Translate

lørdag den 27. juni 2020

Store filmatiseringer: Leoparden (1958/1963)


AT GØRE KUR TIL DØDEN
Leoparden, Lampedusa og Luchino Visconti

Af BO GREEN JENSEN

LEOPARDEN er naturligvis fyrst Fabrizio di Salina (Burt Lancaster). Modsat sine klassefæller – skønt egentlig har Prinsen ingen ligemænd, det er hele pointen – kan han læse skriften på væggen, da revolutionen strammer til i 1860ernes Italien. Det gør den så radikalt, at man kalder perioden il Risorgimento, genrejsningen eller opblomstringens tid, hvor en mosaik af små hertugdømmer blev bundtet sammen under Trikoloren.
   Garibaldis rødklædte partisanhær går i land på Sicilien og stormer Palermo i begyndelsen af Leoparden. Det sker i de sidste uger af maj 1860. Tancredi Falconeri (Alain Delon), Don Fabrizios favoritnevø, der er mere søn for ham end hans egen søn, Francesco Paolo, slutter sig til garibaldinerne med karakteristisk fribytterånd.*
   Den glatte Tancredi er fremtidens mand. Han forstår at satse på siden som vinder, og skønt onklen ikke helt billiger det, lader han tvivlen komme den unge mand til gode: »Vi i vor generation må trække os tilbage til et lille hjørne og se på de unges kolbøtter og krumspring omkring denne overpyntede katafalk.«**
   Betragtningen gælder 1860ernes ungdomsoprørere, men falder i Leoparden både aktuelt og profetisk. Romanen udkom i 1958, og filmatiseringen er fra 1963. Det handler derfor også om 1960erne, da Don Fabrizio siger til regeringens udsending: »Lige nu har De brug for unge mennesker, smidige unge mennesker, hvis sind er åbent for ’hvordan’ snarere end ’hvorfor’, og som er dygtige til at forklæde, jeg mener forene, deres personlige særinteresser med vage politiske idealer.« [154]






FYRSTEN ser på verdens dårskab og ved, at hans dage er talte. Det gør for så vidt ingenting. Han er lidenskabelig astronom og gransker de evige stjerner med en følelse af, at hans bane tilhører deres sfære. Han lever sit priviligerede liv som altid og insisterer på sommeropholdet i Donnafugata, skønt landet bogstavelig talt står i flammer. Samtidig træffer han sine forholdsregler. En af disse er grusom, men for Fyrsten at se livsnødvendig. Don Fabrizios datter Concetta er forelsket i Tancredi. Hendes far ser dog hellere Tancredi gift med den sanselige Angelica (Claudia Cardinale), som ler vulgært og har en nyrig, skrækkelig far, men som vil være i stand til give fremtiden smukke, uægte børn.
   Prinsen er led ved sin klasses vægelsind og indavl. Nu er det på tide at lade barrieren falde og blande blod med det livsstærke folk. Når blot han ikke selv er der til at se resultatet. Så over to år, fra maj 1860 til november 1862 går han rundt og tager indvendig afsked. Med en sidste skelsættende gestus blåstempler han én gang for alle Angelica, da han danser med hende til ballet, som effektivt sætter punktum for en epoke. Kæmpernes tid er til ende, og det er sikkert godt det samme. Som Don Fabrizio endelig ser det:
   »Alt dette,« tænkte han, »burde ikke kunne vare ved, men det vil vare ved i al evighed. Den menneskelige evighed, selvfølgelig, et århundrede, måske to ... Bagefter bliver det anderledes, men værre. Vi var Leoparderne, Løverne; de, der skal tage vor plads, bliver de små sjakaler, hyænerne; og alle, Leoparder, sjakaler og får, vil vi blive ved at tro, at vi er jordens salt.« [158]




EGENTLIG var det ikke en leopard, Giuseppe Tomasi di Lampedusa (1896-1957) gav den sicilianske Corbera-familie som totemdyr, da han skrev fortællingen om sin slægt og sin oldefar ned i Il Gattopardo. Il Gattopardo betyder rettelig Servalen. Dette afrikanske medlem af kattefamilien kan på afstand nok ligne en leopard (navnet betyder »hjorteagtig«), men det er mindre og let at dressere. Af samme grund var servalen populær ved europæiske hoffer i middelalderen. Det er vel derfor, den er blevet Prinsen af Salinas’ heraldiske avatar.
   Leoparden klinger dog mere mundret, så det hedder bogen på de fleste sprog. I Italien blev den en overvældende succes. Blandt fagfolk var der ganske vist delte meninger. Æstetisk funderede kritikere fandt romanen parfumeret og konservativt damebladsagtig, mens den ideologisk motiverede skole følte instinktiv afsky ved projektet: en adelig mand, der på nostalgisk vis beskriver sin privilegerede slægts undergang. Det var dog kommunisten Giangiacomo Feltrinelli, som udgav romanen, der udkom året efter forfatterens død.*** Herhjemme blev Leoparden straks kåret som en klassiker. I 1968-udgaven af Fremmede Digtere i det 20. århundrede skriver Jørn Moestrup et selvstændigt afsnit om Lampedusa.




FORFATTEREN var hertug af Parma og fyrste af Lampedusa. Da bogen skulle filmatiseres, var det derfor naturligt, at producenten Goffredo Lombardo henvendte sig til Luchino Visconti (1906-76). Visconti var hertug af Modrone og tilhørte en privilegeret slægt fra Milano. Endvidere delte han Lampedusas dobbeltsyn. At den sociale forandring var retfærdig og nødvendig, gjorde ikke tabet af den svundne verden mindre smertefuldt. Visconti forblev til det sidste en marxistisk operaelsker.
   I sine første film havde han dyrket den neorealistiske æstetik, som i 40erne gjorde det muligt at genrejse Italien som filmland. Ossessione (1942, da. Besættelse) er en noir-tonet piratkopi af Postbudet ringer altid to gange – der var ikke råd til at købe rettighederne til romanen, så filmens ophav er camoufleret. La terra trema (1948, da. Jorden skælver) er en kompromisløs helaftenshyldest til livet, døden og de enkle måder blandt sicilianske fiskere.
   I komedien Belissima (1951) med Anna Magnani slår Viscontis flair for melodrama igennem. I den smægtende Senso (1953, da. Sansernes rus) bliver hans operaglæde helt åbenlys. Det var sikkert dette kostumedrama, som deler tid og verden med Leoparden, der fik Lombardo til at satse på Visconti. Mellem Senso og Leoparden skabte han dog Rocco e i suoi fratelli (1960, da. Rocco og hans brødre), et stykke nærmest neo-pessimistisk socialrealisme, der skildrer en landfamilies opløsning i storbyen. Også Rocco havde Lombardo som producer, og Visconti skrev manuskriptet sammen med den legendariske Suso D’Amico (1914-2010). I titelrollen sås Alain Delon.


HJERTESTEDET i Leoparden er Fyrstens samtale med Chevalley di Monterzuolo. Denne gesandt har forsøgt at få Don Fabrizio til at træde ind i den praktiske regering af det reorganiserede Sicilien. Fyrsten forklarer ham venligt og bestemt, hvorfor noget sådant ikke og aldrig kan komme på tale: »Jeg påskønner meget, at Regeringen har tænkt på mig som senator, og jeg vil bede Dem udtrykke min dybfølte taknemmelighed over for rette vedkommende; men jeg kan ikke sige ja. Jeg repræsenterer den gamle klasse og er uundgåeligt kompromitteret af mit forhold til det bourbonske regime, som jeg er knyttet til af anstændighed, i mangel på hengivenhed. Jeg tilhører en ulykkelig generation, der står på grænsen mellem den nye og den gamle tid og befinder sig lige dårligt i dem begge. Desuden er jeg, som De vel ikke kan have undgået at bemærke, blottet for illusioner. Så hvad skulle Senatet stille op med mig, en uerfaren lovgiver, der mangler den evne til at narre sig selv, der er så nødvendig for enhver, der ønsker at lede andre?« [153-54]
   Det er et gennemgående træk hos Leoparden, at han tror sig uden illusioner. Han har tidligt bidt sig fast i Tancredis aksiomatiske og ikke helt henkastede bemærkning: »Hvis ikke vi også er med, så ender det bare med, at de andre skaffer os en republik på halsen. Hvis vi vil have, at alt skal forblive, som det er, så må vi ændre alt.« [27]
   Denne tanke om at tilpasse sig og billige mange mindre justeringer, netop for derved at afværge en grundlæggende forandring, er en slags indolent strategi for Leoparden. Han tror, at han kan svæve over vandene, undgå at få beskidte hænder og blive blandt sine evige stjerner. Han stemmer for den nye samfundsorden og promoverer aktivt alliancen mellem Tancredi og Angelica, skønt han foragter den nyrige Don Calógero Sedàra, der sælger datteren som et stykke præmiekvæg og slikker sig om munden ved tanken om de sociale gevinster, hendes ægteskab giver adgang til.



