Michael Winterbottom: 24 Hour Party People (2002)

LYDEN FRA MANCHESTER

Tony Wilsons Factory Records 

Af BO GREEN JENSEN

VIST ligger britisk rocks centrum i London, men ofte er fornyelsen kommet fra de grimede byer oppe i nord: Liverpool, Manchester, Birmingham, Newcastle.

   Sidst i 1970erne herskede der slet ingen tvivl. Da tv-journalisten Tony Wilson (1950-2007) grundlagde musikselskabet Factory Records sammen med vennerne Alan Erasmus (f. 1949) og Rob Gretton (1953-1999), var Ian Curtis’ kultband Joy Division det første navn, som blev promoveret.

   Factory førte således an, da punkrockens uartikulerede primalskrig blev nuanceret af en mørkere, mere følsom new wave og såkaldte new romantics som Howard Devotos band Magazine og Pete Shelleys legendariske Buzzcocks.

PÅ skærmen var Tony Wilson manden med slipset, den kultiverede Cambridge-diktion og de pæne manerer, som selv bedstemødre kunne elske. Også privat inkarnerede han en særlig frigjort slags borgerlighed, men hans vision om Manchesters industrikvarter som en pendant til renæssancens Firenze var der ikke noget småtskårent ved. I Michael Winterbottoms energisk-ironiske drama om Wilsons og Factorys storhed og fald fremstilles manden i midten af komikeren Steve Coogan. Denne taler direkte til kameraet, meget som Eric Idle gjorde i The Rutles: All You Need is Cash (1978), den legendariske parodi på et dokumentarprogram om The Beatles, der hærgede verden i Factorys egen tid.

DETTE dobbeltsyn holder hele vejen i 24 Hour Party People. En hyper-ironisk fortælleform kredser om en kerne, der er både ægte og indtrængende, hvis man ellers kan lade være med at grine. Filmen fastholder 16 års flimrende musikhistorie, som bogstaveligt ændrede verden.

   Det begynder med den legendariske koncert i Manchesters Lesser Free Trade Hall, hvor Wilson og hustruen Lindsay den 4. juni 1976 ser The Sex Pistols fremføre »Anarchy in the U.K.«. Det slutter i 1992, da Wilsons klub The Hacienda må lukke, og Factory bliver ædt af London Records.

   Endelig sidder Wilson på taget sammen med sine to gamle venner og Shaun Ryder fra The Happy Mondays, der for længst har mistet jordforbindelsen. Da svæver Gud ned, giver Wilson ret i det hele og kommer med et par musikalske tip. Han ligner selvsagt Tony Wilson på en prik.

WINTERBOTTOM fortæller historien med alle de psykedeliske hjælpemidler, en nutidig filmskaber har til rådighed. Her er split-screen, videobilleder, tv-billeder, arkivmateriale, fantastiske CGI-sekvenser, hurtige MTV-klip og en svimmel håndholdt kameraføring ved Fassbinder-fotografen Robby Müller, som stadig har bevægelsen i sig efter samarbejdet med Lars von Trier.

   Produktionsdesigneren Mark Tildesley genskaber først mørket i 70erne, tiden der tilhører Joy Division. Dernæst skejer han lige så meget ud på ecstasy i alle farver som det næste store navn, Happy Mondays, og Wilson der fortaber sig i 80ernes guldflipperi. Coogans monologer er direkte henvendt til publikum, og han hjælper beredvilligt til med at pege på relevante træk og personer. På metavis medvirker flere af modellerne for filmens karakterer. Det er alt i alt både underholdende, informativt og lidt bevægende.

FILMEN falder naturligt i to dele og knækker lige så selvfølgeligt på midten. Opturen med Joy Division og stærke mørke sange som »Transmission«, »Atmosphere« og »Love Will Tear Us Apart« har virkelig tidsånd og klassisk substans. Ian Curtis’ selvmord skildres lavmælt og troværdigt, som Sean Harris overhovedet fremstiller karakteren. Midtvejs tages der afsked med Anton Corbijns nyklassiske videoclip og skærmteksten Ian Curtis 1956-1980. Så bliver Joy Division til 80er-fænomenet New Order, og det kan være udmærket, men da 90erne ankommer sammen med Happy Mondays har musikken mistet sin tyngde.

WINTERBOTTOM og manuskriptforfatteren Frank Cottrell Boyce tager os med til den fest på The Hacienda, hvor helliggørelsen af rytmen, »the beatification of the beat«, for første gang finder sted. De dansende klapper ikke af musikken eller kunstnerne, men af discjockeyen, selve mediet og sig selv. Det er rave-kulturens fødsel, og filmen tillægger den skelsættende betydning. Som tilskuer er man mindre overbevist.

FILMEN har adskilligt til fælles med Todd Haynes' Velvet Goldmine (1998), der lagde en fiktiv ramme om glamrocken og tog sig selv langt mere alvorligt. Det er Winterbottoms frikvarter fra dybe agtværdige film som Jude (1996), Welcome to Sarajevo (1997), Wonderland (1999) og The Claim (2000). 24 Hour Party People er lige så bemærkelsesværdig, men vil sikkert sige mindre til den, som ikke var der, da Ian Curtis sang »Love Will Tear Us Apart«.

Se også Mørke diamanter: Sangskriveren Ian Curtis 1956-1980; Omkring Joy Division: Et interview med Anton Corbijn [2007].

24 Hour Party People. Instr.: Michael Winterbottom. Manus: Frank Cottrell Boyce. Foto: Robby Müller. Storbritannien 2002. Dansk premiere: 29.11.2002

Fotos: CineMaterial/ Revolution Films/ Filmgrab

Filmen streames (juni 2025) på Amazon Prime, Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Works Film Group (UK) 03.06.2019

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 29.11.2002

Mia Hansen-Løve: Eden (2014)

FORTABT I MUSIKKEN
Tyve år i technokulturen

Af BO GREEN JENSEN

DET er svært at blive gammel som DJ. Hver nat står man i lyset og spiller frydens musik for et mørkt dansegulv, der bølger af pumpende kroppe. Der er en vis evig absurditet over jobbet, og man slår sig på hjernen med stoffer og sprut.

   Uden for klubben bliver vennerne voksne. En dag har smagen ændret sig, og tiden vil høre en anden musik. Nu har man ikke midashænder mere. Så venter tinnitus og abstinenser. Hvem holder da af en aldrende DJ?

   Klublivets udfordringer er skildret i en hel undergenre af film: den amerikanske 54 (1998), Michael Winterbottoms 24 Hour Party People (2002), den canadiske It’s All Gone Pete Tong (2004), den tyske Berlin Calling (2008). Senest var Northern Soul (2014) et portræt af klubkulturen i 1970ernes Lancashire.

HVER generation har sit sted og sin strømning, men DJ’ens liv bliver uvægerligt skildret som en rejse fra eufori til melankoli. Der er ingen vej ud, hvis man har musikken i blodet. David Bowies bannersang fra Lodger sagde det hele allerede i 1979: »I am a DJ/ I am what I play/ Can’t turn around, no, can´t turn around.«

   Eden følger en fransk DJ’s karriere fra 1992 til 2013. Paul Vallée er 16 år, da han og vennen Stan begynder at optræde sammen som duoen Cheers. De vender ikke bare plader, men skaber nye rum i bevidstheden. De siger selv, at de spiller »N.Y. Garage with a Parisian twist«. Over tid bliver stilen kendt som French Touch.

   

MIA Hansen-Løve (f. 1981) har skrevet Eden sammen med sin storebror, Sven, der var DJ i 90erne. Visse træk er ændret, men musikerne har beholdt deres navne og historier. Filmen bruger den originale musik. Thomas Bangalter (Vincent Lacoste) og Guy Manuel de Homem-Christo (Arnaud-Azoulay) fra Daft Punk, technoscenens krumtap, er bare store drenge. De bærer endnu ikke masker, hjelme eller robotudstyr.*

   Trods sit navn er Hansen-Løve fransk. Som 16-årig medvirkede hun i Fin août, début septembre (1998) og blev kæreste med instruktøren Olivier Assayas. Félix de Givry, som spiller Paul Vallée, fandt hun i Aprés mai (2012, da. Efter revolutionen), hvor Givry havde rollen som den unge Assayas i 1968. Hansen-Løve har skildret sin ungdom i Le père de mes enfants (2009) og Un amour de jeunesse (2011). L'avenir (2016, da. Dagen i morgen) er et forvarsel om, hvad der venter os alle. Isabelle Huppert spiller filosofilæreren, der bliver hægtet af ved pensionsalderen.

   Hansen-Løves seneste film, Bergman Island, havde premiere på Cannes Festivalen i 2021. Vicky Krieps og Tim Roth spiller filmskaberparret, der besøger Fårö i den svenske skærgård, hvor Ingmar Bergman boede de sidste 40 år af sit liv. De skal skrive hver sit manuskript i refugiet, og i Krieps' metafiktion begynder Bergman'ske skikkelser at blande sig med virkeligheden. Mia Wasikowska og Anders Danielsen Lie har de bærende roller i filmen-i-filmen. Løve-Hansen har endnu ikke lavet en film, der var uden sin særlige tone.

  

EDEN er fortalt i to akter. Første del hedder »Paradise Garage« og dækker årene 1992-2001. I begyndelsen er der kun varme og tillid. Kulden sætter ind, da Cheers går fra hinanden. Paul har korte affærer med amerikanske Julie (Greta Gerwig), arabiske Yasmin (Golshifteh Farahani) og franske Margot (Laura Smet). På gulvet sidder Juliette Lamet og ser til fra lillesøsterens perspektiv.

   Lyset bliver mindre efter 2000. Tegneseriekunstneren Cyril begår selvmord i november 2001, da kulturen stadig er i chok over 9/11. Hele kredsen samles for at sende ham afsted. Årene 2003-06 er præget af generel omkalfatring og afvikles i en montage. Diverse døgnfluer fungerer som kronologiske markører: Tony Humphries, PS1, Showgirls, La India, Crystal Waters’ »Gypsy Woman«.

ANDEN akt hedder »Lost in the Music« og ajourfører fortællingen. Den fatalistiske Paul er i mange henseender en stoisk og smuk Peter Pan. Alligevel får hans historie et skær af tragisk vemod. Der er ingen ironi. Filmen deler hans fryd ved musikken og hans tro på, at utopien kan bære. Også selv om den ved, hvor det ender.

   Eden tager farve efter musikken. Den flyder som i en endeløs trance, hvor tiden er sat ud af drift. Strukturen er imponerende konsekvent. Marion Monnier har klippet de enkelte scener, så bevægelsen bliver en besværgende gestus.

ENDELIG er Robert Creeleys digt »The Rhythm« sat som coda. Små drenge bliver til gamle mænd, uden at have været voksne. Livet pulserer som rytmen »from window to door/ from ceiling to floor/ light at the opening/ dark at the closing.«

   Eden er en sublim sædeskildring. Trods et lydspor, der citerer fra 40 technosange, kan man se den uden at føle alverden for genren. Hér er selve tiden, der glider os af hænde. Det er en mørk og meget bevægende film, der rammer én som de bedste steder hos Marcel Proust og F. Scott Fitzgerald. Med en svimmel, akut bittersødme.

Se også Mia Hansen-Løve: L'avenir/ Things to Come (2016); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021); Mia Hansen-Løve: Un beau matin/ En dejlig morgen (2022).

*) I juli 2015 talte Mia Hansen-Løve med Vice Magazine om filmen, sin bror og hans kreds: »De var ikke bare DJs: de var musikere, producere, kunstnere, radioværter, managers, designere – det hele var forbundet i dét, der siden blev kendt som The French Touch. Daft Punk var en del af dét. Vi vidste ikke, hvor berømte de ville blive, de havde bare en særlig udstråling. Som store drenge var de ikke noget særligt at se på, men de vidste, hvad de ville med det hele. Det var en af de store forskelle på folk som dem og folk som min bror, der levede i øjeblikket, uden at tænke over, hvor han ville hen.«

   Den 22. februar 2021 lagde Daft Punk en skæring med titlen »Epilogue« på YouTube. Efter fem minutter (5:20) vises i 15 sekunder et skilt med teksten: 1993-2021. Udgivelsen markerer slutningen på Daft Punk. Bangalter og Guy-Man vil dog fortsat lave musik hver for sig.

Eden. Instr.: Mia Hansen-Løve. Manus: Sven og Mia Hansen-Løve. Foto: Denis Lenoir. 131 min. Frankrig 2014. Dansk premiere: 17.09.2015.

Fotos: CG Cinéma/ Canal+/ Camera Film/ Cinematerial/ Cineimage

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 18.09.2015