Translate

torsdag den 27. januar 2022

László Nemes: Sauls søn (2015) [Holocaust Remembrance Day 2022]


KREMATORIETS RAVNE
Den laveste kaste i lejrsystemet

Af BO GREEN JENSEN

SELV i fornedrelsen findes der hierarkier. I Auschwitz var Sonderkommandoen den gruppe fanger, som gjorde rent efter bødlerne. De tømte gaskamrene og bar ligene til krematoriet. De tog, hvad der ikke var taget endnu, før de døde og deres ting blev brændt.

   Sonderkommandoen sørgede for, at masseudryddelsen gled. Til gengæld spiste de bedre, fik lov at leve længere og kunne færdes i lejren med relativ frihed. Af samme grund var de særligt forhadte. »Krematoriets ravne,« bliver mændene kaldt i Primo Levis De druknede og de frelste (1992).
   Ungareren László Nemes debuterede med Saul fia, som var en af de store film på Cannes Festivalen 2015. Den modtog Juryens Grand Prix og fik siden en lang række priser. I 2016 modtog den en Oscar som bedste film i Foreign Language-kategorien.
   Nemes er født i 1977. Han kender kun Auschwitz fra vidnesbyrdlitteraturen. Alligevel virker Sauls søn uhørt troværdig. Filmen følger Saul Ausländer (Geza Röhrig), en jøde fra Sonderkommandoen, som bliver rystet i rutinen og næsten chokeret til atter at føle, da han finder en krop, som han kender.


SAUL er overbevist om, at det er den søn, som han ikke har set, siden han forlod drengens mor. Det var i den anden verden før krigen. Lejrens læge, Joseph Mengele, vil have liget obduceret. For Saul bliver det vigtigt at finde en rabbiner, som kan sige kaddish efter foreskrifterne.
   Der er skrevet adskilligt om Sonderkommandoerne. I filmen er det Miklos Nyiszli, som skal foretage obduktionen. Nyiszli skrev »en øjenvidneskildring«, som kom på ungarsk i 1946. Her er Sonderkommandoen skildret som gribbe, der mæsker sig, mens deres fæller bliver henrettet.
   Var Sonderkommandoen ofre eller kollaboratører? Den israelske historiker Gideon Greif har fundet mange fejl i Nyiszlis beskrivelser. Han citerer i Vi græd uden tårer (1999) et digt af Gunther Anders med titlen: »Og hvad ville I have gjort?«. Efter krigen fandt man begravede papirer med Sonderkommandoens egne optegnelser. De blev samlet i bogen The Scrolls of Auschwitz (1985).


DET er skriftrullerne fra Auschwitz, som har inspireret Sauls søn. Nemes gør to ting, som er sjældne i fiktionsfilm fra lejruniverset. For det første prøver han ikke at skabe empati. Saul har tunnelsyn. Han fjerner lig og finkæmmer dem. Han vil ikke rodes ind i oprørsplanen, som andre er ved at sætte i værk.
   Da han finder drengens lig, bliver han en pinballkugle, som brat ændrer retning. Nu gælder alt om at finde en hellig mand, som kan vaske et lig. Flugtplanen er blot forstyrrende støj. Saul er i alle henseender en mand, der har overlevet indvendig ved at reducere verden til det absurde og basale.
   Derfor prøver Nemes heller ikke at beskrive det store billede. Alt er set fra Sauls synsvinkel, men vi ser det ved at se på ham. Geza Röhrig er i billedet halvfems procent af tiden. Han er altid i bevægelse. Han ser somme tider vanvittig ud. Han lytter ikke til andre, for han kan ikke bruge deres fornuft.
   Det bliver aldrig klart, om den døde unge mand er Sauls søn. Til gengæld bliver flere falske rabbinere afsløret. Filmens styrke ligger ikke mindst i det jødiske værdigrundlag. For Saul handler det ikke om at overleve. Han betragter alle i lejren som døde. Det handler om at begrave korrekt.


MAN tænker måske: Er der mere at sige om Auschwitz? Det er der. Ingen anden film har fulgt processen så langt. Her tager man imod ved toget og følger ofrene til gaskammeret. Oprørsplanen bliver diskuteret ved højovnen, hvor man fordeler dagens rov.
   Selv dokumentaristen Claude Lanzmann (1925-2018), der med stor konsekvens fordømte ethvert forsøg på at fiktionalisere de ting, som han skildrede i monumentalværket Shoah (1985), kunne udtrykke sin beundring for filmen. Sauls søn er den diametrale modsætning til problematiske og sentimentale konstruktioner som Sophie's Choice (1982), Schindlers liste (1993) og Drengen i den stribede pyjamas (2008).
   Det er for øvrigt den samme historie, som Tim Blake Nelson fortalte langt mindre virkningsfuldt i The Grey Zone (2001). Nelsons film holdt afstand. Nemes er nede på Helvedes bund. Beskæringen er academy, det klassiske 4:3-format, så man er tvunget til at se på Saul. Der er ingen distraktioner. Sauls søn er en uafrystelig film.

Se også: László Nemes: Sunset (Napszállta) [Bedste biograffilm 2019 nr. 7]; Claude Lanzmann 1925-2018 [I anledning af Auschwitz 75 år]; Kertész | Koltai: Fateless/De skæbneløse (2005) [Krigens børn]


Sauls søn (Saul fia). Instr.: László Nemes. Manus: Clara Royer og László Nemes. Foto: Matyas Erdely. 107 min. Ungarn 2015. Dansk premiere: 25.02.2016.


Fotos: Laokoon Filmgroup/ Sony Pictures Classics/ Camera Film/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max og SF Anmytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.02.2016.

onsdag den 26. januar 2022

Bruno Dumont: Ma Loute/Mysteriet ved Slack Bay (2016)


SAND I SNØRESTØVLERNE
Om klasseforskel og kannibalisme

Af BO GREEN JENSEN

DENNE cocktail af krimi og surrealistisk sædekomedie ligner ikke andre film, jeg har set. Skønt den trækker på velkendte typer, er kombinationen af form og register unik. Fra dyb diskurs til tindrende nonsens. Fra Den kære familie til Undskyld, vi flygter.
   Året er 1910, og den excentrisk indavlede Van Petaghem-slægt ferierer som altid i Normandiet. Hr. André (Fabrice Luchini) går pukkelryggede ture, mens fru Isabelle (Valeria Bruni Tedeschi) klipper roser. Skyggetanten Aude (Juliette Binoche) er en eksalteret og arrogant skabning.
   Denne sommer kommer også Audes datter, teenageren Billie (Raph), på besøg. Hun er en naturfisk i det dekadente akvarium, har en sund appetit og forstiller sig ikke. Hun ser ungersvenden Ma Loute og vil have ham.


   
MA Loute har flyveører, filipenser og masser af selvtillid. Den karismatiske knøs bor i landsbyen, hvor familien Brufort – også excentrisk og indavlet, men uden de rige naboers midler – lever af muslingefangst og tuskhandel.
   Patriarken Brufort – med tilnavnet »Den Evige« – har en lukrativ sidegesjæft. I sæsonen skal borgerskabets frøkener fragtes over den søvnige flod. Brufort tager hårdt fat og bærer dem over.
   Somme tider hjælper sønnen til. Det giver gode drikkepenge. Det er pikant for alle parter. Der er sand i snørestøvlerne og blafren i hvert stivet underskørt.



INDTIL nu har Mysteriet ved Slack Bay været en løbsk komedie, der kan minde om 1960ernes danske herregårdsfilm (eller 2020ernes Badehotellet). Farcen viser tænder, da Ma Loute når hjem til muddergrøften hos Mutter Brufort.
   Her er et mylder af små søskende. Rygtet siger, at familien er kannibaler. Rygtet taler sandt. De sidder netop og gnaver af afskårne lemmer fra den senest forsvundne sommerturist. Der er blod og snot i alle de trodsige børneansigter.
   Helt dadaistisk bliver farcen, da ordensmagten kommer på banen. Kommissær Machin (Didier Després) og assistenten Malfoy (Cyril Regaux) er en grotesk version af Den Tykke og Den Tynde. De er Gøg & Gokke som opdagerpar.
   Den korpulente Machin er så kolossal, at han må lade sig falde og trille, hvis han vil hurtigt fra klitterne ned til stranden. Manden ligner en spærreballon – og leviterer faktisk til slut.
   Machin har en uudgrundelig visdom. Malfoy er tynd som en tændstik og dum som en dør. Begge mænd bærer sort tøj og derbyhatte. De ligner noget, Hergé kunne have tegnet.



SAGEN er, at turister forsvinder. Publikum ved allerede, hvad der bliver af dem, og Machin har en fornemmelse. Van Petaghem-klanen vil helst intet vide om noget.
   Hvis Brufort & Søn frygter en straf, får det dem ikke til at ændre adfærd. Borgerskabets frøkener og unge mænd bliver nakket. De fattige spiser de rige. Og er lige så snu, som de andre er dumme.
   Sådan er tingenes orden på egnen – indtil Ma Loute bliver forelsket i Billie, som både vil ham og noget andet end sin klasses lediggang og forfald. Det er Håbløse Slægter som fransk tegneserie. Selvsagt er begge perverse familier imod den naturlige alliance.



BRUNO Dumont (f. 1958) har altid blandet professionelle og amatører. I Mysteriet ved Slack Bay bliver de lokale typer fremstillet af amatører, mens de fine i huset ved stranden er stjerner.
   Luchini, Tedeschi og Binoche spiller deres karakterer så stort og så overdrevent som muligt. Især Binoche leverer en arie af kvidrende idioti, fremført så hårene rejser sig stejlt, om det nu er af skræk eller undren.
   Dumont brugte også Binoche i den tragiske Camille Claudel 1915 (2013). »Den Evige« og Ma Loute bliver spillet af Thierry og Brandon Lavieville, som er far og søn i virkeligheden. Kontrasten er frugtbar og interessant. Metoden giver fuldkommen mening.



DE stiliserede billeder er realistiske nok, når kannibalerne mæsker sig i døde turister. Det ligner ofte en tæt tegneserie – Tintin ifølge Fellini eller Rohmer som tegnet af Moebius. Den enorme Machin er et knivskarpt fatamorgana. »La ligne claire« forstærker blot en fuldendt og vild absurdisme.
   Fra L’Humanité (1999) og Flandres (2006) til Hors Satan (2011) og Camille Claudel 1915 har den filosofisk skolede Dumont været en stor billedskaber. Han var indbegrebet af alvor, næsten lige så bondsk og intens som kommissæren i L’Humanité. Man troede knap sine øjne, da Dumont i tv-serien P’tit Quinquin (2014) sprang ud som grotesk humorist.


STILEN er en smagssag, men originaliteten må respekteres. Ma Loute havde premiere på Cannes Festivalen 2016. Nogle elskede den. Andre sukkede og spurgte, hvad der var blevet af alvorsmanden.
   Som han selv siger, er der nok ikke så langt fra L’Humanité til Ma Loute. Vort liv er en tragisk komedie, vort liv er en komisk tragedie. Det er rigtigt, at latteren stikker i halsen. Det er vigtigt, at begge masker bliver set.


Ma Loute (Mysteriet ved Slack Bay). Instr. og manus: Bruno Dumont. Foto: Guillaume Defontaines. 122 min. Frankrig-Tyskland-Belgien 2016. Dansk premiere: 06.07.2017.


Fotos: 3B Productions/ Memento Films/  Another World Entertainment/ CineMaterial/ Filmgrab
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.07.2017

tirsdag den 25. januar 2022

Kvindebilleder: Den gode hustru/La bonne épouse (2020)


MIRAKLER I MAJ
En kønspolitisk folkekomedie

Af BO GREEN JENSEN

SKOLESTART, sensommer 1967. Vi befinder os i Alsace-Moselle i det nordøstlige Frankrig, hvor 50ernes adfærd endnu sætter normen. Drenge har sløjd og skal ud at erobre. Piger har pli og skal lære at dække et smukt middagsbord.
   Paulette Van Der Beck (Juliette Binoche) havde sikkert udlængsel, da hun var yngre, men nu inkarnerer hun borgerligheden. Paulette har i 30 år drevet husholdningskolen Bitche med sin mand, den noget ældre og meget lidt spændende Robert (François Berleand), som for det meste bliver på kontoret.
   Paulette underviser i gode manerer. For køkkenet står svigerinden Gilberte (Yolande Moreau), som stadig drømmer om stor romantik. Det samme gør søster Marie-Thérèse (Noémie Lvovsky), der værner om elevernes moral og tager sig af praktiske pligter. Marie-Thérèse var i la Résistance under krigen og forstår sig på skydevåben. Man udfordrer hende på egen risiko.


FOR hvert år kommer der færre elever. De sytten nye frøkener er en katalog over tidens grundtyper. Den rebelske Annie Fuchs (Marie Zabukovec) kunne være Brigitte Bardot som teenager (men er, siger instruktøren Martin Provost, inspireret af forfatteren Annie Ernaux).
   De unge kvinder sværmer, drømmer og venter. Nogle er parkeret på skolen af praktiske grunde. Nogle skal gemmes af vejen. Andre får, hvad der kunne blive råd til, når drengenes uddannelse var betalt.
   Livet på skolen er styret af komiske pligter og ritualer. Paulette tager en dyb indånding og går ind for at demonstrere, hvordan man skænker te. Alt handler om at blive husmor og hustru. Paulette advarer Robert om, at »dét« er på vej. »Hvad er dét?« »Dét« er alt, som markerer, at tiderne skifter: kommunisterne, strejkerne, krigen i Algeriet.


DER er obligatoriske timer i syning, gulvvask og husholdningspenge. Det er en lukket verden i en absurd forestilling, som ved, at den bliver aflyst om lidt. Der er derfor ikke gjort så meget ud af den realistiske indramning.
   Rutinen bryder sammen, da Robert falder død om i haven. Kvinderne må forholde sig til, at alle aktiver er brugt på hasardspil. Huset er belånt fire gange. De kører til Strasbourg for at møde bankdirektøren (Édouard Baer). Han og Paulette ser betaget på hinanden. Egentlig skal skolen på tvang. Men man kunne jo lade gammel gæld ligge og åbne en ny konto i Paulettes navn.
   Gilberte er forelsket på stedet. Paulette har genkendt kæresten André, som hun ville prøve alt sammen med, da hun var ung.


FORTÆLLINGEN når nu sin kerne. For hvis karikaturen i første kapitel er træt, bliver der åbnet for det gode stof i anden akt. Paulette prøver først at gøre som før. Hun begynder også at udleve sine drømme med André. Endelig spørger hun sig selv – og Gilberte og Marie-Thérèse, som er meget skeptisk – hvad de egentlig uddanner pigerne til.
   Et selvmordsforsøg får konsekvenser. Filmen vil balancere tragisk farce og komisk alvor. Det lykkes ikke altid, men alle værdier er oppe i luften, da tv-programmet La bonne épouse ankommer. Skolen skal repræsentere Alsace ved boligmessen, som selveste Yvonne De Gaulle indvier.
   Vi er i maj 1968, og vejene ind til Paris lukker til. Bussen med pigerne standser. Alle står ud og begynder at gå. De synger og danser på vejen i en improviseret koreografi. Martin Provost har selv skrevet teksten til »Les nouveaux piliers«, som de synger, mens fremtiden åbner sig, svimmel og lys. Grégoire Hetzel har komponeret musikken .
   Det er hér, at jeg taber mit hjerte til filmen, som hidtil har virket lidt overgjort. Det er, som hvis Jacques Demy og Agnès Varda havde nået at lave en musical sammen. Det gjorde parret aldrig. I hvert fald var det hans ideer, som skulle gennemføres i Les Parapluies de Cherbourg (1964, da. Pigen med paraplyerne ) og Les Desmoiselles de Rochefort (1967, da. Pigerne fra Rochefort).