DON Fabrizio ved, at hans billigelse udgør et après nous le déluge, som er begyndelsen til enden for den herskende klasse. Han mener dog også, at det er nødvendigt at bryde med sin klasses dekadence. Til ballet betragter han med fascineret væmmelse de giftefærdige frøkener: »I de år havde de hyppige ægteskaber mellem fætre og kusiner, der skyldtes seksuel dovenskab og arealberegninger, samt den proteinfattige kost, der forværredes af rigeligheden på stivelse og den totale mangel på frisk luft og motion, fyldt alle stuer med skarer af utroligt lavstammede, usandsynligt mørke og utåleligt sludrende pigebørn; de tilbragte al deres tid klumpet sammen indbyrdes og prøvede – altid i kor – at kalde de skrækslagne unge mænd til sig; de syntes at være bestemt til blot at danne baggrund for de tre eller fire smukke skabninger, der (...) gled af sted som svaner på en dam fuld af tudser.« [190)]
  

BÅDE Lampedusa og Visconti fastholder følgende sætstykke. Visconti gør det endda så demonstrativt, at man næsten føler sig tvangsfodret: »Jo mere han så til dem, desto mere irriteret blev han. Hans sind, der var præget af den megen tid, han havde tilbragt alene, og af hans abstrakte tanker, endte med på et vist tidspunkt, da han kom igennem et langt galleri, hvor en talrig koloni af disse væsener havde samlet sig på en puf midt i rummet, at volde ham en slags hallucination: Det forekom ham, at han var dyrepasser i en zoologisk have og havde til opgave at holde øje med hundreder af små aber: Han ventede pludselig at se dem klatre op i lysekronerne og dér, hængende i halerne, gynge frem og tilbage, mens de udstillede deres bagdele og tildængede de fredelige gæster med nøddeskaller, skingre skrig og tænderskæren.« [190]



BÅDE hos Lampedusa og Visconti har balscenen stor betydning. Romanen lader den dog komme og gå. Skildringen af »Fyrstens død« er skudt tyve år frem i tiden, til juli 1883, og efter Don Fabrizios bortgang, da det brølende hav er blevet helt stille, følger i maj 1910 et sidste blik på marionetterne, en sidste ironisk gøren al storhed til støv, som Lampedusa resumerer med et lakonisk: »Relikviernes endeligt. Altings endeligt.«
   Fra begyndelsen er der i bogen flash forwards til, hvad en søn 40 år senere siger om faderens måde at øse suppe på (»et tegn på stor, endnu undertrykt vrede; en af de mest frygtindgydende lyde, man kunne forestille sig«). Filmen skærer dette lag bort og insisterer på absolut samtidighed. Derfor er ballet i Palazzo Ponteleone blevet en 40 minutter lang slutsekvens, der opleves som filmens tredje akt. Den er en film-i-filmen med sin egen dramaturgiske disposition, og den er fuld af fortættede episoder, der indlejres som forudanelser, dels om Fyrstens og altings skæbne, dels om Viscontis videre udvikling som filmskaber.
   Det var også balscenen, fortæller fotografen Giuseppe Rotunno, der lå til grund for beslutningen om at optage filmen, ikke i det gængse scopeformat, der beskærer virkeligheden i forholdet 2.35:1, men i formatet Super Technirama 70 (2.21:1), som med højere billeder gør det muligt at fastholde også det lodrette perspektiv. Visuelt modsvares balsekvensen af begyndelsens fejende skildring af slaget om Palermo. Iklædt vissenrøde skjorter strømmer garibaldinerne ind gennem byporten som en bogstavelig flod af forandring. Erobringen ses halvt oppefra, ligesom balscenen i filmens slutning. Som Tancredi er Alain Delon her for en stund i sit element.





FOR produktionsselskabet Titanus repræsenterede Il Gattopardo en kolossal investering. Filmen var da også en betydelig kritisk succes. Blandt andet blev den dét års guldpalmevinder i Cannes. Men publikum stimlede ikke til biografen, og især den amerikanske reaktion var en skuffelse. På dvd/blu-ray-udgivelsen fra The Criterion Collection kan man sammenligne den europæiske original med den engelsksprogede version, som Sydney Pollack instruerede og klippede i samråd med Visconti og Lancaster.
   Det er bogstaveligt en mindre film. Beskæringen er her 2.35:1, og der er fjernet tyve minutter med scener, som man enten har fundet for specifikt sicilianske – en række sange og samtaler savnes – eller forvirrende for en tilskuer, som i forvejen har problemer med at orientere sig i den historiske baggrund. Især har man udeladt en scene, som viser hvordan det kun er i kraft af opportunisten Tancredis skamløshed og konduite, at Fyrsten og hans husholdning får lov at passere garibaldinernes vagtpost på vej til det årlige ophold i Donnafugata.
   Sydney Pollack, som døde i 2008, havde senere ingen problemer med at afskrive den amerikanske version som et makværk. Allerede originalen repræsenterede et kompromis. Viscontis director’s cut havde en spilletid på 205 min, men blev klippet ned til 185 minutter. Der savnes faktisk 40 minutter i den amerikanske udgave, og det kan omsider mærkes så meget, at filmens rytme bliver ødelagt.
   Det var dog snarere en misforstået lancering, som knækkede ryggen på The Leopard. Filmens amerikanske trailer fokuserer på slagscenerne fra Palermo og sidestiller dem med balsekvensen, så man ikke kan undgå at tænke, at vi hér har en italiensk pendant til Gone with the Wind. Netop dét er, hvad Il Gattopardo ikke er.
   Til gengæld hører man Burt Lancasters egen stemme, og han er endnu bedre i den amerikanske version. Lancaster var ikke Viscontis første valg til rollen. Instruktøren forhørte sig først hos Marlon Brando og Laurence Olivier. Derimod var Alain Delon selvskreven til rollen som Tancredi. Visconti havde elsket alt ved hans indsats i Rocco og hans brødre. Delon var således den eneste på sættet, som fik sit eget omklædningsrum.




I BALSEKVENSEN indgår en meget demonstrativ scene, hvor Don Fabrizio sidder alene i biblioteket, før Tancredi og Angelica kommer ind. Leoparden plages hele denne aften af en tiltagende kvalmefornemmelse ved den omsiggribende uvirkelighed, sjakalernes komme, sofaen med de degenererede abefrøkener, den hule pragt og forstillelse. Han kommer da til at se på maleriet, som hænger på væggen over for sofaen. Det er en kopi af Jean-Baptiste Greuzes Den retfærdiges død. Han gransker billedet nøje. Så reflekterer han over, om hans egen død vil ligne denne scene.
   Visconti og Suso D’Amico lægger tankerækken ud som dialogstumper mellem Fyrsten, Tancredi og Angelica. Hos Lampedusa tænker Leoparden: »Som altid beroligede tanken om hans egen død ham lige så meget, som tanken om de andres foruroligede ham; måske fordi hans egen død, når alt kom til alt, først og fremmest var hele verdens?« [195] Det er klart, at Don Fabrizio denne aften tager afsked, og at Tancredi rammer hovedet på sømmet, da han kommer ind og begynder at drille sin onkel: »Søde onkel, du ser strålende ud i aften. Det kjolesæt klæder dig perfekt. Men hvad er det, du sidder og ser på? Gør du kur til døden?«





DET er præcis, hvad både Lampedusa og Visconti gør i Leoparden. Ved at slutte sin film efter ballet, »i Donnafugata før jagten«, hvor Don Fabrizio ser Venus i daggryet og tænker, hvornår hun vil »tilstå ham et mindre flygtigt møde«, snyder Visconti sig selv for lejligheden til at vise den spektakulære og særdeles filmiske scene hos Lampedusa, hvor døden faktisk kommer som en kvinde og ligner Venus til forveksling:
   »Med ét banede en ung dame sig vej gennem gruppen: Hun var slank og bar en brun rejsedragt med stor tournure og en lille stråhat smykket med et perleslør, der ikke formåede at skjule hendes bedårende smukke ansigt. Hun skubbede en lille hjorteskindsbehandsket hånd ind mellem de grædendes albuer, bad om forlov, og kom nærmere. Det var hende, det væsen, han altid havde længtes efter, og som nu kom for at hente ham: Mærkeligt, at hun, der var så ung, havde overgivet sig til ham; der kunne ikke være længe til togets afgang. Da hun stod ansigt til ansigt med ham, løftede hun sit slør, og sådan, på én gang kysk og rede til at lade sig besidde, forekom hun ham endnu smukkere end noget glimt, han endnu havde set af hende i det stjernefyldte rum.« [217]



TIL gengæld rummer scenen i koncentrat et forvarsel om Viscontis senere film, fra de dekadente nazistiske dødsriter i La caduta degli dei (1969, da. De lange knives nat) til den undergangssværmende Gustav von Aschenbach i Thomas Mann-filmatiseringen Morte a Venezia (1971, da. Døden i Venedig) og den Wagner-besatte fantast i filmen om Ludwig II, Ludwig (1972), som nok er Viscontis mest oversete arbejde. Uden for nummer står Gruppo di famiglia in un interno (1974, da. Vold og lidenskab), atter med Burt Lancaster øverst på rollelisten, mens Gabriele d’Annunzio-filmatiseringen L’Innocente (1976, da. Den uskyldige) er et sent forsøg på at retablere universet og autoriteten fra Il Gattopardo.
   Man kan mene, at Visconti er stærkest i de sene film, hvor han udlever sin fascination ved de forvredne og fordømte excesser, selve forrådnelsens orkidétunge sødme, der blot anes som en mulig konsekvens af forandringen i Leoparden. Christian Braad Thomsen har i Drømmefilm – 100 af verdens bedste film (2000) plukket De lange knives nat som det største i filmværket, og personligt sætter jeg Ludwig endog meget højt. Men det er og bliver i Leoparden, at vægtene balancerer. Her isoleres forandringens sted, så vi helt konkret ser, hvor krakeleringen begynder. Hysteriet holdes i ave, ingen hægtes af og dyrkelsen af det morbide har endnu ikke taget overhånd. Tværtimod kaster Leoparden et køligt øje på livet og døden, før det brølende hav bliver stille.
   Det er en meget stor oplevelse at gense Leoparden. Til slut er det næsten som hos Lampedusa: »Man kunne have set et firbenet dyr danse i luften, et dyr med lange knurhår og højre forpote hævet som i en forbandelse. Så fik det hele fred i en lille bunke gustent støv.« [239]



Leoparden (Il Gattopardo). Instr.: Luchino Visconti. Manus: Suso Cecchi D’Amico, Enrico Medioli, Pasquale Festa Campanile, Luchino Visconti. Foto: Giuseppe Rotunno. 185 min. Italien 1963. Dansk premiere: 02.03.1965/ repremiere 19.08.2005

Giuseppe Tomasi di Lampedusa: Leoparden. Oversat efter »Il Gattopardo« (1958) af Thomas Harder. Redigeret med nyt materiale og en efterskrift af Gioacchino Lanza Tomasi 2002. Digtene i »Efterskrift« samt Lampedusas fransksprogede breve i »Om denne udgave« er oversat af John Petersen. 6. danske udg. Kbh.: Gyldendal, 2004.  

*) Det sicilianske monarki blev afviklet efter Garibaldis felttog. Don Fabrizio husker »de mange audienser, som Kong Ferdinando havde tilstået ham, i Caserta, i Napoli, i Capodimonte, i Portici, langt Fanden i vold…« [15].
   Lampedusa gengiver kongens neapolitanske dialekt og lader Leoparden se ned på småborgerligheden, kombinationen af »storslået arkitektur« og »rædselsfulde møblementer«, som kendetegner det bonbourske hof. Han spekulerer på, »hvem der var bestemt til at efterfølge dette monarki, hvis ansigt allerede var mærket af døden. Piemonteseren måske, den såkaldte Hædersmand, der larmede så meget op hjemme i sin afsidesliggende hovedstad? Ville det ændre noget som helst? Torinesisk dialekt i stedet for napolitansk og hvad så?« [17]
   Ferdinando II døde i 1859 og blev efterfulgt af sin søn, Francesco II, som var den sidste Konge af Begge Sicilier. Han blev afsat i marts 1861. Victor Emanuel 2. af Sardinien – altså »piemonteseren« – blev Konge af Italien i det nye monarki, som bestod frem til 1946, da Italien blev en republik. Benito Mussolinis fascistiske enpartistat (1922-43) havde kongehusets varme opbakning. Diktatorens titel var Statsminister.
  Efter systemskiftet er Tancredi placeret centralt i den nye struktur. Senere prøver regeringens udsending, Chevalley de Monterzuelo, at inddrage Don Fabrizio i det politiske arbejde. Leoparden føler sig hævet over disse intriger, som blot betyder mere »overdådig middelmådighed«. Men han ved, at den gamle orden er dødsdømt.


**) Il Gattopardo udkom i 1958 og blev oversat af Clara Svendsen. Gyldendal udgav Leoparden i 1959 og genoptrykte den i Gyldendals Tranebøger i 1972. Jeg har stor veneration for denne gendigtning, og det var dén, som jeg citerede fra, da førsteudgaven af nærværende tekst blev trykt i 2005. Jeg modtog da en meget rimelig henvendelse fra Thomas Harder, som spurgte, om der var nogen grund til, at jeg ikke havde brugt hans nyoversættelse fra 1984.
   Det var der egentlig ikke. Min anledning til at skrive var repremieren på Leoparden i den restaurerede og for første gang fulde version af Viscontis filmatisering, som året før var kommet på dvd i den ikoniske klassikerserie fra The Criterion Collection. Det var tranebogsudgaven af Svendsens version, jeg havde stående. Det har jeg haft, siden jeg anskaffede den i min gymnasietid.
   Jeg har her erstattet Clara Svendsens version med Thomas Harders i alle citater. Der er ingen dramatisk forskel. Hos Svendsen har Lampedusa en ældre og mere poleret sprogtone, som passer godt til billedet, man får af Fyrstens karakter under læsningen. Harders version er mere moderne og utvivlsomt mere korrekt. Det er også den kurante. Det er dén, der bliver genoptrykt.
   Det er altid svært at arbejde med nyoversættelser. Ja, den nye udgave er mere korrekt, men der vil uvægerligt være steder – og ofte de steder, der gjorde værket klassisk, og som man forelskede sig i ved første læsning – som taber patina og nimbus. Et eksempel er nyoversættelsen af F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby (1925). Den store Gatsby er mere mundret i Jørgen Nielsens version (2004), end i Ove Brusendorffs friere gendigtning (1948). Men der er mere af Fitzgeralds poesi i den gamle udgave, som netop giver mening til begrebet gendigtning. Klaus Rifbjergs nyoversættelse (2004) af J.D. Salingers The Catcher in the Rye (1951) hedder fornuftigt nok Griberen i rugen, ikke Forbandede ungdom som i Vibeke Cerris version fra 1960. Men nøglestedet, hvor Holden Caulfield ser sig selv som »griberen i rugen«, der passer på de legende børn, står stærkere hos Cerri, ligesom bådene, »der hugger mod strømmen og stadig føres tilbage, ind i fortiden,« hos Fitzgerald. Tilsvarende eksempler er Herman Melvilles Moby-Dick, James Joyces Ulysses, Sylvia Plaths Glasklokken, Thomas Manns Trolddomsbjerget. Jeg er sikker på, at lignende forhold gør sig gældende i forbindelse med de konkurrerende nyoversættelser af Marcel Proust.
   


Der er mere i sagen. I 2002 redigerede Gioacchino Lanza Tomasi (forfatterens adoptivsøn) en ny udgave af romanen, baseret, som det hedder, på »en tekstkritisk sammenføring af de forskellige manuskripter, som findes til Leoparden«. Her er bl.a. tilføjet to tekstfragmenter med digte og breve, og Tomasi har skrevet en efterskrift om det nye materiale. Dette blev føjet til den 6. danske udgave af romanen i 2005. John Petersen oversatte Tomasis tilføjelser, og Thomas Harder justerede sin oversættelse, så den stemmer overens med den nye udgave.
   Min tekst sammenligner forskellige versioner af filmen. Der kan argumenteres for til- og fravalg; prioriteringerne kan i det mindste forklares. Det er en lignende proces, som den litterære formidler, oversætter eller redaktør står overfor. Man bør nok ikke skændes om, hvilken udgave der skal autoriseres. Men se de forskellige bud som alternative, ligeværdige versioner. Og forbeholde sig retten til at bruge det bedste fra flere udgaver. Jeg kender nyoversætterens smerte fra mit eget arbejde med T.S. Eliots Digte 1909-1962. Det er svært at gøre alle tilpas.
   Af tilføjelserne i Leoparden er højdepunktet et kapitel (Fragment B, som skal indsættes mellem del VI og del VII), som indeholder Huset Salinas Digtskat. En redaktionel kommentar taler digtene ned og gennemgår indholdet i parabase-modus. Det gælder en officiel ode, som er fuld af hul lovprisning og eufemismer, der er skrevet til Fyrsten på hans 50 års-dag. Det gælder også 27 sonetter af Don Fabrizio selv. Kun én findes værdig til gengivelse, da den overstiger »de vanskeligheder, som Leopardens kløer stødte på i forsøget på at udrede tidens komplicerede prosodiske og metriske tråde.« Endvidere nævnes (og affærdiges) enkelte digte af Tancredi.
   Oden er sandt nok et floskuløst udstyrsstykke. Leopardens sonet er derimod skarpere end redaktøren:

Kompakt og ganske glat i augustsolens skær
som en blok i cisternen ligger vandet.
Det ligner grønt marmor der er henstillet hér,
Et dige mod sciroccoens anslag mod landet.

Men nej. Fra et skjult lille hul der er dannet
Spildes det skjulte gode man troede så nær
Nytteløst løber det, tåbeligt ud i sandet
Som en glitren i gruset i det sollyse vejr.

Langsomt falder vandstanden og viser mer og mer
alt det sjofelt glinsende der nærmer os til døden:
mudder, orme og kramper der nyder solens gunst

den sol der drukner og gennem hvilken vi ser
vor svaghed der vokser og dukker frem i nøden
thi det der før var frelse er nu dødelig dunst.

