Translate

søndag den 1. december 2019

Richard Yates og Revolutionary Road



DE SKUFFEDE
Revolutionary Road: Tiden, bogen og filmen

Af BO GREEN JENSEN

AMERIKA har mange sange om lykken, der gik op i røg. Frank og April Wheeler møder hinanden i 1940rnes Greenwich Village. Han er netop hjemsendt fra hæren, har tiden for sig og ordet i sin magt. Hun er lidt yngre og håber at gøre karriere som skuespillerinde. Begge gudebørn er opsat på score den stærkeste mand og den smukkeste kvinde. De lægger store planer sammen og er gode til at lyve for hinanden. Det er lige efter krigen, som sætter nationens velfærdsvidunder i gang. Om lidt begynder den lysende fremtid.






Syv år senere, i 1955, er parret kørt fast i rutine. De har fået to børn og er som andre unge familier søgt ud af New York for at slå sig ned i en af de forstadsbyer, der med lynets hast afløser gammel landbrugsjord i de østlige nordstater. Familien bor i et lille hus på Revolutionary Road i Connecticut. Ejendomsmægleren Mrs. Givings betragter parret som sin særlige opdagelse. Faktisk ser hun de kønne unge mennesker som den familie, hun kan præsentere for sønnen John, der efter 37 elektrochokbehandlinger bor permanent på statens hjem for sindslidende.
   Der er en betydelig ironisk afstand mellem ideal og praksis i Richard Yates’ debutroman fra 1961, som Sam Mendes har filmatiseret efter et trofast manuskript af Justin Haythe. Man vil nødigt sige det højt, men under harmonien og højkonjunkturen florerer en forvirret erkendelse af, at det ikke burde være sådan. Halvt i spøg har Frank taget job i den virksomhed, hvor hans far sled sig op ligesom Willy Loman i En sælgers død. Men vittigheden er ikke længere sjov. April er ved at gå fra forstanden i sin hverdag med børn og husarbejde. Parret omgås Shep og Milly Campbell, som de er enige om at foragte. April og Frank har holdt hovedet højt i en forestilling om, at de er bedre og klogere. En dag vil musikken begynde igen.
    Bogen tager sin begyndelse, da April falder igennem på scenen i amatørkompagniets opførelse af Robert Sherwoods Den forstenede skov. Frank siger alle de forkerte ting, iagttager sin hærgede hustru og undrer sig over, hvor April blev af. Han beslutter at følge op på sin flirt med sekretæren Maureen fra kontoret. Først senere genoplever han deres møde. I filmen er kronologien rettet ud. Megen dialog er intakt, men man har ikke tekstens beskrivelse af, hvordan karaktererne vender hvert ord. Der er ingen af de fortolkende regibemærkninger, som bogen er fuld af. Filmen står og falder med, om den kan formidle følelsen blot ved at vise, hvad dagene på Revolutionary Road er lavet af.





DET lykkes et meget langt stykke af vejen, skønt filmen trods alt føles mindre end bogen. I romanen er man dybt engageret, da man aner den hverdagstragiske slutning, som næsten altid findes hos Yates. Hans fortæller er en engageret medvider, som i tredje person følger hver karakterer. Forfatterens erfaring ligner Frank Wheelers, men det er Aprils smerte og skuffelse, som læseren identificerer sig med. Kønnenes synsvinkler står lige stærkt, hvilket er usædvanligt for tiden. Først midtvejs bliver man opmærksom på, at Frank kropsliggør en af romanens alternative titler: The Bullshit Artist.
   For trods sin frustration har Frank Wheeler indrettet sig. Det er stadig mændenes verden, og Frank tager for sig af retterne. Han gennemfører affæren med Maureen, lader April gå hjemme og visne, er fjern for sine børn og narrer sig selv, når han siger, at han føler foragt for sit arbejde. Frank mener nok, han fortjener lidt ekstra. Trods alt bliver han 30 år, og April er begyndt at sove i stuen. Da han kommer sent hjem, venter hun og børnene med kage og gaver i et billede, der er lige ugebladsperfekt i filmen og bogen.
   Parret bruger en lang nat på at elske, og i mørket lader Frank sig besnakke, da April præsenterer sin plan. Forstaden skal ikke få dem. Frank må sige sit forhadte job op, så de kan sælge huset og tage børnene med til Paris. Her vil hun tjene pengene, mens han går hjemme og realiserer alt det, som de altid har talt om, at han er i stand til.
   Sådan fanger bordet, og lykken vender for April og Frank. Først bringer luftkastellet dem sammen, og en sød tid går med at lægge planer, mens Mrs. Givings, Campbell-parret og Franks kolleger hvisker bag deres ryg. Kun stengæsten John Givings bakker op om projektet og siger, at April er mere kvinde end kone.
   Frank har anfægtelser, allerede før han bliver en succes på sit arbejde. Man har i årevis krævet en bedre manual til firmaets flagskib, en tidlig computer. I desperation dikterer Frank en forståelig tekst. Alle elsker resultatet, og chefen vil forfremme ham. Hjemme er April blevet gravid. Hun ønsker ikke barnet, men han ser sit snit til at holde hende fast. Tidens holdning til abort bliver en faktor. Fordi der er bygget op til den trivielle tragedie, føles den evig som Elektras død, da den kommer.



   
FOR tiden er fælleskulturen forelsket i Eisenhower- og Kennedy-årene. Mendes og fotografen Roger Deakins holder igen med periodehenvisningerne, måske fordi den ydre ramme dyrkes umådeholdent i dramaserier som Matthew Weiners fremragende Mad Men – om storrygende reklamefolk på Madison Avenue i 1961   og fordi filmen gerne vil om bag tidens egne sædeskildrende generationsbilleder i Nunnally Johnsons melodramatiske The Man in the Gray Flannel Suit (1956, da. Manden i gråt) og Billy Wilders komiske The Seven Year Itch (1955, da. Den søde kløe).
   I bogen har man fornemmelsen af en større og mere prangende kontorbygning, men filmens følelse for perioden er ægte. Mendes respekterer den grundige realisme, som er styrken i Yates’ forfatterskab. Det ser virkeligt ud, når Leonardo DiCaprio venter på toget blandt de øvrige mappedyr. Der vokser græs langs perronen, hvor mændene står. I New York bærer alle blød hat, slips og habit. Ti år efter krigen er de bare blevet en anden slags hær.
   DiCaprio er dækkende som Frank Wheeler, og Kate Winslet er hjerteskærende god som April, der endelig opgiver manden og lykken. En række karakterer og situationer er enten ofret eller beskåret. Mest savner man den interimistiske havesti, som Frank bakser med i romanen, når han har brug for at trække frisk luft på en søndag. Den begynder som et symbol på hans integritet og ender med at være et monument over hans selvbedrag. Det er, når han arbejder med denne, at man får en fornemmelse af parrets børn, som i øvrigt synes om Europa-planen, fordi Far og Mor er holdt op med at skændes.*
     Maureens ældre, formentlig lesbiske sambo er fjernet, og Franks alkoholiserede kollega, Jack Ordway, er reduceret til en vag biperson. Endvidere savnes ejendomsmæglerens frysende erkendelse af, at hun er blevet gammel; frygten for sindssygdom, der sad dybt i både tiden og Yates; de indgående beskrivelser af kontorets rutiner; hele den rigt nuancerede skildring af forholdet mellem kvinder og mænd. Men den hårde frugt er intakt, og den bitre vin bliver skænket med manér. Måske ligner Revolutionary Road et forvarsel om verden ifølge American Beauty (1999), Mendes’ groteske ægteskabsskildring og kommercielle gennembrud, men denne film er i mange henseender en bedre og dybere menneskesag.


   

Richard Yates (1926-92) skrev på tredive år otte romaner og to novellesamlinger. Hans bedste bog er måske The Easter Parade (1976), om to søstres modsatrettede livsbaner. Her gav han den mørke søster, Emily, en række træk fra sin egen historie. Yates blev hverken populær eller lykkelig, men han fik hengivne fans blandt sine kolleger. Genopdagelsen af hans bøger tog fart i 2000, da Richard Ford skrev forord til en ny udgave af Revolutionary Road.**
   Kurt Vonnegut kaldte bogen for sin generations svar på Den store Gatsby. Yates’ helt og forbillede var netop F. Scott Fitzgerald, som modsat den feterede Hemingway aldrig snød med sin stil eller følelsen af at skrive med »the authority of failure«. Der er en tragisk ærlighed i Yates’ bøger, som kostede ham et bredt publikum. Det tjener Sam Mendes til ære, at han bevarer denne sjældne kvalitet. Filmen snyder slet ikke på vægten, og derfor vil den næppe blive en succes som Titanic, skønt Kate og Leo atter er sammen. De to stjerner klæder i øvrigt hinanden, men kun Winslet er uundværlig for filmen.

*) De 92 episoder af Matthew Wieners Mad Men blev produceret 2007-2015. I de første sæsoner stod det endnu ikke klart, at serien ville bevæge op gennem 60rne år for år og afspejle forandringen i tidsånden på så mange måder. I et tidligt afsnit ['Marriage of Figaro', S01 E03] bruger Don Draper søndagen på at drikke tæt, mens han bygger et legehus til datteren Peggy, og Betty Draper taler med en veninde. Episoden kunne være et nik til Revolutionary Road.

**) Blake Baileys A Tragic Honesty: The Life and Work of Richard Yates (2003) og Kate Charlton-Jones' Dismembering the American Dream: The Life and Fiction of Richard Yates (2014) er de bedste biografier. Vintage Classics genudgav ni romaner, heriblandt Revolutionary Road, og Yates' Collected Stories i 2008.  




Revolutionary Road. Instr.: Sam Mendes. Manus: Justin Haythe. Foto: Roger Deakins. 119 min. USA 2008. Dansk premiere: 30.01.09

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 31.01.09

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar