Translate

mandag den 26. juni 2023

Living in the Material World: George Harrison 1943-2001


VERDENSMAND OG TIGGERMUNK
George Harrison 1943-2001

Af BO GREEN JENSEN

REJSEN begyndte i Liverpool i 1958. Det skete på passende vis i en bus. George Harrison var kun 15 år, da Paul McCartney på 17 præsenterede ham for John Lennon på 18. McCartney lyder stadig som en storebror, når han fortæller historien. Johns band, The Quarrymen, skulle bruge en stabil guitarist. Paul havde gået i skole med George, der fra begyndelsen tog sit håndværk alvorligt. Så i toppen af en dobbeltdækker spillede drengen Bill Justis' hit »Raunchy«.
   Der var ikke andre passagerer. Ingen begyndte at akkompagnere. Alligevel var det lidt af et Hollywood-øjeblik. Tre af de fire fandt sammen og lagde en fælles plan om at flygte. Kunne Harrison spille sin blues, som han skulle? Lennon var skeptisk, McCartney ivrig og entusiastisk. Men begge var overbærende. Den tredje mand kom til som Pauls protegé. Der var ingen tvivl om, hvem der bestemte.



I PORTRÆTFILMEN George Harrison: Living in the Material World (2011), som Martin Scorsese instruerede i 10-året for ex-beatlens død og producerede sammen med hans enke, Olivia Arias Harrison, får man indtryk af, at det egentlig aldrig blev anderledes. De Fantastiske Fire blev rige, fik privilegier og ændrede verdens musiksmag. Men George blev ved med at være den yngste, som fulgte de store på deres nåde.
   Den stille Beatle kunne godt bide fra sig. Han holdt sig lidt til siden, når McCartney og Lennon konkurrerede i at klovne for pressen. Til gengæld var der ironisk slagkraft i Harrisons tørre oneliners. Produceren George Martin (1926-2016) var ikke imponeret, da han mødte de musikalske teenagedrenge. Han spurgte, om der var noget, som de var utilfredse med. »Ja,« sagde George. »For eksempel kan jeg ikke lide dit slips.«
   George måtte kæmpe for hver eneste sang, han fik med på et Beatles-album, for Paul og John var aldrig i stofnød. McCartney, der stadig ikke trykkes af falsk beskedenhed, udtrykker det sådan hér: »Man må huske på, at vi lavede albums, som varede 40 minutter. John og jeg skrev en del – ret godt materiale. Ringo skulle også have en skæring. Så George havde ikke så megen plads, som han måske kunne ønske. Men man kan ikke få alt. Jeg synes, at det, som George opnåede i The Beatles, var fænomenalt. Skal vi ikke lade det blive ved dét?«


DET er og bliver en fantastisk historie. Harrison kom med de store drenge til festen i Hamburg, lærte sit fag i Reeperbahns klubber og fik sin seksuelle debut i baglokalet, hvor alle fire havde en seng. De andre lod, som om de sov, mens George og pigen var sammen. Han stod bag Paul og John, men lidt foran Richard – Ringo er 82 nu og foretrækker sit rigtige fornavn – da verden blev grebet af vild Beatles-feber.
   De red på en bølge af fryd i syv år. De fik også en fælles forretning, musikimperiet Apple Corps, som skulle implementere tidens værdier. Så gik de ned i flammer og brugte formuer på at bekrige hinanden. De optrådte for sidste gang på taget af Apples hovedkvarter i Saville Row den 30. januar 1969. Det var, da filmen Let It Be skulle i kassen. The Beatles var sidste gang sammen i Abbey Road-studiet den 20. august samme år. Svanesangen blev »I Want You (She’s So Heavy)«.



HARRISON havde en koncentration, som hitmagerne var for rastløse til at værdsætte. Han kunne fordybe sig i meditation og forretning med en alvor, som ikke var tillært. Lennon skrev »Across the Universe«, men det var Harrison, som tog åndeligheden på sig og begyndte at bede til de kosmiske kræfter. Det var ham, der blev i Indien mentalt.
   Samtidig var han en mand af sin tid. George kunne lide huse, kvinder og hurtige biler. Skønt han skrev om at være »frustrated in the material world/ Senses never gratified, only swelling like a tide,« tog han ivrigt for sig af alt i butikken.
   Det er ikke helt det indtryk, man får ved at læse selvbiografien I Me Mine (1980, rev. 2017), men det er et bærende tema i Scorseses portrætfilm. Den viser en mild havemand, den søgende pilgrim, som man kender fra tiden og Harrisons sange, men man ser også ansigtet inde i skyggen. Harrison forstod, at der var tale om forbundne principper. Han var yin-yang i praksis og på befriende vis aldrig salvelsesfuld. I bund og grund havde manden god humor.
   Han trak sig hurtigst og værdigst ud af Apple Corps-fadæsen og det følgende juridiske hundeslagsmål. Han ejede selv sine sange. I 1964 købte han huset Kinfauns i Surrey, hvor han boede sammen med modellen Pattie Boyd, som han mødte under optagelserne til Richards Lesters Beatles-film A Hard Day’s Night. De blev gift i 1966 og var sammen indtil 1974, da hun forlod ham til fordel for Eric Clapton. Clapton var trist, men ikke bitter. Allerhøjst blev han jaloux, fordi vennen skrev den smukke ballade om »Layla« til Pattie Boyd.



DE år var Harrisons rockstjernestid. Han levede livet til fulde og brugte sine penge, som han ville, mens han sparede op til en mere moden version af det hele. I 1970 solgte han Kinfauns til Apple og købte herresædet Friar Park, som excentrikeren Sir Frank Crisp begyndte at bygge i Henley-on-Thames i 1875 og stadig ikke var helt færdig med ved sin død i 1919. Derfor sangen »Ballad of Sir Frankie Crisp (Let It Roll)« på hovedværket All Things Must Pass.
   Huset havde 120 værelser og en have på flere kvadratkilometer, som Harrison ville omlægge selv. Han fik sit eget studie her. Da Boyd forlod ham, flyttede amerikaneren Olivia Arias ind. De blev gift i 1978, da sønnen Dhani kom til verden, og var sammen til Harrisons død. I Scorseses film lader Olivia forstå, at Harrison havde affærer. Pattie Boyd har andetsteds udtalt, at han »endelig indså, at kvinder forgudede ham. Han kunne ikke komme sig over tanken om, at han kunne få enhver, han ville have.«



GEORGE holdt af at arbejde i haven – som dreng troede Dhani, at hans far var en slags gartner – men forstod at pleje celebre venskaber. Alle ville være ven med en Beatle, selv pindsvin og profeter som Bob Dylan. I 1971 arrangerede Harrison den skelsættende støttekoncert for Bangladesh. Harrison forstod, at musikken skulle udgives, koncerten skulle filmes. Han tog ved lære af erfaringen fra Woodstock. Siden tog Bob Geldof ved lære af Harrison, da han arrangerede det første Live Aid i 1985.
   Harrison satte pris på satire og elskede Monty Python-ensemblet. Især Eric Idles Beatles-parodi, The Rutles: All You Need is Cash (1978), var en favorit. Ad den vej blev ex-beatlen en af tidens førende filmproducenter. Da man stod klar til at optage Monty Python's Life of Brian (1979, da. Life of Brian – et herrens liv), blev projektet lukket ned af EMI. Bestyrelsesformanden havde læst manuskriptet og var forfærdet over det blasfemiske præg. Monty Python skulle bruge 4 mio. dollar til produktionen. Harrison rejste dem over en weekend.
   Selskabet HandMade producerede og distribuerede nogle af de største titler i 1980ernes britiske filmbølge, bl.a. nyklassiske gangsterfilm som John Mackenzies The Long Good Friday (1980, da. Farlig fredag) og Neil Jordans Mona Lisa (1986). Men Python havde altid en særlig plads i Harrisons hjerte. Han var flere gange med i koret af canadiske rødfrakker, når Michael Palin sang »The Lumberjack Song«. Harrisons humor var meget som Pythons. I 1969 blev han spurgt, hvad han »egentlig« ville med synthesizer-albummet Electronic Sound. Harrisons svar var en fonetisk vittighed: »Avant-garde a clue«.


HARRISON inkarnerer som få dualismen. Han var fråser og pilgrim, verdensmand og tiggermunk. Nær-hedonismen var lige så vigtig som den mentale stræben, der definerer mysticismen, for det gjaldt om at leve drømmene ud. Det var dét, man aldrig kunne i nøjsomhedens Liverpool, og det var dén pagt, de tre drenge indgik i bussen.
   Harrison var en slags from epikuræer. Han brugte en formue på sin passion for Formel 1-kørsel. Med samme ildhu prøvede han at blive en god sitarspiller. Alt er sat på spidsen i de vegeterende perioder, hvor han enten bad i sit solopgangsrum, dyrkede haven ved Friar Park eller tog kokain i ånden fra Sherlock Holmes, når denne ikke kunne leve med stilstand.
   I sangværket finder man ikke et eneste tegn på samvittighedsnag. Afklaretheden på Brainwashed-albummet, der blev udgivet posthumt, både ligner og lyder som dyb indre ro: »Some times my life it seems like a fiction/ Some of the days it’s really quite serene/ I’m a living proof of all life’s contradictions/ One half’s going where the other half’s just been/ I’m a Pisces fish and the river runs through my life.«



HVAD så med musikken? spørger man til sidst. Der var en lang stribe løst materiale – ujævne koncertalbums (Live in Japan), et solidt psykedelisk soundtrack (Wonderwall Music) og avantgardistiske eksperimenter (Electronic Sounds).
   Der var ekskursioner i hellig indisk musik – bokssættet Collaborations fra 2010 samler 39 optagelser med Harrison og Ravi Shankar (1920-2012) – og profane fritidsprojekter som garagebandet The Travelling Wilburys, der bestod af Bob Dylan, Tom Petty (1950-2017), Roy Orbison (1936-1988), Jeff Lynne og Harrison selv. Aksen er dog de 10 studiealbums, han udgav i sit eget navn.
   Det bedste er det første, All Things Must Pass, der udkom i 1970 og indeholder al den musik, som Harrison havde sparet op i Beatles-tiden. Ved førsteudgivelsen indeholdt æsken tre vinylplader, som hver især kunne have stået alene. Især er Phil Spectors massive lag-på-lag produktion for en gangs skyld velanbragt. Det var den ikke altid. Man bad om et hegn, og Spector rejste en mur, men hør hvad han får ud af numre som »Wah-Wah« og »What Is Life?« Her er kimen til den distinkte lyd på Harrisons følgende albums. Eller sangenes DNA, som man siger i dag.
   Harrison skrev to af de bedste sange på Abbey Road, som er det sidst færdiggjorte Beatles-album, skønt det udkom før Let It Be. »Here Comes the Sun« blev til ved daggry i Eric Claptons have. Frank Sinatra kaldte »Something« »verdens smukkeste kærlighedssang«, men krediterede Lennon/McCartney for kompositionen. Harrison kunne med rette hævde, at han havde lige så meget i posen som Paul og John. Alligevel fravalgte man titelsangen på All Things Must Pass, da Let It Be gik i trykken.*



ALL Things Must Pass indeholder også »My Sweet Lord«, der må være rockhistoriens største religiøse hit. Sangen gav Harrison problemer, da forlaget Bright Tunes stævnede ham i en plagiatsag. »My Sweet Lord« er tone for tone identisk med Ronald Macks »He's So Fine«, som pigetrioen The Chiffons havde succes med i 1963. Det er uafviseligt den samme melodi – men det gælder også en række af Dylans »originale« kompositioner, som er planket fra fællesmængden af blues, folk og country.**
   Sagen trak ud. Dommeren konkluderede, at plagiatet var utilsigtet, og et forlig blev indgået. I 1975 udgav The Chiffons selv en single med »My Sweet Lord«. Som de øvrige beatler nåede Harrison at være hovedperson i dusinvis af retssager. Alene Bangladesh-koncerten affødte et juridisk morads. Især holdt The Fab Four af at stævne hinanden. Peter Doggett har skrevet en fin bog med titlen You Never Give Me Your Money (2009). Det er bizar og fornøjelig læsning.
   Harrison kommenterede selv fænomenet med et skuldertræk i sangen »Sue Me, Sue You Blues« fra Living in the Material World (1973). Dette album forsøger oplagt – og ikke helt uden held – at gentage formlen fra All Things Must Pass. »Give Me Love (Give Me Peace on Earth)« er den slidstærke skæring, men »Be Here Now« er den smukkeste sang. Coveret med Kendall Johnsons foto af en åben hånd på sort baggrund er ikonisk. Indvendig er et farvestærkt Krishna-motiv.
   Overhovedet er indpakningen en væsentlig del af de sidste tre albums, som Harrison skar for Apple og EMI. Det glansløse skilsmissealbum Dark Horse (1974) bliver løftet af Tom Wilkes’ farvestrålende cover. Et håndkoloreret skolefoto sender en hinduhilsen til Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band. Klassen står i en lyserød lotus.



EFTER Extra Texture (1975) var Harrison fri. Han etablerede selskabet Dark Horse og gik straks i studiet med Thirty Three & 1/3 (1976), en titel som på én gang henviser til kunstnerens alder og mediets omdrejningshastighed. Det er et let, energisk bundt sange, som nedtoner åndeligheden og kommenterer aktuelle kontroverser i flimrende tekster, der tangerer det private – og vel at mærke er bedst, når de gør det.
   Skæringen »See Yourself« har Beatles-motiv. Dét bliver herefter en del af recepten. Alle Dark Horse-pladerne indeholder som minimum: a) en klangstærk ode til åndeligheden; b) en nostalgisk, ukulele-baseret skævert, der sværmer i ånden fra helte som Hoagy Carmichael og George Formby; c) et stykke ufortyndet guitarrock med lyse overtoner; d) en bluesfigur med elegant slideguitar. Harrison er aldrig helt heavy – der er altid fine klokker et sted.
   Under e) vil man finde så sangen om dengang, de fire var konger. På George Harrison (1979) er det »Here Comes the Moon«. På Somewhere in England (1981) er »All Those Years Ago« den smukkeste erindring om John Lennon. Bagatellen Gone Troppo (svageste lyd, grimmeste cover) fra 1982 har en sang, som hedder »Circles«, der ikke kom med på Det Hvide Album. Cloud Nine (1987), et verdenshit der lyder for meget som Jeff Lynne, har i »When We Was Fab« en bannerhymne om emnet.***



HEREFTER fulgte vandreår og Traveling Wilburys-projektet, som i nogen grad blev overtaget af de dominerende amerikanske medlemmer. George skrev hittet »Handle With Care«, som satte skibet i søen (og med titlen »En at bli' som« var en dansk succes for Peter Belli og resten af Hobo Ekspressen), men det er Dylans løsslupne bidrag, man husker. Bob Dylans »Tweeter and the Monkey Man« er en stor parodi på Bob Dylan.
   Til allersidst udkom albummet Brainwashed (2002). Harrison havde selv tilrettelagt pladen, som blev færdiggjort af Jeff Lynne og Dhani Harrison. Det er et album, de færreste hører i dag, men det er Harrisons bedste soloprojekt efter All Things Must Pass.og Living in the Material World. Hvilket atter er sangenes tema: Alt er godt; kroppen vil gå kødets gang; det handler om at være her nu og ikke blive hjernevasket af ting i den fysiske verden. Scorseses film bruger titelsangen under sin creditsekvens.
   »Pisces Fish« er en pragtfuld sang i klar Beatles-stil om livet, der strømmer i os og med os. Harrison vidste, at Brainwashed var testamentet. I tingenes verden efterlod han Friar Park og 100 mio. britiske pund til familien. Der var dog stadig midler til at indstifte The Material World Foundation, og UNICEF modtager fortsat alle royalties fra salget af The Concert for Bangladesh. Det er godt gået af en Liverpool-dreng, der skippede skolen som 15-årig.
   Harrison var en diskret og behagelig kunstner, som havde sin helt egen lyd. Han var også en udmærket sangskriver. I det store billede må man dog, med hånden på hjertet, give Lennon og McCartney lidt tøvende medhold. Der var to store sange pr. album i George. Meget var fyld og stiløvelser. De suveræne skud kan være på et album som Let It Roll: Songs of George Harrison (2009), der samler 17 umistelige kompositioner.



TRODS sine mange privilegier fik Harrison ikke en rolig død. I 1997 blev han behandlet for strubekræft. Der blev stillet en positiv diagnose, men canceren metastaserede. Han fik konstateret lungekræft ved årtusindeskiftet, som blev en traumatisk begivenhed for familien på Friar Park.
   Den 30. december 1999 trængte en psykotisk mand, den 36-årige Michael Abram, ind i hovedbygningen og angreb den skrantende musiker. Harrison messede mantraer ad Abrams, som var bevæbnet med en kniv og et spyd fra en af havens statuer. George blev stukket syv gange, før Olivia slog Abrams ned med en ildrager. Hun fortæller om det i Scorseses film, hvor Abram ses som en hætteklædt kontur på et overvågningskamera. For en gangs skyld er der ikke sol i de varme mandeløjne.


HARRISON kom sig aldrig efter overfaldet, som punkterede hans ene lunge. I maj 2001 blev han opereret på Mayo Clinic i Minnesota. I juli blev han behandlet i Schweiz. Her talte Ringo Starr med ham for sidste gang. I november blev han indlagt på Staten Island University Hospital i New York og opereret for cancer i hjernen. Den 29. november døde han i et hus i Hollywood Hills. Olivia stævnede bagefter lægen, der fik Harrison til at skrive en sidste autograf på en guitar.
   For tiggermunken var alt dette maya. Verdensmanden må dog have tænkt sit. Olivia hævder, at rummet blev fyldt af et gyldent lys, da Harrison døde. Sandt nok så han frem til at vide, hvad der var på den anden side af spejlet. Alligevel må det have virket som en tarvelig død, der kom alt for tidligt. Harrison blev kun 58. Man vil helst ikke væk fra dem, som man elsker. Hare Krishna eller ikke Hare Krishna.

   
MARTIN Scorseses film varer tre en halv time og tegner et sjældent sobert portræt. McCartney er indkaldt som vidne, Ringo er med som en ven. Ravi Shankar lovpriser manden. Terry Gilliam og Eric Idle fortæller om Harrison som mæcen. Pattie Boyd og Eric Clapton går i detaljer om partnerbyttet. Tom Petty taler om The Travelling Wilburys. Om den tyske tid fortæller Klaus Voorman og Astrid Kirchherr (1938-2020) som altid med kærlige stemmer – og hvor er de blevet grå alle sammen.
   Der måtte godt være færre klip og mere musik, men undervejs er Phil Spector (1940-2021) et væsentligt aktiv. Upåvirket af sin egen mordsag fortæller han med indlevelse om, hvordan han og Harrison rejste lydmuren. Man tænker en passant på dem, som må være blevet spurgt, men har sagt nej til at medvirke: Dylan, Jagger, Donovan. Ringo fælder en gammel mands tåre. Bagefter siger han knasende tørt: »Enough of this Barbara Walters bullshit.«
   Harrison sagde ofte, at der ikke kunne blive tale om en genforening af The Beatles, »så længe John Lennon er død«. Det er dén lille drejning, der altid charmerer. Måske gik han vild et par gange, men Harrison svigtede aldrig sin muse.



NOTER

*) All Things Must Pass er genudgivet i alle fysiske og virtuelle formater (inkl. ½-speed vinyl og HD blu-ray audio) med gavmildt ekstramateriale. Senest i 50th Anniversary Edition med 70+ skæringer i 2021. The Dark Horse Years 1976-1992 (2004) og The Apple Years 1968-75 (2014) er eksemplariske bokssæt. The Concert for Bangladesh blev smukt relanceret i 2005. Flere hyldest- og mindekoncerter har hjulpet med til at holde flammen i live. Filmudgaven af Concert for George (2003) er formidabel. På bluray findes både biografversionen og hele koncerten, som den forløb i Royal Albert Hall 29.11.2002. Især den indiske del af programmet bliver endelig mere end pligtstof, og Dhani Harrison er et væsentligt aktiv. George Fest - A Night to Celebrate the Music of George Harrison (2016) er en mere diffus forestilling, men Brian Wilson synger »My Sweet Lord«, og The Flaming Lips fremfører »It's All Too Much«. Til slut står alle på scenen og synger »Handle with Care« fra det første Traveling Wilburys-album.

**) Harrisons flair for at annamme er legendarisk. James Taylor skrev som den første amerikanske kunstner kontrakt med Apple Records, der udgav hans debutalbum, James Taylor, i december 1968. To af sangene er blevet i Taylors repertoire: »Carolina in My Mind« og »Something in the Way She Moves«. Sidstnævnte lyder i slående grad som Beatles-skæringen »Something«, der var det ene af Harrisons to bidrag til Abbey Road-albummet fra september 1969. Ved koncerter fortæller Taylor (i anekdotisk diverterende tone) om sin benovelse og ærefrygt ved »optagelsesprøven« på Apple Records, hvor han spillede »Something in the Way She Moves« for Harrison og Paul McCartney. »They really liked it. In fact, George even liked it so much that he went home and wrote it himself.« De fleste tilgiver Harrisons talent for at lade sig inspirere. Om ikke andet, fordi den anden sang, som han skrev til Abbey Road, var den originale og regulært udødelige »Here Comes the Sun«, en definitiv forårshymne, som er for den engelske sangskat, hvad Kim Larsens fortolkning af Ludvig Holsteins og Poul Schierbecks »Det er i dag et vejr« er for den danske. 

***) I erindringsbogen I Me Mine fortæller Harrison til Beatles-publicisten Derek Taylor (1932-1997), som var pressechef for Apple Records: »I originally wrote 'All Those Years Ago' for Ringo. He was doing an album at the time, and I wrote it with slightly different words. It had the same chorus, but it was more of an uptight kind of lyric. You know, 'You did this, and you did that ... blah, blah.' I don't know what happened or why, but I don't think Ringo did the recording sessions. Or maybe I never finished the song. Then, with what happened to John, straight away I changed it. I made it more of a song about John, specifically about him.«
   Den reviderede udgave af I Me Mine er overdådigt illustreret med farvelagte træsnit og håndskrevne udkast til tekster, der gengives i faksimile. Alle 141 sange er med. Olivia Harrison har skrevet ny tekst og kurateret med kærlige øjne og hænder. Førsteudgaven af I Me Mine var på 398 sider. Den nye har næsten det dobbelte omfang.


Universal Music udgav George Harrison – The Vinyl Collection i februar 2017. Bokssættet samler de 12 studieplader, koncertalbummet Live in Japan og to særtryk af maxisingler med »Got My Mind Set on You« og »When We Was Fab«. Alt i det originale udstyr. 

George Harrison var fyldt 80 år den 25. februar 2023. I dagens anledning blev det samlede bagkatalog, både fra Apple Records og Dark Horse Records, gjort tilgængeligt i Dolby Atmos-formatet, som er udviklet til spatial/surround-lyd. Det skete i et samarbejde mellem BMG, Dark Horse Records og Apple Music, som er den eneste platform, der udbyder værket. Alle Harrisons arbejder findes i fysiske og virtuelle formater, bl.a. på det officielle website GeorgeHarrison.com. 




George Harrison: Living in the Material World. Instr.: Martin Scorsese. Limited Edition Deluxe Package. 1 BD + 2 dvds + 1 cd. Blu-Ray: DTS-HD Master Audio Surround 5.1; DVDs: Dolby Digital 5.1. Surround. CD featuring 10 unreleased recordings. 96 page booklet + two frameable prints. Lionsgate/ Grove Street Publications. 10.10.2011

George Harrison: I Me Mine. The Extended Edition. 632 s. Genesis Publications, 2017

George Harrison: Be Here Now. Photography by Barry Feinstein with Chris Murray. 208 s. Rizzoli International Publications, 2020. 




Fotos: Lionsgate Films/ Grove Street Pictures/ Spitfire Pictures/ Sikelia Productions/ Apple Records/ Dark Horse Records/ GeorgeHarrison.com/ Beatlesarchive.net/ BeatlesDaily.com/ Universal Music Group/ BMG/ Disney+ [Let It Be-rehearsal clip from Peter Jackson's Get Back]/ The Estate of Barry Feinstein [outtakes from All Things Must Pass album cover photo session + Mad Hatter BirthdayTea Party, Los Angeles 1973) CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV og Google Play – Blu-ray fra Lionsgate Films
Artiklen stod [med rubrikken »Pindsvin og profeter«] i Weekendavisen Kultur 21.10.2011.
Indsendt af kl.
Etiketter: , , , , , , , , , , , , , , ,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)