Joe Wright: Anna Karenina (2012)

DEN ENESTE ANNA

Illusionen sættes i anførselstegn

Af BO GREEN JENSEN

MAN tænker sikkert allerførst, at verden ikke skriger på endnu en filmatisering af Anna Karenina (1875-77). Lev Tolstojs tragiske kvindefigur er skildret så mange gange, at kun Shakespeare og Jane Austen kan konkurrere. Ydermere er de fleste udgaver kongeniale. Kun Love fra 1927 blev filmet med to slutninger, så biografejerne selv kunne vælge. Det er en evig og enkel historie, som virker svær hver eneste gang.

   Fra Betty Nansen (1915) til Helen McCrory (2000) er Annas offer skildret loyalt. I rollen har man endvidere set Vivien Leigh (1948), Claire Bloom (1961), Tatyana Samojlova (1967), Nicola Pagett (1977), Jacqueline Bisset (1985) og Sophie Marceau (1997). Greta Garbo spillede rollen to gange, i førnævnte Love (med John Gilbert) og MGM-studiets klassiske storfilm fra 1935, hvor Fredric March havde rollen som Vronskij. Der skæres anderledes i stoffet, og der betones forskelligt i psykologien, men i bund og grund er det de samme to typer, som elsker og ødelægger hinanden.

JOE Wright har atter castet Keira Knightley, som var heltinden i Pride and Prejudice (2005) og den fremragende Atonement (2007). Tolstojs roman er bearbejdet af Tom Stoppard, som for tiden går klassikerne efter med ny følsomhed. Stoppards dramatisering af Ford Madox Fords Parade’s End-kvartet (2012) er et stort værk i sin egen ret. Som Vronskij ses Aaron Johnson, der spillede John Lennon i Nowhere Boy (2009). Han er lidt for ung til sin rolle. Bedst var nok Sean Connery, som spillede over for Claire Bloom i BBC-versionen fra 1961. Alicia Vikander er kusine Kitty, som kærligheden lykkes for. Jude Law er Annas sårede mand, der strækker sig langt, før han lukker sit hjerte.

DET er dog ikke skuespillerne, hvad de gør og siger eller hvordan, der gør Wrights filmudgave til noget særligt. Det er Sarah Greenwoods underskønne scenografi, Dario Marianellis markante musik og Wrights ekstreme stilisering, som samlet udgør et radikalt misè-en-scene. Også Wright ville filme i Rusland og opføre dramaet som realisme. Imidlertid var stederne slidte, og der var ikke råd til at arbejde on location. Wright valgte derfor at flytte samtlige scener ind i et teater.

   Dette kunstgreb er konsekvent gennemført. Skønt bagtæppet af og til åbner sig ud mod verden, så man mærker sneen og vinden i vigtige scener, bliver de store øjeblikke gestaltet i kulisser, der sætter illusionen i anførselstegn. Det er ikke sædvanligt filmet teater. Der er netop ikke sparet på fysikken. Væddeløbsheste rider ind over scenen. Balsalen bygges op og tages ned. Hver genstand er formgivet til lejligheden, der er næsten ikke brugt CGI. Operascenen opleves som teater i et teater. Hele livet passerer revy. Man har bogstaveligt aldrig set magen.

DET forandrer ikke historien. Joe Wrights Anna Karanina er hverken dybere eller større end de øvrige Tolstoj-versioner, og Stoppard har atter leveret et smukt koncentrat af sit forlæg. Men det gør filmoplevelsen spektakulær. Det er fejende flot, for at bruge en frase, og det er en overraskende effektiv nøgle til nerven og sjælen i et stof, man har gennemtrawlet så ofte, at gentagelsen tangerer et trygt ritual. Der er intet trygt ved denne version. Man får det samme chok som Anna, da Vronskijs hest styrter ud over rampen.

   Keira Knightley føjer sig smukt til dronningerækken. Filmen formår i de sidste minutter at gøre hende til den eneste Anna. Virkemidlerne er paradoksalt teatralske, men der er en inderlig ubestikkelighed i denne pragtfulde Anna Karenina. Et liv viskes ud på betydelig afstand, 140 år, sådan cirka. Det føles stadig som noget, der sker udenfor, mens vi sidder i stuen og spiser. Det føles som frygtelig virkelighed.

Se også The Last Station: Moralprædikanten Lev Tolstoj 1828-1910; Klassiske karakterer: Anna Karenina; Varm alabaster: Greta Garbo 1905-1990; Kvinden i begyndelsen: Colette 1873-1954; David Cronenberg: A Dangerous Method (2011); Bogen og filmen: Ian McEwans Atonement/Soning (2001/2007).

 

Anna Karenina. Instr.: Joe Wright. Manus: Tom Stoppard. Foto: Seamus McGarvey. 129 min. Storbritannien 2012. Dansk premiere: 02.05.2013

Fotos: Universal Pictures/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/

Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Trykt i Weekendavisen Kultur 03.05.2013 (her forkortet for at undgå gentagelser i forhold til Klassiske karakterer: Anna Karenina)