Yorgos Lanthimos: The Lobster (2015)

MAN VÆLGER MELLEM KNIV OG PISK

Den græske bølge breder sig 

Af BO GREEN JENSEN

DET er næsten en naturlov, at fornyelsen i filmen flytter fokus. Det sker sådan cirka hvert syvende år. Det betyder ikke, at storværkerne pludselig brager igennem eller lige så brat klinger af. Snarere ligner bevægelsen de bølger, som både branche og kritikere holder af at iagttage og beskrive.

   Efter danske Dogme 95-film kom de mexicanske multiplot-fortællinger og en ny slags socialrealisme fra det post-kommunistiske Rumænien. Festen og Idioterne; Amores perros, Crash og Babel; 4 måneder, 3 uger og 2 dage var store, trendsættende titler. Fra 2010 og et godt stykke frem blev Grækenland et af fornyelsens steder.

   Der var først en lokal ouverture. Athina Rachel Tsangari (f. 1966) studerede film i New York og Austin. Hun og partneren Matt Johnson (som har klippet alle Tsangaris film) samlede fem års amerikanske optagelser i The Slow Business of Going (2000), som blev vist på Thessaloniki International Film Festival og New York Underground Film Festival. De kom hjem til Athen og etablerede produktionsselskabet Haos Film, som stadig er uhyre aktivt.

   Tsangari producerede Kinetta, som i 2005 blev Yorgos Lanthimos' første lange spillefilm. Han var til gengæld producer og assistent, da hun skrev og instruerede sin første film på et større budget. I 2009 scorede Lanthimos det første græske art house hit med Dogtooth, som banede vejen for Tsangaris’ fabulerende Attenberg (2010).

 

DOGTOOTH var en øvelse i politisk dressur. Tre teenagebørn forlod aldrig huset og haven. Forældrene gav verden sære navne. En blomst var en zombie, en kusse en meget stærk lampe. En kvindelig sikkerhedsvagt blev kørt ind for at have sex med sønnen. Til slut slog en af pigerne sin visdomstand ud med en håndvægt. Det lykkedes i tredje forsøg.

   Efter Dogtooth lavede Lanthimos Alperne (2011), en mere diffus film i den dislokerede genre, hvor banale ting bliver bizarre. Psykiatere lejer sig ud til familier, der netop har mistet et medlem. De træder ind i et ekstemporalspil og bliver for en stund til de døde. Konceptet fungerer, indtil der sker forrykkelser i gruppen. Så bryder systemerne ned som i Dogtooth.

   Dogtooth blev kåret som bedste film i Un Certain Regard-kategorien i Cannes. Den fik siden utallige priser, bl.a. en Bodil og en Oscar. Attenberg gjorde lykke i hovedkonkurrencen i Venedig, hvor Ariane Labed modtog en Coppa Volpi for bedste kvindelige hovedrolle.

   Lanthimos skiftede sprog med The Lobster og fokuserede absurdismen i The Killing of a Sacred Deer (2017), før han viste sig at være den perfekte instruktør til det britiske The Favourite-projekt (2019). Tsangari kom via novellefilmen The Capsule (2012) til prestigeprojektet Chevalier (2015), som var Grækenlands Oscar-bidrag dét år. I 2020 instruerede hun BBC/HBO-miniserien Trigonometry. Begge instruktører finder stadig plads til Ariane Labed, hvis det kan lade sig gøre. I The Lobster er hun stuepigen på det kursted, hvor forvandlingen foregår.

THE Lobster er en dystopisk hverdagsfabel, som foregår i et samfund, der ligner en støvet version af vort eget. Konformitet er netop nøgleordet. I denne verden er det forbudt at være enlig. Bliver man alene, er der 45 dage til at finde en ny partner. Lykkes det ikke, forvandles man til et dyr.

   Man vælger selv, hvilket dyr det skal være. Disse ting kan bare lade sig gøre. Lanthimos interesserer sig ikke for logistik. Det er svært at snyde proceduren, skønt mange forsøger. Der skal være fysisk overensstemmelse og en vis gensidig tiltrækning. Skønt ordet sjældent kommer op, skal der faktisk være kærlighed.

   Hængeøret David (Colin Farrell) tager livet lidt for roligt. Da hans kone forlader ham, bliver han ikke jaloux, men tøffer videre sammen med hunden Bob, der faktisk er hans inkarnede bror. David har dejteint og begyndende topmave. Han ligner en forsikringsmand i et tv-spil fra 70erne.

   Da han bliver udspurgt af myndighederne og skal vælge sit dyr, får filmen en forklaring på sin titel. Og David bliver automatisk interessant. Det er, som da Niels Olsen skal vælge et bilmærke i Den eneste ene. For hvilken slags mand kunne tænke sig at blive til en hummer?

   

PROCESSEN finder sted på en facilitet, der ligner et budgethotel. Alt ved den forvrængede verden i The Lobster er hverdagsagtigt og lavfuturistisk, mere Kafka, Buñuel og The Office end sci-fi i sædvanlig form.

   På hotellet får David lidelsesfæller som Den læspende Mand (John C. Reilly) og Den haltende Mand (Ben Whishaw), der har ekstra svært ved at finde et match. Han beslutter at gå all in for Kvinden uden Følelser (Angeliki Papoulia) og foregiver i flere dage at være grusom, hånlig og følelseskold.

   David kan dog ikke holde masken, for han er ikke som de andre. For den sags skyld er ingen som alle andre. Lanthimos er interesseret i, hvordan systemerne presser individet til ekstremer. Her gælder det en følelsesmæssig fascisme, som David siger fra overfor. Da tager publikum ham endelig til sig.

LEDELSEN gør, hvad den kan. Stuepigen (Ariane Labed) gnider sig op ad de mandlige gæster, og i en særligt sørgmunter scene prøver hotellets bestyrer (Olivia Colman) at ryste partnerne sammen med en danseaften.

   Enkeballet ligner en kontorfest med farvede drinks, serpentiner og chips. Discokuglen drejer, og en aldrende crooner gør sit for at aktivere amorinerne. Alle ser til med en udtryksløshed, der får den sidste stemningsbrik til at passe. Tonen er deadpan som i en komedie af finske Aki Kaurismäki.

   I periferien bliver de uheldige singler kasseret. Anden del af filmen udspiller sig i skoven mellem hotellet og den nærliggende by. Her lever en gruppe militante partisaner, som anføres af den karismatiske Léa Seydoux.

   David forelsker sig, denne gang ægte og kompromisløst, i en nærsynet kvinde, som spilles af Rachel Weisz. Partisanlederen gør noget grusomt, der får sympatien for dissidenterne til at dale. Skoven ligner de fredløses fristed i François Truffauts filmudgave af Fahrenheit 451.

MAN vælger mellem kniv og pisk i denne verden. Latteren er stadig mørk, men også mere generisk. Tonen er for krøllet til, at man får den »det-kunne-være-nu-og-her«-oplevelse, som dystopier lever af.

   The Lobster er optaget i Irland. Lanthimos og Filippou er flyttet til London med en plan om fremover at arbejde på engelsk. Næste projekt er en thriller, som bliver optaget i Cincinnati og har Farrell og Nicole Kidman i hovedrollerne. Titlen er i hvert fald markant: The Killing of a Sacred Deer.

   Det går stadig stærkt for den græske weird wave. Også The Lobster er mærkelig, lun og seværdig. Men omplantningen fra græsk til engelsk har trukket tænderne ud på den grusomme humor, der var særlig for Dogtooth. The Lobster er blevet en fabel med filter, som trods alt ligner et par andre film.

Se også Yorgos Lanthimos: The Killing of a Sacred Deer (2017) [Horror 100]; Yorgos Lanthimos: The Favourite (2018) | Dronningebilleder. 

The Lobster. Instr.: Yorgos Lanthimos. Manus: Efthymis Filippou og Yorgos Lanthimos. Foto: Thimios Bakatakis. 119 min. Grækenland-Irland-UK-Frankrig 2015. Dansk premiere: 25.08.2016

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ Film4/ Protagonist Pictures/ A24/ Camera Film

Filmen streames på Amazon Instant, Google Play, iTunes og Netflix

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.08.2016