Felix Van Groeningen & Charlotte Vandermeersch: De 8 bjerge (2022)

GLETSCHEREN BEVÆGER SIG

En hyldest til venskab og livskraft

Af BO GREEN JENSEN

HVEM lever stærkest og ser mest af livet? Den, som bliver på bjerget i midten, eller den, som rejser til verdens ende og slår sig ned ved det yderste sted? De 8 bjerge er fortællingen om to mænd, der mødes som drenge og bliver venner for livet, indtil der ikke er mere tid. Den handler om et særligt hus; om fædre og sønner; om drømme, der lykkes og kommer til kort.

   Pietro og Bruno er 12 år, da de mødes i 1984. Pietro kommer til Grana ved Brusson i de italienske alper sammen med sine forældre. Til hverdag bor familien i Torino, hvor Pietros far, Giovanni (Filippo Timi), er ingeniør. Han bruger sit liv på at længes. I Grana vil han altid op til den skiftende gletscher. Fra toppen af Monte Rosa er der udsyn over de andre bjerge. »Der er de,« siger han til sønnen, som gisper og sakker bagud. »Cervino, Grand Tournalin, Breithorn. Og det dér er Lyskamm.«

BRUNO er født på en gård i Aostadalen, som han aldrig forlader. Han passer dyrene og hjælper sin far. Fordi drengene er enebørn, bliver de venner. Pietros forældre vil betale for Brunos skolegang. Så tager Brunos far simpelt hen drengen med sig for sommeren. Brunos mor siger undskyld. Det var ikke hendes valg.

   I Torino er Pietro sikker på ét: Han vil ikke leve som sin far. De skændes om alt. Den unge mand rejser, og vennerne ses ikke i 15 år. Bruno bliver bygningsarbejder, men han drømmer om at gøre, hvad slægtens mænd altid gjorde, før hans fordrukne far brød traditionen. Han vil leve i bjergene som montanero og passe på dyrene oppe ved himlen.

   »Min far døde, da han var 62, og jeg var 31, den alder han havde, da jeg blev født,« siger Pietro, som reflekterer i voice over. Han kommer tilbage til bjerget, fordi hans far har efterladt en grund med en ruin på. Huset hedder Barma Drola, det er en fantastisk sekvens. Fotografen Ruben Impens skaber billeder, der formidler umådeligheden. 

   Pietro søger stadig efter mening og retning. Han indser, at Bruno blev en søn for Giovanni, mens han selv havde travlt med at lede. Han finder kortet over bjergene, hvor Giovanni har tegnet ruterne ind og givet hver af dem sin farve. Brunos tråd fylder mere end Pietros. Ved hver post i bjergene finder han notesbøger, hvor Giovanni har gjort status. Han forstår sin far bedre, han mærker bogstaveligt tiden. Så han bliver og tager imod arven.

   Vennerne finder hinanden igen. De er begge mænd med stort skæg nu. De river de gamle mure ned og begynder at bygge huset i bjergene. Egentlig er det først hér, godt og vel fem kvarter inde i filmen, at De 8 bjerge begynder for alvor: »Det hér er vores sommerhus, hvor vi vil se hinanden igen hvert år.«

FELIX VAN GROENINGEN (f. 1977) og Charlotte Vandermeersch (f. 1974) har skrevet en tæt håndfuld kantede film, der bryder de fleste formater. Vildest er nok Belgica (2016). Stærkest er The Broken Circle Breakdown (2012), en forbløffende film om kærlighed og stor sorg. Parret elsker countrymusik. De brugte Townes van Zandt-sangen »If I Needed You« på uforglemmelig vis. Det var det modsatte af en elegant film, men den ramte tilskueren rent i hjertekulen.

   The Broken Circle Breakdown var Oscar-nomineret. Van Groeningen fik fristende tilbud og sagde ja til at instruere Steve Carell og Timothée Chalamet som far og søn i misbrugsdramaet Beautiful Boy (2015). Formen var mere friseret, men alle motiver stod skærende klart.

   Hidtil har han instrueret alene, denne gang deler de arbejdet. Målet var at skabe »et episk drama, fortalt med små gestus«. Forlægget er en roman af Paolo Cognetti, der skriver, så alt virker selvoplevet. Det ligner, men er ikke exofiktion. Pietros vej snor sig naturligt. Det kunne ikke være på nogen anden måde.

PIETRO REJSER UD, når han ikke er på bjerget. Han når helt til Koto i Nepal, hvor han hører om kosmologien med otte have, otte bjerge og stedet i midten. Han tegner diagrammet for Bruno, som virkelig bliver montanero med tiden. Men først er der Lara (Elisabetta Mazzulo), som kommer med Pietro og bliver hos Bruno. De får en datter sammen og har succes med at fremstille ost.

   Krisen bider, og vinteren kommer. Det er, som Giovanni sagde: Gletscheren bevæger sig altid. Jeg skal selvsagt ikke røbe, hvad der sker, og hvor det ender. Fimen lever af sin store ro og dybe glæde ved erfaringsstoffet, som synes dyrekøbt. Luca Marinelli fra Martin Eden spiller Pietro med færre manerer end sædvanligt. Alessandro Borghi er den vejrbidte Bruno.

   

DET er en film, som man lever sig ind i og er taknemmelig for. Det lykkes virkelig at sige noget stort med små gestus. Der er også denne gang countrysange, som kommenterer: »Everything you know/ Melts away like snow.« Sangene knaser som lakplader. Faktisk er de nye og stammer fra albummet Alabursy (2015) med svenskeren Daniel Norgren.

   Filmen var i konkurrence på Cannes Festivalen i 2022, den første efter COVID-pandemien. Felix van Groeningen og Charlotte Vandermeersch siger selv, at arbejdet med manuskriptet hjalp dem gennem en parforholdskrise. Og at nedlukningen passede godt til projektet. Le otto montagne modtog Juryens Pris. Forlaget People's Press udgav De otte bjerge i 2019. Oversætteren er Lorens Juul Madsen.

Se også Felix van Groeningen: The Broken Circle Breakdown (2012) og Felix van Groeningen: Beautiful Boy (2018).

De 8 bjerge (Le otto montagne). Instr. og manus: Felix van Groeningen og Charlotte Vandermeersch. Foto: Ruben Impens. 147 min. Italien-Belgien-Frankrig 2022. Dansk premiere: 09.02.2023.

Fotos: Wildside/ Menuetto Film/ Rufus/ Pyramide Productions/ Camera Film/ People's Press (omslagsgrafik: Rasmus Funder)

Filmen er i biografdistribution

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 09.02.2023

Felix van Groeningen: Beautiful Boy (2018)

MENS VI LÆGGER ANDRE PLANER

Kan praktisk oplysning bære som filmkunst?

Af BO GREEN JENSEN

AF alle mørke mareridt, som hjemsøger dagens forældre, må et af de værste være at se sit barn forsvinde i stofmisbrug. »Det vil så heller aldrig ske,« siger de fleste. »Mine børn er fornuftige mennesker, og vi har selv været gode eksempler.«

   Alligevel skete det for David Sheff, den amerikanske journalist og forfatter, som i 2008 fik udgivet erindringsbogen Beautiful Boy: A Father's Journey Through His Son's Addiction. Titlen er taget fra John Lennons sang – dén med linien om, hvordan »livet er det, som sker, mens du har travlt med at lægge andre planer«. Undertitlen er i besværgende datid: »En fars rejse gennem sin søns afhængighed.«

   Sheff er ikke hvem som helst. Han interviewede Lennon og Yoko Ono til Playboy Magazine umiddelbart før Lennons død i 1980. Samtalen findes i bogform med titlen All We Are Saying (2000, da. Lennon uden filter). Han har skrevet for The New York Times og Rolling Stone Magazine. Han har mødt mange (også velfungerende) misbrugere gennem sit journalistiske virke. David var derfor en privilegeret og slet ikke uforstående far, da ulykken ankom.

   

BEAUTIFUL Boy behandler emnet på flere måder. Beskrivelsen af sønnen Nics misbrug er blandet med billeder af, hvor tætte de var. Der er et gedigent forsøg på at forklare misbrugets væsen. Nic er afhængig af crystal meth (metamfetamin). Sheff prøver selv giften for helt at forstå, og han beskriver de invaliderende konsekvenser, som Nics forvandling har for familien. Konklusionen er, at afhængighed er en sygdom, der kun kan behandles ved afholdenhed efter A.A.-modellen.

   Nic Sheff var 18 år, da hans misbrug tog fart. I gymnasiet var han en gylden dreng med talent. Han søgte ind på fem elite-universiteter og fik ja fra dem alle. Men fremtiden blev mindre vigtig end kampen for at fylde det sorte hul og genopleve det første rush. Han mener selv, at han altid var disponeret for afhængighed. Da David skrev Beautiful Boy, supplerede Nic med erindringsbøgerne Tweak: Growing Up on Methamphetamins (2008) og We All Fall Down: Living with Addiction (2011).

NU kommer Hollywood-udgaven, som anlægger begge synsvinkler. Far og søn følger hver sin dramatiske kurve, og det skaber flere udfordringer. Filmen vil formidle, at afhængighed er en uhelbredelig sygdom. Den vil forklare, at metamfetamin er en satanisk substans, som afviser gængs terapi. Begge teser er kontroversielle i behandlermiljøet.

   Samtidig skal der tegnes et dobbeltportræt af Sheff père et fils. Man kunne nok have ændret navnene og gjort historien mere almen. Men hvis niveauet skal løftes over den rene problemfilm, må det ske i erindringen om den smukke dreng, der blev til et monster, som vrænger fuck you og stjæler fra sin lillebrors sparegris.

   Far og søn bliver spillet af Steve Carell og Timothée Chalamet. Carell er altid brysk i dramatiske roller, som ikke må røbe hans komiske flair. Chalamet er den unge mand fra Call Me By Your Name (2017). I flashbacks til den gode tid bliver han spillet af drenge, der ligner. Mødrene (Amy Ryan og Maura Tierney) fylder kun lidt i historien.

   Først bader David sig i nostalgi. Senere bliver fortiden et værelse, som han nødigt går ind i. Han fjerner de belastende fotos. Han hader at lukke sit hjerte, men han lærer at gøre sig hård. Han siger endelig nej, da Nic ringer. Til slut er det et spørgsmål, om han nogen sinde vil smile igen.

FILMEN undgår ikke et missionerende præg, men den gør et agtværdigt forsøg. Det tilskriver jeg instruktøren, belgiske Felix van Groeningen, som lavede den bevægende ukorrekte The Broken Circle Breakdown (2012).

   Manuskriptforfatteren, australske Luke Davies, er selv forhenværende misbruger. Han brugte sin erfaring i Candy (2006), som med Abbie Cornish og Heath Ledger i de to hovedroller blev en af de bedste og mindst melodramatiske misbrugsskildringer, som findes på film.

   Davies er især god til at skildre følelsesløsheden og impulsiviteten. Der er en vis prosaisk frihed forbundet med tilsidesættelsen af andre behov. I Candy flytter parret på landet for at blive stoffri. Cornish klager over mørket i huset. Ledger ser på loftet. Så saver han et hul, der giver lys.

   Stemningen gentager sig i Beautiful Boy, da Nic og en veninde fra afvænningsklinikken bryder ind i barndomshjemmet. Det er hér, at noget dæmrer for Nic. Han prøver at dø, men det vil ikke lykkes. Herefter affinder han sig med altid at have to skrigende punkter i hjernen. Ved filmens fint afstemte slutning har han været klar i otte år.

LYDSPORET bugner af totemmusik. Neil Young synger »Heart of Gold«, Perry Como synger »Sunrise, Sunset« fra Fiddler on the Roof. Da Nic var 12, kunne far og søn brøle i bilen, når Kurt Cobain sang »Territorial Pissings«. Nu er det hele bittersød lyd. Og distraherende sange, som fylder så meget, at publikum nu og da taber tråden, fordi det bliver vigtigere at høre efter.

   Det er en hjerteskærende film for familier, som kender til misbrug. Beautiful Boy vil gerne være mere, men er begrænset af sit emne og den uafbrudt knugende alvor. Det gør ondt at huske drengen, der gik i stykker. Men borte tog ham, og nu er han væk.

   I stedet står der en skrøbelig mand. Han lægger ikke andre planer, for han lever én dag ad gangen. Vi kan dele Davids smerte, men Nic er den mest interessante figur.

   De ting får filmen udmærket frem. Den bliver derfor ikke lagt væk med det samme.

Se også Neil Armfield | Luke Davies: Candy (2006); Felix van Groeningen: The Broken Circle Breakdown (2012) og En indædt underfundighed: Digteren John Lennon 1940-1980.

Beautiful Boy. Instr.: Felix van Groeningen. Manus: Luke Davies, Felix van Groeningen. Foto: Ruben Impens. 120 min. USA 2018. Dansk premiere: 17.01.2019.

Fotos: Amazon Studios/ Big Indie Pictures/ Plan B Entertainment/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.01.2019

Felix van Groeningen: The Broken Circle Breakdown (2012)

DEN SIDSTE TATOVERING

Belgisk country med sanselig sjæl

Af BO GREEN JENSEN

COUNTRYMUSIK som kunst og forløser er en uventet drivkraft i Felix van Groeningens belgiske film om to, der elsker hinanden, men fældes ved et skæbneslag, som de ikke kan komme sig over. Følelserne i filmen er lige så rene og store som musikken.

   Den krøllede titel er en henvisning til »Will the Circle Be Unbroken?«, Ada Habershons og Charles Gabriels salme fra 1907, som blev en temasang for både The Carter Family og The Nitty Gritty Dirt Band. Didier »Monroe« Bontick (Johan Heldenbergh) synger den inderligt og en smule gebrokkent ved begyndelsen af The Broken Circle Breakdown, da han står på scenen i Ghent med sit bluegrassband.*

   Samme dag har han mødt tatovøren Elise Vandevelde (Verlee Baetens) og inviteret hende til at komme og se ham optræde. Sådan begynder en stor kærlighed, men den kronologiske sammenhæng falder først på plads langt inde i filmen. Først viser Groeningen det ødelæggende tab, som rammer parret, da deres glæde er størst.

DIDIER og Elise flytter sammen på en landejendom, som han – adspredt – prøver at sætte i stand. Didier er en fri fugl, en cowboy af hjertet, som sætter pris på at gøre tingene enkelt og langsomt. I begyndelsen elsker Elise ham for det.

   Han forklarer hende, hvorfor bluegrasslegenden Bill Monroe var den største musiker, som har levet. Hun tager navnet Alabama og forklarer ham, hvorfor tatoveringer er smukke. Man bærer sin historie på kroppen. Når Elise bliver forelsket, får hun skrevet kærestens navn på sin hud. Når forholdet slutter, bliver tatoveringen dækket af en ny, men ser man efter, indgår det slettede navn i motivet.

   Det er ikke så søgt, som det lyder. Groeningens forlæg er en teaterforestilling, The Broken Circle Breakdown featuring the Cover-Ups of Alabama, som Johan Heldenbergh skrev sammen med Mieke Dobbels og havde hovedrollen i. I glimt kan man ane, hvor sceneteksten bliver genanvendt, men resultatet ligner nu aldrig filmet teater.

I BEGYNDELSEN bor parret i en trailer, mens Didier arbejder sporadisk i huset. Elise bliver sangerinde i bandet, som synes at have succes. Didier slår syv kors for sig, da Alabama fortæller, at hun er gravid, men han vænner sig til tanken og får huset sat i stand, så datteren Maybelle har passende rammer.

   De gifter sig verdsligt og improviseret, selvsagt til lyden af countrymusik. Elise vil have en terrasse ved huset, Didier ser sig selv på en veranda. Kompromiset bliver en glaskonstruktion, en teranda, som får en særlig rolle i historien, da han som den svorne agnostiker skal forklare sin datter, at fuglene dør ved at flyve mod glasset.

   Ingen datter i historien har været mere elsket end Maybelle. Forældrenes verden styrter i grus, da hun som seksårig rammes af kræft. Denne sorg er fortællingens grundsten, og Groeningen lægger den forrest i filmen. Siden falder scenerne i en kronologi, der flyder om smertepunktet.

DIDIERS fornuft kan ikke gøre datteren levende igen. De giver hinanden skylden for de mest urimelige ting. Hun åbner sig for troen – kommer Maybelle mon tilbage som en fugl, der rammer terandaens glas? – og han råber ad sit tv, når en salvelsesfuld amerikansk præsident forbyder stamcelleforskning.

   Van Groeningen lader sangene bære de kolossale følelser, men filmen er realistisk forankret. Der er heller aldrig tale om, at kærligheden dør. Blot findes der sår, som tiden ikke kan læge.

   Til slut svinger pendulet igen mellem liv og død, mens Didier genoplever det hele. Sit smukkeste øjeblik har filmen i en scene, hvor bandet fremfører Townes Van Zandts »If I Needed You«. Han rækker efter hendes hånd, og hver tilskuer i salen – på filmen såvel som i biografen – håber, at hun vil tage den.

DER vil givet være tilskuere, som får en overdodis i følelseskarussellen. Samtidig er det ikke tilfældigt, at The Broken Circle Breakdown har modtaget publikumsprisen på en lang række festivaler. Det gjorde den på CPH PIX i 2013. I Frankrig fik den César i kategorien bedste udenlandske film. Også i DK kandiderede den til en Bodil. Kirsebærret på toppen af kagen var en Oscar-nominering i 2014.

   Endelig gælder det, hvad der står på Alabamas sidste tatovering. Med dette melodramatiske grundmateriale skaber Van Groeningen en bevægende film, som rammer tilskueren lige i hjertet. To varme, fejlbarlige mennesker træder ud af den sentimentale historie – ganske som i de bedste countrysange. At Johan Heldenbergh synger dem med flamsk accent, gør i denne kontekst blot virkningen større.

Se også Den sidste drøm: Sangskriveren Blaze Foley 1949-1989; I Saw the Light: Hank Williams 1923-1953; Joel & Ethan Coen: O Brother, Where Art Thou? (2000); Joel & Ethan Coen: Inside Llewyn Davis (2013); Debra Granik: Winter's Bone (2010) [Noir 100]. 

*) Johan Heldenbergh, Verlee Baetens og de øvrige kræfter i bandet har ved flere lejligheder turneret som The Broken Circle Breakdown Bluegrass Band. Det gør de også på filmens OST-album. »Will the Circle Be Unbroken« findes i 1000+ coverversioner. På Will the Circle Be Unbroken II (1989) med Nitty Gritty Dirt Band er en særlig overdådig udgave, hvor versene synges efter tur af Johnny Cash, Roy Acuff, Ricky Skaggs, Levon Helm i duet med Emmylou Harris og Jimmy Ibbotson (fra Nitty Gritty Dirt Band). I koret står 40 koryfæer fra bluegrass, folk- og countrygenren + omegn, fra John Hiatt og John Denver til Bruce Hornsby og Roger McGuinn. Hele Carter-familien sang for på det ikoniske triplealbum, som grundlagde skabte konceptet i 1972. På Will the Circle Be Unbroken III (2002) er tricket gentaget med yngre navne.

The Broken Circle Breakdown. Instr.: Felix van Groeningen. Manus: Carl Joos, Felix van Groeningen. Foto: Ruben Impens. 110 min. Belgien-Holland 2012. Dansk premiere: 31.10.2013.

Fotos: Menuet Productions/ Topkapi Films/ Belgacom/ Casa Kafka Pictures Movie Tax Shelter Empowered by Belfius/ Eurimages/ VAF/ Flanders Image/ Kinepolis Film Distribution/ Lumière/ Nederlands Filmfonds/ Vlaamsee Film/ Filmbazar DK/ Cinematerial/ MovieStillsDB

Filmen streames ikke i DK - i Tyskland og UK på Apple TV, Google Play og MUBI

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.11.2013

Neil Armfield | Luke Davies: Candy (2006)

SAMMEN TIL DEN BITRE ENDE
Fryd, fornedrelse, følelsesløshed

Af BO GREEN JENSEN

I EN bestemmende fase af ungdommen, mens kroppen er stærk og sindet vidtåbent, får misbruget et romantisk skær. De fleste kommer over det. Andre bliver narkomaner og alkoholikere uden at føle et højere formål, men visse kreative kunstnerspirer hænger uhjælpeligt fast i det store selvbedrag.

   For dem synes rusen at rumme en indsigt, som konventionerne arbejder på at fortrænge, og afhængigheden bliver i sig selv et adelsmærke, der forbinder misbrugeren med en stolt tradition for unge døde og fordømte digtere fra Coleridge, Baudelaire og Rimbaud til rockkulturens seje koryfæer.

   Teatermennesket Neil Armfield (f. 1955), Australiens svar på Peter Langdal, har skabt en oprigtigt bevægende kærlighedshistorie, som folder to narkomaners forhold ud over en årrække. Filmen lægger lige megen vægt på at skildre »Himmel«, »Jord« og »Helvede«. Det begynder med fryd, fortsætter i fornedrelse og slutter hinsides følelsesløshed. Dog er det aldrig så klart eller enkelt, for Candy skildrer også nuancerne og glemmer ikke på noget tidspunkt, at de druknende mennesker elsker hinanden.

DIGTEREN Daniel (Heath Ledger) og kunstneren Candice (Abbie Cornish) ved nøjagtig, hvad de går ind til, da rejsen til nattens ende begynder. Det er ham, der viser vejen, men det er hende, der insisterer og tager ved lære frygtindgydende hurtigt. Dan fokuserer på udvalgte flashbacks og vender hele tiden tilbage til en erindring om den gode dag, hvor alt var i balance. De stod i Tivoli, på bunden af en drejende forlystelse, og var svimle af stoffernes lykke og glæden ved hinanden.

   Et år eller to holder følelsen ved. Siden følger en lang nedgangstid. Candys forældre har penge og tilgiver aldrig Dan for at trække deres prinsesse ned i sølet. Hans beretning ligner en selvransagende overvejelse, for i princippet giver han dem ret. For publikum er det dog tydeligt, at Candy har hærværket i sig fra begyndelsen. Forlægget er en bog af Luke Davies, Candy: A Novel of Love and Addiction (1997). Det er i en nøddeskal, hvad filmen beskriver, kærlighed og afhængighed som uadskillelige størrelser.*

LÆNGE er det hende, som forsørger den vordende verdensforfatter og finansierer parrets heroinmisbrug. Det sker primært gennem prostitution, og når det virkelig brænder på, opsøger parret kemiprofessoren Casper, som var Candys lærer på universitetet. Casper inkarnerer ånden fra 1968 og savner 70ernes livsfølelse. For ham er narkomanien et sentimentalt og nostalgisk projekt. Han bruger selv giften, han skaffer og sælger.

   Da glansen går af rutinen, begynder Candy at bebrejde Dan, at han aldrig risikerer noget for kærligheden. Han skal derfor debutere som trækkerdreng ved toilettet i parken, men det hårde liv ligger ikke til drengen, der dybest set ikke vil være voksen. En række alternativer forsøges. Mest konsekvent er forsøget på at flytte væk og stifte familie på landet.

   Her bliver Candy psykotisk og maler selv skriften på væggen. Et katastrofalt besøg fra svigerfamilien fører til et definitivt brud. Armfield er dygtig til at skildre hengivenhed og bitterhed i én og samme bevægelse. Da parret savner lys i stuen, vil Dan etablere et skylight. Han banker simpelt hen hul i taget, og længere kommer projektet aldrig, for alt bliver gjort i en tåge af tiltagende sneblindhed. For det første er det forstemmende morsomt. For det andet er det sådan, man lever med giften til hverdag.

BEGYNDELSEN beskrives, så man forstår en smule af den følelse, som lokker Candice og Daniel i fordærv. Geoffrey Rush har en sekundær rolle som den kreative kemiprofessor, der både er en faderfigur og de elskendes ven. Det er ham, der formulerer fortabelsens paradoks: Så længe man kan, vil man ikke stoppe. Og når man vil, kan man ikke længere stoppe.

   Candy kombinerer konturerne af en generationsskildring med karakterstærkt kærlighedsdrama og en beskrivelse af misbrugets topografi, hvor fornedrelsen er nabo til sublime stunder af lykke. I nærbillede ser vi et par gå til grunde. Det er filmens store kvalitet, at lys og mørke får lige megen vægt.

DEN amerikanske grinebider Blake Edwards, manden bag bl.a. The Pink Panther-serien, instruerede i sin ambitiøse ungdom misbrugsmelodramaet Days of Wine and Roses (1962, da. Hektiske dage), hvor Lee Remick og Jack Lemmon er lænket til hinanden i en tilsvarende kærlighedspagt. Også her er det ham, der begynder, og hende, som ikke kan holde op.

   For Edwards gjaldt det alkoholisme, men den følelsesmæssige ligning og vejen ned og ud var den samme. Trods højt spil og hysteriske tiltag var Days of Wine and Roses en fremragende film. Det er derfor en absolut anbefaling at kalde Candy for Hektiske dage med stoffer.

   Kilden er i begge tilfælde dekadenten Ernest Dowson (1867-1900), som vidste hvad han talte om og skrev digtet »Vitae Summa Brevis« i 1896:

They are not long, the weeping and the laughter,

Love and desire and hate;

I think they have no portion in us

After we close the gate.

They are not long, the days of wine and roses:

Out of a misty dream

Our path emerges for a while, then closes

Within a dream.

NEIL Armfields film har skønhedsfejl, bl.a. en reklameagtig klipning og en tendens til at skøjte for hurtigt hen over de stille og svære afsnit på vejen. Sådan er der dog i Dans version af historien, og det lykkes Candy at fastholde kærlighedens efterbillede sammen med den tiltagende følelsesløshed, som Dowson beskriver. Man ser faktisk Dan og Candy på stien, der træder frem et øjeblik og synes indlysende klar, før den lukker sig inde i drømmen.

   Armfield bruger krasse virkemidler, herunder højpoetisk voice over, lyrisk slowmotion, et dødfødt foster og Tim Buckleys gamle »Song To The Siren« for at nå sine følelsesmæssige mål. Men han når dem så stærkt, at kun kynikere og purister kan forblive upåvirkede. Historien er fortalt mange gange, og det er ingen blevet klogere af. Også dét ved filmen, men den har mod til at gennemføre en slutning, som hverken er falsk eller tragisk og smuk.

*) Luke Davies (f. 1962) debuterede med samlingen Four Plots for Magnets (1982) og levede i 1980erne med det misbrug, som er skildret i Candy. Fra 1984 til 1990 var han gift med billedkunstneren Megan Bannister, som er modellen for Candy i bogen. Begge har fortalt om tiden i interviews. »Living it was 50,000 times worse,« sagde Bannister til Sydney Morning Herald, da Neil Armfields film fik premiere. Luke Davies har efterfølgende opbygget et alsidigt forfatterfatterskab og etableret sig som manuskriptforfatter. Blandt filmene er Anton Corbijns Life (2015), den Oscar-nominerede Lion (2016), Felix van Groeningens misbrugsdrama Beautiful Boy (2018) og Paul Greengrass' News of the World (2020). Í 2019 skrev og udviklede han miniserien Catch-22 sammen med David Michôd. Serien er det første forsøg på at dramatisere Joseph Hellers antikrigsklassiker, siden Mike Nichols filmatiserede den i 1970. Resultatet kan for tiden ses på DR.dk

Candy. Instr. : Neil Armfield. Manus: Luke Davies, Neil Armfield. Foto: Garry Phillips. 108 min. Australien 2006. Dansk premiere: 08.06.2007.

.

Fotos: Film Finance/ Paradigm Hyde Films/ Renaissance Films/ The New South Wales Film and Television Office/ Miracle Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Paramount/ Warner Bros./ Sydney Morning Herald | David Verrall (Luke Davies and Megan Bannister 1986 portrait)

Filmen streames Blockbuster, FILMSTRIBEN og Rakuten TV

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2007