Translate

fredag den 3. juli 2020

Luca Guadagnino: A Bigger Splash (2015)


I LUFTEN HÆNGER ET VANDSPRØJT TILBAGE
Luca Guadagnino sætter af fra David Hockney

Af BO GREEN JENSEN

DER er nogle gamle venner, som man ser igen med bange anelser. Måske var de sjove, da man selv var sjov; måske ved man af bitter erfaring, at de ikke er til at slippe af med. De kommer fra et andet kapitel, som man ikke orker at læse igen. Det er ikke, fordi man ikke kan huske, hvor skægge de farlige venner kunne være. Men de var ikke til at styre, når de først blev lukket ind.
   Sådan et menneske er musikproduceren Harry Hawks (Ralph Fiennes). Den formidable mand melder sin ankomst, netop som rockstjernen Marianne Lane (Tilda Swinton) har fundet sig tilrette i en dyb, vegeterende fred med Paul de Smedt (Matthias Schoenaerts), en filmskaber, der holder lang tankepause.
   Parret plejer og støtter hinanden efter seriøse livskriser, der fik dem til at slå pjalterne sammen. Hun hviler ud efter en halsoperation, som gør at hun ikke kan tale. Han er tørlagt efter en bilulykke, som måske var et sløret forsøg på at dø. De nyder de rolige dage på Pantelleria, en lille italiensk ø, som ligger tættere på Tunesien end på Sicilien.

  

HARRY kender også Pantelleria. Kaosbringeren er fortrolig med alle terræner. Der er ikke den mad, som han ikke har smagt, eller den vin, som han ikke har drukket – som regel på husets regning. Han kan sikkert også huske, hvad ejerens børnebørn hedder. Var social flair en valuta, ville Harry være hovedrig. Han er sådan en mand, som man ikke siger nej til.
   Harry ringer fra lufthavnen, hvor han er landet sammen med teenageren Penelope (Dakota Johnson), som vist nok er hans nyligt opdagede datter. I hvert fald skal hun distrahere Paul, mens Harry får Marianne til at synge igen, på scenen såvel som i kærestesengen. Det var ham, der præsenterede Marianne og Paul for hinanden. Harry synes, de skylder ham noget til gengæld.



DAGENE går ved den blå swimmingpool, hvor slangerne hvisler i græsset. Der er flashbacks til en kronet tid, hvor Marianne synger for menneskehavet og ligner en blanding af Annie Lennox og David Bowie. I nutiden er der migranter på stien ved den lejede villa. Også de er en del af menneskehavet, som turisterne har isoleret sig fra.
   Der er dårlig karma fra første scene med Harry og Penelope i huset. Marianne og Paul har nydt at leve stille og elske som dyr. Harry kan slet ikke have sådan noget. Han drikker vin som vand og ryster gourmetmad ud af ærmerne på sin hawaiiskjorte. Farverne skriger til himlen. Manden taler fra morgen til aften.
   I en særligt velskabt scene beskriver Harry, hvordan han producerede Voodoo Lounge (1994) for The Rolling Stones tilbage i den store tid. Han spiller luftguitar, mens han Jagger-danser til »Emotional Rescue«. Manden har altså en lang karriere. »Emotional Rescue« er fra 1980. Harry er muligvis uhelbredeligt syg. Man ved aldrig helt, om han lyver. Han har i hvert fald brug for Marianne, hvis han skal kæmpe sig værdigt tilbage.



SICILIANEREN Luca Guadagnino er en mand, der bliver set skævt til i det italienske filmmiljø. Han taler hårdt om kolleger og har tjent formuer på at lave tv-reklamer for Gucci og Cartier. Han fik tidligt kontakt med Tilda Swinton, som medvirkede i The Protagonists (1999). Det var også Swinton, som spillede matriarken i Io sono amore/I Am Love (2009), der blev et stort arthouse hit.
   Guadagnino debuterede som operainstruktør i 2011, hvor han iscenesatte Verdis Falstaff. Han siger selv, at han ser Harry Hawks som en efterkommer af Shakespeares karakter. Begge er større end virkeligheden, og begge er blevet anakronismer. De er døende kæmper i dværgenes tid, men de er også flodheste, der stamper i strømmen. Det er ikke deres verden mere.
   Harry får næsten udført sin mission. Han får Marianne til at grine og gå på vulkaner igen, mens Penelope og Paul, som efterhånden væmmes ved det hele, forenes i naturen, helt efter planen. Men den forjættende swimmingpool, der er omdrejningspunktet i så mange scener, skal endelig bruges (melo)dramatisk.
   A Bigger Splash er en sludrevorn film, der skal afkodes i flere omgange. Forlægget er Jaques Derays La Piscine (1969), der brugte cool bossa nova på samme måde, som Guadagnino bruger årgangsrock. Men La Piscine var en regulær thriller med Alain Delon, Romy Schneider, Maurice Ronet og Jane Birkin. A Bigger Splash er mere diffus. Filmen er et stort snakkestykke, og Swintons stilhed taler lige så stærkt som Fiennes’ motormund.



FILMEN tager sin titel fra David Hockneys 1967-maleri af en swimmingpool med en sennepsgul vippe og to palmer ved et hus i Californien. Der er ingen personer i syne, men i luften hænger et vandsprøjt tilbage. Hvad man ser, er aftrykket af en bevægelse. Dén faktor passer fortrinligt til filmen.*
   Guadagnino siger, at han optog en smuk prolog med maleriet. Men det smukkeste var at skære forklaringen bort. Måske har der været flere scener med afrikanske flygtninge. Filmen er bedst, når den intet forklarer. Der er et irriterende omstændeligt afsnit, hvor det lokale politi bumler rundt.
   Uanset hvad man skal lægge i filmen, er den visuelt stærk hele tiden og for det meste psykologisk troværdig. Fiennes forlener sin karakter med en uimodståelighed, som man hader. Swinton arbejder aktivt med intet at sige. Johnson og Schoenaerts har mindre at tage fat i som nymfen og faunen.
   Men er filmen værd at se? bliver der spurgt. Dét er den afgjort. God og dårlig er vage begreber. Lad os lande på interessant og markant.

*) David Hockneys A Bigger Splash (1967) hænger i London på Tate Gallery. Billedet måler 2,5 x 2,5 meter og har sin titel, fordi Hockney året før havde malet Splash og A Little Splash. Hockneys første ikoniske swimmingpool-maleri var det beefcake-inspirerede Peter Getting Out of Nick's Pool fra 1964. Han malede A Bigger Splash fra april til juni 1967, mens han underviste på University of California i Berkeley. Fra 1970-1972 optog Jack Hazan portrætfilmen A Bigger Splash (1973), som indirekte skildrer kunstnerens brud med sin kæreste, Peter Schlesinger. Billedet, som man ser Hockney arbejde på i filmen, er Portrait of an Artist (Pool with two Figures) fra 1972. I 2018 blev det handlet for 90,3 mio. dollars på en auktion i New York. 






A Bigger Splash. Instr. Luca Guadagnino. Manus: David Kajganich. Foto: Yorick Le Saux. Frankrig-Italien 2015. Dansk premiere: 17.03.2016

Fotos: Frenesi Film Company/ SF Studios/ Tate Collection
Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.03.2016

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar