JEG ER KÆRLIGHEDEN
Af BO GREEN JENSEN
MILANO ved årtusindeskiftet. Lokalt som globalt
er forandring på vej, da slægten Recchi samles for at fejre patriarken Eduardo,
en ærværdig tekstil- og modebaron, som over tid har skabt et verdenskendt brand. Man spiser hos hans forventede
arvtager, sønnen Tancredi, der er gift med den smukt selvopofrende Emma.
Det er
en pragtfuld middag, som tilberedes af tjenestefolk, der har været i huset så
længe, at de næsten udgør en del af
familien. Maden nydes ved et langbord, der er dækket så smukt, at øjnene løber
i vand. Til og med ser det hele virkeligt ud. Det gamle hus har patina. Mørket
i spisestuen er tæt. Sneen som falder er ægte, og man kan se, at den gode mad
bliver spist.
Skønt blikket
er på hele familien, træder Emma gradvis i fokus. Hun følger hver detalje og
registrerer den mindste nuance. Det passer ikke patriarken, at Edo, hans
sønnesøn og navnebror, har tabt en sportskamp til kokken Antonio. Han synes
heller ikke om, at Betta, Edos søster, forærer ham et indrammet foto i stedet
for den obligatoriske tegning. Et tredje barnebarn, Gianluca, bliver knapt nok bemærket.
MIDDAGSSEKVENSEN er eminent orkestreret. Den introducerer personkredsen, kortlægger hierarkiet og
demonstrerer, hvilken perfekt verdensorden, der lidt for længe har været lukket
om kernen. Det er smukke ritualer i en udlevet, selvtilstrækkelig slægt. Det er
stilstand, som råber på blæst og forandring.
Samtidig
udgør begyndelsen en æstetisk katalog over, hvad der følger. Detaljeret
skildring af mad og design, klip der forkorter og strækker historien. Man
forventer at høre Puccini og Verdi, men på lydsiden bølger moderne musik af minimalisten
John Adams, der citerer egne værker som Nixon
in China, El Nino og Century Rolls.
Også
narrative spor og træk bliver afstukket. Patriarken vælger at dele sit livsværk
mellem sin søn og sin sønnesøn, som fra nu af vil modarbejde hinanden. Det er i
virkeligheden begyndelsen til enden, da Antonio ringer på. Han forærer Edo en
kage, han selv har kreeret. Det er en forsoningsgave, der skal kompensere for nederlaget
i dagens turnering. I praksis bliver det første skridt af Huset Recchis
nødvendige fald.
DETTE begynder for alvor to-tre måneder efter
prologen. Der er sol og varme i byen igen. Emma henter Betta ved stationen og erfarer,
som hun har anet, at hendes datter er lesbisk. Samtidig er familiens kvinder
optaget af – på diskret og behørigt nedladende vis – at byde Edos forlovede
velkommen i familien. Især Eduardos enke, Rori (Marisa Berenson fra Cabaret og Barry Lyndon), mestrer denne sociale kunstart.
Edo
har travlt med at skaffe sig indsigt i imperiets forretningsgang, men vil
hellere åbne en restaurant sammen med Antonio. Emma giver efter for sin trang
til at være tæt på Antonio. På den måde husker hun med ét, hvem hun var, før
hun blev Emma Recchi. Hun var en russisk pige, som Tancredi fandt og tog med
sig. Hun vendte ryggen til alt uden videre. Hun fik et nyt navn af sin nye mand
og blev italiensk.
Nu
kommer hele historien tilbage, mens familien og relationerne forvitrer. Io sono l’amore er fortællingen om en
kvindes frigørelse. Skotske Tilda Swinton har spillet mange stærke roller
gennem tiden, på flere sprog og i vidt forskellige sammenhænge, siden hun brød
igennem som kvinden i midten hos britiske avantgardister som Derek Jarman og
Sally Potter. Hun har dog kun én enkelt gang tangeret den kraft, empati og
sanselighed, som hun demonstrerer i Io
sono l’amore, hvor hun virkelig inkarnerer kærligheden. Det var i Erick Zoncas fantastiske Julia (2008).*
SWINTON er aksen og bindemidlet i filmen, der desværre
aldrig helt lever op til løfterne i den suveræne indledning. Imperiet afvikles
én gang for alle, da en indisk rigmand køber både navn og forretning. Edo hader
sin mor for at svigte og være en anden, end han har troet. De taler dog stadig
russisk sammen i den fortrolige scene, som indvarsler undergangen.
I Am Love er en visuel opera, der folder
sig ud og får liv i kontrasten mellem et kontrolleret miljø, hvor sociale koder
styrer hver fysisk detalje, og de kæmpestore følelser, bogstaveligt emotionelle
naturkræfter, som raser i personernes indre og forløses i karakteren Emma
Recchi.
Swinton,
som er medproducer på filmen, kalder selv den svimle stil for »Visconti på
syre«, mens instruktøren Luca Guadagnino forklarede sin forfatterstab, at den
valgte form var »socialt melodrama«. Filmen kommer fra klassiske steder – Lampedusa,
Mann, Proust, James, Wharton osv. – men udgør dog næsten en genre for sig. River deep, mountain high. Så meget
måler lidenskaben i denne lifligt romantiske skala.
DERFOR lever man også udmærket med en række huller og sammentræf i historien. Her skal
ikke røbes, hvilken hændelse, der mod slutningen rammer som Guds egen hånd og
sætter Emmas passion på den hårdeste prøve. Men det virker utroværdigt, at Edo
genkender en lok af sin mors hår på gulvet i en restaurant. At dialogen synes
flad i forhold til den forbløffende billedside, kan derimod være et nyttigt stilgreb.
Det er en sjældent sikker og væsentlig filmskaber, som lægger sit internationale visitkort. Skønt
værket kammer over, er Io sono l’amore
et eksempel på, at der også i skabelonernes tid laves rigtige film i Europa. Her
er lidenskab som i Ettore Scolas Passione
d’amore. Her er forreven familie som i Fanny & Alexander. Her er historisk opera som i Leoparden. Og for resten en slående lighed med tematikken i Per
Flys Arven, som også blev kaldt et
socialt melodrama.
Bliv endelig
siddende efter creditsekvensen. Et sidste glimt af manden og kvinden giver dunkel
vished for, hvor passionen vil føre dem hen.
Se også Luca Guadagnino: A Bigger Splash (2015); Luca Guadagnino: Call Me By Your Name (2017); To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100].
*) Franskmanden Erick Zoncas Julia er en lettere oppustet og alligevel effektivt anfægtende pastiche over to film af John Cassavetes, A Woman under the Influence og Gloria. Filmen kom aldrig til Danmark. Jeg så den på Berlinalen i 2008, hvor den var i konkurrence. Vi er i Californien og Frit Fald-genren. En alkoholiseret kvinde bortfører en 10-årig dreng. Hun har en vag plan om afpresse drengens familie, som tilfældigvis driver et narkokartel. Rammen er kulørt, men Zoncka fokuserer på relationen mellem Julia og drengen, som hun modstræbende må forholde sig til og begynder at holde af. Swinton yder en præstation, der ikke står tilbage for Gena Rowlands' indsats i de nævnte Cassavetes-film, som Zoncka bevidst både hylder og emulerer. Swinton har medvirket i 30 film siden I Am Love. I et par stykker, fx Guadagninos A Bigger Splash (2015), tangerer hun styrken i Io sono l'amore, men kun i enkelt overgår hun den. Det er som den traumatiserede mor til en dreng, der blev massemorder i Lynne Ramsays We Need to Talk About Kevin (2011).
Io sono l’amore (I Am Love). Instr.: Luca Guadagnino. Manus: Barbara Alberti, Ivan Cotreneo, Walter Fasano, Luca Guadagnino. Foto: Yorick le Saux. 120 min. Italien 2009. Dansk premiere: 02.12.2010
Fotos: First Sun/ Mikado Film/ RAI Cinema/ La Dolce Vita Productions/ Pixeldna/ MIBAC/ Magnolia Home Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI, SF Anytime
Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.12.2010
Ingen kommentarer:
Send en kommentar