Ennio Morricone 1928-2020
Af BO GREEN JENSEN
ENNIO Morricone døde den 6. juli i år. Han blev 91. Det er naturligvis ikke tragisk, når en gammel kunstner forsvinder efter et langt, virksomt liv og en enestående karriere, som hele verden fulgte og gav ham megen ære for. Men det er trist. Og i Morricones tilfælde særligt vemodigt, fordi han var der i hele den lange eftermiddag, man kunne kalde filmmediets bronzealder.
Han kom efter kæmperne og pionererne. Han skrev grammatikken til flere nye undergenrer. Han forarbejdede grundstoffet og forvaltede en arv, som han gav videre til modernister og post-modernister med glæde.
Morricone var en myreflittig kunstner og det modsatte af en musikalsk mistrop. Han skrev til alle, der ville have og kunne bruge hans svimlende kompositioner, fra Paul Anka og Demis Roussos til Roger Waters og The Pet Shop Boys, fra Françoise Hardy til Dulce Pontes; fra børnekor til kammermusik; fra ikoniske scores i panoramisk format til klaustrofobisk atmosfære i den italienske undergrund.
ENNIO Morricone blev født i Trastevere i Rom. Der var fem børn i familien, som kom til hovedstaden fra Arpino ved Frosinone i Lazio-regionen. Hans mor drev en syforretning. Hans far var trompetist i et danseorkester, der optrådte på restauranter og klubber. Han lærte Ennio at læse noder og inspirerede ham til at vælge trompeten som sit instrument, da han i 1940 blev optaget på Accademia Nazionale di Santa Cecilia, det italienske musikkonservatorium.
Vi skylder derfor Mario Morricone adskilligt. Det er slagtøj, kor og dyreskrig, klokkespil og The Ventures-guitar, der skaber den mytologiske klang på de scores, som Morricone skrev til italienske westerns (af barndomsvennen Sergio Leone, ja, men også til Sergio Corbucci og Sergio Solima m.fl.) i 1960erne. Men det er frem for alt trompeten, der løfter den op og gør karaktererne monumentale.
»L’estasi dell’oro« (»The Ecstasy of Gold«) fra slutningen af Il bueno, il cattivo, il brutto (1966, da. Den gode, den onde og den grusomme) er et af alle tiders store filmøjeblikke. Eli Wallach løber i cirkel mellem gravene på kirkegården. Clint Eastwood står og venter. Bag Wallach bliver stenenes flimren en skærm, mens trompeten og stemmen hæver sig op.
Det var aldrig for handlingen, at vi som drenge så The Good, the Bad and the Ugly i sløjfe. Det var for atmosfæren, mytologien, karakterernes mejslede manierismer og den visuelle poesi. Sergio Leone og fotografen Tonio Delli Colli satte scenen, som Eastwood, Wallach og Lee van Cleef poserede på, men hele illusionen ville falde til jorden uden Morricones musik. Han gav den drama, nerve og stor relevans. Til og med er cirklen filmet oppefra, fra en guddommeligt udeltagende kran, der er Leones vinkel på tilværelsen. Skitsen er leveret i For a Few Dollars More. »Guldets ekstase« skriver den ren.
Morricone bliver altid krediteret for westernmusikken alene. Han var selv den første til at fremhæve skolekammeraten Alessandro Alessandroni, som arrangerede musikken og fremførte den sammen med stemmerne i koret Cantori Moderni. Det er Alessandroni, som fløjter og spiller guitar på det ikoniske tema fra Den gode, den onde og den grusomme. Han og Morricone skabte soundtracks sammen i tyve år.
MORRICONE tog eksamen i trompet i 1946, i orkestrering – med speciale i fanfare – i 1954 og i komposition i 1956. Han glemte aldrig sin lærer på konservatoriet, Goffredo Petrassi, som er hyldet i mange sammenhænge. Især efter 2000 blev Morricone en rejsende kunstner, som dirigerede sin egen musik og turnede med fuldt orkester. Han nåede til København i 2018.
