Translate

fredag den 10. juli 2020

Bevægelsens grundstof: Pina Bausch 1940-2009

                   
»DANS, ELLER VI ER FORTABTE«
Pina Bausch lever i tre dimensioner

Af BO GREEN JENSEN

KOREOGRAFEN Pina Bausch (1940-2009) var leder af Wuppertals Danseteater, som hun etablerede i 1972 og drev i byens operahus.
   Her skabte hun 44 fysiske stykker, som gav genlyd verden over og blev indbegrebet af modernitet. Kirsten Dehlholms Hotel Pro Forma er den nærmeste danske pendant. Legenden kom også til København, hvor Tanztheater Wuppertal opførte Nelken (1982) i Torpedohallen i 1996. Arbejdet er dokumenteret i flere spillefilm, bl.a. Pedro Almodóvars Tal til hende (2002). I Federico Fellinis Og skibet sejler (1983) kan man se Pina Bausch som prinsesse Lherimia.*
   Filmskaberen Wim Wenders var ved at realisere et længe planlagt arbejdsportræt, da Bausch fik konstateret kræft og døde 68 år gammel i sommeren 2009. Hans film blev derfor en blanding af hyldest og gravskrift. I Bauschs ånd blev den også et eksperiment. Pina er produceret i 3D-formatet, som sædvanligvis er forbeholdt action- og animationsfilm. 3D er ofte en overflødig og faktisk generende gimmick, men det gælder ikke i Wenders’ version. Tværtimod gør filmen en fordom til skamme: Det er altså muligt at skabe meningsfuld filmkunst i tre dimensioner.





WENDERS har valgt at citere fire hovedværker: Frühlingsopfer (1975), Café Müller (1978), Kontakthof (2000) og Vollmond (2006). Smukkest er begyndelsen og slutningen, hvor truppen forlader teatret og går på række gennem landskabet. Danserne siger de samme ord og gentager fire gestus synkront, én for hver årstid. De bliver ved, til bevægelsen ikke giver mening og alligevel giver al mulig mening. I Vollmond skabes dansen ved hjælp af vand, som bliver slynget og kastet. Bausch bruger aldrig kroppen som ciffer. Hun dyrker den som hvert menneskes udtryk.
   Gentagelsen er det grundlæggende i Bauchs koreografier, der som regel foldes ud i tableauer. Café Müller udspiller sig i en sal fuld af borde og stole, som danserne bakser med, sætter til side og kæmper sig imellem, som gjaldt det eksistentielle forhindringer, de udtjente møbler et liv hober op. Et par repeterer en given sekvens. Hun omfavner ham, bliver stødt væk, falder om, kravler op og begynder igen. Det fortsætter i en uendelig sløjfe. Der er ikke én bevægelse, som samler dansen hos Pina Baush. Det er summen af dem alle, som skaber »kunstværket i den mekaniske reproduktions tidsalder«.




FOR Bausch var det livsnødvendigt at danse. Filmen tager sit motto - »tanzt, tanzt, sonst sind wir verloren« - fra et essay af koreografen. Bausch var ikke interesseret i at skelne mellem danseren og dansen. Hun blev kendt for at inddrage kunstnerens psykologi. Hun førte lange, terapeutiske samtaler med sine 36 dansere og bad hver af dem trække på sin erindring. På den måde blev hver enkelt aften unik.
   I samme ånd lader Wenders danserne tale i stærkt stiliserede udsagn, som alle lovpriser det døde geni. Dét fungerer mindre godt. Man havde hellere set ti tætte minutter med Bausch i fokus op gennem tiden. En række optrin for to dansere er opført på udvalgte steder i Wuppertal, bl. a. i byens højskinnebane. De tangerer det banale. Det gør scenerne fra teaterrummet sjældent. De besidder en ydmyg selvfølgelighed, som er velgørende efter så mange balletfilm, der knæsætter den dramatiske solo.





PINA er ganske enkelt et pragtværk. For første gang bliver 3D-formatet et redskab, der tjener bevægelsen og stofligheden i stedet for blot at chokere og imponere. Filmen fik premiere på Berlinalens 3D-dag i 2011. Samme dag kunne man se Werner Herzogs ikke mindre betagende Cave of Forgotten Dreams, hvor 3D-teknikken bliver brugt til at udforske de første menneskers hulemalerier i Chauvet i Sydfrankrig. De tyske dokumentarfilm er til dato de bedste argumenter for 3D-formatet som kunstnerisk virkemiddel.**
   Wenders har altså igen skabt en film, der konsoliderer hans status som europæisk art cinema-mester. Han har atter gjort det næsten uforvarende, som tilfældet var med musikdokumentaren Buena Vista Social Club (1999), der på samme måde kom ud af det blå, efter en række svage fiktionsfilm. Den forvrøvlede Palermo Shooting (2008) misbrugte sine gode ideer og bar præg af at være skabt af en mand, som ingen turde sige nej til.***
   Med Pina er han tilbage i fortroppen. Det er en varm og forbløffende vellykket film, som også kan ses i almindelig 2D.



*) Der er mange udmærkede tv-film om Pina Bausch og Tanztheater Wuppertal. En af de mest interessante er Chantal Akermans Eines Tages fragte mich Pina... (1983), som på engelsk hedder On Tour on Pina Bausch. Anne Linsel lavede dokumentaren Pina Bausch til tysk tv i 2006. Her er hele den faktuelle indramning, som Wenders fravælger i sit portræt. Bausch skrev og instruerede selv Die Klage der Kaiserin (1990, eng.The Complaint of an Empress), som blev vist på Berlinalen i 1990.     

**) Ti år mere med 3D har ikke ændret dette forhold. 3D beriger animationsfilm og forstærker oplevelsen i effektfilm, men kun superheltegenren har brugt teknikken konstruktivt. I et længere perspektiv bliver 3D et overgangsfænomen, forløberen for VR-formatet. I 2016 filmatiserede Wim Wenders et teaterstykke af Peter Handke, Die schönen Tage von Aranjuez. Ein Sommerdialog (2012). Dialogen føres i en forfatters hus, i arbejdsværelse, køkken og have. Der er ingen fysisk dramatik, men filmen er optaget i ægte 3D. Føjer det noget til værket? Det gør i hvert fald lige dén samtale mere interessant. 

***) Både Wenders og Herzog er fortsat i dette mønster. Herzog er en enestående dokumentarist, der i essayform tænker og taler med mediet, men fiktionsfilmen Queen of the Desert (2015) - med Nicole Kidman som Gertrude Bell, et kvindeligt sidestykke til T.E. Lawrence (of Arabia) - er et anakronistisk forsøg på at føje en ikke-eksisterende mainstream. Wenders afleverer fornemt bestillingsarbejde i The Salt of the Earth (om fotografen Sebastião Salgado), Berlin-segmentet i Cathedrals of Culture (2014) og portrættet af Pope Francis: A Man of His Word (2018). Men fiktionsfilmen Submergence (2017) er om muligt værre end Palermo Shooting. Det sidste hovedværk er og bliver tidehvervsfilmen In weiter ferne so nah! (1993, da. Så fjern, så nær!). De sidste gode fiktionsfilm var Land of Plenty (2004) og Don't Come Knocking (2005), en fortsættelse til Paris, Texas


Pina. Instr. og manus: Wim Wenders. Foto: Hélène Louvart. 100 min. Tyskland-Frankrig-Storbritannien 2011. Dansk premiere: 12.01.2012


Fotos: Donata Wenders/ Neue Road Movies/ Peter Lindbergh/ Ulli Weiss/ Pina Bausch Foundation
Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 13.01.20212

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar