Thomas Vinterberg: Kursk (2018)

EN STILLE DØD PÅ HAVETS BUND 
Thomas Vinterbergs film om Kursk-katastrofen

Af BO GREEN JENSEN

ATOMUBÅDEN Kursk forliste i Barentshavet i august 2000. Det skete under en russisk flådeøvelse, den største af sin art, siden Sovjetunionen blev opløst i 1991. Manøvren skulle demonstrere, at ressourcerne stadig var stærke. Nu som før kunne NATO blot komme an.

   Kursk var en angrebsubåd i Oscar II-klassen. Den målte 154 meter i længden, var høj som et hus på fire etager og havde 118 mand ombord. Der var otte rør til torpedoaffyring og 24 krydsermissiler. En defekt torpedo udløste den første eksplosion. Der må have været overlevende. Man fandt iltpatroner i nærheden af de døde besætningsmedlemmer.

   Ingen overlevede den anden eksplosion. De russiske redningsforsøg var besværet af gammelt og misligholdt udstyr. Alligevel afviste man vestlige tilbud om hjælp. Myndighederne fastholdt til det sidste, at den russiske flåde selv ville løse opgaven med den seneste teknologi.

   I 1963, da den amerikanske atomubåd Thresher blev kvast, skrev Phil Ochs en populær protestsang. Ingen skrev sange om Kursk, men flere forfattere belyste katastrofen, som skyldtes vanetænkning og misforstået stolthed. For i 2000 tog man for givet, at Den kolde Krig var forbi.*

THOMAS Vinterbergs Kursk er baseret på englænderen Robert Moores A Time to Die (2002). Robert Rodat, som skrev manuskriptet til Steven Spielbergs Saving Private Ryan (1998), har bearbejdet bogen. Filmen er belgisk produceret, men finansieringen kommer fra Luc Bessons franske EuropaCorps-studie.
   Jeg nævner det for at give et indtryk af filmens internationale præmis. Egentlig skulle Martin Zandvliet instruere. Vinterberg kom til, fordi han havde arbejdet med hovedrolleindehaveren Matthias Schoenaerts på den nye filmatisering af Far from the Madding Crowd (2015). Kursk er altså Vinterbergs anden bedrift som omflakkende »journeyman director«.

VIST er Kursk et ret anonymt dokudrama, men man kan sagtens se, at Vinterberg har instrueret. Det er heller ikke svært at få øje på de kvaliteter, som har været attraktive for ham.

   Filmens første akt beskriver hverdagen i Vidjajevo i Murmansk, hvor soldaterne bor med deres familier. Den kulminerer i en livsfejrende bryllupscene, som ikke står tilbage for det store bryllup, der involverer hele lokalsamfundet i Michael Ciminos The Deer Hunter (1978).

   Efter eksplosionen, da Mikhail Averin (Schoenaerts) og 22 andre besætningsmedlemmer er fanget i det sidste tætte trykkammer, giver den klaustrofobiske stemning rig lejlighed til at variere hjertesteder fra Wolfgang Petersens Das Boot (1981). Begge film er blandt Vinterbergs erklærede favoritter. Spændingsmæssigt står Kursk ikke tilbage for Kathryn Bigelows K-19: Widowmaker (2002), som sammen med The Hunt for Red October (1990, da. Jagten på Røde Oktober) udgør minigenrens hjørnesten.

   Kursk er bemandet med stjerner som belgiske Schoenaerts, tyske August Diehl og britiske Steven Waddington. Colin Firth spiller NATO-kommandøren, som kontakter sin russiske modpart, der bliver spillet af tyske Peter Simonischek. Lars Brygmann og Bjarne Henriksen tager del i den russiske redningsaktion. Gruppen af hustruer tæller navne som franske Léa Seydoux, svenske Pernilla August og danske Helene Reingaard Neumann.

   Der skal oprindelig have været en række scener med præsident Putin. De er strøget i den færdige film, hvor 89-årige Max von Sydow (1929-2020) er patetisk forstokket som den russiske øverstkommanderende, der misinformerer og holder sig strengt til den kolde krigs spilleregler. Kun én skuespiller er russisk. Det er Artemyi Spiridonov, som spiller Mikhail Averins søn.

DEN blandede besætning giver Kursk et præg af »europudding«. Filmen ligner de stjernebestrøede lagkageproduktioner, som var på mode i 60erne og 70erne, intetsigende overflødighedshorn som The Cassandra Crossing (1976). Von Sydow, som spillede oberst Kosnov i John Hustons The Kremlin Letter (1970), må have følt sig hensat til gamle dage.

   Alligevel gør Kursk et troværdigt og hæderligt indtryk. Der er ikke mange krøller i scenariet. I teatralsk dramaturgi har man Anton Tjekhov-regelen: hvis man viser et gevær, skal det bruges på et tidspunkt. Da Averin bestyrtet instruerer en kadet i monteringen af højeksplosive iltpatroner, ved man derfor, hvad klokken er slået.

   Håndværket er eksemplarisk. Anthony Dod Mantle har tilrettelagt billedsiden med flair for den klaustrofobiske faktor, og da Kursk stævner ud, bliver formatet gjort ekstra bredt. Alexandre Desplat har komponeret det atmosfæreskabende score. Den russiske vinterby ligner virkelig Vidjajevo, skønt hovedparten af filmen er skudt i Toulon.

   

DEN store udfordring er sproget. Alle karakterer taler engelsk med russisk teateraccent. Det gør det svært at abstrahere fra de i forvejen distraherende velkendte ansigter. Med et russisk cast ville filmen utvivlsomt sætte sig dybere fast – men næppe sælge mange billetter.

   Der er gode børn i så mange af Vinterbergs film. Første indstilling i Kursk viser Misja, Mikhails søn, som holder vejret under vandet i familiens badekar. Det er i Misjas sammenknebne ansigt, at filmen til slut formulerer sin modstand. Admiralen vil trykke hænder, da han forlader den hykleriske heltebegravelse, men Misja siger fra.

   Drengens lille gestus er – helt i instruktørens ånd – en tillidserklæring til fremtidens børn, som måske vil gøre det bedre. I hvert fald har de muligheden for ikke at gentage fædrenes fejltagelser. For sådanne stilgreb er filmen seværdig. Dog går man ikke syngende hjem.

Se også Far from the Madding Crowd (1967/2015) og Thomas Vinterberg: Druk (2020)

*) Phil Ochs' sang om »The Thresher« findes på albummet All the News that Fit to Sing (1964). Kursk-besætningen fik med forsinket effekt en rocksymfonisk gravskrift på albummet Stor langsom stjerne (2017) med Sort Sol. Mens Kursk-dramaet dominerede nyhedsstrømmen, havde Sort Sol isoleret sig i en bunker på Holmen i København for at indspille albummet Snakecharmer (2001). Bandet gik fra hinanden i 2004. Da Steen Jørgensen, Lars Top-Galia og Tomas Ortved fandt sammen igen (kun Knud Odde sagde fra) i 2010, begyndte de at skrive nyt materiale. Det første album efter genforeningen kulminerer med »K-141 Kursk«, en ti minutter lang komposition i fem satser (udsejling, ulykke, død, begravelse og genopstandelse). Top-Galia har skrevet musikken, Steen Jørgensen har skrevet teksten: »We were playing our part in the political game/ The cold war was lost but our image must remain/ Strong and proud/ So we proceed with this doomed exercise...« I biograf-dokumentaren Sort Sol - 422 dage i dybet (2004) kan man følge gruppens arbejde med Snakecharmer. Identifikationen med Kursk giver fuldkommen mening.     

Kursk (The Command). Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: Robert Rodat. Foto: Anthony Dod Mantle. 117 min. Belgien-Luxembourg-Frankrig-Canada-Rumænien-USA 2018. Dansk premiere: 24.01.2019.

Fotos: EuropaCorp/ UIP Mis.Label/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies 

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 25.01.2019