Translate

mandag den 8. februar 2021

The Last Station: Moralprædikanten Lev Tolstoj 1828-1910


SCENER FRA ET ÆGTESKAB
Portræt af Lev og Sofija Tolstoj

Af BO GREEN JENSEN

LEV Tolstoj (1828-1910) skrev sine hovedværker, da han var en moden mand midt på sin livsbane. Bøgerne gjorde ham så berømt, at han senere kunne trodse den russiske kirke og udfordre zarens system, da han insisterede på at praktisere sin personlige filosofi, tolstojanismen, en kristent funderet proto-socialisme, der solidariserede sig med de fattige masser og havde seksuel afholdenhed som sin kerne.
   Tredive år efter Krig og fred (1863-69) og Anna Karenina (1875-77) skrev mesteren traktatromaner som Kreutzersonaten (1891) og Opstandelse (1899). Hans tanker var kraften, som samlede det kollektive eksperiment på godset Jasnaja Poljana, hvor en broget flok idealister holdt til.
   Mens patriarken mediterede, fik hans hustru hverdagen til at fungere. Sofija Andrejevna Bers (1844-1919) havde født sin mand 13 børn og så ingen grund til at donere forfatterens royalties til Sagen. Der var derfor iskold luft mellem Sofija og Tolstojs disciple. For hende at se, var de alle grådige spytslikkere.



MICHAEL HOFFMANS klassisk drejede The Last Station følger legendens sidste leveår og tager sin titel fra togstationen i Astapovo, hvor Tolstoj døde under international mediebevågenhed. Christopher Plummer har samme alder som Tolstoj, mens Helen Mirren fremstiller hans 16 år yngre hustru. En række mindre planeter kredser om solen. Vladimir Tjerkov (Paul Giamatti) forvalter tolstojanismen og er ivrig efter at få forfatteren til at skrive nyt testamente. Datteren Sasja (Anne Marie Duff) har gjort fælles sag med Tjerkov, hvilket får Sofija til at ønske, at hun var et af parrets fem døde børn. Som publikums vinkel fungerer Valentin Bulgakoff (James McAvoy), Tolstojs idealistiske sekretær. Han forelsker sig på stedet i Masja (Kerry Condon), en moderne kvinde, som er kommet til Jasnaja Poljana for at finde sig selv.


FORLÆGGET er en roman af Jay Parini, men følelsen er meget som i et stykke filmet teater. Det er en stor og fornem produktion, der giver en udsøgt fornemmelse for Tolstojs steder og ligner den historiske virkelighed på de arkivfilm, som ruller ved creditsekvensen til slut.
   Plummer spiller Tolstoj med hjerte, men ærligt talt tror man ikke et øjeblik på den sanselige moralprædikant. Mirrens stolt desperate karakter er et spændende mix af mor og hundyr. »Vi er muligvis blevet gamle, men jeg er stadig væk din puttehøne, og du er hanen med den store pik,« siger hun og indfanger manden så meget, at den sleske Tjerkov bryder ind i ekspresfart.
   Som modbillede fungerer kærligheden mellem McAvoy og Condon helt efter planen og er filmens mest levende islæt. Det meste af tiden går på godset, men sætstykket er en rekonstruktion af forfatterens død på den sidste station. Verdenspressen hænger ved den døendes læber og rapporterer på CNN-vis fra udstedet. Datidens paparazzi bruger magnesium i spandevis, når Sofija kommer og går.



HOFFMANS film er en intelligent og kultiveret historietime. Det er dog svært at se, hvad den egentlig vil, bortset fra at minde om, at Lev og Sofija Tolstoj var mennesker af kød og blod. Man bliver ikke klogere på forfatteren eller tolstojanismen, og der er ingen oplagt lære at drage af de grådige mekanismer, som kommer til udtryk. Tolstoj-kendere vil bruge tid på at diskutere detaljernes korrekthed. Vi andre betragter et sepiatonet foto af den russiske verden i 1910. Der er gået hundrede år, og det virker egentlig også sådan.


The Last Station. Instr. og manus: Michael Hoffman. Foto: Sebastian Edschmid. 112 min. Tyskland-Rusland-Storbritannien 2009. Dansk premiere: 15.04.2010


Fotos: Egoli Tossell Pictures/ Sony Pictures Classic/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, iTunes og SF Anytime
Fra Weekendavisen Kultur 16.04.2010

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar