FILMENS MYSTERIEREn lille film om historiske kræfter
Af BO GREEN JENSEN
EMPIRE Cinema er navnet på biografen i Margate i Kent på den britiske østkyst. Som hele det skrantende England, der forbereder sig på årsskiftet 1980/81, har strukturen set lidt af hvert. Charles Dickens skrev i prologen til A Tale of Two Cities (1859, da. To byer), at det var de bedste og de værste tider. Snart sagt al britisk kunst og kultur er født med denne dobbelthed. Bygningen er både et fysisk sted og en bastant metafor i Sam Mendes’ sirligt konstruerede Empire of Light. Filmen vil fortælle tre historier på en gang og forankre dem fysisk i biografen. Som Roger Deakins' kamera fastholder huset i titelsekvensen, er det både et sindbillede på nationens tilstand og en færge fuld af fælles erindring, der ligger forankret ved strandpromenaden. Sal 1 viser John Landis’ The Blues Brothers, kultfilmen med John Belushi og Dan Aykroyd, som var ny i efteråret 1980. I sal 2 kan man se Bob Fosses autofiktive All That Jazz (da. Det er showtime!), som med censurmærket x var den første musical, der blev forbudt for tilskuere under 18. Et neonskilt reklamerer for biograf, restaurant, café, bar og balsal, men ingen har danset de sidste ti år.
HILARY Small (Olivia Colman) er driftsleder i det døende drømmepalads. Hun har ansvaret for det øvrige personale, som direktøren Donald Ellis (Colin Firth) knytter til biografen. Hun møder tidligt ind, tænder for elvarmen og sætter hans hjemmesko frem. Der vil ofte være »et praktisk anliggende«, som han ønsker at drøfte på kontoret. Det er kodesprog for, at hun skal betjene ham seksuelt, hvilket hun gør med udtryksløs mine. Bagefter vasker hun hænderne grundigt og ser sig i spejlet. I alt råder Empire over ni ansatte. De er belejligt forsamlet i foyeren, da Stephen (Micheal Ward), som har caribiske rødder, begynder i biografen. Humoristen Neil (Tom Brooke) kender alle forhistorierne. Janine (Hannah Onslow) er en gæv Toyah Willcox-type, der ser frem til at gå i byen med Stephen. Helt uden for tiden er Norman (Toby Jones), der passer sine magiske maskiner i rummet med fremvisergrej. Han minder i slående grad om karakteren, som Philippe Noiret fremstillede i Giuseppe Tornatores Cinema Paradiso (1988, da. Mine aftener i paradis). For størst af alt er den hyldest til filmen som forløser og biografen som fysisk rum, der omskriver alle de øvrige liv. Ved at caste Jones i rollen, kan Mendes samtidig knytte an til en håndfuld film, der går dybt ind i subkulturen i faget, fra Infamous (2006) – hvor han spillede Truman Capote – og The Girl (2012) – hvor han spillede Alfred Hitchcock – til Peter Stricklands potente Berberian Sound Studio (2012).
HOVEDPARTEN af filmen udspiller sig i Empire (som faktisk ligger på Marine Terrace i Margate og hedder Dreamland Cinema i virkeligheden). Ellers er vi hjemme hos Hilary, som bor alene, eller sammen med Stephen og hans mor, som er sygeplejerske og bor i det bjergmassivagtige betonkompleks, man kan se fra taget af biografen. Hilary er hos lægen, der ordinerer mere litium. Det fremgår, at der har været »en episode«, som slukkede lyset i hendes øjne.
Stephen og Hilary har deres første øjeblik sammen, da hun viser ham rundt. Hun lader ham se den aflåste, smuldrende balsal på øverste etage. Der står stadig et mørnende flygel. Her gik man ind til sal 3 og sal 4, som kørte i multiplextiden. De finder sammen, da Stephen hjælper en due med kvæstet vinge.
Her er altså fortællingens grundingredienser: den midaldrende kvinde, der har mistet sin livskraft; den anstændige unge mand, der har sort hud i en tid med racisme og eskalerende klassekamp. England drømmer og vågner så småt. Vi er hjertet af epoken, som Jon Savage skildrer i England’s Dreaming (1991), en af de bedste bøger om punkårene.
»EVERY Good Boy Deserves Favour,« siger en musikalsk huskeregel. Sam Mendes (f. 1965) har instrueret ni vigtige film, der holdt liv i biografer som Empire. Han var langt i en teaterkarriere, da han sagde ja til at instruere sædeskildringen American Beauty (1999). P.t. er filmen »aflyst«, fordi Kevin Spacey har hovedrollen, men den var et kulturfænomen i sin tid, modtog fem Oscars og genrejste den lødige mainstream. Mendes blev i USA og fulgte op med neonoir-dramaet Road to Perdition (2002, da. Vejen til Perdition) og antikrigsfilmen Jarhead (2005), før han skabte sin til dato bedste film med Revolutionary Road (2008), en filmatisering af Richard Yates’ roman. Away We Go (2009) var et andet lille »har-gjort-sig-fortjent-til«-projekt. Mendes instruerede to gennemførte James Bond-film, Skyfall (2012) og Spectre (2015). Han arbejdede atter sammen med Roger Deakins på 1917 (2019), som markerede 100-året for Første Verdenskrigs slutning og var skudt i én lang kameragang.
MENDES har skabt disse formfuldendte epos, som de fleste har et forhold til, men han har aldrig skrevet sit eget manuskript før. Empire of Light er selvgjort og drejet i hånden fra bunden. Det mærkes. Man føler hver knirken i maskineriet. Man kan næsten høre klikket, når det næste hovedmotiv er aktiveret. Det er muligvis ikke specielt elegant, men det giver filmen en ivrig, taktil kvalitet, som er bundsolid og meget sympatisk. Mendes er stolt af sit håndværk, og han tror på filmens forløsende kraft. Empire of Light deler titel med René Magrittes maleri (L’empire des lumières, 1954) af en dagshimmel over huse ved skumring. Filmen er næsten et manifest, da det gælder.*
TO forhold kickstarter handlingsmaskinen. Først holder Hilary op med at tage sin stabiliserende medicin, fordi hun vil mærke kærligheden, som hun deler med Stephen. Så får biografen en sidste chance for at stråle som i fordums tid, da det lykkes Ellis at sikre den regionale premiere på Hugh Hudsons Chariots of Fire (1981, da. Viljen til sejr), som virkelig indvarslede en lille guldalder for New British Cinema.
Ellis gennemgår stolt gæstelisten: sir Laurence Olivier, dame Flora Robson, Dusty Springfield (!) og – måske – Paul McCartney. Der går et sus af forventningsfuld ærefrygt gennem salen. Jeg er som kritiker selv nostalgisk angrebet, for jeg skrev om Chariots of Fire og interviewede produceren David Puttnam om den kommercielle kvalitetsfilms renæssance. De reaktioner er indregnet i Mendes’ lovsang. Man skal dele erfaring og tro på det hele. Vi er igen i den evige biograf, der bliver hyldet i mange auteurfilm for tiden. Steven Spielbergs The Fabelmans er et andet af årets eksempler.
EVENTEN bliver ikke, som Ellis havde tænkt. Hilary kommer i overgjort skrud og insisterer på at fremsige W.H. Audens makabert virkningsfulde »Death's Echo« (»Dance till the stars come down from the rafters/ Dance, dance, dance till you drop.«). Empire of Light er polstret med lyriske henvisninger. Alfred Tennysons nytårsdigt »Ring Out, Wild Bells« (fra In Memoriam, 1950) konkurrerer med Philip Larkins »The Trees« (fra High Windows, 1974) og Joni Mitchells »You Turn Me On, I'm a Radio«. Vigtigst for Mendes er T.S. Eliots The Waste Land (1922), som citeres både i billeder og via en svær krydsogtværs i avisen. Her kan regnen (måske) gøre det golde land frugtbart. Vi er på stranden i selvsamme Margate, hvor digtets fortæller erkender sit knæk:
"My feet are at Moorgate, and my heart
Under my feet. After the event
He wept. He promised 'a new start.'
I made no comment. What should I resent?"
The broken fingernails of dirty hands.
My people humble people who expect
("Mine fødder er i Moorgate, mit hjerte snart/ Under mine fødder. Da det var gjort/ Græd han. Han lovede 'en ny start.'/ Jeg svarede ikke. Kunne jeg bebrejde stort?"// "Ved Margate Sands/ Kan jeg forbinde/ Ingenting med ingenting./ Beskidte hænders knækkede negle./ Mit folk et ydmygt folk som ingenting/ Forventer.") **
DER går et halvt år efter nedsmeltningen. Neil afløser Ellis som biografens bestyrer. Stephen falder grundigt til, og Norman indvier ham i filmens mysterier: »You don't want people to know, they should just see a beam of light. But back here it's belts, straps, pulleys, intermittents, sprockets. Complex machinery.« »Amazing,« siger Stephen. »Det er fantastisk. For i virkeligheden er det bare statiske rammer med mørke imellem.« »Wow,« siger Stephen på manuskriptsprog, hvor ingen må tale for længe ad gangen uden indskud og afbrydelser. Norman uddyber: »Det kaldes Phi-fænomenet. At se billeder i rækkefølge skaber en illusion om bevægelse. En illusion om liv.«
Skæbnen kommer som hærgende skinheads. »Jeg er ikke et problem, der skal løses,« råber Hilary til Stephen i en af de rasende scener, hvor Colman kommer til sin ret. Hun har en vred monolog på stranden ved Margate. Vi forstår, at Mendes føler for tidens udsatte grupper: »Alt det i Brixton. Og skinheads. Og Thatcher. Og New Cross.« Vi synes måske også, at han doserer identitetspolitikken rigelig gavmildt.
MEN forløsningen kommer fra hjertet. Det er hele vejen en pointe, at Hilary aldrig selv går ind i salen og følger med i de store fortællinger, der kan forvandle virkeligheden. Da alle parader er nede, beder hun Norman vise en film. Vi ser hende se den. Det er Hal Ashbys Being There (1979, da. Velkommen, Mr. Chance), hvor Peter Sellers går på vandet til slut, og alle værdier er nulstillet. Her lykkes tricket trods alt for Mendes.
Empire of Light er bevidst lagt til rette som en gammeldags hyldest. Filmen holder med Hilary i hendes hudløse rasen; den husker 1980ernes racistiske England. Der var meget, vi ikke forstod eller så, da vi lyttede til musikken. For yngre tilskuere er det en chance for at se, hvad de fysiske biografer betød.
Filmen var Oscar-nomineret i kategorien Best Achievement in Cinematography
*) L'Empire des lumières – Lysets eller Lysenes rige – er fællestitlen på 27 »paradoksale« malerier, som René Magritte (1898-1967) arbejdede på fra 1939 til sin død. De udnytter alle kontrasten mellem daglys himmel og huse i skumring. Det hyppigst gengivne (fra 1954) hænger på Peggy Guggenheim Museet i Venedig.
**) Både Eliots stordigt og James Joyces Ulysses fyldte 100 år netop i 2022. Begge jubilæer blev stort markeret i den engelsktalende verden. Jeg tillader mig at citere fra oversættelsen i T.S. Eliot: Digte 1909-62 (Gyldendal, 1984). Her er rimene fra originalen bevaret.
Empire of Light. Instr. & manus: Sam Mendes. Foto: Roger Deakins. 115 min. UK-USA 2022. Dansk premiere: 09.03.2023.
Fotos: Searchlight Pictures/ Neal Street Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ Wikimedia Commons (Magritte)/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen er i biografdistribution – streames herefter på Disney+
Anmeldelsen indlæst [i lidt kortere form] og lagt på Weekendavisen Kultur 09.03.2023.
FÅ formår som Bill Murray (f. 1950) at vise følelser uden at fortrække en mine. Hans pokerfjæs er et knust drengeansigt, som blot er blevet mere skuffet og vejrbidt, siden den lakoniske maske havde nyhedens interesse for 40 år siden. Murray er som årgangsvin. Han bliver bedre og bedre med alderen.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpeg)
.jpg)
.jpg)