Nogle af koncerterne er foreviget i bokssæt, hvor man både kan se dirigenten og høre musikken. Det bedste sted at opleve værket i fuld skala er sikkert Ennio Morricone in Venice, som fastholder to kolossale koncerter, han gav med fuldt orkester på Piazza San Marco i september 2007. Men den fineste fastholdte optræden findes på Cinema Concerto – Ennio Morricone at Santa Cecilia fra 1998.
Over tre aftener i november dirigerer mesteren orkester og kor på sin gamle skole i hjertet af Rom. Det begynder med kærlighedstemaet fra Giuseppe Tornatores nostalgiske Cinema Paradiso og slutter med »On Earth As It Is In Heaven« fra Roland Joffés svulstigt sakrale The Mission, men på vejen er der humoristiske og henrivende indstik, som ikke bliver hentet frem andre steder. For eksempel musikken fra Elio Petris La classe operaia vava in Paradiso (Arbejderklassen kommer i Paradis) fra 1971.
MORRICONE var umådeligt produktiv. Alene i 1972 skrev han musik til 23 italienske film, inklusive Pier Paolo Pasolinis udgave af Canterbury-fortællingerne (han skrev også score til Decameron, Tusind og en nat OG var konsulent på klavermusikken til Salò eller de 120 dage i Sodoma).
Alligevel kunne han aflevere Mesteren og Margerita til Aleksandar Petrovic og Bluebeard til Edward Dmytryk (De husker ikke Blåskæg? Richard Burton havde titelrollen, og Raquel Welch var den vigtigste hustru – #MeToo kunne have en 70er-fest, hvis man interesserede sig for filmhistorie). Han føjede tre stykker mere til sin klassiske liste, og året efter var lige sådan.
Mest interessant fra sådan et år er måske hans sountrack til Sergio Selimas Il diavolo nel cervello (Devil in the Brain), en psykologisk-politisk thriller med Stefania Sandrelli og Keir Duella fra den mest nervøse terrortid i Italien. Her kan Morricone levere lige så effektivt på neurose, dissonans og fortrængning, som han siden gør på patos og positiv nostalgi i de amerikanske soundtracks.
Så for nu at give bare et indtryk af dybden og breden. Skal man vælge ti klassiske steder, hvor Morricone satte sin musikalske signatur, kunne det være: The Good, the Bad, and the Ugly, Once Upon a Time in the West, Once upon in America, Days of Heaven, 1900, The Untouchables, The Mission, Cinema Paradiso, Malena og The Hateful Eight.
Man kunne samtidig lave fantomlisten med skyggesteder, som er overset: A Fistful of Dynamite (Leones sidste western), Fuglen med krystalfjerpragten (Dario Argento), Fateless (Lajos Koltai), Una pura formalità (Giuseppe Tornatore), Lolita (Adrian Lyne), Peur sur la ville (Henry Vermeuil), Slaget om Algier (Gilles Pontecorvo), Nostromo (Alastair Reid), Mission to Mars (Brian De Palma), The Legend of 1900 (Tornatore) og La Luna (Bernardo Bertolucci).
Det overrasker altid, hvor labyrintisk værklisten er.
FILMMUSIKKEN fylder mest, men Morricone havde flere parallelle liv som komponist. Han skrev og spillede jazz (af den skarpe, moderne slags) hele livet. Han skrev hits i schlagergenren (f.eks. »Se telefonando«) til udvalgte artister. Han skrev musik til ni sæsoner af tv-serien La piovra (1985-2001). Han skrev jingles til Lancias bilreklamer. Men især var han optaget af selv at komponere.
Morricone skrev efter sigende sit første stykke musik (for trompet), da han var seks. Den første (halv)voksne komposition, Il Mattino (for stemme og klaver) skrev han som 16-årig i 1946. Det sidste registrerede værk er Missa Papae Francisci – en messe for dobbelt kor, orkester og orgel, som blev opført i 2015. På vejen er der 15 klaverkoncerter, 30 symfoniske kompositioner, en opera (Partenope fra 1996) og adskillige korværker.
Morricone var i tyve år medlem af kollektivet Il Gruppo, som arbejdede med en »ny konsonans« i musikken. Han taler selv om at skabe »absolut musik« i samtalebogen Ennio Morricone In His Own Words, som Alessandro De Rosa redigerede i 2016. De orkestrale stykker ligner sjældent hans filmmusik. Det er ofte en abstrakt musik. Jeg skal ikke gøre mig klog på det hele, men jeg anskaffede på et tidspunkt Chamber Music (1988), som samler syv centrale værker, bl.a. Sestetto (1955) til Distanze (1953).
Som privatperson var han diskret og usynlig. Der er ingen sladderhistorier om Morricone. Han blev gift med Maria Travia i 1956, og parret fik fire børn. Andrea er musiker, Giovanni blev filminstruktør. Om faget og fremtiden siger han i 2016:
»Det er andre tider nu. Der er ikke noget arbejde, og amatører bliver bedt om at lave soundtracks med en synthesizer. Min søn er dygtig, men han arbejder ikke så meget, som jeg gjorde, for der er ingen jobs at få. I dag er det svært for en komponist at skrive original musik, medmindre det er en film af en betydningsfuld instruktør, som ikke vil tåle den slags fra sin producer.«
ET særligt bånd bestod mellem Morricone og Giuseppe Tornatore. Malena fra 2000 må være arien, og Morricone komponerede et af sine mest elskede scores til Cinema Paradiso (da. Mine nætter i Paradis), som i 1988 blev den sicilianske instruktørs gennembrud.
Tornatore er født i 1956, Paradiso var bare hans film nummer to. De fulgte siden hinanden i 12 spillefilm, store som små. Tornatore havde netop færdiggjort en portrætfilm, da komponisten døde. The Glance of Music får italiensk premiere den 28. august og skal åbne filmfestivalen i Venedig.*
Det er måske i Tornatores film, at Morricones kunst finder sin fornemste udtryk. Her er den kontinuitet og forankring, som kan forsvinde i strømmen af internationale bestillingsarbejder. The Legend of 1900 (1998, da. Legenden om pianisten på havet) var en kommerciel fiasko, som knækkede Tornatore, men Morricone komponerede et af sine rigeste scores til hittebarnet på narreskibet, der sejler gennem det 20. århundrede. Roger Waters skrev teksten til »Lost Boys Calling« og synger den til de sidste credits. Det er et stort – og stort set upåagtet – øjeblik på begge kunstneres værklister.
SAMARBEJDET mellem Morricone og Tornatore ligner samarbejdet mellem Nino Rota og Federico Fellini. I 2009 skabte Tornatore hjemstavnsskildringen Baaria, som i mange henseender er hans Amarcord. Filmen kom ikke til Danmark. Det er måske det eneste score fra de sidste ti år, hvor Morricone ikke går på gentrådte stier. Her lever alle de unge instinkter igen, og der er brug for det fulde register.
Enhver filmkomponist bliver med tiden bedt om at kannibalisere sig selv. Det er sikkert svært at undgå. Bestillingen går ud på at levere mere af det samme – eller i det mindste noget, der lyder som det, der fik fimskaberne til at kontakte komponisten. Nino Rota tog konsekvensen, da Francis Ford Coppola bad ham skrive musik til The Godfather. Rota brugte sit tema fra Fortunella (1958) – som Fellini havde skrevet til Eduardo de Filippo – og forvandlede »Melodia per Fortunella« til »Love Theme from The Godfather«.
Også Morricone lod sig geninspirere af egne bedrifter. Især blev de obskure scores fra glemte italienske genrefilm en blanding af lager og vakkelvorn hovedstol. Man kan høre nogle af dem på kompilationer som Morricone Kill (2005), Morricone Giallo (2007) og Morricone in the Brain (2007).
Især Quentin Tarantino, Morricones amerikanske fan nr. 1, har haft glæde af at grave i mesterens gamle arbejder. Derfor var det passende, at Morricone fik sin eneste »ægte« Oscar (der var en pris for karrieren i 2007) for musikken til The Hateful Eight (2015). Tonen er både rustik og elegisk, men her er essensen al alle de klassiske westerns.
SANGENE er strøet med løs hånd gennem værket. Især er soundtracket til Sacco e Vanzetti (1971), Giuliano Montaldos biopic om de italienske anarkister, Bartolomeo Vanzetti og Nicolo Sacco, som blev henrettet i USA i 1927, et skrin af betydning. Joan Baez synger »Here’s to you« og tre versioner af »The Ballad of Sacco and Vanzetti«. Scott Walker fik lavet en coverversion. Filmen er glemt, men trompetmusikken lever. Der er mange af de film i rejsebagagen.
Hans musik er solgt i 70 mio. eksemplarer. Når alt er sagt og gjort, tror jeg nok, at min favorit blandt Morricones bedrifter er musikken, som han skrev til Terrence Malicks Days of Heaven (da. Himlen på jorden) fra 1978. Magasinet Film Score Monthly udgav i 2011 det komplette materiale. Her kan man følge Morricones arbejdsproces. Her er alle cues og fraklip, inklusive en række variationer over temaet, der i filmen bliver et høstmotiv. I syntesen af Malicks kornbilleder og den bristende skønhed i Morricones syndefaldsmusik er den samme kvalitet af trance som i »The Ecstasy of Gold« 12 år før.
DET er et sjældent helstøbt score. Og bemærkelsesværdigt, fordi en stor del er skrevet oven på »Aquarium« fra Le carnaval des animaux. Saint-Säens’ musik åbner filmen, og Morricone bearbejder den, så værket er mere palimpsest end original. Det er den musik, som bliver spillet i Cannes før hver forestilling. Derfor lyden af film i tredje potens: intet stærkere koncentrat noget sted.
Det skulle da være i Cinema Paradiso, hvor al sentimentaliteten i Morricone investeres i montagen af filmkys til slut. De bedste film registrerer, hvad vi ikke selv kan se, når vi oplever dem i deres tid. De lagrer et aftryk af mentaliteten. Det samme gjorde Morricones musik. Han var her i 91 år, og han ændrede filmkunsten. Der bliver god plads til nye statuer, når historien er fuldt revideret. Lad os rejse én af Morricone i bronze.
*) The Glance of Music (Lo sguardo della Musica). Instr. og manus: Giuseppe Tornatore. Foto: Giancarlo Leggeri, Fabio Zamarion. 90 min. Italien 2020.
Filmen følger Morricone i de sidste fire år af hans liv og indeholder udsagn fra kolleger (John Williams, Hans Zimmer, Mychael Danna, Quincy Jones), gamle venner (Alessandro Alessandroni, Clint Eastwood), levende og døde instruktører (Oliver Stone, Bernardo Bertolucci, Barry Levinson, Dario Argento, Lina Wertmüller, Liliana Cavani, Marco Bellocchio, Wong Kar-wai), celebre samarbejdspartnere (Joan Baez, Dulce Pontes, James Hetfield) og hengivne fans som Bruce Springsteen. Quentin Tarantino og Tornatore selv figurerer i samtlige kategorier.
Covid19-pandemien kæntrede mange planer, også den for lanceringen af filmen. Den italienske premiere er indtil videre sat til 11. maj 2021.
Fotos: CineMaterial/ Google/ YouTube/ MovieStillsDB/ FilmGrab [+]/ Decca/ Cherry Red Records
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.07.2020
Ingen kommentarer:
Send en kommentar