Alex Garland: Ex Machina (2014)

DEN NYE EVA
Alex Garlands moderne Pygmalion-myte 

Af BO GREEN JENSEN

HVIS maskinen får liv, er den så en maskine? Bliver mennesket til Gud, hvis det selv skaber liv? Og hvis det skabte liv kan tænke selv, er det så stadig »kunstigt«, eller kan man tale om en ny og ligeværdig livsform?
   Disse spørgsmål er nogle af de ældste, som bliver stillet i fabler og myter, fra den romerske Pygmalion-fortælling til jødedommens Golem-sagn og Mary Shelleys Frankenstein (1818), der ikke for ingenting bærer undertitlen Den moderne Prometheus. Prometheus var manden, der stjal gudernes ild.
   I science fiction var hovedsagen længe robotter. Siden kunstig intelligens blev en realitet, er det igen de ældste myter, som bliver brugt til at vende problemet: fra computeren HAL i Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968) til Pinocchio-figuren i Steven Spielbergs A.I. - Artificial Intelligence (2001) og kvindestemmen i Spike Jonzes Her (2013).

DENNE fortale er specielt relevant i forhold til Ex Machina. Filmen signalerer allerede med sin titel, at den vil belyse et skabelsestema, og den debuterende instruktør, englænderen Alex Garland, har som forfatter gjort »høj« science fiction til sit hjerte- og kerneområde.

   Garland debuterede som 26-årig med romanen The Beach (1996), der blev en verdenssucces. Tre europæere finder i Thailand den mystiske strand, som er helt uberørt, og hvor man udleve en utopi. Det kan man så alligevel ikke, men de smukke unge mennesker gør et bravt forsøg. Bogen blev sammenlignet med Fluernes Herre, en Mørkets hjerte med sex og ecstasy i.
   Romanerne The Tessaract (1998) og The Coma (2004) fik ikke samme gennemslagskraft, men Stranden har bevaret sin status som kultbog, også selv om Danny Boyles filmudgave fra 2000 blev en mere poleret affære med Leonardo DiCaprio, Virginie Ledoyen og Guillaume Canet i de tre hovedroller.
   Forfatteren fandt en åndsfælle i Danny Boyle. I 2005 skrev han zombie/epidemi-filmen 28 Days Later til Boyle, og i 2007 var det Garland, der leverede manuskriptet til Sunshine, en stilfuld rumrejse i Kubrick-traditionen.
   Garland bearbejdede Kazuo Ishiguros roman Slip mig aldrig – en dystopi om børnehjemsbørn, der opdrættes som organdonorer. Mark Romaneks fornemme film fra 2010 fik aldrig dansk premiere, skønt de bærende roller blev spillet af Carey Mulligan og Keira Knighley. Herhjemme har publikum altid haft en tonedøv holdning til god science fiction. 
   Sunshine og Never Let Me Go var kultiverede fremtidsfabler. Garland gik hele genrevejen med manuskriptet til Dredd (2012). Den hyperbrutale Judge Dredd er en kulørt karakter fra universet i 2000 A.D., et britisk ugemagasin, som siden 1977 har konkurreret med amerikanske superheltepublikationer.
   Alex Garland er med andre ord velbevandret i sci-fi. Med Ex Machina tager han endelig genren i fuld besiddelse.

VI er vel i nutiden om et par år. Caleb (Domhnall Gleeson) arbejder for et Apple-lignende firma, der designer hverdagens software. Caleb vinder konkurrencen, hvor en programmør som præmie får lejlighed til at tilbringe en uge med Nathan (Oscar Isaac), den sagnomspundne CEO og grundlægger.
   Caleb bliver fløjet til Nathans facilitet, en labyrintisk luksusbunker i et paradisisk vulkanlandskab, som skiftevis ligner Island og Hawaii (faktisk er filmen optaget i Norge). Her går den excentriske superyuppie alene og udvikler generationer af androider. Den seneste skabning er Ava (Alicia Vikander), en syntetisk kvinde med udsøgte træk og masser af kunstig intelligens.

Det viser sig, at Caleb er nøje udvalgt. Han og Ava skal udføre Turing Testen – matematikeren Alan Turings (The Imitation Game) metode til at afgøre, hvornår en computer udviser intelligens. Nathan har gjort maskinen så smuk, at Caleb ikke kan undgå at føle begær. Måske kan han også blive forelsket.
   Efter en høflig ouverture bliver Caleb og Nathan begavede fjender. Caleb er tynd og forsigtig. Nathan praler, drikker vodka som vand og dyrker fitness. Skaberen leger med sine kreationer. Det booster hans ego gevaldigt, da Caleb sammenligner ham med en gud.
   Caleb udspørger Ava i nummererede seancer, der fungerer som kapitler i filmen. Hun bruger alle tricks for at overbevise Caleb, forføre og gøre ham til sin befrier. Nathan følger udviklingen nøje.
   Som situationen udarter, inddrages tjenestepigen Kyoko (Sunuyo Mizono), der bliver behandlet som en blanding af hund og sexslave. Caleb og Ava udvirker en flugtplan. Som naturligvis ikke går efter planen. Endelig er spørgsmålet, om Ava udnytter Caleb. Filmen giver et eftertrykkeligt svar.

ÆSTETISK er Ex Machina en nydelse. Rob Hardy belyser scenerne i stilen fra Stanley Kubrick, og CGI-teknologien er nu så intelligent, at Vikander mere end overbeviser som den sanselige cyborg. Caleb og Nathan, det romantiske ciffer og den kammeratlige fascist, har efternavnene Smith og Bateman. De er ikke grebet ud af luften, men henviser til George Orwells 1984 og Bret Easton Ellis' American Psycho.
   For en sikkerheds skyld er skabelsesmyten støbt ind i en bibelsk struktur på syv dage. Et lille minus er forudsigeligheden. Typerne ligger for fast til at leve som andet end kropsliggjorte principper. Men filmen er fantastisk smuk, og de erkendelsesmæssige spørgsmål bliver grundigt belyst og halvvejs besvaret.
   Alex Garland var Oscar-indstillet for sit manuskript. Han fulgte Ex Machina op med Annihilation (2018), en fremragende filmatisering af den første roman i Jeff VanderMeers Southern Reach-trilogi, som i Danmark er udkommet på Rosinante. Annihilation fik ikke rigtigt noget liv i biografen, men fandt et stort publikum på Netflix, hvor den stadig kan ses.

Ex Machina. Instr. og manus: Alex Garland. Foto: Rob Hardy. 108 min. Storbritannien 2014. Dansk premiere: 04.02.16

Foto: DNA Films/ UIP/ Cinemateket
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 05.02.16