MANDEN DER VILLE SIGE FRA
Stoisk spænding i sporet fra Hitchcock
Af BO GREEN JENSEN
PRINCIPPET om, at mindre er mere, gælder i ekstrem grad for The American. Anton Corbijns kølige skildring af en træt lejemorders forsøg på at trække sig ud, få et liv og finde menneskelig varme, kunne være blevet en ordinær spændingsfilm. Den ligner endda sådan én i passager, men den bliver noget mere i kraft af sit minimalistiske snit. En fortælling om soning og tilgivelse. En lille film om nåde, dybest set.
Af BO GREEN JENSEN
Dræberen Jack (George Clooney) får endelig nok, da han under et ophold i Dalarna må likvidere både en svensk konkurrent, der har fundet rævens hule i sneen, og den intetanende kæreste, som han virkelig holdt af. Det er filmens prolog, og den viser alt uden at sige det højt. Det er ikke første gang, at Jack har måttet dræbe sin mulighed for en fremtid. I mandens ansigt kan man se, hvor led ved det hele, han er.
FILMEN er enkel som bonsai i forhold til tidens buldrende thrillers. Den baserer sig på en roman af Martin Booth, A Very Private Gentleman. Atmosfæren er vigtig, detaljerne tæller. Jack gemmer sig i en italiensk landsby, hvor han hævder at være naturfotograf. Han lever som en munk. Træner, sover, læser, vedligeholder arsenalet. Svenskerne er efter ham, så han tager ingen chancer. Alligevel knytter han et stilfærdigt venskab med byens præst, og han kysser den prostituerede Clara (Violante Placido) så nænsomt, at hun reagerer på følelsen og forelsker sig i ham.
EN morder, en bjergby, en skøge med sjæl. The American har et helt sæt klicheer til sin rådighed. For eksempel kan det ikke komme bag på nogen, at Jacks chef ikke har tænkt sig at lade ham gå. Intet bliver dog, som man tror.
The American har kun to-tre hårde sekvenser. Især klimaks er smukt underdrejet. Actionbrag er der slet ingen af. Vi er i et tematisk territorium, hvor den mørke suspense fra amerikanske 70er-thrillers møder Jean-Pierre Melvilles franske gangsteren-som-samurai film.
George Clooney har en af sine bedste roller længe. Der er noget skrøbeligt over den smidige krop, som han træner. Håret bliver mere gråt for hver scene, og kinderne i det ædle ansigt begynder at hænge en smule. De varme øjne ser alt og véd alt. Der er ingen nye indtryk. Kun kærligheden til Clara. Havde Hitchcock castet Cary Grant i en thriller om Manden Der Gerne Ville Sige Fra, kunne resultatet se sådan hér ud.
HOLLÆNDEREN Anton Corbijn debuterede sjældent overbevisende med Control (2007), som var et portræt af Ian Curtis fra bandet Joy Division. Her brugte Corbijn en grynet optik, som lignede æstetikken fra hans virke som kunstfotograf og videomager. The American er derimod gylden, elegisk og stoisk i hver kameragang. Filmen er frygtindgydende klar og taber ikke en eneste takt.
Mest bekræftende er måske, at The American har solgt mange billetter i USA. Det kan altså lykkes at skære igennem. Med sin næsten asketiske vinkel er filmen et modstykke til højspændte operastykker som Martin Scorseses Shutter Island og Christopher Nolans Inception. The American taler sandt om et menneske. Modenhed er alt, og den rituelle slutning føles korrekt, skønt man vægrer sig ved at se den i møde.
The American. Instr.: Anton Corbijn. Manus: Rowan Joffe. Foto: Martin Ruhe. 99 min. UK-USA 2010. Dansk premiere: 14.10.2010
Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ SF Studios
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime, TV2 Play
Anmeldelsen bragt i Weekendavisen Kultur 15.10.2010
Ingen kommentarer:
Send en kommentar