Translate

tirsdag den 3. august 2021

Mia Hansen-Løve: Eden (2014)


FORTABT I MUSIKKEN
Tyve år i technokulturen

Af BO GREEN JENSEN

DET er svært at blive gammel som DJ. Hver nat står man i lyset og spiller frydens musik for et mørkt dansegulv, der bølger af pumpende kroppe. Der er en vis evig absurditet over jobbet, og man slår sig på hjernen med stoffer og sprut.
   Uden for klubben bliver vennerne voksne. En dag har smagen ændret sig, og tiden vil høre en anden musik. Nu har man ikke midashænder mere. Så venter tinnitus og abstinenser. Hvem holder da af en aldrende DJ?
   Klublivets udfordringer er skildret i en hel undergenre af film: den amerikanske 54 (1998), Michael Winterbottoms 24 Hour Party People (2002), den canadiske It’s All Gone Pete Tong (2004), den tyske Berlin Calling (2008). Senest var Northern Soul (2014) et portræt af klubkulturen i 1970ernes Lancashire.


HVER generation har sit sted og sin strømning, men DJ’ens liv bliver uvægerligt skildret som en rejse fra eufori til melankoli. Der er ingen vej ud, hvis man har musikken i blodet. David Bowies bannersang fra Lodger sagde det hele allerede i 1979: »I am a DJ/ I am what I play/ Can’t turn around, no, can´t turn around.«
   Eden følger en fransk DJ’s karriere fra 1992 til 2013. Paul Vallée er 16 år, da han og vennen Stan begynder at optræde sammen som duoen Cheers. De vender ikke bare plader, men skaber nye rum i bevidstheden. De siger selv, at de spiller »N.Y. Garage with a Parisian twist«. Over tid bliver stilen kendt som French Touch.

   
MIA Hansen-Løve (f. 1981) har skrevet Eden sammen med sin storebror, Sven, der var DJ i 90erne. Visse træk er ændret, men musikerne har beholdt deres navne og historier. Filmen bruger den originale musik. Thomas Bangalter (Vincent LaCoste) og Guy Manuel de Homem-Christo (Arnaud-Azoulay) fra Daft Punk, technoscenens krumtap, er bare store drenge. De bærer endnu ikke masker, hjelme eller robotudstyr.*
   Trods sit navn er Hansen-Løve fransk. Som 16-årig medvirkede hun i Fin août, début septembre (1998) og blev kæreste med instruktøren Olivier Assayas. Félix de Givry, som spiller Paul Vallée, fandt hun i Après mai (2012, da. Efter revolutionen), hvor Givry havde rollen som den unge Assayas i 1968. Hansen-Løve har skildret sin ungdom i Le père de mes enfants (2009) og Un amour de jeunesse (2011). L'Avenir (2016, da. Dagen i morgen) er et forvarsel om, hvad der venter os alle. Isabelle Huppert spiller filosofilæreren, der bliver hægtet af ved pensionsalderen.
   Hansen-Løves seneste film, Bergman Island, havde premiere på Cannes Festivalen i 2021. Vicky Krieps og Tim Roth spiller filmskaberparret, der besøger Fårö i den svenske skærgård, hvor Ingmar Bergman boede de sidste 40 år af sit liv. De skal skrive hver sit manuskript i refugiet, og i Krieps' metafiktion begynder Bergman'ske skikkelser at blande sig med virkeligheden. Mia Wasikowska og Anders Danielsen Lie har de bærende roller i filmen-i-filmen. Løve-Hansen har endnu ikke lavet en film, der var uden sin særlige tone.  



EDEN er fortalt i to akter. Første del hedder »Paradise Garage« og dækker årene 1992-2001. I begyndelsen er der kun varme og tillid. Kulden sætter ind, da Cheers går fra hinanden. Paul har korte affærer med amerikaneren Julie (Greta Gerwig), araberen Yasmin (Golshifteh Farahani) og franske Margot (Laura Smet). På gulvet sidder Juliette Lamet og ser til fra lillesøsterens perspektiv.
   Lyset bliver mindre efter 2000. Tegneseriekunstneren Cyril begår selvmord i november 2001, da kulturen stadig er i chok over 9/11. Hele kredsen samles for at sende ham afsted. Årene 2003-06 er præget af generel omkalfatring og afvikles i en montage. Diverse døgnfluer fungerer som kronologiske markører: Tony Humphries, PS1, Showgirls, La India, Crystal Waters’ »Gypsy Woman«.



ANDEN akt hedder »Lost in the Music« og ajourfører fortællingen. Den fatalistiske Paul er i mange henseender en stoisk og smuk Peter Pan. Alligevel får hans historie et skær af tragisk vemod. Der er ingen ironi. Filmen deler hans fryd ved musikken og hans tro på, at utopien kan bære. Også selv om den ved, hvor det ender.
   Eden tager farve efter musikken. Den flyder som i en endeløs trance, hvor tiden er sat ud af drift. Strukturen er imponerende konsekvent. Marion Monnier har klippet de enkelte scener, så bevægelsen bliver en besværgende gestus.



ENDELIG er Robert Creeleys digt »The Rhythm« sat som coda. Små drenge bliver til gamle mænd, uden at have været voksne. Livet pulserer som rytmen »from window to door/ from ceiling to floor/ light at the opening/ dark at the closing.«
   Eden er en sublim sædeskildring. Trods et lydspor, der citerer fra 40 technosange, kan man se den uden at føle alverden for genren. Hér er selve tiden, der glider os af hænde. Det er en mørk og meget bevægende film, der rammer én som de bedste steder hos Marcel Proust og F. Scott Fitzgerald. Med en svimmel, akut bittersødme.

*) I juli 2015 talte Mia Hansen-Løve med Vice Magazine om filmen, sin bror og hans kreds: »De var ikke bare DJs: de var musikere, producere, kunstnere, radioværter, managers, designere – det hele var forbundet i dét, der siden blev kendt som The French Touch. Daft Punk var en del af dét. Vi vidste ikke, hvor berømte de ville blive, de havde bare en særlig udstråling. Som store drenge var de ikke noget særligt at se på, men de vidste, hvad de ville med det hele. Det var en af de store forskelle på folk som dem og folk som min bror, der levede i øjeblikket, uden at tænke over, hvor han ville hen.«
   Den 22. februar 2021 lagde Daft Punk en skæring med titlen »Epilogue« på YouTube. Til sidst er et skilt sat ind, hvor der står: 1993-2021. Udgivelsen markerer slutningen på Daft Punk. Bangalter og Guy-Man vil dog fortsat lave musik hver for sig.


Eden. Instr.: Mia Hansen-Løve. Manus: Sven og Mia Hansen-Løve. Foto: Denis Lenoir. 131 min. Frankrig 2014. Dansk premiere: 17.09.2015.


Fotos: CG Cinéma/ Canal+/ Camera Film/ Cinematerial/ Cineimage
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 18.09.2015

Ingen kommentarer:

Send en kommentar