Translate

tirsdag den 13. oktober 2020

James Bond #24: Spectre (2015)

 
VOR TIDS HELT
Daniel Craigs fjerde tur i stafetrollen 

Af BO GREEN JENSEN

LAD os begynde med titlen. Spectre betyder spøgelse, men i 007-universet henviser det til et supersyndikat, hvor alverdens kriminelle kræfter er samlet. Lederen er en bestyrelsesformand, som skal genvælges og må sørge for at sætte sig i respekt.
   Første gang skikkelsen fik et ansigt, man kan huske, var i You Only Live Twice (1967), hvor Ernst Stavro Blofeld blev spillet –
 med monokel, mensurar og en hvid angorakat på skødet  af Donald Pleasence. Også Charles Gray, Telly »Kojak« Savalas og Max von Sydow har i årenes løb givet farverige bud på figuren. I Spectre er turen kommet til Christoph Waltz.*
   SPECTRE er et akronym. Det betyder Special Executive for Counter-intelligence, Terrorism, Revenge and Extortion. Organisationen er et ikke-ideologisk sidestykke til SMERSH, hvor Sovjetunionen i sin tid havde samlet sine tjenester. Ian Fleming elskede akronymer. I de ældste James Bond-film blev meget SMERSH-arbejde lagt over til SPECTRE, så man ikke tirrede russerne unødigt.
   50 år efter begynder den nye Bond-film på De Dødes Dag i Mexico City, hvor man fejrer Allehelgens søndag med en gadefest af dimensioner. Sam Mendes orkestrerer prologen efter alle kunstens regler. Bond er i byen for at forhindre en terroraktion og likvidere en vis Marco Sciarra, der er medlem af SPECTRE.
   Allerede efter ti minutter er hele kvarterer jævnet med jorden, og Bond har givet fjenden tæsk i en løbsk helikopter, som svæver hen over menneskemængden. Så kommer titelsekvensen med de rituelle logoer, erotisk skyggespil og en overlæsset titelsang. Det er, som det plejer og som det skal være. Spillet er atter i gang.



KORT fortalt er temaet denne gang global overvågning. I en terroropskræmt verden, hvor SPECTRE skaber angst med attentater, der ligner politiske og religiøse aktioner, er det lykkedes Max Denbeigh (Andrew Scott) – internt i tjenesten kendt som C – at få gennemført et overvågningsprogram, som svarer til virkelighedens NSA-aktiviteter.
   Alle klodens databaser bliver samlet i en fælles ressource, som stormagternes efterretningstjenester har adgang til. Der er derfor ikke brug for gammeldags spioner, og droner kan overtage dræberfunktionen. MI5 og MI6 bliver sammenlagt, og 00-programmet skal udfases. Inden længe vil Bonds arbejdsplads være nedlagt.
   Efter affæren i Mexico bliver Bond (igen) sendt på orlov. Han allierer sig dog med betroede kræfter som Moneypenny (Naomie Harris) og våbenmesteren Q (Ben Whishaw), der forsyner ham med oplysninger og hjælper ham med at forsvinde fra radaren, mens han finder frem til edderkoppen, som sidder i midten af nettet.
   Det bliver til en serie mindeværdige møder. På vejen slår han pjalterne sammen med Madeleine Swann (Léa Seydoux), som er datter af ærkemodstanderen Mr. White. Uden at afsløre statshemmeligheder, kan jeg røbe, at filmen slutter på et sted, hvor Bond (igen) har mulighed for at gå fra det hele og få sig et ordentligt liv.

 

DER er ikke meget at udsætte på den 24. (officielle) James Bond-film. Det skulle være Sam Smiths temasang, »Writing’s on the Wall«, som er langt under standard, og så den ekstra krølle, som manuskriptforfatteren John Logan har givet Blofelds baggrund. For det viser sig, at han og Bond har mere end faget til fælles.
   Tricket skaber falsk dybde i karakteren og kontinuitet i forhold til familiehistorien, som blev anderledes meningsfuldt klarlagt i Skyfall. I Daniel Craig-afsnittet af Bond-serien har der hver gang været et nyt plot, som blev skabt til lejligheden, men også et overordnet forsøg på at revidere og introducere de ældste figurer og troper igen.
   Casino Royale var en mere end vellykket genstart, som tog afsæt i Flemings første, klassiske titel. Quantum of Solace holdt snarere bolden i spil. Skyfall var en mørk, majestætisk origin story af typen, som Christopher Nolan har givet Batman-figuren andetsteds i det fantastiske landskab.
   Efter Skyfall føles Spectre som en toer, der viderefører og efterjusterer de mere gennemgribende ændringer, som fandt sted i den forrige film. Bond bevæger omkring i plottet med en distræt attitude. Hver gang en ny skuespiller får rollen, skal figuren igen demonstrere sin kulturelle relevans. Spectre er nok den James Bond-film, hvor Daniel Craig virker mest overflødig.



HER er vor tids helt faktisk M. Hædersmanden Gareth Mallory (Ralph Fiennes) overtog stillingen efter Olivia Mansfield (Judi Dench), da hun blev myrdet i Skyfall. Nu træder han om på den anden side af skrivebordet og kommer Bond til undsætning. Især er det ham, som står fast på hævnvundne demokratiske dyder og ikke er tilfals for den nemme totalløsning, som C får politikerne til at vedtage.
   Fiennes spiller figuren med kejtet konservatisme, et tungt jakkesæt, knirkende sko og rødmende kinder, der giver M en vis lighed med kronprins Charles. En stivstikker der forsvarer de klassiske værdier. Den SPECTRE-affilierede C er derimod væver, ironisk og skarp. Det er en film, hvor den gamle skole igen redder dagen og verden.



JESPER Christensen har kun én scene som Mr. White. Til gengæld varer den fem minutter og er mindeværdig, fordi en ufortrøden Bond-skurk får lov at blive en slags varmt menneske. Også i sekvensen med Monica Bellucci som Lucia Sciarra, den italienske enke, som Bond i hurtigt tempo har et fuldt udfoldet kærlighedsforhold til, giver det mening, at små karakterer bliver spillet af overkvalificerede kræfter.
   De store James Bond-film er kostbare festspil, der inddrager hele kulturen og kræver, at der er konsensus om projektet. Alle må være spændte. Nettet skal summe af liflig forventning. Hvis ingen tror på tricket, falder fuglen som en sten. Spectre er ikke den bedste Bond-film til dato, men der er kvalitet nok til at motivere en videreførsel. Bond 25 er undervejs.


*) Ernst Stavro Blofeld er SPECTREs Nummer 1. Han er født i 1908 i Gdingen i Tyskland (nu Gdynia i Polen). Hos Ian Fleming optræder Blofeld første gang i romanen Thunderball (1961), hvor han uddelegerer opgaven til sin næstkommanderende, Emilio Largo), og han er hovedmodstander i On Her Majesty's Secret Service (1963) og You Only Live Twice (1964), hvor Bond dræber både ham og ledsagersken Irma Bunt. Fleming nævner Blofeld sidste gang i indledningen til The Man with the Golden Gun (1965). Blofeld fylder mere på film. Han svæver i baggrunden i From Russia with Love (1963) og Thunderball (1965), hvor man kun ser hans ryg og hans hænder, der kæler for katten (Anthony Dawson er i billedet, og man hører Eric Pohlmanns stemme), men er antagonisten i You Only Live Twice (1967), hvor Donald Pleasence definerer rollen; i On Her Majesty's Secret Service, hvor Telly Savalas spiller rollen over for George Lazenbys Bond; og i Diamonds Are Forever (1971), hvor han bliver spillet i stereo af Charles Gray. Blofeld optræder, men bliver ikke omtalt ved navn eller set i close-up, i For Your Eyes Only (1981) (John Hollis er i billedet, man hører Robert Riettis stemme). Max von Sydow gør minirollen markant i Never Say Never Again (1983), den anden af de uofficielle produktioner, som ikke indgår i EONs nummererede kanon. Herefter går der 32 år, før Christoph Waltz optræder som Blofeld i Spectre. Han er også på rollelisten i No Time to Die (2020), som på grund af Covid19-pandemien fik sin verdenspremiere udsat til april 2012.
   
Spectre. Instr.: Sam Mendes. Manus: John Logan, Neal Purvis, Robert Wade, Jez Butterworth. Foto: Hoyte Van Hoytema. 148 min. UK-USA 2015. Dansk premiere: 30.10.2015


Fotos: EON/ B24/ MGM/ Sony Pictures/ Cinematerial/ FilmAffinty/ MovieStillsDB
Filmen streames (køb eller leje) på SF Anytime, Blockbuster, Apple+ TV, Google Play
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 30.10.2015

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar