DEN GAMLE MAND OG TILGIVELSEN
Clint Eastwood nærmer sig 80 og gør status
Af BO GREEN JENSEN
Få mænd har hadet deres samtid så inderligt, som Walt hader sin. Den bestemmende begivenhed i hans ungdom var soldatertiden i Korea 1950-53, hvor han tog i hvert fald 13 liv og fik en Purple Heart-medalje for at dræbe med særlig ildhu. Nu føler han, at fjenden får lov at trænge ind ad bagdøren, da en sydøstasiatisk Hmong-familie flytter ind i nabohuset. For ham at se er de alle skævøjede pungrotter, ligesom amerikanere der køber fornuftige japanske familiebiler – hans egne sønner f.eks. – er upatriotiske svagpissere. Walt er intet sludrechatol, men han tøver aldrig med at sætte ord på sine meninger.
KONFLIKTEN eskalerer. Walt bliver mere lydhør for den unge præst, som til gengæld lærer ydmyghed af krigsveteranen. Walt skrifter til ære for præsten, men sin dybeste hemmelighed fortæller han kun til Thao, da han låser denne inde og opsøger banden for justere det store moralske regnskab og ofre sig på uforglemmelig vis. Naturligvis er der et slutopgør i denne film om hadets og selvtægtens afmagt, men balancen bliver ikke nået med voldens klassiske amerikanske løsningsmodel. Der falder skud, men de bliver ikke besvaret.
DEN første scene i Gran Torino – som også er instrueret af Eastwood – koncentrerer al Kowalskis bitterhed i en mørk, forstenet grimasse. Hans hustru bliver begravet, og den unge præst (Christopher Carley) taler forblommet om, hvordan troen for katolikker må være både en trist og en sød begivenhed. Trist på grund af savnet, sød på grund af saligheden ved at blive hentet til det himmelske hjem. Walt er ved at spytte på gulvet.
Han kan heller ikke skjule sin vrede over børnebørnenes uforskammede optræden – den store piges piercede navle, den yngre drengs næsvise parodi på liturgiens remser. Han ser på sine sønner og deres hustruer, som skiftevis frygter og foragter den forstokkede gamle koldkriger. De forstår ikke ham, og han forstår ikke dem. Den dårlige stemning sætter sig under bespisningen bagefter. Pigen vil vide, hvad der skal ske med bilen og møblerne, når han dør. Præsten vil have ham til at skrifte, og Walt siger lige ud, hvad han mener om religion og tanken om at betro sig til en forkælet jomfru på 27 år, der intet ved om livet og døden.
DET bliver aldrig sagt, hvor gammel den gamle mand egentlig er, men sandsynligvis er han på alder med Eastwood, som fylder 79 år til maj. Gran Torino er hans spillefilm nr. 29 – Eastwood debuterede som instruktør med Play Misty for Me (1971, da. Mørkets melodi) – og den første siden Million Dollar Baby (2004), som han selv spiller med i. Kowalski har boet i det samme hus i 54 år. Eastwood har været aktiv skuespiller lige så længe.
»Mand, du er jo virkelig gammel. Det er faktisk ret imponerende,« siger Hmong-teenageren Thao (Bee Vang), som Walt knytter sig stadig mere faderligt til, da hans stenansigt begynder at slå sprækker af menneskelighed. Det er Vestens sidste hårde mand, »Dirty« Harry Callahan og helten fra adskillige voldsforherligende krigsfilm, der har nået vejs ende i Gran Torino. Eastwood bærer alle sine roller med til portrættet af pensionisten, som endelig søger og finder tilgivelse for ugerninger i sin fortid. Det er et amerikansk ikon, som signerer sit livsværk. Dét er intet mindre end ærefrygtindgydende.
DET er også gribende, morsomt og benhårdt. Først vil Walt ikke vide af andre end retrieveren Gertie, da han forskanser sig i livet som enkemand. Han sidder klar på sin veranda med en skarpladt M-1 riffel, så han kan jage de gule indtrængere væk, hvis de så meget som strejfer hans græs. Det er kun, fordi den gamle mand glider og falder i garagen, at Thao ikke får skudt hovedet af, da han prøver at stjæle Walts Gran Torino. Walt er nemlig ikke sig selv. Han ryger stadig cigaretter, som han tænder med en zippolighter, der bærer hans gamle regiments insignier. Han drikker amerikanske dåseøl til solnedgang, men han er også begyndt at hoste blod op og føle kulden på sin skulder. Den mejslede mand ved fra begyndelsen, at han er ved at løbe tør for tid. Det forstærker den elegiske grundtone i Gran Torino, der i forvejen føles som udtoningen på et livsværk af episke proportioner.
DEN unge nabo er egentlig en god dreng, som ikke ønsker at stjæle Walts bil. Imidlertid bliver han presset af sin fætter og dennes kriminelle kammerater, der turer rundt i gaderne og fører krig mod en rivaliserende, afro-amerikansk bande. Walt har ikke lyst til at vide så meget, men han er nødt til at gribe ind, da banden ydmyger Thao på græsset i hans forhave. Og han kan ikke lade være med at smile, når han lytter til Thaos fornuftige søster, Sue (Ahney Her). Hun fortæller ham om Thaos problemer, om de kulturelle forskelle og om hvordan Amerika ser ud fra hendes perspektiv.
Forbindelsen konsolideres, da Walt redder Sue fra at blive voldtaget. Det sker i en scene, hvor han fører nervekrig og vinder over banden på en måde, som Harry Callahan ville være stolt af. Så Walt får heltestatus i kvarteret. Hmong-befolkningen kommer med blomster, mad og små offergaver. Han vil afvise alt, men får smag for den gode mad, der slår hans egen beef jerky med mange længder, da Sue insisterer på at invitere ham til stor søndagsfest i familien.
Walt har tilfældigvis fødselsdag. Hans egne børn vil have ham på plejehjem, så de kan overtage aktiverne. I et frysende øjeblik bliver det klart for Walt Kowalski, at han har mere til fælles med tilflytterne end med sit eget kød og blod. Både han og filmen tager konsekvensen. Der er ingen sen, sentimental forsoning med de trods alt kære børn og børnebørn. Der er blot skuffelsen i deres ansigter, da testamentet til slut bliver læst højt.
KONFLIKTEN eskalerer. Walt bliver mere lydhør for den unge præst, som til gengæld lærer ydmyghed af krigsveteranen. Walt skrifter til ære for præsten, men sin dybeste hemmelighed fortæller han kun til Thao, da han låser denne inde og opsøger banden for justere det store moralske regnskab og ofre sig på uforglemmelig vis. Naturligvis er der et slutopgør i denne film om hadets og selvtægtens afmagt, men balancen bliver ikke nået med voldens klassiske amerikanske løsningsmodel. Der falder skud, men de bliver ikke besvaret.
Det er en film med en sprød stil og megen tør lune. Walt engagerer sig i sine naboers tilværelse og begynder at arbejde aktivt for Thaos kærlighedsliv. Da en anden endelig år lov at køre i den fantastiske Ford Torino, er det en ung ven fra Asien, som Walt ser mere af en søn i, end han gør i sine egne forkælede børn. Eastwood er hård som granit hele vejen, men han hygger sig faktisk sammen med Sue, der som den eneste taler direkte til manden og gennemskuer hans forsvarsmekanismer.
DER tilbydes ingen sociale løsninger i Gran Torino, bortset fra et besværgende håb om, at venskab kan blomstre ved kommunikation, ved at mennesker lærer noget mere om hinanden. Men skønt bandemedlemmerne arresteres, står det klart, at der vil komme flere, og at kvarteret vil blive rømmet, når Walt Kowalski ikke længere er blandt de levende. Til gengæld ser man en i sin tid konservativ filmskaber give slip på alle gamle værdier, al machomanér og al forstokkethed i et sidste dybtfølt portræt af en mand, der finder tilgivelse for sine synder og sit selvhad. Det gør alt i alt Gran Torino til en meget bevægende film.
Megen underdrejet situationskomik er forbundet med Walts besøg hos en kvindelig asiatisk læge. Den somaliske sygeplejerske kalder ham Kolski. Eastwoods ansigt er fantastisk formørket, når han snerrer ad og truer sine fjender, men klarer op i tilfredshed og smil af accept, når han nyder tilværelsen med sine naboer. Hans værdier er ærke-amerikanske. De begraves sammen med ham, men filmen siger ikke, at syndfloden kommer efter Kowalski. Det bliver bare en anden slags verden.
EASTWOOD sprang ud som humanist for mange film tilbage, gjorde op med billedet af de hårde mænd i Unforgiven (1992, da. De nådesløse) og forsøgte som den første amerikanske filmskaber at sone fortiden med sine to film om krigen i Stillehavet, Flags of Our Fathers og Letters from Iwo Jima (2006). Ingen anden skuespiller har været der så længe; ingen har så konsekvent afmonteret myterne om amerikansk maskulinitet. Det begyndte egentlig helt tilbage i Play Misty for Me. Den gamle Eastwod har – igen – skabt en af sine bedste film. Gran Torino rammer i maven og hjertet. Det er virkelig en film for the ages.
Se også Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100]; Bête Noire: J. Edgar Hoover 1895-1972; To versioner: True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; Sofia Coppola: The Beguiled (2017) [To versioner]; Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020.
Gran Torino. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Nick Schenk. Foto: Tom Stern. 119 min. USA-Tyskland 2008. Dansk premiere: 17.04.2009.
Fotos: Warner Bros./ Malpaso Productions/ Matten Productions/ Double Nickle Entertainment/ Gerber Pictures/ Village Roadshow Pictures/ Sandrew Metronome Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Warner Bros. Original Trailer]
Filmen streames (i maj 2025) på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros (regionsfri) 29.06.2009
Indgår i 2K Blu-ray boxsættet Clint Eastwood 20-Film Collection fra Warner Bros. 02.12.2013
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.04.2009
Ingen kommentarer:
Send en kommentar