Translate

mandag den 6. juli 2020

Quentin Tarantino: The Hateful Eight (2015) [Westerns 100]



EN HYTTE I STORMEN
Kønspolitik i genreforklædning

Af BO GREEN JENSEN

ET klaustrofobisk kammerspil forklædt som en gammeldags western – i episk bredformat, til og med. Et politisk lærestykke i sludrevorn teaterform. En salonkrimi af den klassiske skole og en tegneserie med tænksomme bobler.
   Quentin Tarantinos opus 8 er alle disse ting og mere til. Som sædvanlig afhænger oplevelsen af, om man er med eller imod ham – om man er til film, hvor instruktøren blander sig, og manuskriptet kan høres i samtlige scener.
   Det er vi som regel. Den amerikanske genreekspert har en af de ivrigste fanbaser, og det er hans navn, der sælger billetter. Derfor står der »the 8th film by Quentin Tarantino« over titlen The Hateful Eight, som er et ekko af John Sturges’ The Magnificent Seven (1960), der på dansk hedder Syv mænd sejrer.
   Det kræver dog lidt mere at være trofast denne gang. Faktisk er det med sakkende holdning og skum om sin mule, at filmen endelig rider i mål. Tarantinos film har ofte været et fyrværkeri af skæve ideer. Her er de få og næsten for små til at bære den grundlæggende konstruktion.
   Man må i hvert fald nedjustere sin forventning. The Hateful Eight er ikke en legesyg metawestern, hvor QT fråser i brutale virkemidler. Det er helt i orden. Genrebadet tog han jo i Django Unchained fra 2012.
   Den ottende film er en mere selvbevidst sag, der vil tale om race og køn i Amerika nu. Den mener det meste af, hvad den siger, og er tæt på at være en allegori. Også dét er i orden. Men formen arbejder ikke for teksten, og med en spilletid på tre en halv time føles filmen både for lang og for løs.


  
DEN lanceres i to udgaver. Den ene version er en digital kopi uden ouverture og pause, som kan spille i enhver biograf. Den anden vil genskabe roadshow/event-oplevelsen, som publikum havde i 1960erne, når de så helaftensfilm som Ben-Hur og Doktor Zivàgo.
   Formatet er Ultra Panavision 70, en antikveret teknologi, som senest var i brug i 1965, da man optog Khartoum. Tarantino udnytter lærredets bredde i de første tyve minutter. Siden foregår alt i en hytte, hvor ti karakterer har søgt ly for en snestorm.
   Bredformatet bliver brugt til at finde nye detaljer i deres ansigter. Man er tættere på Samuel L. Jackson og Kurt Russell, end man har drømt om eller ønsket sig. Man kan lugte whiskyånden, og når Jennifer Jason Leigh bliver slået i ansigtet, kan man se tandstumper i det blodige kød.
   Tarantino elsker at citere gammel musik. Han har ofte brugt kompositioner af Ennio Morricone. Her har Morricone – som døde den 6. juli 2020, 91 år – faktisk skrevet et score til sin ivrigste fan. Tarantino lader os lytte i ouverturen. Så gør han, som han plejer, og vælger sange fra sin egen spilleliste.*
   Når det kommer til stykket, vil filmen nemlig ikke stå ved sine store virkemidler. The Hateful Eight er en teatertekst. Tarantino er blevet forelsket i scenerummets askese på samme måde, som Lars von Trier var, da han tegnede kridtstreger på gulvet i Dogville og Manderlay.
   Der er derfor (endnu) mere snak end sædvanligt og færre visuelle fanfarer. »Let’s slow it way down,« siger Jackson et sted. Det er generelt strategien. Filmen skumpler af sted i et tempo, der udfordrer publikums tålmodighed. Dét er nyt for Tarantino. For første gang bliver han småkedelig.



SÅ hvad handler det om? I virkeligheden ikke ret meget. Det begynder med en snestorm i Wyoming i cirka 1870. I hvert fald er krigen mellem Nord og Syd stadig i frisk erindring. Det er borgerkrigens loyaliteter, som definerer karaktererne og har gjort dem til, hvad de er.
   Tarantino og fotografen Robert Richardson åbner med et nærbillede af Jesus’ ansigt på en træfigur, der står ved en korsvej. Diligencen, der baner sig vej sig gennem sneen, kunne være køretøjet fra John Fords gamle Stagecoach.
   Ved korset venter en sej, sort dusørjæger, Samuel L. Jackson i rollen som Major Marquis Warren. Han bærer hele udstyret og sidder på tre frosne lig, da han standser diligencen og beder om kørelejlighed.
   I vognen sidder helvedeshunden John Ruth (Kurt Russell), bedre kendt som dusørjægeren The Hangman. Hans fange er en eftersøgt kvinde ved navn Daisy Domergue (Jennifer Jason Leigh). De to er lænket til hinanden.
   Mændene kender hinanden. Ruth kan huske brevet fra Abraham Lincoln, som Warren bærer i lommen. Hver gang Daisy giver sin mening til kende, slår John Ruth hende hårdt midt i ansigtet. Eller bruger skæftet på sin pistol.
   Snart kommer endnu en passager ombord. Det er Chris Mannix (Walton Goggins), som er på vej til Red Rock for at overtage embedet som sheriff. John Ruth vil ikke tro det. Mannix er søn af generalen for en lovløs rebelhær (som virkelighedens William Quantrill). Han hader yankeer og niggere.


WARREN og Ruth tager ham med. Målet er Minnies Manufaktur, en handelsbod i vildnisset, hvor selskabet vil søge ly. Første kapitel er fornemt turneret. Her ligger de klassiske filmting. Snegletempoet sættes. Der bliver sagt nigger 200 gange, og man vænner sig til, at den eneste kvinde bliver slået igen og igen.
   Desværre bruger Tarantino de næste timer på at udpinde samtalerne i Minnies Manufaktur. Her venter resten af De Hadefulde Otte: mexicaneren Bob (Demian Bircher), englænderen Oswaldo (Tim Roth), der præsenterer sig som egnens bøddel, og gunslingeren Joe Gage (Michael Madsen).
   Kun sydstatsgeneralen Sandy Smithers (Bruce Dern) er, hvad han giver sig ud for: en uforsonlig racist, der nægter at tale direkte med major Warren. Sent i forløbet springer en trold op af gulvet i skikkelse af Channing Tatum.
   Karaktererne går hinanden på nerverne og tager alskens emner op i vidtløftige enetaler. Nogle har vægt, men de fleste er digressioner. Halvanden time inde falder det første skud og den første dødscene.



EFTER pausen bliver tiden skruet tilbage. Nu præsenteres mysteriet om, hvem der kom gift i den simrende kaffe, mens majoren og generalen afregnede. De hadefulde otte dør i sirlig nummerorden. Modellen kunne være Agatha Christies En af os er morderen, som i sin første udgave hed Ten Little Niggers.**
   Man skal efterhånden tilbage til Kill Bill for at se en original Tarantino. Inglourious Basterds og Django Unchained var visuelle overflødighedshorn, men de blev skabt som pasticher på eksisterende film, og dét var hele pointen.
   Til gengæld kan man hver gang høre en forfatter, der bliver mere selvbevidst. Det er al ære værd, men når Tarantino skriver sig ind på klassiske former, formindskes hans særlige gave. Pludselig bliver sproget fra Pulp Fiction til tung teaterdialog.
   I Basterds og Django var der balance mellem ironien og de historiske omskrivninger. Basterds lod Hitler dø i en fransk biograf; Django tog hævn på afroamerikanernes vegne. De film var kontrafaktiske tegneserier, hvor Tarantinos signaturstil kunne brillere.
   I The Hateful Eight lyder han snarere som en forfængelig bugtaler, men ensemblespillet er fremragende, og midt i redundansen bliver der sagt skarpe ting om forholdet mellem sorte og hvide. Tarantino har talt ved flere Black Lives Matter-demonstrationer. Sagen og emnet optager ham.
   Roy Orbison følger filmen til dørs med »There Won’t Be Many Coming Home« fra The Fastest Guitar Alive. Et andet bud kunne være John Lennon og Yoko Onos »Woman is the Nigger of the World«. For det er i sidste ende Daisy Domergue, man lægger sin sympati hos.
   Niggeren og racisten dør i hinandens arme. Hele Amerika er lukket inde i stormen. Alle ønsker, at brevet fra Lincoln var ægte. Slutningen er et misantropisk blodbad i stil med finalen på Reservoir Dogs. Hver og én får sin fortjente bekomst.
   Fans af Tarantino må hurtigt i biografen. For novicer er The Hateful Eight et dårligt sted at begynde.

*) Filmens lydspor er et kapitel for sig. Efter at have samplet Morricone-soundtracks i årtier, bestilte Tarantino et originalt score hos mesteren, der i 2016 fik sin første Oscar for musikken til The Hateful Eight. Kompositionen, som hedder »L'Ultima Diligenza di Red Rock«, varer syv minutter og er doseret i små udtag hen over filmen. Det er en ganske dynamisk komposion, som gør brug af synthesizers, klokkespil og andre Morricone-signaturer. I standardversionen af filmen opleves den som temamusikken. I roadshow-versionen er det »Overture«, en mere klassisk svungen episk ting, der står som filmens tema. Den er i vid udstrækning løsnet fra »Neve« (12:17), som er den anden grundlæggende komposition.
   QT bruger især Morricones musik i de brede eksteriørbilleder. Inde i hytten bliver sangene sætstykker, især Jennifer Jason Leighs hjerteskærende udførelse af balladen »Jim Jones at Botany Bay«, som må være australsk efter titlen at dømme. QT går dog stadig på strandhugst i eksisterende soundtracks. Fx bliver David Hess' score til Wes Cravens The Last House on the Left (1972) citeret, og Roy Orbisons bannersang »There Won't Be Many Coming Home« stammer som nævnt fra Michael D. MooresThe Fastest Guitar Alive (1967), et hipt kuriosum med sangeren selv i en sjælden filmrolle. Endvidere citerer Tarantino fortsat fra andre Morricone-kompositioner, som måske ligger tættere på, hvad han havde forestillet sig, at Morricone ville aflevere. Det gælder »Regan's Theme (Floating Sound)« fra Morricones score til John Boormans Exorcist II: The Heretic (1977) og ikke færre end tre cues – »Eternity«»Bestiality« og »Despair« – fra John Carpenters The Thing (1982).
   Produktionen lejede en original Martin-guitar til en værdi af 400.000 dollars, som Jennifer Jason Leigh spiller »Jim Jones at Botany Bay« på. Scenen slutter med, at Kurt Russell bryder ind, standser musikken og knuser guitarens krop for at være ekstra nedrig. Ingen havde fortalt skuespilleren, at instrumentet var et autentisk klenodie. Russell troede, at der var tale om en attrap, så han knuste guitaren i virkeligheden. 

**) Agatha Christies ikoniske krimi (som på verdensplan er trykt i mere end 100 mio. eksemplarer) hed Ten Little Niggers, da den udkom i England i 1939. Det sang man i de minstrel shows, hvor remsen blev brugt, simpelt hen. Man var også dengang opmærksom på sprogets indgroede racisme. Da romanen udkom i USA i 1940, blev titlen ændret til And Then Were None (som siden er den officielle), men kun i hardcoverudgaven. Pocket Books brugte titlen Ten Little Indians (som blev opfattet mindre racistisk) i paperbackudgaver fra 1964 til 1986. I selve teksten er N-ordet erstattet med Indians og senere Soldiers. På dansk har bogen heddet både Ti små negerdrenge og En af os er morderen. Titlen Ti små negerdrenge er brugt så sent som i 1977, da Robert Fisker bearbejdede bogen for læsere i alderen 12-14. And Then There Were None er senest optrykt i Bjarne Nielsens oversættelse i 2015. Her er titlen Der var ti, der var ni...      


The Hateful Eight. Instr. og manus: Quentin Tarantino. Foto: Robert Richardson. 187 min. USA 2015. Dansk premiere: 07.01.2016 


Fotos: TWC/ Scanbox Entertainment/ FilmAffinity [+]
Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 08.01.2016

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar