Translate

torsdag den 18. februar 2021

Matteo Garrone: Gomorra (2008)


INGEN VEJ TILBAGE
Mafiavæsen i virkeligheden

Af BO GREEN JENSEN

MENS den sicilianske mafia, Cosa Nostra, er verdensberømt, har Napoli-regionens Camorra haft held til at trives mere diskret. I Italien er organiseret kriminalitet ikke et eksotisk indslag i aftennyhederne, men en reel industri med en årlig omsætning på 150 milliarder euro. Der er intet aspekt af det offentlige liv, som Camorraen ikke har del i. Det anslås, at organisationen tæller 25.000 aktive soldater og har 200.000 affilierede støtter.
   Camorraen er aktiv på traditionelle områder som narko, prostitution, åger, hasard, lejemord, terror og »beskyttelse«. Den er samtidig dybt integreret i samfundsøkonomien, for sorte penge må vaskes hvide et sted. Ergo driver man bank og finans, ejer hele byggerier og supermarkedskæder, er en væsentlig faktor i film- og musikindustri. Camorraen fremstiller kopier af kostbare mærkevarer og yder lån til de samme fabrikker, som forsyner modehusene med originale modeller.
   Banderne tilbyder renovation og har specialiseret sig i deponering af kemisk affald, som på kreativ vis absorberes i miljøet. Overhovedet er Camorraen ikke så meget en lyssky underverden som en alternativ samfundsstruktur. Banderne kalder sig selv for Systemet. Man kan leve og dø i Camorraens arme. Det er præcis, hvad man gør i Napoli og Caserta.


JOURNALISTEN Roberto Saviano skrev i 2006 Gomorra, der folder baglandet ud som et stort panorama. Modsat Cosa Nostra har Camorraen ikke et stærkt, centralt hierarki, men udgør en simrende fællesmængde af klaner og bander, som til stadighed deles, bekriger og forsones med hinanden, som radikale celler i samfundets blodstrøm. Savianos far var læge og blev straffet af camorrister, da han tilså et offer for Systemet.
   Sønnens bog er en spraglet hybrid af fiktionsreportage og dokumentarisme. Gomorra er udkommet i 42 lande. Herhjemme hedder den Mafiaen i Napoli. Saviano siger, at han kunne færdes frit i miljøet, fordi Camorraen kun reagerer på aggressiv konkurrence. Efter udgivelsen kom han på klanernes dødsliste og har siden været under politibeskyttelse. Der er dog ikke system i Camorraens galskab. Matteo Garrone mødte ingen modstand, da han ville filmatisere Gomorra. Tværtimod var man tilbøjelig til at betragte filmen som positiv PR.*


FILMEN åbner rigelig spektakulært med to nedskydninger i et solcenter. Det ultraviolette lys giver drabene en surrealistisk Hollywood-kvalitet, som netop ikke præger resten af filmen. For det meste er lys bare lys i Gomorra. Der bruges ikke filtre og højnede farver. Der er ingen smældende baggrundsmusik. Brutaliteten er konkret og vilkårlig. Her er livet bogstaveligt ingenting værd.
   Der er fem forbundne handlingsspor, som slynger sig ind og ud af hinanden. Mest rørende og forstemmende er to unge mænd, Marco og Ciro, som tror at de kan gå på vandet og leger Al Pacino i rollen som Tony »Scarface« Montana, vel at mærke med rigtige våben. De er skuffede over den lokale godfather, en effektiv yngre type med fuldskæg, der som regel går i nusset undertrøje. De snyder afrikanerne og vil ikke være underlagt den ene eller anden Camorra-fraktion. Drengene vil være frie agenter. De ender som affald i skovlen på den gravko, der til slut fjerner filmens kasserede længsler.



NETOP affald er blevet en lidenskab og en levevej for den distingverede Franco (Toni Servillo), som er på evigt udkig efter depotkapacitet. Gamle miner, udtørrede reservoirer, underjordiske tanke, men også markarealer kan bruges. Franco er en respektabel forbryder. Han har gode manerer og spørger alfaderligt til familien, når han køber affaldslicenser af døende bønder. Lærlingen Roberto (Carmine Paternoster), som er ung og universitetsuddannet, ser ham fra siden og er først imponeret af sin fars gamle chef og rollemodel.
   Ved et sygebesøg får Franco en kurv med ferskner foræret af familien, der har forvandlet al sin jord til depot. Franco takker og smiler. Senere beder han Roberto kaste frugterne i grøften. »De stinker jo – kan du ikke lugte det?« Så står Roberto ved udsigten og tænker vel, at Camorraen har forvandlet hele Caberia til et giftdepot.
   Man kan ikke med sikkerhed vide, hvad han tænker. I denne film går personerne ikke og forklarer sig i ét væk. Roberto siger til Franco, at arbejdet alligevel ikke er noget for ham. Den ældre mands facade krakelerer i åben foragt. Du skal ikke tro, du er noget særligt. Roberto retter ryggen og går. Han bliver sandsynligvis til den forfatter, som ender med at skrive Gomorra.


ROBERTO er filmens magnetiske nordpol. Hans komplementære modsætning er den 13-årige Toto, som ser med store øjne på de voksne gangsteres spændende livsførelse. Her er en vej ud af byggeriet, hvor alle lever på Camorraens nåde. Under en sjælden politirazzia ser han, hvor posen med narko og våben placeres. Han giver sine helte byttet tilbage, da betjentene er kørt. Fra da af går Toto i lære. Han optages efter sin ildprøve, at tage en kugle i brystet med skudsikker vest på. Hans bedste ven bliver hans fjende, men Toto har valgt side. En dag vil han stå blandt de fede beach boys i hawaiiskjorte og badesandaler, der hænger ud i stripbaren og kører lig væk fra stranden, når dagen er omme.



PÅ god italiensk vis betragter Camorraen sig selv som en familie. Hvis trofaste soldater bliver fængslet eller falder i krigen mod politi og rivaliserende bander, træder mafiaens eget socialvæsen til. Don Ciro (Gianfelice Imparato) er den stille funktionær, il sottomario, som kommer med økonomisk bistand og praktiske råd til de enlige mødre og skrantende gamle, der bor i Camorraens betonghettoer. Han ser de utroligste ting, men prøver ikke at have nogen mening om listen, som han arbejder efter. Han er bare skyggen og budbringeren.
   Dog er det svære tider med udenlandsk konkurrence og konjunkturbestemt minusvækst. Familierne er ikke længere taknemlige for de almisser, som Don Ciro afleverer, og han rystes i sit inderste ved nogle drab, som han oplever tæt på. Alt for sent prøver Don Ciro at gøre en forskel. Han går i forbøn for kvinden Maria, og han prøver at tale med hendes søn, som har sluttet sig til fjenden. Den unge mand ønsker dog ikke fred. Han vil »score og hente penge«. Don Ciro er Camorraens svar på den pæne småborger, der for længe lader stå til og adlyder. Han resignerer og passer atter sin rute, nu med en skudsikker vest under vindjakken. Som generationsfællen Franco må han erkende, at der ikke er nogen vej ud og tilbage.

   

DEN sirlige skrædder Pasquale (Salvatore Cantalupo) er én gang for mange blevet misbrugt af sin arbejdsgiver, der vil sælge alt til spotpris, hvis det kan sikre ham en ordre. Pasquale tager derfor imod et tilbud om at undervise kinesiske syere, der vil ind på Camorraens marked. Pasquale er næsten blevet ven med fabrikanten, da Systemet iværksætter sin universalløsning. Skrædderen overlever, men vender ikke »hjem« til fabrikken.
   I stedet bliver modekunstneren langturschauffør. I cafeteriaet ser han tv-billeder af Scarlett Johansson, som ankommer til Lidoen under den venetianske Mostra. Hun bærer en af Pasquales kreationer. I bogen er det faktisk Angelina Jolie, som går i land på Lido di Venezia, og Pasquale begynder at græde. I filmen smiler han bittert, men har stadig en familie at komme hjem til. Og livet i behold.



OGSÅ Garrones film er en hybrid. Gomorra blander antropologisk miljøskildring og psykologisk indlevelse med sociologisk metode og hård realisme. En ubønhørlig inerti er sat i fokus. Der er ingen overordnet romantisk bevægelse, som man ser i amerikanske mafiafilm. Snarere ligner Gomorra de panoramiske fagportrætter, som Steven Soderbergh og Stephen Gaghan har dyrket i film som Traffic (2000) og Syriana (2005). Skønt det ligner dokumentarisme, er man aldrig i tvivl om den fiktive strategi.
   Emnet er sobert behandlet. Der svælges ikke i noget som helst – det skulle da være virkelighed. Der er sikkert også tale om en vigtig sag, men for mange danske tilskuere vil den feudale mentalitet virke fjern. For mafia-aficionados er det gefundenes fressen. Filmen rammer én på samme måde som kriminalreportage i tv. Man ser til på sikker afstand og gyser over en primitiv livsform. Har man anlæg for voyeurisme, er det ingen uproblematisk tendens.
   


FORMEN er derimod ikke fjern. Gomorra imponerer som film ved sin stilsans, sit vibrerende nærvær, sit overvældende troværdighedspræg. Denne faktor er aldrig stærkere end i sekvensen med de badende desperadoer. Så langt ude Marco og Ciro nu er, inkarnerer de en livsfølelse, der er slukket eller slettet i de ældre karakterer.
   Garrone filmer med vidt åben linse. Man tror, hvad han siger om sin æstetiske metode: »Det råmateriale, jeg havde at arbejde med i Gomorra, var i sig selv så kraftfuldt, at jeg forsøgte at filme det så diskret som overhovedet muligt, som var jeg bare en tilfældig tilskuer. På den måde kunne jeg mest effektivt realisere de følelser, jeg havde, mens jeg lavede filmen.«
   Så Gomorra er hverken Godfather eller Romanzo criminale. Den er lidt som The Sopranos uden wisecracks, men især er det interessant at sammenligne filmen med landsmanden Gabriele Salvatores’ Io non no puara (2003, da. Jeg er ikke bange). Her bliver det klart for drengen Michele, at hele landsbyen, inklusive hans egne forældre, er indblandet i bortførelsen af den blege dreng, som børnene har fundet i et hul i jorden. Her er stilen lige så høj, som den er neutral i Gomorra, men de to film gør sært nok den samme slags indtryk.

*) Mafiaen i Napoli udkom på Borgens Forlag i 2007, oversat af Lorens Juul Madsen. I 2014 blev Savianos bog brugt som forlæg for tv-serien Gomorrah, der streames på HBO Nordic. Fire gange 12 episoder af »Italiens svar på The Wire« er produceret. Matteo Garrone er ikke involveret i produktionen. Måske har Camorraen selv investeret.  


Gomorra. Instr.: Matteo Garrone. Manus: Maurizio Braucci, Ugo Chiti, Gianni di Gregorio, Massimo Gaudioso, Matteo Garrone, Roberto Saviano. Foto: Marco Onarato. 137 min. Italien 2008. Dansk premiere: 03.10.2008


Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ Camera Film/ Alchetron/ Wikipedia
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, HBO Nordic, iTunes og SF Anytime - Miniserien fra 2014 streames på Blockbuster, HBO Nordic og Viaplay
Weekendavisen Kultur 03.10.2008

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar