.jpg)
BRØLET OG VREDEN
Scorseses store 80er-film
Af BO GREEN JENSEN
I 1980 havde Robert De Niro endnu ikke spillet en intetsigende rolle, og skønt Martin Scorsese tydeligvis havde stoffet, rytmen og takterne i sig, var det ingen klar og given sag, at han med årene skulle udvikle sig til det bedste bud på en amerikansk mester, som filmkunsten råder over i dag.
DERIMOD var der vist ingen, som ikke reagerede på det enorme drive i Raging Bull. Skildringen af mellemvægtsbokseren Jake LaMottas storhed og fald var baseret på LaMottas ikke særligt enestående selvbiografi, som den tidligere verdensmester »havde fortalt« til journalisterne Joseph Carter og Peter Savage.
DET er sidstnævnte faktor, som skaber filmen og gør den til et forførende bevis på, at der trods alt må være noget i teorierne om method acting. De Niro bliver Jake LaMotta, ganske som han var Travis Bickle, både før og efter detonationen i hovedet. Michael Chapmans sort-hvide billeder har en dokumentarisk kvalitet, som giver den trivielle tragedie et klassisk skær. Man må næsten tro, at Scorsese lod sig inspirere af Bob Fosses film om Lenny Bruce, Lenny fra 1974, som har mange af de samme egenskaber.
TIL slut sidder De Niro i garderoben og citerer Marlon Brandos berømte replik fra On the Waterfront (1954, da. I storbyens havn): »I coulda been a contender instead of a bum, which is what I am.« Om lidt går han på scenen for yderligere at prostituere sig selv. Scenen, som for alvor bliver hos tilskueren, er dog den der viser raseriudbruddet i fængselscellen, tyren som raser i blinde og banker panden mod muren. De Niro har næppe leveret en mere hudløs præstation i nogen film, hverken før eller siden.
TIL gengæld kan man ikke altid dele Scorseses fascination af LaMottas brutalitet, som er skildret i fetichistiske detaljer. Han er rå, han er drift, han er på sæt og vis selve naturen i ringen, men alligevel kniber det med at se en almengyldig tragedie i hans fald.
Fotos: Chartoff-Winkler Productions/ MGM/ Warner Brothers Home Entertainment/ The Criterion Channel/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Filmgrab
De to mænd havde sammen skabt Mean Streets (1973, da. Gaden uden nåde), Taxi Driver (1976) og musicalforsøget New York, New York (1977). Endvidere havde Scorsese to solide bestillingsarbejder, Boxcar Bertha (1972, da. Togrøverne fra Arkansas) og Alice Doesn't Live Here Anymore (1974, da. Alice bor her ikke mere), i bagagen, men det var først og fremmest Taxi Driver, som gjorde en forskel, og den var dengang som nu meget kontroversiel. Der er stadig kritikere, også gode folk som burde vide bedre, der forveksler fablen om Travis Bickles voldsomme sommer med en forskruet annonce for selvtægt.
DERIMOD var der vist ingen, som ikke reagerede på det enorme drive i Raging Bull. Skildringen af mellemvægtsbokseren Jake LaMottas storhed og fald var baseret på LaMottas ikke særligt enestående selvbiografi, som den tidligere verdensmester »havde fortalt« til journalisterne Joseph Carter og Peter Savage.
Scorsese så imidlertid en emblematisk amerikansk tragedie i stoffet og fik Paul Schrader og Mardik Martin til at skrive et manuskript, som sakser meningsfuldt i kronologien. Dernæst gik De Niro på en radikal fedekur, der gjorde ham overbevisende i scenerne, hvor tyrens fighting days er omme, og den skarpe fysik er blevet svullen af alkohol og ydmygende kompromisser.
DET er sidstnævnte faktor, som skaber filmen og gør den til et forførende bevis på, at der trods alt må være noget i teorierne om method acting. De Niro bliver Jake LaMotta, ganske som han var Travis Bickle, både før og efter detonationen i hovedet. Michael Chapmans sort-hvide billeder har en dokumentarisk kvalitet, som giver den trivielle tragedie et klassisk skær. Man må næsten tro, at Scorsese lod sig inspirere af Bob Fosses film om Lenny Bruce, Lenny fra 1974, som har mange af de samme egenskaber.
NATURLIGVIS knytter Raging Bull også an til den amerikanske boksefilm som genre, og ved at strejfe mafiamiljøet, som Jake LaMotta sælger sin sjæl til, peger den frem mod senere Scorsese-arbejder i den hårde ende af spektret, Goodfellas (1990), Casino (1995) osv.
Skønt miljøerne er forskellige, deler LaMotta flere træk med Newland Archer fra den højlitterære The Age of Innocence (1993, da. Uskyldens år). Ved vejs ende er begge mænd sig pinligt bevidst, at de har forrådt deres talent og integritet. Archer går på kompromis med kærligheden for formuen og de sociale forbindelsers skyld. LaMotta svigter derimod, fordi han vil holde på kærligheden. Han vil ikke miste hustruen Vickie (Cathy Moriarty) og går derfor med til at tabe en kamp.
TIL slut sidder De Niro i garderoben og citerer Marlon Brandos berømte replik fra On the Waterfront (1954, da. I storbyens havn): »I coulda been a contender instead of a bum, which is what I am.« Om lidt går han på scenen for yderligere at prostituere sig selv. Scenen, som for alvor bliver hos tilskueren, er dog den der viser raseriudbruddet i fængselscellen, tyren som raser i blinde og banker panden mod muren. De Niro har næppe leveret en mere hudløs præstation i nogen film, hverken før eller siden.
TIL gengæld kan man ikke altid dele Scorseses fascination af LaMottas brutalitet, som er skildret i fetichistiske detaljer. Han er rå, han er drift, han er på sæt og vis selve naturen i ringen, men alligevel kniber det med at se en almengyldig tragedie i hans fald.
Derfor bliver det trods alt Taxi Driver, man vælger at huske de unge løvers bedste tid for. Som sagt udgør Raging Bull et rent øjeblik. De var sultne, skarpe mænd dengang, De Niro og Scorsese. Det mærkes i hver eneste scene af lærestykket om bokserens fald.
Se også Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Martin Scorsese: The Aviator (2004); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].
Raging Bull (Raging Bull – Tyren fra Bronx). Instr.: Martin Scorsese. Manus: Paul Schrader og Mardik Martin. Foto: Michael Chapman. 128 min. USA 1980. Dansk premiere: 20.03.1981; repremiere 23.06.2000.
Fotos: Chartoff-Winkler Productions/ MGM/ Warner Brothers Home Entertainment/ The Criterion Channel/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Filmgrab
Filmen streames på FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV og SF Anytime
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 23.06.2000
Ingen kommentarer:
Send en kommentar