Struktur og idé ligner digtene i Boris Pasternaks Doktor Zivàgo, som Feltrinelli udgav (under nervepirrende omstændigheder) i 1957 og som David Lean filmatiserede i 1965. Jeg tror ikke, at Lampedusa kendte til Pasternaks bog, da han skrev. Men Feltrinelli gjorde helt sikkert. På falderebet et kættersk, kontrafaktisk indfald: Tænk, hvis Visconti havde filmatiseret Pasternaks bog, og David Lean havde kastet sig over Leoparden.

***) Nogle forlæggere går lige den dér ekstra meter. Giangiacomo Feltrinelli (1926-1972) satte Ché Guevara-plakaten i masseproduktion og udgav et bibliotek af politiske skrifter. Som Lampedusa og Visconti var han af ædel byrd (og bar, men brugte ikke titlen Marquese di Gargnano). Han grundlagde den kolossale bogsamling på mere end 200.000 bind, som udgør Fondazione Feltrinelli i Milano. I 1954 etablerede han forlagshuset Feltrinelli, som stadig er aktivt og med tiden blev suppleret af en boghandlerkæde. Kriser i driften kunne finansieres med overskuddet fra andre firmaer, som Feltrinelli havde arvet. Blandt bestyrede han Banca Feltrinelli ­– som på Vatikanets Banks vegne blev opkøbt af den mafia-affilierede Michele Sindona og indlejret i Banca Unione – frem til 1968. Politisk blev han stadig mere yderliggående og arbejdede for fraktionen GAP. Han døde under udførelsen af en terroraktion i (sabotage på en elmast). Som bypartisan bar han navnet »Osvaldo«. Men det var marxisten Feltrinelli, som gik imod sit baglands ønsker og udgav Boris Pasternaks Doktor Zivàgo, der blev smuglet ud af Sovjetunionen i 1957. Alle andre forlag havde sagt nej til Lampedusas roman, da Feltrinelli udgav Leoparden. Begge bøger var store succeser. Feltrinelli optræder i Marco Tullio Giordanas Romanza di una strage (2012). Hans liv er skildret i dokumentaren Feltrinelli (2006), som Alessandro Rossetto instruerede. Duoen Neon Neon (amerikaneren Boom Bip og Gruff Rhys fra Super Furry Animals) udgav i 2013 konceptalbummet Praxis Makes Perfect, som er en postmodernistisk rockmusical om Feltrinelli. Forretningen blev videreført af hans hustru og søn. Carlo Feltrinelli skrev i 2001 biografien Senior Service om sin far.

Fotos: Framegrab/ BFI/ The Criterion Collection/ FilmAffinity/ FilmGrab [+]/ Gyldendal
En tidlig udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 19.08.2005 - noter og tilføjelser juni 2020

lørdag den 20. juni 2020

Store filmatiseringer: Doktor Zivàgo (1957/1965)


EN GYLDEN REFLEKS
Doktor Zivàgo 60 år efter

Af BO GREEN JENSEN

DER er flere grunde til at købe billet, når David Leans Doktor Zivàgo, årets film i 1965, kan genses i en god biograf. Det er sådan en film, som man ikke har set, før man oplever den på et stort lærred, i en mørk sal, hvor koncentrationen er tæt. Som Michael Haneke har sagt om 70mm-formatet: »På tv bliver det til en lille stribe med myrer midt i billedet«.  
   Doktor Zivàgo er, hvis nogen skulle have glemt det, fortællingen om et russisk liv, der går til i de første forrevne årtier af det 20. århundrede. Jùrij Andréjevic Zivàgo arbejder som læge og digter, mens en verdenskrig, to revolutioner og en borgerkrig ændrer alt ved landet, han kendte. Kun hans kærlighed til Larìsa F’odorovna Guichard er konstant.
   Làra bliver på sin side voldtaget af Viktor Komarovskij (Rod Steiger), en opportunist som uden at blinke konverterer fra zartid til statskommunisme. Hun bliver gift med Pável Antìpov (Tom Courtenay), der begynder som en god bolsjevik, men ender som et fanatisk uhyre. De får en datter sammen.
   Jùrij får en søn med Antonina Gromèko (Geraldine Chaplin), hustruen han elsker som en søster. Først sammen med Lara finder han fred i den kærlighed, som ifølge Leans film er den eneste mening.




DET er en af de sidste store helaftensfilm. Maurice Jarres folkloristiske pastichemusik (filmen skamrider ærligt talt »Lara’s Theme«) spiller som en lang ouverture, mens publikum går ind. I 60erne blev der solgt trykte programmer. Man får en god, lang tur i tidsmaskinen.
   Filmen er et produkt af sin tid, men den hæver sig også op over tiden. Det er muligvis Leans hovedværk. Efter mandehørmen i Lawrence of Arabia (1962) nyder han tydeligvis at instruere et par. Leans gennembrud var Brief Encounter (1945, da. Det korte møde), en sublim hverdagsfilm om en mand og en kvinde. Her er han tilbage i territoriet.
   Omar Sharif spiller rollen, som både Peter O’Toole, Max von Sydow og Paul Newman sagde nej til. Produceren Carlo Ponti købte filmrettighederne, fordi han så sin hustru, Sophia Loren, som Làra. Det fik Lean heldigvis talt ham fra. Det er Julie Christie, som var 24 år og ret ny i faget, der løfter filmen på plads.
   Digitalt restaureret i 4K-opløsning er filmen så smuk som nogensinde – og sikkert også smukkere. Konturerne står så skarpt, at man skærer sig. Især scenografien og Freddie Youngs scope-billeder kommer til deres ret.




FOR det andet er der bogen, som hele verden måtte læse i 1958, da Boris Pasternak fik årets nobelpris. Hvor Leans film blev kritiseret for ikke at være en Borte med Blæsten i russisk regi – den historiske baggrund er mere kompleks – blev Pasternaks bog bebrejdet, at den ikke var en ny Krig og Fred.
   Begge læsninger begrænser teksten ved at insistere på særlige genrer og troper. Robert Bolts manuskript må i sagens natur lade meget af baggrunden ligge, og især er kronologien forenklet. Men filmen prøver faktisk at være loyal mod titelfigurens livssyn, der svarer ret nøje til Pasternaks eget.
   Pasternaks rejse var stort set den samme som Júrij Zivàgos. Han betragtede revolutionen som et godt og retfærdigt projekt, der kunne vende en feudal samfundsorden. I filmen står Júrij og Tòn'a på balkonen og betragter demonstranterne, som siden bliver hugget ned af kosakker. De glæder sig ved ord som lighed, fred og broderskab. Pasternaks forældre emigrerede til Berlin i 1921. Selv blev han i Moskva og tog del i diverse forfatterbataljer.
   Pasternak blev ikke sendt til fronten i 1. verdenskrig. I stedet skrev han sin tredje digtsamling, Min søster, livet, hvor han første gang lyder som Jùrij Zivàgo. Om dagen arbejdede han som kontorist. I 1915 besøgte han Ural-regionen. Bjergegnen blev i hans personlige mytologi til urversionen af Moder Rusland.



  
HVERKEN revolutionerne i februar og oktober 1917 eller de følgende års borgerkrig, som er indgående skildret i romanen, fik Pasternak til at ændre holdning. Det skete først efter Lenins død i 1924, forvisningen af Leon Trotskij og Stalins magtovertagelse i 1928.
   I 1931 blev Pasternak igen sendt til Ural for at rapportere om virkningen af den første femårsplan. Han så, hvad tvangskollektiviseringen havde gjort ved landbruget. Pasternak blev chokeret over den sociale opløsning i regionen. 
   Efter de politiske udrensninger i 1937 var Pasternak kureret for sympatier. I et brev til forældrene sidestiller han Hitlers og Stalins regimer: »De er venstre og højre fløj af den samme materialistiske nat,« skriver han.
   Herefter driver forfatteren ind i en distanceret attitude, som blander desillusion med en stoisk mystik. I et brev fra 1959 skriver han om »en levende, bevægelig virkelighed«, som er i stadig, vilkårlig forandring. Den er »hævet over tiden, begivenheder og personer«. Det er selve denne »stædige, frie, fantastiske flyden«, som Pasternak prøver at holde fast.






  
JÚRIJ og Làra bliver kastet omkring af en udeltagende skæbne. Men i kaos er der varme øer, som kun træder frem, fordi stormen presser vandet tilbage. Romanens bedste sted er dér, hvor parret endelig elsker, og han giver sig til at skrive digtene, som er trykt på de sidste 60 sider i Doktor Zivàgo:
   »Lampens gule skær faldt fredeligt på de hvide ark og flød som en gylden refleks på blækkets overflade inde i blækhuset. Uden for vinduet blånede den frostklare vinternat. Jùrij Andréjevic gik ind i det mørke, uopvarmede naboværelse, hvorfra man havde et bedre udsyn, og kiggede ud af vinduet. Fuldmånens lys gav snemarken samme massive konsistens som sminke eller æggehvide. Frostnattens pragt var ubeskrivelig. Doktoren havde fred i sjælen. Han gik atter ind i den varme, lyse stue og begyndte at skrive.«
   Scenen må siges at være sat. Herefter følger en detaljeret skildring af skabelsesrusen. Man kommer ingen vegne med Doktor Zivàgo, hvis man ser poesi som et anti-patetisk projekt for den ironiske elite.



BOGEN har en fantastisk historie. Manuskriptet blev smuglet ud af Sovjetunionen, da journalisten Sergio d’Angelo besøgte Pasternak i forfatterbyen Peredelkino. Pasternak havde vist uddrag til forlag, aviser og tidsskrifter, men fik alle vegne at vide, at ånden i bogen var reaktionær.
   Journalisten kom på vegne af Giangiacomo Feltrinelli, den legendariske italienske venstrefløjsforlægger, som siden gjorde Che Guevaras Dagbog fra Bolivia til et verdenshit. Han trykte også de første plakater med Alberto Kordas ikoniske helteportræt. Feltrinellis Milano-baserede forlag var modellen for danske initiativer som Rhodos og Tiderne Skifter.
   Feltrinelli var en foretagsom kommunist med moral. Han overhørte alle advarsler om ikke at udgive bogen. Den italienske oversættelse udkom i 1957, og mange andre udgaver fulgte. Som straf blev Feltrinelli ekskluderet af partiet. Det tog han med knusende ro.
   Det amerikanske efterretningsvæsen elskede hele ideen om en systemkritisk kærlighedsroman, skrevet af en anerkendt digter og oven i købet forbudt i sit hjemland. CIA fik trykt en russisk udgave, som blev uddelt – fra Vatikanets stand, til og med – på verdensudstillingen EXPO 58 i Bruxelles.*
   Endnu bedre blev det, da Pasternak fik sin nobelpris. Først sagde forfatteren tak og stod fast, da myndighederne bad ham afslå prisen. Han gav sig først, da man truede med at tage huset i Peredelkino fra familien og inddrage digterens statsborgerskab. Pasternak døde af lungekræft i 1960, lige så tæret og tømt som den »Hamlet«, der indleder digtkredsen til Lara:

Alt forstummer, nu jeg står i døren,
Uvis, endnu lænet til dens karm.
Som et ekko når til mine øren
Langvejs fra, min travle samtids larm

(...) 

Men intrigens mønster og regi
Er på forhånd fastlagt, enden givet.
Ene. Alt går til i hykleri.
Nem er døden, nemt er ikke livet.**




MEST interessant er måske det portræt, som filmen tegner af Sovjetunionen. Revolutionen og borgerkrigstiden er skildret som en uafbrudt række af rædsler, der knuser den enkeltes liv. Men i Robert Bolts manuskript er historien lagt ind i den rammefortælling, som også Pasternak bruger til slut.
   Làra er med til Jùrijs begravelse og beder hans halvbror, Jevgraf Andréjevic Zivàgo, som nu er generalløjtnant i KGB, finde datteren Tanja, som hun fik med Jùrij. Kort efter bliver Làra arresteret og går til et sted i Stalins Gulag.
   Jevgraf, som spilles med isnende empati af Alec Guinness, leder efter sin niece og finder Tanja ved en nyopført dæmning, hvor hun arbejder som vaskepige. Det er uklart, om hun er kærlighedsbarnet.
   Jevgraf viser hende bogen med digtene til Lara, som har klassikerstatus i arbejderstaten. Pigen selv husker intet, men Jevgraf (og filmen) er endelig sikker, da han ser den balalajka, hun har lært sig selv at spille på.
   Sovjetunionen er i disse scener skildret som et samfund, der har lagt rædslerne bag sig. Stalin er død, der er tøvejr i luften. Jevgraf taler sørgmodigt om prisen for at være nået så langt. Billedet af den nye nation er tæt på at være heroisk.







DER er endelig også min egen erindring. Jeg kan med stor sikkerhed zoome ind på det sted, hvor jeg overgav mig til filmen. Det er, da Jùrij og Làra (og Làras og Pashas datter) er sammen i Varykino. Han skriver de første digte til Làra, mens ulvene hyler i sneen, og Maurice Jarres musik tonser ned.
   Det er en direkte dramatisering af romanens fjortende del og et sjældent forsøg på at vise en forfatter, der skriver. Làra læser Jùrijs digt og siger: »Det er jo ikke mig, Jùrij. Det er dig.« Så peger han på hendes navn, og de elsker.
   Næste gang ulvene hyler, siger Jùrij, at de er bange og ikke vil angribe. Han skriver, og datteren sover, da Làra kommer ind. Hun gyser og siger: »This is an awful time to be alive.« »Nej,« siger han og har ret lige dér.
   Jeg var 12 eller 13 år gammel. Det har sikkert været i 1967, da »Somewhere My Love« lå højt på Top 20. Jeg blev ærbart forelsket i Julie Christie, som havde en god tid de næste ti år. Hun var med i Fjernt fra verdens vrimmel, Petulia, Sendebudet, McGabe & Mrs. Miller, Rødt Chok, Shampoo og Nashville. Jeg missede ikke én af de film.



I 2020 er Christie blevet 80 år. Jeg så hende senest i Robert Redfords The Company You Keep, en film om aldrende aktivister (fra den amerikanske Weather Underground Organization) med instruktøren selv i den mandlige hovedrolle. Christie spiller her en anden af de gamle terrorister, som har fået nye identiteter og ligget lavt siden 70erne. Hun har en enkelt scene sammen med Shia LaBeouf, som spiller journalisten, der vil finde de forhenværende Weathermen-medlemmer.
   The Company You Keep blev vist på Venice Film Festival i 2012. Den kom desværre ikke til Danmark, hvor man nødigt beskæftiger sig med Redfords politiske side. Det gjorde til gengæld Sarah Polleys Away From Her (2006), hvor Christie spiller en senil-dement kvinde, der siger farvel til sin mand og indleder en ny relation på plejehjemmet, hvor alle er jævnbyrdigt stillet. Karakteren har adskilligt tilfælles med den, som Ghita Nørby spiller i Michael Noers Nøgle hus spejl (2015). Christie modtog en masse priser for rollen.
   Hvad har det nu med sagen at gøre? Det har alt med sagen at gøre. Når man genser gamle film, må man huske de nye og alt, hvad der fulgte. Film er en fantastisk kulturbærer. Den husker også noget, som vi ikke selv kan se. Kald det farve eller tidsånd. Man ser simpelt hen, hvordan tiden trådte frem. Øvelsen giver dobbelt mening, når filmen genskaber noget, der var. Som Rusland i revolutionstiden, som Kastrup Bio i 60ernes morgen.



*) Førsteudgaven af Doktor Zivàgo er den italienske fra 1957. Baggrunden for den amerikanske udgivelse, som CIA sponsorerede, er beskrevet i bogen The Zhivago Affair (2014) af Peter Finn og Petra Couvée. Historien er så god, at Lara Prescott bruger den som baggrund for romanen The Secrets We Kept (2019), der i 2020 er kommet på dansk med titlen Alt hvad vi var. Prescott - der har sit fornavn fra Pasternaks bog - bruger Zivago-affæren til at fortælle en kønspolitisk koldkrigshistorie, der også skylder fiktioner som The Americans og Bridge of Spies en del. Den er oversat til 30 sprog. Der er sikkert en filmversion undervejs.



**) Ivan Malinovkis danske oversættelse udkom første gang i 1961 og er senest genudgivet i 2008. En ny engelsk oversættelse af Richard Pevear og Larissa Volokhonsky (med et nyttigt forord af Pevear) fra 2010 skal være mere nøjagtig, men i det mindste poesien er bedre versioneret hos Malinovski, som bevarer Pasternaks rim (»prosaoversættelser af bundne digte er efter min mening værre end ingenting,« bemærker han tørt, da han introducerer »Júrij Zivàgos digte« til slut i andet bind) og præsenterer digteren sjældent kongenialt.  




Doktor Zivago (Doctor Zhivago). Instr.: David Lean. Manus: Robert Bolt. Foto: Freddie Young. 200 min. USA-UK 1965. Dansk premiere: 06.10.1966. Digitalt restaureret kopi i 4K. Repremiere 14.04.2016



Foto: MGM/ SF Studios
En tidlig udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 15.04.2016

lørdag den 13. juni 2020

Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig latter]


CHAPLIN EFTER VAGABONDEN
Diktatoren, Morderen, Klovnen og Kongen

Af BO GREEN JENSEN


BEGYNDELSEN er legendarisk. Som medlem af Fred Karnos turnerende varieté kom den 23-årige englænder Charles Spencer Chaplin til USA i 1912. Han hoppede af og blev hængende i den endnu spæde filmindustri, der gjorde indtryk på ham som fremtidens medie. Han arbejdede for Mack Sennetts Keystone Film Company, hvor han i 1914 medvirkede i ikke færre end 35 titler. En af dem var Kid Auto Races at Venice (da. Chaplin vil fotograferes), hvor han første gang optræder som The Tramp, Vagabonden, der blev hans signaturfigur.
   I 1915 skrev han en bedre kontrakt med The Essenay Film Manufacturing Company, hvor han skabte 15 korte farcer, bl.a. The Tramp. Han holdt skiftedag i 1916 og producerede for Mutual Film Company yderligere 12 korte titler, bl.a. den fremadskuende The Immigrant (da. Chaplin som emigrant) og den komiske klassiker The Floorwalker (da. Chaplin i stormagasinet).

1. Lille mønsterbryder: The Kid, 1921

CHAPLIN var nu en feteret stjerne, som på ingen tid havde fået et begejstret globalt publikum. I 1918 skrev han en stjernekontrakt med First National Pictures og producerede fra eget studie de otte film, som han havde lovet dem. National var særdeles skeptisk, da The Kid (da. Chaplins plejebarn) i 1921 brød budgettet og blev til »six reels of joy« i stedet for de sædvanlige to ruller, som man havde aftalt.




MED Jackie Coogan i titelrollen som Knægten og Chaplin selv på højden af sin fysiske formåen, er The Kid den første film om Vagabonden, der endnu kan ses uden skyldig hensyntagen til tilblivelsestidspunktet. Den er på én gang dugfrisk og eviggyldig. Det er barnet og manden, som finder sammen, bare de to imod hele verden, med alt hvad dertil hører af hjertevarme og kærlighed. The Kid er meget passende den første film i The Chaplin Collection, et boxsæt med de fleste af Chaplins lange film.*
   Jeg har tilbragt nogle intense døgn med at dykke og pirke og gå på opdagelse i dette boxsæt. Det var bestemt stort at gense de restaurerede hovedværker, The Gold Rush (1925, da. Guldfeber) og The Circus (1928, da. Cirkus), hvor Vagabond-figuren eksponentielt bliver større og mere klart defineret, før han kulminerer i klassikerne City Lights (1931, da. Byens lys) og Modern Times (1936, da. Moderne Tider), der begge retfærdiggør betegnelsen mesterværker. 
   Det var også interessant at se A Woman of Paris (1923, da. Kvinden fra Paris), som Chaplin skrev til Edna Purviance og instruerede som sin anden lange spillefilm, da han var kommet ud af kontrakten med First National og havde etableret United Artists sammen med D.W. Griffith, Mary Pickford og Douglas Fairbanks. De fleste oplevelser lå imidlertid i gensynet med filmskaberens sene produktion, som ikke helt retfærdigt står i skyggen af de tidlige arbejder.
   Hvad The Chaplin Collection fremfor alt demonstrerer, er i hvor høj grad den store, varme og sentimentale underholder også var en skarp, kompromisløs og af og til iskold politisk filmskaber. Lad os derfor begynde et godt stykke inde i Chaplins fem årtier. Før 1923 skabte han 72 titler. Siden tog det ham godt og vel 40 år at blive færdig med de sidste ti.

2. »Vi tænker for meget og føler for lidt«: Diktatoren, 1940 



»WE think too much and feel too little,« siger Chaplin i den berømte og skelsættende tale, som afslutter The Great Dictator (1940, da. Diktatoren). Den lille jødiske barber, endnu en version af Vagabonden, bliver forvekslet med Adenoid Hynkel, den præcise karikatur af Adolf Hitler, som Chaplin skabte umiddelbart før krigsudbruddet i 1939. Diktatoren havde premiere den 15. oktober 1940. Der blev arbejdet på produktionen i 559 dage, en rekord selv for Chaplin, der havde ressourcer til at gøre den slags, fordi han ejede sit eget studie og var sin egen chef.
   Talen holdes ved et stævne, der er baseret på det nazistiske partikonvent i Nürnberg, som Leni Riefenstahl skildrer i Triumph des Willens (1935, da. Viljens triumf). I sit portræt af diktatoren arbejdede Chaplin med avisreportager og nyhedsrevyer som grundmateriale. Hynkels operettepalads var en parodi på det opulente Rigskansleri, som Albert Speer havde tegnet til Hitler. Især bed Chaplin mærke i en strategisk detalje på Hitlers kontor, nemlig den mandsstore globus, som i filmen udløser en komisk ballet. Da de russiske tropper nåede Berlin, var bygningen rippet for alt inventar. Dog stod en enkelt uhåndterlig genstand tilbage: megalomanens gigantiske globus.




OPRINDELIG havde Chaplin skrevet en kortere tale, som affødte en mere farceagtig slutning. Når barberen havde talt, skulle brunskjorterne give sig til at danse. På selve settet, og mens begivenhederne i Europa gjorde filmen forstemmende døgnaktuel, ændrede Chaplin slutningen til den nuværende. Da han endelig taler i The Great Dictator, hører man for første gang filmskaberens egen stemme. Chaplin talte på film i 1931, da en nyhedsrevy fastholdt hans møde med østrigske fans. I dramatisk sammenhæng udgør nonsenssangen i Modern Times hans første forsigtige tilnærmelse til tonefilmen. 
   Som Hynkel siger han en masse i Diktatoren, men dialogen består af lydord, som karikerer Hitlers rablende oratiske udfoldelser. Chaplin havde arbejdet længe med talen, som udgør hans humanistiske manifest. Han taler til slut på helt egne vegne: »Vi tænker for meget og føler for lidt. Snarere end flere maskiner, har vi brug for mere menneskelighed. Snarere end snedighed har vi brug for venlighed og nænsomhed. Uden disse egenskaber vil livet forme sig hårdt og brutalt, og alt vil være tabt.«** 



CHAPLINS tale er så overdrevent sentimental og patetisk, som han forbeholdt sig retten til at være. Det er samtidIg disse kvaliteter, der gør den tidløs og universel. Den taler med ord til forstanden og hjertet, på nøjagtig samme måde som Vagabonden altid har gjort via billeder. Og på fantastisk vis var Chaplins stemme den eneste, der talte mørket i tiden så klart imod. Ellers så Hollywood tiden an med hensyn til krigen i Europa. Det nazistiske menneskesyn havde magtfulde sympatisører i USA.
   FBI-direktøren J. Edgar Hoover, der havde haft Chaplin på sin sorte liste fra begyndelsen, kunne afskrive The Great Dictator som anti-amerikansk. Chaplin talte for en alliance med Sovjetunionen. Han tog det næsten personligt, da Hitler og Stalin i 1939 underskrev den famøse ikke-angrebspagt. Også da blev det nødvendigt at nytænke filmen.
   Som skildret i Kevin Brownlows og Michael Klofts dokumentarfilm The Tramp and the Dictator (2001) var der meget ved Hitler, som fascinerede Chaplin. De var født i samme år og samme måned. De havde forladt deres hjemland for at gøre lykke. Tilfældigvis lignede Hitler Vagabonden. Chaplin studerede nyhedsrevyer med Hitlers taler og kunne se, at manden var latterlig og farlig. Samtidig følte han en absurd respekt for diktatorens dramatiske evner. Han kaldte Hitler en stor skuespiller. Og sagde efter krigen, at han aldrig ville have skildret antisemitismen i komisk belysning, hvis han havde vidst, hvor vidt man allerede dengang havde drevet umenneskeligheden i i nazisternes Tyskland.
   Mere overraskende er måske, at Hitler faktisk så og tilsyneladende også satte pris på The Great Dictator. Han så amerikanske film for sin fornøjelse og skrev ofte sine indtryk ned. Skrev han schlect kom filmene ikke ud i Tyskland. Den dom blev blandt andet fældet over Tarzan. Hitler bestilte Diktatoren til gennemsyn. Nogle dage senere bestilte han den igen. Han gav ingen skrevne kommentarer, men en betroet medarbejder forestiller sig, at Hitler sandsynligvis kunne le af scenerne, hvor Hynkel konkurrerer med Napaloni, filmens Mussolini-parodi. »Føreren var skam ingen dødbider,« siger den gamle fælle med varme i stemmen. Det er utroligt, hvad man vil stå frem med i dag.



DA Chaplin overvejede at skrinlægge filmen, bad præsident Roosevelt ham om at fuldføre den. Chaplin har altid haft sine kritikere, i USA i særdeleshed, men også blandt europæiske intellektuelle. En særlig selvfed ironisk bevidsthed finder den patetiske faktor anstødelig, behagesyg og beregnende.
   Det er dog netop den totale mangel på kalkulerende elementer, der gør Chaplins patos så anfægtende. Fordi han kunne manipulere med stor ekspertise, når det tjente hans formål, gør det indtryk, når han taler fra hjertet. Han ytrer sig da på den enkeltes vegne, og han gør det med større ret og mere indsigt end de analyserende æggehoveder, som foragter hans sentimentale træk. Hvad han siger er ganske enkelt, at vi af og til har mere brug for følelsesmæssig intelligens.
   Sammenstillingen af instinktiv farce, rendyrket slapstick og mørk politisk virkelighed fører ofte filmen ind i områder, hvor især eftertiden føler sig utryg. Her er med andre ord den farlige humor, som ofte efterlyses fra kritisk hold. Chaplins kunst er aldrig konfliktfri og kommerciel. Han leverer aldrig standardvaren, men bliver ved med at bore efter den unikke vinkel, netop fordi den personlige satsning er høj. Han gik ikke bare hjem bagefter. Han levede sine film helt og holdent.

3. »Han er ikke Charlie, men Charlie er i ham«: Monsieur Verdoux, 1947




ALLEREDE i 1930erne, mens publikum endnu var med ham, optrappede de konservative kræfter kampagnen mod den irriterende britiske enegænger med de kommunistiske sympatier. Efter sigende var det en kombination af personlig antipati og kritisk klarsyn, der udløste den lange krig mellem J. Edgar Hoover og Chaplin. Hoover gjorde tidligt tilnærmelser til Chaplin og prøvede at vinde ham for den patriotiske sag. Chaplin afviste ham med nonchalent arrogance. De to mænd kunne ikke fordrage hinanden. Allerede i 1917, da Chaplin skildrede ankomsten til Det Forjættede Land i The Immigrant, satte Hoover hans navn på sin liste. 
   Under alle omstændigheder blev Diktatoren Chaplins sidste succes. Da Monsieur Verdoux fik premiere i april 1947, havde stemningen vendt sig til åbenlys fjendtlighed. Apparatet hadede filmen på forhånd, og nu tog pressen systemets parti. Samme år blev Joseph McCarthy valgt ind i Senatet, og præsident Truman formulerede en såkaldt »loyalitetsordre« for statsansatte, dvs. et amerikansk berufsverbot. Det ideologiske korstog mod kommunismen begyndte for alvor i 1950, men det var allerede en stor tid for medløberiet.
   Hertil kom, at Monsieur Verdoux var en selvbevidst bestræbelse, som skød langt forbi den populære smag i efterkrigsårene. Man ville muligvis have tilgivet Chaplin hans særheder, de socialistiske sympatier og de rodede forhold til purunge kvinder, hvis han havde bragt Vagabonden tilbage. Trods alt var uimponeret respektløshed en del af karakterens væsen. Imidlertid valgte Chaplin netop dette tidspunkt til at tage afsked med Vagabonden og tale tiden ret imod.



MONSIEUR Verdoux er et vovestykke. Det var egentlig Orson Welles, som ville basere en komedie på sagen om den franske bigamist og seriemorder Henri-Désiré Landru, der i 1922 blev henrettet for mordene på 10 kvinder og en enkelt dreng. I 1941, umiddelbart efter premieren på Citizen Kane, henvendte Welles sig til Chaplin og spurgte, om han ville spille hovedrollen i en sort komedie om den franske Blåskæg. Chaplin købte i stedet ideen af Welles og brugte to år på at udvikle manuskriptet til A Comedy of Murders, som filmen hed i begyndelsen.
   Han spiller her æsteten med de pertentlige manerer og en lidenskab for roser, som i næsten italiensk farcestil holder en stakåndet mængde forhold og ægteskaber i luften på én gang. Han faldt ind i vanen med at gifte sig til penge, for snart efter at dræbe sine hustruer, da han under den økonomiske nedtur mistede sit arbejde som bankkasserer. Verdoux har en handicappet hustru og en søn, som han elsker for alvor. Hovedparten af sin tid bruger han dog på at pendle mellem forskellige koner. Han investerer sine penge i aktier. Endelig ramler hans verden sammen, da børskrakket kommer. Samtidig må han flygte fra et bryllup, hvor en af hans andre hustruer dukker op som gæst.
   Filmen er for det meste morsom på en temmelig ubehagelig måde. Hvis man i Diktatoren kunne have det sært med at le, mens Hynkels brunskjorter hærger i den jødiske ghetto og bl.a. vil lynche barberen, bliver det endnu vanskeligere at more sig i Monsieur Verdoux. En febrilsk undertone gør filmen ganske spændende. Den er fuld af karikerede kvindefigurer, men kan ikke afskrives som misogyn. De fleste af Verdouxs ofre er ældre, uskønne kvinder, men de er hverken skildret som dumme eller ondskabsfulde.
   En ung kvinde, der vil prostituere sig, bliver fremstillet værdigt og smukt af Marilyn Nash. Hende lader han leve, og hun bliver på sæt og vis begyndelsen til enden. Et kapitel for sig er den pragmatiske amerikanske amazone, spillet i Lucille Ball-modus af Martha Raye, som Verdoux har giftet sig med under dække af at være kaptajn i handelsflåden. Hun skærer ukueligt igennem og overlever alle hans forsøg på at tage hendes liv. Så Verdoux resignerer. Den uudslettelige kvinde er sikkert Chaplins syrlige, men alt i alt godmodige hyldest til et folk og et land, der altid vil overleve.


   
MONSIEUR Verdoux er Chaplins første ægte tonefilm. Han taler selv med den omhyggelige, påtaget aristokratiske accent, der ligger langt fra hans cockneybaggrund. Dialogen er for alvor søgt integreret i plottet. Verdoux lægges frem som en selvbevidst dandy, der ofte skræmmer kvinderne væk, men lige så ofte charmerer dem på fem minutter med sine poetiske kærlighedstaler. For første gang er han på demonstrativ vis ikke Vagabonden. Alligevel bærer han hat, går med stok, har en sirlig moustache og gebærder sig vævert. Adskillige af Vagabondens manierismer slår igennem. »Han er ikke Charlie, men Charlie er i ham,« sagde Claude Chabrol (1930-2010), som var en stor beundrer af Monsieur Verdoux.
   Chabrol, der i 1962 skabte filmen Landru (da. Er det synd at myrde kvinder?), peger samtidig på forskellen mellem virkelighedens Landru og Chaplins Verdoux. »Landru var en særling. Verdoux er filosof.« Chabrol er ikke i tvivl om, at det er Vagabonden, som til slut bliver ført ud til skafottet.
   Det er i hvert fald Chaplin selv, der taler gennem Verdoux, mens han venter i dødscellen. Han taler atter om humanistisk modsat totalitær moral, men hans ord udgør nu et bittersødt modstykke til den patetiske gestus i Diktatoren. En journalist spørger Verdoux, om han fortryder. Verdoux fortryder ikke det mindste og opfatter ikke sig selv som forbryder. Tager man ét liv, er man morder. Tager man millioner, bliver man en helt. »Numbers sanctify« – »tallene guddommeliggør« – lyder den sønderlemmende civilisationskritik til slut i Monsieur Verdoux. Ordene illustreres med indklip af hære, der mobiliserer.
   I USA fik filmen ikke en chance. I Europa så man bedre efter, men det var tydeligvis ikke en film, man tog børnene med til. Det blev Chaplins arbejder aldrig igen. Kritikeren Charles Silver har skrevet, at »Verdoux er Vagabonden som gammel, omsider tvunget ind i livets intriger af ansvar og familie.«
   Det lyder fornuftigt. På afstand ligner Chaplin et offer for Conan Doyle-syndromet, men Charlie ville ikke dræbe The Tramp, som Doyle ville udslette Sherlock Holmes. Alle Chaplins senere figurer forholder sig til Vagabonden. Til gengæld fik Doyles læsere detektiven tilbage, da de havde plaget længe nok. Vagabonden vendte aldrig hjem.

4. Nostalgi betyder hjemve: Rampelys, 1952





EFTER de politiske arbejder ville Chaplin skabe en film, som i bund og grund ikke var kontroversiel. For første gang overvejede han, om han virkelig var ude af trit med tiden. Han følte også en akut præstationsangst, hvilket ikke var første gang. Når tingene strammede til i privatlivet, og når kunstneren følte sig udsat og trængt, vendte han altid tilbage til sit rette element, den sentimentale komedie. The Kid blev til i et inferno af faderskabssager, kostbare skilsmisser og halvfærdige forhold. Tredive år senere skabte han Limelight (1952, da. Rampelys), som stadig giver hårde mænd bævende stemmer.
   Den fallerede varietekunstner Calvero forsvandt fra rampelyset, da han stivnede midt i sin trætte rutine. Nu redder han den unge danserinde Terry, som har forsøgt at tage sit liv. De hjælpes med at genrejse hinanden, og Terry leger endog med ideen om at gifte sig med faderfiguren. I 1943 havde Chaplin giftet sig for fjerde gang med Oona O’Neill. Hun var 18, han var 54. Denne aldersforskel – og offentlighedens meninger om den – har meget at gøre med forholdet mellem Calvero og Terry i Rampelys
   Endvidere arbejder filmen på at skabe idealiserede portrætter af Chaplins egne forældre. Limelight er en gennemført øvelse i nostalgi, som egentlig betyder hjemve. Den er lavet i Hollywood i 1951, men udspiller sig i London i 1914, på den samme hendøende music hall-scene, som Chaplin forlod, da han opdagede filmen.
   I Sunset Boulevard (1950) havde Billy Wilder samlet veteraner fra begyndelsen til en bridgeaften hos Norma Desmond (Gloria Swanson) og hendes tragiske tjener (Erich von Stroheim). En af »voksfigurerne« var Buster Keaton, som var ved at blive glemt og kunne bruge honoraret. Chaplin gør det samme for sin gamle våbenfælle i Rampelys, hvor Keaton spiller Calveros kollega.***
   Limelight blev Chaplins sidste amerikanske arbejde, og man skulle ikke mene, at komikerens kritikere kunne finde meget at udsætte på moralen. Det kunne de imidlertid. Senator McCarthys politiske heksejagt var nu på sit højeste. Alt blev blandet sammen, og ingen lagde fingre imellem. Claire Bloom, som spillede Terry, fortæller at Chaplin ikke nærede illusioner om den amerikanske modtagelse. »Jeg vil ikke spilde Deres tid, mine damer og herrer,« sagde han ved pressemødet. »De kan begynde slagteriet.«





   
5. En konge i Schweiz

I SEPTEMBER 1952 rejste Charlie og Oona til Europa for at lancere Limelight. Chaplin fik ikke fornyet sin opholdstilladelse. To år senere valgte Oona at blive britisk statsborger ligesom sin mand. De bosatte sig i en naturskøn The Sound of Music-agtig kulisse ved Genfersøen i Corsier-sur-Vevey. Der var 18 værelser i Manoir de Ban, og parret befolkede dem systematisk. I 1919 havde Chaplin mistet sit første barn, en søn som han fik med Mildred Harris og som kun blev tre dage gammel. Han fik to sønner sammen med Lita Grey. Ægteskabet med Paulette Goddard var barnløst. Til gengæld fik Charlie og Oona otte børn sammen, fem piger og tre drenge, mens han brugte de sidste 25 år af sit liv på at pleje arkivet, skrive ny musik til gamle film og relancere fortidens bedrifter i definitive udgaver. I 1964 udkom selvbiografien Mit liv. Selv i Schweiz skrev Hoovers agenter rapport, når familien Chaplin gik i cirkus.



MED base i Schweiz skabte Chaplin sine sidste to spillefilm. I den næstsidste, A King in New York (1957, da. En konge i New York), spillede han selv titelrollen som den eksilerede Kong Shahdov, der kommer til USA efter en revolution.
   En minister løber med statskassen, og Kongen må benytte sig af de tilbud han får, ikke mindst fra reklameindustrien, så han kan betale regningen på Hotel Ritz. På en lidt støvet måde ironiserer filmen over de aspekter af 50ernes massekultur, som Chaplin foragtede allermest: rock and roll, film i det brede Cinemascope-format, den kommercielle forgudelse af ungdommen og den gennemgribende konsumerisme, der forvandler livet selv til annoncer. Chaplin var 68, da han optog filmen i London. Alligevel ses Vagabonden i glimt.
   Filmen er værd at se alene for slutscenen, hvor Kong Shahdov oversprøjter den præsiderende House Un-American Activity Committee med vand. Det sker ved et komisk uheld, men det står mere end klart, at han gør det med glæde. Kongen vidner, fordi han har taget sig af Rupert Macabee, en dreng hvis forældre var kommunister. For at redde dem vidner Rupert og nævner navne. I begyndelsen er han en ret ulidelig miniature-demagog. Til slut er han et knækket barn. Charlies egen søn, Michael Chaplin, spiller drengen.
   Filmen har for travlt med at sige for meget til at være egentlig vellykket, men man ser den med fornøjelse og stor sympati. Det er Chaplins opgør med landet, som han i et brev til dramatikeren Clifford Odets kaldte »en byld« og »et sted hvor man kastrerer dissidenter«. Ethel og Julius Rosenberg, som kunne være Ruperts forældre, blev henrettet i 1953. Senator McCarthy var endelig faldet i unåde i 1954. Alligevel var det ikke risikofrit at kritisere the American way. Filmen fik selvsagt ikke premiere i USA og blev først vist dér i 1973. Det kan undre, at Chaplin tog til Hollywood for at modtage en æres-Oscar i 1971. Han fik da en særlig indrejsetilladelse, som kun var gyldig i 14 dage.





CHAPLINS sidste film, A Countess from Hong Kong (1967, da. Grevinden fra Hong Kong) med Sophia Loren og Marlon Brando, var tænkt som en sofistikeret sædekomedie med moderne stjerner i de bærende roller. Den blev i stedet en støjende, rodet affære, som man fra kritisk hold overfortolkede, fordi den var skabt af Charlie Chaplin. Han døde mere end mæt af dage den 25. december 1977. Men Vagabonden lever videre, ligesom Diktatoren, Morderen, Klovnen og Kongen. Til slut i sin selvbiografi skriver han:
   »Schopenhauer sagde, at lykke er en negativ tilstand – men jeg er ikke enig med ham. I de sidste tyve år har jeg oplevet, hvad lykke vil sige. Jeg har den store lykke at være gift med en vidunderlig kvinde. Jeg ville ønske, jeg kunne skrive mere om dette, men her kommer kærligheden ind, og fuldendt kærlighed er den smukkeste af alle hæmninger, fordi den er mere end man kan udtrykke (...) Med al denne lykke sidder jeg undertiden ude på terrassen i solnedgangen og ser ud over den store grønne plæne ned mod søen i det fjerne, og hinsides søen til de beroligende bjerge, og i denne sindsstemning tænker jeg ikke på noget som helst, nyder kun deres storladne stilhed.«




*) The Chaplin Collection indeholder: The Kid, A Woman of Paris, The Gold Rush, The Circus, City Lights, Modern Times, The Great Dictator, Monsieur Verdoux, Limelight og A King in New York. Boxsættet udkom på blu-ray i 2015. Chaplins film distribueres i Danmark af Miracle Film, som jævnligt giver dem repremiere.  

**) Der ligger mange versioner af talen på YouTube, nogle farvelagt og med musikalsk underlægning. Den fulde tekst er følgende: »I'm sorry, but I don't want to be an emperor. That's not my business. I don't want to rule or conquer anyone. I should like to help everyone if possible - Jew, Gentile, Black Man, White. We all want to help one another, human beings are like that. We want to live by each other's happiness, not by each other's misery. We don't want to hate and despise one another. And this world has room for everyone, and the good Earth is rich and can provide for everyone. The way of life can be free and beautiful, but we have lost the way. Greed has poisoned men's souls, has barricaded the world with hate, has goose-stepped us into misery and bloodshed. We have developed speed, but we have shut ourselves in. Machinery that gives us abundance has left us in want. Our knowledge has made us cynical - our cleverness, hard and unkind. We think too much, and feel too little. More than machinery, we need humanity. More than cleverness, we need kindness and gentleness. Without these qualities life will be violent, and all will be lost. The aeroplane and the radio have brought us closer together. The very nature of these inventions cries out for the goodness in men - cries out for universal brotherhood - for the unity of us all. Even now my voice is reaching millions throughout the world - millions of despairing men, women, and little children - victims of a system that makes men torture and imprison innocent people.To those who can hear me, I say - do not despair. The misery that is now upon us is but the passing of greed - the bitterness of men who fear the way of human progress. The hate of men will pass, and dictators die, and the power they took from the people will return to the people. And so long as men die, liberty will never perish. Soldiers! Don't give yourselves to brutes - men who despise you - enslave you - who regiment your lives - tell you what to do - what to think and what to feel! Who drill you - diet you - treat you like cattle, use you as cannon fodder. Don't give yourselves to these unnatural men - machine men with machine minds and machine hearts! You are not machines! You are not cattle! You are men! You have the love of humanity in your hearts! You don't hate! Only the unloved hate - the unloved and the unnatural! Soldiers! Don't fight for slavery! Fight for liberty! In the 17th Chapter of St Luke it is written: "the Kingdom of God is within man" - not one man nor a group of men, but in all men! In you! You, the people have the power - the power to create machines - The power to create happiness! You, the people, have the power to make this life free and beautiful, to make this life a wonderful adventure. Then - in the name of democracy - let us use that power - let us all unite. Let us fight for a new world - a decent world that will give men a chance to work - that will give youth a future and old age a security. By the promise of these things, brutes have risen to power. But they lie! They do not fulfil that promise. They never will! Dictators free themselves but they enslave the people! Now let us fight to fulfil that promise! Let us fight to free the world - to do away with national barriers - to do away with greed, with hate and intolerance. Let us fight for a world of reason, a world where science and progress will lead to all men's happiness. Soldiers! In the name of democracy, let us all unite!«



***) En lang række gamle Hollywood-navne spiller sig selv i Wilders syrlige hyldest til stumfilmens glory days. Ved bridgebordet sidder også H.B. Warner, som spillede Jesus Kristus i Cecil B. DeMilles The King of Kings (1927, da. Kongernes Konge) og Anna Q. Nilsson (1888-1974) fra Ystad, som kom til USA i 1905 og blev et stort navn i jazzårenes Hollywood. Det var ikke tonefilmens ankomst, der knækkede Nilsson. Hun kom til skade ved en rideulykke i 1928 og var inaktiv i tre år. Da hun vendte tilbage, var publikum væk. Herefter fulgte 40 år med små eller helt ukrediterede roller.    

Enter: C.C. i Making a Living, 1914
Exit: C.C. i A Countess from Hong Kong, 1967
Artiklen begyndte i Weekendavisen Kultur 02.01.2004. Teksten er her bearbejdet og forkortet (!). Den hed dengang bare 'Efter Vagabonden'.