MARTIN Provost var 11 år i maj 1968. Selv var jeg 12 og kan kende perspektivet. Vi så til fra lav højde og hørte musikken, men det var ældre søskende, studerende og lærlinge, som gik ud og førte praktisk værdikamp.
   Demonstranterne krævede indrømmelser, som de – på enestående vis – også fik, fordi 1968 var et kulturelt øjeblik, der havde råd til og mod på forandring. Alle havde nok af nedarvede værdier. Alle trængte til at trække vejret frit. Provosts film er let i tonen, men han har arbejdet længe med dybdeskarpheden i det mentalititetshistoriske polaroid-foto.
   Jeg talte med Provost i 2010. Han var dengang en ener i filmindustrien, fordi han helst ville arbejde langsomt og foretrak at bo på landet. Så i filmen om Séraphine kunne han caste sin nabo, Yolande Moreau – der er kendt som en komisk naturkraft – som savant-kunstneren Séraphine de Senlis (1864-1942), »en markmus med helligt storhedsvanvid«.
   Provost instruerede siden Sage femme (2016, da. Gensynet) med Catherine Frot og Catherine Deneuve som datter og mor. Filmen beskriver jordemoderfaget og er en hyldest til kvinder i alle syv aldre. Provost er en sjældenhed blandt mandlige filmskabere: en åben og sand feminist.


DER er derfor mere i La bonne épouse end den stiliserede retrofarce, som det er let at forveksle løjerne med. Livet på skolen er skildret, som Jacques Tati og Hergé ville gøre. Det er trods alt en kærlig karikatur. Filmen begynder som vakkelvorn folkekomedie og slutter som en håndlavet musical, der har opgivet at skelne mellem genrer, fiktion og virkelighed. Den bliver da også en hyldest til grænseløsheden i la nouvelle vague.
   Juliette Binoche har en sjælden lejlighed til at spille sanselig borgerfrue i genren, som Stéphane Audran og Catherine Deneuve havde monopol på i en menneskealder. Tag ikke fejl. La bonne épouse er en ærkefransk delikatesse, og der skal nok være tilskuere, som flygter mod udgangen. Men for den rette liebhaver er ruinen en god investering. Det lønner sig at give farcen en chance.


La bonne épouse (Den gode hustru/ How to Be a Good Wife). Instr.: Martin Provost. Manus: Séverine Werba & Martin Provost. Foto: Guillaume Schiffman. 109 min. Frankrig 2020. Dansk premiere: 23.07.2020.


Fotos: Les Films du Kiosque/ Filmbazar.dk/ CineMaterial/ Cineuropa

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.07.2020

mandag den 24. januar 2022

Bogen og filmen: Testament of Youth (1933/2015)


DE DØDE UNGE MÆND
Vera Brittains krigserindringer

Af BO GREEN JENSEN

I 2014 blev 100-året for Første Verdenskrigs udbrud markeret. Herhjemme var det væsentligst en fjern erindring om torden i syd. I Storbritannien var det et blik på konflikten, som kostede 800.000 mænd livet og traumatiserede hele generationen. Der er ikke flere vidner nu. Herefter er krigen kun overlevering.
   James Kents film om Vera Brittain (1893-1970) prøver først og fremmest at gøre historien til nutid. Krigsgenerationens erfaring er skildret i tusindvis af litterære fremstillinger, med vekslende grader af bagklogskab, men det kan filmens karakterer ikke vide. Her skal vi se de rødmende kinder og angsten i det første blik.
   Vera Brittain skrev Testament of Youth i 1933, da hun havde markeret sig med romanen The Dark Tide (1923) og Halcyon (1929), et kønspolitisk kampskrift om monogami som en anakronisme. Brittain vidste, at hun talte på vegne af en generation. Erindringsbogen har undertitlen: »An Autobiographical Story of the Years 1900-1925«.*



BRITTAIN var 21 år, da krigen blev erklæret. Hun havde plaget sine forældre om tilladelse til at gå til optagelsesprøve på Somerville College i Oxford. Samtidig fik hendes bror, Edward Brittain, dennes ven, Victor Richardson, og Veras forlovede, digteren Roland Leighton (1895-1915), deres eksaminer. De døde alle tre i Flandern.
   Vera forlod Oxford for at blive sygeplejerske. Først vægrede hun sig ved at pleje døende tyskere. Så blev hun en af de store pacifistiske stemmer i sin generation. Hun giftede sig med sociologen George Catlin, som havde kendt Roland Leighton. Da hun vendte tilbage til Oxford, delte hun værelse med Winifred Holtby (forfatter til romanen South Riding, som ældre læsere muligvis husker som en stor tv-serie fra 1970erne).
   Vera og Winifred havde samme krigserfaring. Da Holtby døde i 1935, skrev Brittain sin anden erindringsbog, Testament of Friendship, som har ikonisk status blandt feminister. Catlin nægtede at læse den, fordi Vera havde foretrukket Winifred for ham. Brittain genoptog sin egen historie i Testament of Experience (1957). Ved sin død skrev hun på et fjerde bind erindringer, Testament of Time.



JAMES Kents filmatisering er mere moderne, end den ser ud. Filmen forsøger på ene side at være trofast mod Brittains tekst, en dannelsesskildring, som falder i tre lige vigtige faser: den unge kvindes frigørelse, skildringen af krigen, chokket, tabet og sorgen, samt begyndelsen på det store venskab med Winifred Holtby.
   På den anden side har ambitionen været at lave et tragisk kærlighedsdrama, der kan lokke unge tilskuere til. Testament of Youth er dramatiseret flere gange, men før i tiden var der over- og efterlevende, som kunne kritisere og korrigere. Den nye film er henvendt til soldaternes olde- og tipoldebørn. Den strejfer de samme nostalgiske steder som f.eks. tv-serien Downtown Abbey.**


   
HER gælder alle romantiske kneb. Midtvejs står Vera som sygeplejerske ved fronten i Frankrig i 1917. I en kranoptagelse zoomes der ud fra pladsen ved lazarettet med rækker på rækker af bårer med sårede soldater. Billedet findes præcis magen til i Gone with the Wind (da. Borte med blæsten), hvor det viser banegården i Atlanta.
   Filmens første scene er henlagt til fredslutningsdagen i 1918. Verden jubler, men Vera er stille. Hun står på Tate Gallery og betragter det mørke vand på Francis Danbys maleri af Syndfloden. I fantasien dykker hun. Da hun dukker op igen, er hun tilbage i sommeren 1914, og de døde unge mænd lever. Det er mere end et flashback. Det er næsten som en passage i tiden, og publikum føler det lige sådan.***



DET lykkes aldrig filmen at gribe for alvor, der er ligesom lagt nøjsomhedslåg på passionen. Også i dét er der en pointe. Testament of Youth skildrer en generation, der blev slettet ud, taget i opvæksten, klippet af som rosenknopper, så der bagefter kun var de forkølede skud af et spirende misliv, man hører om i modernisternes digte.
   De bedste scener bruger tryg erindring som kontrast til en bitter erfaring. Edward, Victor og Roland går sammen ud ad en hvid sommersti, mens Vera ser dem forsvinde. Roland vender sig om mod Vera, som står tilbage »med april i sine øjne«.
   Glimtet er ikke grebet i luften. I Rolands Leightons digt »Nachklang« står der: »Down the long white road we walked together […] You seemed all brown and soft, just like a linnet,/ Your errant hair had shadowed sunbeams in it,/ And there shone all April/ In your eyes.« Filmen gentager situationen og bruger hans stemme på lydsporet.



SVENSKE Alicia Vikander (fra En kongelig affære) er formidabel som Vera. Som Roland er Kit Harrington (fra Game of Thrones) en Leslie Howard-type for vor tid. Tyve minutter før slutningen ankommer Winifred Holtby i skikkelse af Alexandra Roach. Hun siger, at foråret venter, og Vera holder en pacifistisk brandtale.
   Fordi eftertiden har produceret så mange versioner af uskyldstabet, Den Store Krig blev oplevet som, har emnet fået en vis tragisk træthed. Det har fået kritikere til at kalde filmen heartbreak porn (»hjertesorgsporno).
   Det er dog at tage fejl af pointen. Vist er filmen glansfuld og selvbevidst smuk. Rob Hardys billeder fanger hver tåre, og designet er gennemført til det preciøse. Men Testament of Youth er trofast mod krigsgenerationens første erfaring. Filmen reproducerer præcist Vera Brittains blik på sin tid.


*) Dagbøgerne, som Brittain bearbejdede, er udgivet med titlen Chronicle of Youth (1981). Brevvekslingen mellem Brittain og de unge mænd fra Oxford er samlet i Letters from a Lost Generation af Mark Bostridge, som skrev biografien Vera Brittain and the First World War: The Story of the Testament of Youth (2014).

**) Elaine Morgan dramatiserede Testament of Youth for BBC i 1979. Miniserien består af 5 episoder. Cheryl Cambell, som fik sit gennembrud i Dennis Potters Pennies from Heaven (1978), konsoliderede det med Testament of Youth, som blev instrueret af Moira Armstrong. Campbell fik en BAFTA for rollen som Vera Brittain. Joanna McCallum spillede Winifred Holtby, der i 2014-filmen fremstilles af Alexandra Roach.

***) Francis Danby (1793-1861) var irsk og malede både sublime landskaber i en stil, der minder om tysk romantik, eventyremner i ånden fra Füssli og bibelske scenerier i samme stil som John Martin, der gjorde det apokalyptiske til sit speciale. Danbys fremstilling af Syndfloden (1840) gør sin virkning i kraft af formatet. The Deluge måler 2,85 x 4,5 m. Billedet tilhører Tate Gallery og hænger på Tate Britain.

Testament of Youth. Instr.: James Kent. Manus: Juliette Towhidi. Foto: Rob Hardy. 129 min. UK 2014. Dansk premiere: 25.06.2015.


Fotos: BBC Films (Laurence Cendrowicz)/ Nordisk Film Distribution/ Tate Britain/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikimedia Commons
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2015

søndag den 23. januar 2022

Wes Anderson: The French Dispatch (2021)


FORKLÆDT TIL GENKENDELIGHED
Amerikanerens ode til alt som er fransk

Af BO GREEN JENSEN

DET er altid en fornøjelse at se en ny film af Wes Anderson (f. 1969). Den texanske auteur har på tyve år konstrueret ti værker, der er unikke på hver deres måde. Andersons force er symmetri og stilisering. Han skaber sirlige, selvindeholdte verdener, der er bygget fra bunden med grænseløs omhu.
   På skolebiblioteket i Austin læste Anderson gamle, indbundne årgange af The New Yorker. Her stod de noveller, han holdt af. »You could find the J.D. Salinger stories that had never been collected,« oplyser han. I begyndelsen ville Anderson skrive. Han tegnede en slags selvportræt af den arrogante forfattersprire i Rushmore fra 1998.
   Som mange andre blev Anderson forelsket i mellemkrigstidens »fortabte generation« af eksilerede kunstnere og forfattere. Han holdt aldrig op med at læse The New Yorker. The French Dispatch er derfor en hyldest til fransk kultur og det amerikanske ugemagasin. De to bolde er behændigt jongleret.


TIL Andersons metode hører, at han tilegner sig materialet ved at blande flere slags stof. Det ligner og er alligevel sit eget. The French Dispatch er både The New Yorker i pionertiden og Paris-redaktionen på Kansas City Star, avisen som Ernest Hemingway rapporterede hjem til, da han lærte at veje hvert ord.
   Det var på samme måde med Jacques Cousteau i The Life Aquatic with Steve Zissou (2004), de Salinger-inspirerede familiehistorier i The Royal Tenenbaums (2001) og The Darjeeling Limited (2007); på sommerøen i Moonrise Kingdom (2012) og kurstedet i The Grand Budapest Hotel (2014), hvor receptionschefen M. Gustave både var og ikke var Stefan Zweig.


   
SÅ i The French Dispatch er kortene blandet. Ennui-sur-Blasé, den urfranske by, som er filmens locus, er både Paris og Angoulême, hvor filmholdet slog sig ned i et år og skabte 900 arbejdspladser. Angoulême er tegneserieverdenens svar på Cannes. De animerede afsnit i filmen er naturligvis skabt på lokale tegnestuer. Anderson er ophavsmand til to af tidens bedste animationsfilm: Fantastic Mr. Fox (2009) og Isle of Dogs (2018).
   Owen Wilson tager publikum med på en rejse gennem byens historie i en af de to vignetter, som indleder filmen. Her kommer Andersons stereoblik til sin ret i en række før/efter-prospekter, der viser, hvad byen var og hvad den blev. Det er gjort på en dag og beskrevet med 300 ord fra Herbsaint Sazerac, »den cyklende reporter«.
   I den anden vignet kommer forklaringen på, at vi ikke længere læser Dispatch. Da redaktøren Arthur Howitzer Jr. (Bill Murray) dør, bliver magasinet pakket ned i overensstemmelse med hans testamente. The French Dispatch var et tillæg til Liberty, Kansas Evening Sun, der udkom i årene 1925-1975.



DER skal som minimum være en Hergé-detaljeret skalamodel af skibet, husene eller toget, hvor man opholder sig. I The French Dispatch er det flyet, som samleren »Maw« Clampette (Lois Smith) og kritikeren J.K.L. Berensen (Tilda Swinton) bevæger sig med over Atlanten.
   Berensen er kurator og foredragsholder i den første og mest fejlfri af filmens tre hovedhistorier. »The Concrete Masterpiece« beskriver, hvordan savant-kunstneren Moses Rosenthaler (Benicio del Toro) malede fangevogtersken Simone (Léa Seydoux), mens han afsonede en dom for dobbeltmord.
   Galleristen Julien Cadazio, baseret på virkelighedens Lord Duveen, sidder inde for skattesvig og opdager den nye tids urtalent. Cadazio bliver spillet af Adrien Brody. Hver rolle i filmen er stjernebesat. De gammelgrå onkler fra galleriet bliver spillet af Bob Balaban og Henry Winkler. Winkler var Fonzie i kultserien Happy Days. Fortællerstemmen tilhører Anjelica Huston.
   Rosenthaler grundlægger den abstrakte ekspressionisme, som bogstaveligt bliver eksporteret til Kansas, hvor Tilda Swinton holder foredrag. »I’ll have my drink now,« siger hun midtvejs og blander en Manhattan. Museet på prærien kunne være tegnet af Frank Lloyd Wright. Det er en perfekt episode.



WES Anderson siger selv (til Tilda Swinton, som interviewer ham i oktober-nummeret af Sight and Sound), at han denne gang var inspireret af 1960rnes og 70rnes antologifilm fra Frankrig og Italien: L’amour à 20 ans (da. De unge elskende), Boccaccio '70, RoGoPaG.
   »Revisions to a Manifesto« er filmet i sort-hvid nybølgestil og beskriver, hvordan studenternes »skakbrætoprør« forløber i marts 1968. Mavis Gallant og Lillian Ross er modeller for Lucinda Krementz, der skriver sin reportage. Gallants autentiske beretning, »The Events in May: A Paris Notebook« kan læses i New Yorker-antologien The 60s med det bedste fra årtiet.


   
FRANCES McDormand er kvinden, der rykker i felten og lægger sig mellem Timothée Chalamet og Lyna Khoudri. I »The Private Dining Room of the Police Commissioner«, den sidste historie, bliver Jeffrey Wright til Roebuck Wright, som er en blanding af James Baldwin og sportsskribenten A.J. Liebling.
   Her bliver maden en irrelevant hovedsag. Fortællingen udarter sjældent excentrisk. Mathieu Amalric spiller fængselsinspektøren. Stephen Park er kokken Nescarfier, som lærer en ny smag at kende, da han må spise gift af hensyn til planen.



ALEXANDRE Desplat har skrevet et score, der boltrer sig endnu mere i pastiche end sædvanligt. Jarvis Cocker, der kan være lige så snurrig og særegen som Anderson, har bidraget med en coverversion af 1965-hittet »
Aline« med Christophe (1945-2020). Anderson har til gengæld instrueret videoclippet, der promoverer Cockers seneste album, Chansons d'Ennui Tip-Top (2021), som er en excentrisk fest i sig selv.
    The French Dispatch var klar allerede til Cannes Festivalen i 2020. Da den fysiske festival blev aflyst på grund af COVID19-pandemien, valgte de fleste deltagere at trække sig og give filmene premiere virtuelt. Anderson holdt stand og ventede til maj 2021, da en frygtsom udgave af Festival de Cannes var tilbage.
   Der er stof til i hvert fald ti gennemsyn i den herlige fletning af fabler. Andersons snekugleæstetik er sublim. Andre filmskabere arbejder i nærheden – Almodóvar, Tarantino og Peter Strickland – men ingen gør det helt så monomant. Det er en gennemført fornøjelse at følge. En kilde til fryd og et stort billedværk.



Foto: American Empirical/ Searchlight Pictures/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.10.2021.