kilde er uklar, men det lyder sandsynligt, at Chemnitz i 2006 havde verdens laveste fødselstal.
Petras forældre så tiden an. Så hentede også de deres Begrüssungsgeld - migranternes velkomstpenge - og blev andenrangsborgere i Vesten.
EPPERLEIN har boet i USA i mange år. Hun og hendes mand, Michael Tucker, har lavet en række dokumentarfilm, som på kritisk vis undersøger den demokratiske proces.
Karl Marx City er et mere porøst og personligt projekt. Filmskaberen vender hjem til sin by i landet, som ikke længere findes. Hun ser sig tilbage i vrede og undren. Hun opdager ting, som hun savner. Hun forklarer begreber som Erinnerungskultur og Vergangenheitsbewältigung. Hun prøver at løse mysteriet om, hvorfor hendes far tog sit liv.
Petras far begik selvmord i 1999. Petra var den eneste, han sendte et sidste signal. Hun modtog et lidt formelt afskedsbrev og et foto af en åben dør. Han skrev, at det havde stået på hans kontor i 25 år. Og nu var det på tide at forlade »dette Tyskland«.
Rygtet sagde, at Epperlein havde været meddeler for Stasi – den østtyske sikkerhedstjeneste, som under ledelse af Erich Mielke ville skabe »en gennemsigtig stat«, en nation af »glasmennesker«.
Tjenestens nidkærhed er legendarisk. I sin tid var DDR verdens mest overvågede samfund. Til at kontrollere en befolkning på 17 mio. havde Stasi 90.000 fastansatte officerer og 200.000 løst tilknyttede meddelere.
Det var en tommelfingerregel, at hvis tre venner mødtes, ville en af dem arbejde for Stasi. Det var muligt, at Petras far var iblandt dem. Folk lod sig hverve af så mange grunde. Hans tvillingesønner afviser det ikke.
Petra taler med sin mor og sine brødre. Hun interviewer psykologer og historikere. Fra at være en mentalitetshistorisk rekonstruktion af barndommen i DDR, bliver filmen efterhånden en rejse ind i Stasis kolossale arkiv, hvor svaret muligvis ligger et sted.
STASI var et tankepoliti, som foretog forebyggende overvågninger. Der er mange systemer, men ingen overordnet koordinering af oplysningerne i de 11 reolkilometer med sagsmapper, som overlever. Man registrerede afvigelser fra den herskende norm. Kun i ganske få tilfælde handlede det om at følge aktive dissidenter. Dem var der ikke mange af.
Direktøren for Stasi-museet i Berlin forklarer, hvorfor han endte med at sige nej, da Florian Henckel von Donnersmarck ville optage filmen De andres liv i autentiske locations. Der var ikke tale om fortrængning. Han havde stor sympati for projektet, som udbredte kendskabet til Stasi og anskueliggjorde de traumer, som vidner fra perioden må bearbejde.
Problemet var filmens forvanskning af Stasis filosofi og funktion. Især var karakteren Wiesler en urealistisk konstruktion. I filmen griber han aktivt i de overvågedes liv og hjælper forfatteren Dreyman. Der findes i hele Stasis historie ingen eksempler på sådan en adfærd. Man var stolt af sit arbejde og havde korpsånd. Eller også var man ligeglad.
HISTORIEN om Stasi er bogstaveligt et puslespil. 25 år efter Murens fald sidder der stadig arkivarer og restaurerer iturevne rapporter i de 16.000 sække, som Stasi ikke fik skaffet af vejen. Arbejdet har prioritet. Hvis det ikke lykkes, fik Stasi jo held med at slette historien.
Tjenesten samlede data i blinde og lagrede uoverskuelige mængder af information til senere brug. På samme måde fungerer de moderne efterretningstjenesters ophobning af vilkårlige data. DDR var et angiversamfund. Det samme er Danmark, hvis borgerne anonymt kan oplyse mistanke om bekymrende adfærd og muligt socialt bedrageri [eller FET og PETs informationer kan benyttes frit af NSA].
Petra Epperlein går rundt i Chemnitz med sin store mikrofon og sine hovedtelefoner. Karl Marx City er en smuk og tankevækkende film, som De selv skal have lov at opleve. Jeg vil derfor ikke røbe, hvad arkivet rummer af oplysninger om Petras far.
Karl Marx City gør i vid udstrækning brug af autentiske overvågningsoptagelser. Sorgarbejdet bevæger, og erindringsøvelsen er bittersød (n)ostalgi, men det er røntgenbilledet af Stasi – en blind kolos med blækspruttearme – som udgør filmens primære aktiv.
Om DDR-tiden og ny tysk historie: Flugten fra Østtyskland (Ballon); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Edgar Reitz: Die Andere Heimat (2014); Christian Petzold: Barbara (2012); Landet bag Muren: Good Bye, Lenin! (2003); Værk uden skaber (Werk ohne Autor) 2019; Den unge Karl Marx (2017)
Karl Marx City. Instr. og manus: Petra Epperlein og Michael Tucker. Foto: Michael Tucker. 89 min. Tyskland 2016. Dansk premiere: 21.12.2017.
Fotos: Pepper and Bones Films/ CineMaterial/ Bundesarchiv Deutschland/ CPH DOX/ DFI
Filmen streames (lån, køb eller leje) på Filmstriben, iTunes og SF Anytime
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 22.12.2017
Ingen kommentarer:
Send en kommentar