Matteo Garrone: Dogman (2018)

ALLE DE MUDREDE VEJE

To italienske mænds hundeliv

Af BO GREEN JENSEN

MATTEO Garrone (f. 1968) er moralisten blandt de stærke instruktører, som for tiden markerer den italienske filmkunst. Garrone har en særlig panoramisk sans for bredden og dybden, alle arbejdsgangene i et miljø. Han var derfor så god til at skildre Napolis skrantende mafiavæsen i gennembrudsfilmen Gomorra (2008).

   I Garrones film tager personerne farve efter miljøet. Der er aldrig nogen, som hæver sig over deres baggrund, og hvis de prøver, bliver de straks trukket ned. Det gælder for de skydeglade drenge, der tror, at de kan lade hånt om al faglig etik i Gomorra, og for fiskehandleren, der drømmer om at leve i et tv-show i Reality (2012). Det gælder især for de farvestrålende figurer, der befolker eventyrfilmen Tale of Tales (2015).

   Så atmosfæren er en aktiv medspiller. I Dogman ligger hundefrisøren Marcellos salon på det mudrede torv i en trøstesløs kystby, hvor der sikkert kom badegæster engang. Der er forfaldne huse med tomme ferielejligheder, og i det fjerne ser man resterne af en forlystelsespark. Der er intet liv på torvet nu, og alle har kendt bedre dage.

MARCELLO (Marcello Fonte) supplerer sin indtægt ved kokainsalg. Hans ivrigste kunde er kæmpen Simoncello (Edoardo Pesce), en forhenværende bokser, som generelt er en plage for byen. Simoncello står klar i butikken hver morgen og afslutter dagen med et besøg. Han tvinger Marcello med fysiske trusler, men samtidig er han afhængig af Marcello.

   Relationen mellem de to mænd er uklar. Måske gik de i skole sammen. Måske var Simoncello mindre blæst før slagene og kokainen. I hvert fald kan han være uventet blød, og Marcello er også afhængig af ham. Somme tider tager den store mand den lille med i byen. Marcello er vist også den eneste butiksindehaver, som ikke betaler beskyttelsespenge.

FORRETNINGEN ved siden af Marcellos sælger smykker. Det går op for Simoncello, at han kan komme ind til guldsmedens skatte gennem væggen hos Marcello. Den lille mand tigger den store om ikke at udføre tyveriet. Politiet ved, at Simoncello står bag og vil lade Marcello gå, hvis han angiver »vennen«. Marcello nægter og kommer i fængsel.

   Da han bliver løsladt, er han en paria i kvarteret. Alle vender sig væk i foragt. Forretningen er færdig, den sidste tillid er svigtet. Simoncello slår det hen og vil genoptage rutinen. Marcello beslutter da at tage hævn. Han vil én gang for alle gøre sig fri af den primitive nemesis, og hundene skal hjælpe ham. Der er komplikationer, men filmens plakat giver et fingerpeg om, hvordan det ender for kæmpen og hundefrisøren.

DET er en film noir fra virkeligheden – inspireret af faktiske forhold – men især står Garrone i kærlig gæld til de neorealistiske værker, som Vittorio de Sica, Roberto Rossellini og andre skabte i 1940ernes slutning, da de gjorde en dyd (minimalistisk filmkunst med hjerte og social samvittighed) af en nødvendighed (Italiens økonomi efter krigen).

   Dogman er dog ikke Cykeltyven. Det er ikke en behagelig film. På den måde ligner den Paolo Sorrentinos En ven af familien (2006), hvor en ågerkarl i den samme slags by gik rundt og var en ækel konge i kvarteret. Garrone og Sorrentino er store æsteter. Når de vil gøre det grimt, kan de virkelig levere.

Se også Matteo Garrone: Gomorra (2008); Matteo Garrone: Tale of Tales (2015); Animation | Matteo Garrone: Pinocchio (2019).

Dogman. Instr.: Matteo Garrone. Manus: Ugo Chiti, Massimo Gaudioso og Matteo Garrone. Foto: Nicolaj Brüel. 102 min. Italien 2018. Dansk premiere: 28.02.2019

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ Camera Film

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Nordic, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og YouTube Movies

Trykt i Weekendavisen Kultur 01.03.2019