Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021

TRYLLESTOF OG ÆSELFEBER

Dukken der blev til en levende dreng

Af BO GREEN JENSEN

  

PINE (træ) + occhio (øje)  = Pinocchio. Der er vel ingen, som ikke kender Pinocchio. Næsen vokser, når han lyver, hans samvittighed er en selvretfærdig fårekylling, og han drømmer så stærkt om et liv uden snore, at Den Blå Fe endelig opfylder hans ønske.
   Forvandlingen sker fyldest, da marionetten har gennemstået en lang række eventyrlige prøvelser og er kommet helskindet hjem fra Slaraffenland, hvor uvorne knægte forvandles til æsler, når de har mæsket sig i slik og løgne. I 11. time slipper han af med sin skryden og får i stedet en kæk, lille opstoppernæse, da han redder sin menneskefar, snedkeren Geppetto, fra den visse død i hvalfiskens bug.

   Carlo Collodis episodiske fabel om dukken, som blev til en levende dreng, er faktisk en granvoksen klassiker med 140 år under vesten, men i de sidste 80 har figuren fristet samme skæbne som bl.a. J.M. Barries Peter Pan, A.A. Milnes Peter Plys og et par af brødrene Grimms og Charles Perraults mest inspirerede genfortællinger af sagn fra den fælles tradition. I 1940 blev den udsat for en gennemgribende Disneyficering, som Hamilton Luske og Ben Sharpsteen var hovedansvarlige for.

INGEN af de øvrige 40 filmatiseringer, som er produceret mellem 1911 og 2020, har sat sig spor af tilnærmelsesvis samme dybde som Walt Disneys Pinocchio. De mest interessante og originale forsøg er naturligvis italienske. I hjemlandet ser man på den amerikanske tegnefilm, som vi ser på Disneys versioner af Den lille havfrue og Snedronningen. Det er magisk og sødt på sin måde, men det er ikke den ægte, indlevede vare.
   Roberto Benigni spillede selv titelrollen, da han skrev og instruerede en stor realfilmsudgave af Pinocchio i 2002. Den trækker både på commedia dell'arte-tradition og på Benignis egen farcestil, der bliver ved at bruge af den fysiske stumfilmskomik. Hans hustru, Nicoletta Braschi, spillede feen Fatina. Familien fra Livet er smukt (1997) var sammen igen.
   Benigni spiller rollen i hvidt klovnekostume. Det må være vemodigt og bekræftende for ham at have rollen som Geppetto i den store filmudgave, som Matteo Garrone præsenterede på Berlinalen i 2020. Han gør det i øvrigt sobert og ydmygt.* Her smelter CGI og realfilm sammen i den fantastiske form, som Garrone anvendte i Tale of Tales (2015), der var en hyldest til de barokke og ofte blodige eventyr, som napolitaneren Giambattista Basile (1566-1632) samlede på og fortalte længe før både Charles Perrault og brødrene Grimm. 

   Det er betegnende, at de nye Pinocchio-film har haft svært ved at trænge igennem til et bredere publikum uden for Italien. Benignis fortolkning fik ikke dansk biografpremiere, men udkom på dvd. Den bliver p.t. ikke streamet i Skandinavien. Garrones version skulle åbne i julen 2020, men premieren blev udsat på grund af COVID-19 restriktioner.

SAGEN er, at publikum kun vil se Disneys udgave og opfatter den som den originale. Det er prisen for den kommercielle gevinst, som følger med Disneyficering. Den australske forfatter Pamela Travers (1899-1996), som skabte Mary Poppins-figuren, sagde i årevis nej til Walt Disney, når han tilbød store summer for tilladelsen til at filme hendes bøger. Hun sagde endelig ja på betingelse af, at hun kunne følge optagelserne og nedlægge veto. Men hun vidste, at slaget var tabt, da hun sad sammen med Julie Andrews og så, hvordan publikum lod sig betage. Forløbet er fastholdt i filmen Saving Mr. Banks (2013) med Emma Thompson som Travers og Tom Hanks som Disney. 
   Det er derfor ikke Collodis spidsede gren, vi forbinder med navnet Pinocchio. Det er heller ikke Pigen med Turkishåret eller den Talende Fårekylling, som Pinocchio i første omgang tværer ud på væggen i Geppettos værksted. Vi kender kun figurens nuttede, lutrende kraft, »Der er ingen bånd, der binder mig«, »Når du ser et stjerneskud« og et renfærdigt liv, som aldrig for alvor bliver farligt, men rammer alle børn i hjertet, når de første gang præsenteres for gløden i Disneys farvemættede baggrunde.

COLLODIS oprindelige eventyr er en i alle henseender løsere, vildere og mindre selvgod historie, skønt moralen også her smøres på med en skovl. Collodi hed egentlig Carlo Lorenzini (1826-1890). Han kom fra Firenze og ernærede sig det meste af sit liv som journalist. Han redigerede et satirisk magasin ved navn Il lampione og fungerede i perioder ved den dramatiske censurinstans, som tidens teater var nødt til at føje. Han vidste med andre ord godt, hvordan man sniger subversive budskaber igennem officielle receptionsmæssige filtre, men han synes dog også at mene opbyggeligheden alvorligt.

   Collodi hævdede selv, at han skrev for børn, fordi »voksne er for svære at gøre tilfredse«. Da han havde oversat Charles Perraults eventyr til italiensk, skrev han i 1876 sin første originale historie, Giannettino. Den lægger mønstret for alt, hvad der følger, men kun Pinocchio bliver læst over hele verden. Det gjorde den også før Disney-udgaven.
   Le avventura di Pinocchio: Storia di un burattino var oprindelig skrevet til børneavisen Giornale di bambini, et pionerprojekt for sin tid, som Lorenzini/Collodi var hovedansvarlig for. Her blev fortællingen bragt i føljetonform i 1881. En bogudgave fulgte i 1883. Den første engelske oversættelse blev foretaget af M.A. Murray i 1892. I dansk sammenhæng har vi kun kendt forkortede versioneringer. Samt naturligvis Pinocchiokugler.**

DENNE fejl blev rettet i 1999, da Henrik Haves partisanforlag After Hand udgav Pinocchios eventyr med støtte fra både Dansk Litteraturinformationscenter og Dansk Forfatterforenings Illustratorgruppe. Thomas Harder forarbejdede teksten med sjælden fornemmelse for de mange dobbelte bunde i Collodis kælne, excentriske stil, men det var ikke uden grund Poul Juponts radikale grafiske arbejder, som forlaget fremhævede i sit salgsmateriale.

   Juponts meget voksne tolkninger giver udgivelsen et bibliofilt præg af udsøgt kunstgenstand, men de tager sig unødvendige og urimelige friheder med teksten, selv om de sandt nok forløser en væsentlig del af dens sammensatte karakter.

   Collodis træfigur er en skitse til et menneske, en selvisk, grov og påvirkelig dreng, som systematisk snittes til og bankes i facon efter trial and error-princippet. Man fornemmer nok, at det klinger hult, da Collodi ved vejs ende lader ham udbryde: »Hvor var jeg sjov, dengang jeg var en dukke! Og hvor er jeg glad, for at jeg nu er blevet en artig lille dreng!«

KUNSTNEREN går dog langt over stregen i sin iver efter at fremhæve de subversive sider af teksten. Flere tegninger er forsynet med moralske maksimer og politiske slogans, som citerer de første surrealisters metode, og »den yndige pige med turkishåret«, som »i virkeligheden var en god god Fe, der havde boet i omegnen af denne skov i mere end tusind år«, skildres konsekvent i pornografisk modus, iført fetichistiske uniformer, som forvandlingsfiguren Picocchio prøver at gennembore med sine falliske kropsdele. Af historiens varme sider er der ingen spor i illustrationerne.

   Forlaget vil sælge os »en klog bog for børn med voksen ledsagelse«, men denne Pinocchio er kun for voksne. Ikke fordi børn absolut må skånes for erotiske signaler og sammenhænge, men fordi de vil undre sig dybt over afstanden mellem tekst og grafik i det skiftevis vittige og studentikose, men altid veloplagte sansebombardement. Man kunne derfor ønske sig en prisbillig folkeudgave af Pinocchios eventyr, hvor Juponts stærke tavler var udeladt.
  Den Blå Fe opfyldte til dels dette ønske i 2005, da forlaget Høst brugte Thomas Harders oversættelse i en gennemillustreret pragtudgave med grafiske arbejder af Roberto Innocenti (f. 1940, modtager af H.C.Andersen-prisen 2008). Innocenti blev en stjerne i kraft af sin fotorealistiske stil, da han i 1985 illustrerede holocaustfortællingen Rose Blanche af Christophe Gallaz. Jeg er ikke stor fan af Innocenti, som også har illustreret Perraults Askepot (1990), Hoffmanns Nøddeknækkeren (1993) og Et Juleeventyr af Charles Dickens. Rose Blanche var en bedrift, men Innocenti får alle historier til at se ens og næsten generiske ud.
   Hvis man vil læse Pinocchio med sine børn, er der stadig meget godt at sige om den udgave af Pinocchio: historien om en marionetdukke, som Birgitte Brix oversatte og bearbejdede for forlaget Apostrof i 1982. Collodis tekst udkom første gang på dansk i 1929 med titlen Pinocchio og hans forunderlige eventyr. Den særdeles vidtfavnende Axel Mathiesen skabte 50 originale illustrationer til bogen, som udkom hos Jespersen & Pio. I 1950, da Hagmund Hansen bearbejdede Pinocchio - eventyret om en marionetdukke for Det Danske Forlag, kunne Mathiesens illustrationer stadig bruges.***

DET er ikke, fordi mareridtsaspektet i fortællingen for enhver pris skal underprioriteres. Det skal være uhyggeligt, når æselfeberen sætter ind, og Slaraffenland viser tænder. En af de mest kongeniale genanvendelser af stoffet findes på albummet Stay Awake: Various Interpretations of Music from Vintage Disney Films, en vildt eklektisk samling musik, som Hal Willner (1956-2020) kuraterede og producerede i 1988.**** 
   22 klassiske sange er arrangeret i 11 medleys, der fremføres af kunstnere fra Natalie Merchant og Syd Straw til Tom Waits, Michael Stipe og Harry Nilsson. Pinocchio-medleyet hedder »Do You See the Noses Growing?« Ken Nordine, Bill Frisell og Wayne Horvitz reciterer sig gennem »Desolation Theme«, før Ringo Starr og Herb Albert får selv »When You Wish Upon a Star« til at lyde lidt uhyggelig. Stay Awake er en forunderlig plade.

OGSÅ Den Blå Fe kan bruges til lidt af hvert. Science fiction-filmen A.I. - Artificial Intelligence (2001), som Stanley Kubrick påbegyndte og som Steven Spielberg færdiggjorde efter hans død, handler om en kunstig dreng og er meget bevidst om sit Pinocchio-tema. Til slut kan feen faktisk opfylde drengens ønske og få hans mor til at leve igen for en dag. 
   Juponts uartige tegninger blegner lidt i forhold til de store temaer. Det er måske også meningen. I øvrigt er det kun de italienske filmatiseringer, især de to med Roberto Benigni, som har et afbalanceret forhold til Den Store Bastian-aspektet i bogen. Jupont ser jo rigtigt, når han fornemmer, at der er mere end opbyggelig allegori i Collodis billedskabende fabel. 
   I nærværende form hægter bogen sin primære målgruppe af. Bliver man hængende som voksen, kan man til gengæld have meget sjov med at læse Collodi som en pragmatisk satire over Oplysningstanken og Romantikkens ædle syn på børn. Som afhandling om marionetternes liv udgør Collodis tekst endvidere et fiffigt og stimulerende supplement til Heinrich von Kleists berømte overvejelser i Über das Marionettentheater (1810).

Se også Animation | Matteo Garrone: Pinocchio (2019); Steven Spielberg: A.I. - Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Animation | Guillermo del Toro's Pinocchio (2022) [Oscars 2023].

NOTER

*) Geppetto har fået sit eget forbløffende efterliv i de fantastiske genrer. I tegneserieuniverset Fables – en samling af forbundne fiktioner med talrige spinoffs, som amerikaneren Bill Willingham begyndte at skabe i 2005 – er han ligefrem, da det kommer til stykket, hovedmodstanderen »The Adversary«, som står bag alle anslag mod karakterernes lykke og kontrollerer de øvrige skurke i serien. I Fables lykkes det eventyrskikkelser at flygte fra fablernes verden til virkeligheden, hvor de lever i Fabletown ved New York.

   Ideen har slående ligheder med præmissen for tv-serien Once Upon a Time (ABC 2011-2018; 7 sæsoner, 155 episoder), som også vises og streames i Danmark. Her optræder Geppetto (i skikkelse af Tony Amendola) i pilotepisoden, hvor han sidder i krigsrådet sammen med bl.a. Pinocchio og Gnavpot. I Once Upon a Time er det især karakterer fra Snehvide og de syv dværge, som befolker provinsbyen Storybrooke i »vores« virkelighed. Det er Geppetto, som bygger det magiske skab, der fungerer som en portal og fører den nyfødte Emma, Snehvide og Prince Charmings datter, i sikkerhed for dronningen (som siden bliver Storybrookes borgmester). I Storybrooke er tiden sat i stå. Da Emma som voksen kommer til byen, begynder uret på torvet atter at gå. Det store slag om happy endings begynder, da klokken er kvart over otte. 

   OUAT blev skabt og skrevet af Adam Horowitz og Edward Kitsis. Fans af Fables har opfordret Willingham til at udfordre ABC’s ophavsret. Faktisk tog ABC option på Fables i 2004, men ideen om en tv-serie blev ikke realiseret. Horowitz og Kitsis har erkendt, at Fables »måske« indgik i deres normative læsning. De mener dog, at OUAP og Fables fortæller forskellige historier, selv om de benytter den samme legeplads. Willingham bakker dem op med et forsonligt: »Måske husker de at have læst Fables dengang. Men de har undladt at nævne det, fordi vi er blevet et meget sagsførende folk.«

   Oprindelig ville Willingham bruge Peter Pan som Modstanderen, der blev afsløret i slutningen af Fables. Det ville samtidig komme for en dag, at Klo i virkeligheden var helten, som kæmpede for lyset i Fabletown. Ideen blev opgivet, da det Warner Brothers-ejede forlag Vertigo/DC Comics opdagede, at J.M. Barries Pan-karakterer stadig var omfattet af britisk ophavsret. Han valgte da træskæreren fra Toscana som den øverste marionetfører. 

   Once Upon a Time bliver streamet på Google Play og Disney Plus. Disney+ arbejder på at samle de udliciterede aktiver og etablere et fantastisk monopol. En længe varslet realfilmsudgave af Pinocchio er på listen med kommende attraktioner. Robert Zemeckis skal instruere Disneys nye Pinocchio. Geppetto spilles selvsagt af Tom Hanks. Filmen udkommer direkte på Disney+.

   Så vil det lykkes Disney at generobre de fantastiske riger? Næppe i enerådende form. Garrones film er et godt eksempel på modsatrettede strømninger. Guillermo del Toro (Djævelens rygrad, Pans labyrint, The Shape of Water) er på vej med en stop-motion udgave af Pinocchio, der genopdager den gotiske faktor. Premieren er sat til 2022.

**) Haribo Lakrids A/S lancerede Pinocchiokuglen i 1947. Det var Eckhof Hansen – søn af Christian Hansen, som i 1926 grundlagde Sukkervarefabrikken Danmark, der i 1935 blev til Haribo ved en fusion med fabrikanten Hans Riegels tyske fabrikker i Bonn – som udviklede den sukkerbetrukne lakridskugle. I 1990 blev navnet ændret til Pepito, og Disneys Pinocchio blev erstattet af en mere generisk udseende dreng med fjer i sin tyrolerhat. Det kan undre, at den notorisk nidkære Disneykoncern var så længe om at reagere. Men begynderslik for generationer.

***) Axel Mathiesen (1882-1973) udførte illustrationer til tidens mest populære udgivelser gennem seks årtier. Ugeblade som Hjemmet og Familie-Journalen, der var kæmpestore publikationer i deres tid, havde omslag af Axel Mathiesen, før overgangen til fotos og krigen på opsigtsvækkende overskrifter begyndte. Mathiesen illustrerede bøger for voksne – for eksempel den første danske udgave af Margaret Mitchells Borte med Blæsten – men især blev han manden, der tegnede omslag til nogle af de mest ikoniske drengebøger: Gunnar Jørgensens Flemming-serie, Walter Christmas' Peder Most, Torry Gredsteds Paw m.m.fl og (frem til 1933), de danske Tarzan-udgaver. Mathiesen etablerede husstilen for danske drengebogsomslag i flere generationer. Han var – som amerikaneren Norman Rockwell og senere danskeren Kurt Ard – også en fri og ambitiøs kunstner i sin egen ret. Jan Toxværd Jørgensen og Hanne Bistrup (der er barnebarn af kunstneren) har skrevet en kærlig monografi: Axel Mathiesen – en tegner og hans tid (Forlaget Attika, 2009), som anbefales meget varmt.

****) Hal Willner var kun 64, da han døde i foråret 2020 som et af de første amerikanske ofre for COVID-19 pandemien. Willner var producer med et særligt talent for at tematisere og kompilere. Recepten er for så vidt den samme fra Amarcord Nino Rota (1981), som hylder komponisten Nino Rotas samarbejde med filmskaberen Federico Fellini, til AngelHeaded Hipster: The Songs of Marc Bolan and T. Rex (2020). Willner kom ud i alle hjørner af både rock, jazz, avantgarde, entertainment og moderne kompositionsmusik, når han bad åndsbeslægtede kunstnere bidrage til sine tribute-projekter. Ofte samarbejder kunstnerne på tværs af deres respektive tryghedszoner. Omvendt kan de alle siges at høre til i den samme vidt forgrenede tradition. Efter Amarcord Nino Rota fulgte That's the Way I Feel Now: A Tribute to Thelonius Monk (1984), Lost in the Stars: The Music of Kurt Weill (1985) – hvor Lou Reed sang en supersaglig version af »September Song«, som han aldrig samlede op andre steder, heller ikke på September Songs: The Music of Kurt Weill (1995), som var en senere tv-baseret version af konceptet, hvor Reed leverer en mere jazz-orienteret udgave – Weird Nightmare: Meditations on Mingus (1992), Stormy Weather: The Music of Harold Arlen (2003). En særstilling indtager to vildvoksende dobbeltalbums, Rogue's Gallery (2006) og Son of Rogue's Gallery (2013), med »Pirate Ballads, Sea Songs & Chanteys«. Leonard Cohen: I'm Your Man (2006) hørte sammen med koncertbegivenheden Came So Far For Beauty og Lian Dunsons film, som dokumenterer hyldestkoncerter i Brooklyn, Brighton, Sydney og Dublin. Med tiden begyndte Willner at arrangere events efter samme princip. De sidste to årtier havde han travlt med at producere forestillinger som Greetings from Tim Buckley (1991), Nevermore: Poems and Stories of Edgar Allan Poe (1995), Marquis de Sade's writings (1998), Dream Comfort Memory Despair: The Songs of Neil Young (2004), Shock and Awe: The Songs of Randy Newman (2004), Begats: Readings of the Work of Burroughs, DeSade & Poe (2009), Shelebration: The Works of Shel Silverstein (2011). Forest of No Return: Hal Willner Presents Vintage Disney Songbook (2007) var en opdateret version af Stay Awake, som blev opført på scenen i Brooklyn i 2008. Willner producerede spoken word-albums med William Burroughs, Allen Ginsberg og Bob Holman. I 2004 kuraterede han Let the Buyer Beware, det definitive 6cd-boxsæt med standup-pioneren Lenny Bruce. Willner udgav kun et enkelt album under eget navn. Whoops, I'm an Indian (1998) er stykket sammen af stumper fra gamle lakplader. Titlen er taget fra en 1936-farce med The Three Stooges. 

Carlo Collodi: Pinocchios eventyr. Oversat efter »Le avventure di Pinocchio« (1883) af Thomas Harder. Illustrationer af Poul Jupont. 174 s. After Hand Forlagsboghandel, 1999.

Fotos: Walt Disney Studios/ StudioCanal/ Edition After Hand/ A&M Records/ Roberto Innocenti/ Poul Jupont/ Egmont/ Vertigo Comics/ Axel Mathiesen
Kun Walt Disney's Pinocchio streames p.t. - den kan ses på Disney+

Dele af artiklen stod i Weekendavisen Bøger i 1999 - meget er tilføjet i februar 2021