ALLE SLAGS MENNESKEFARVER
Charles Dickens ifølge Armando Ianucci
Af BO GREEN JENSEN
Det er værd at citere den fulde titel på romanen, som blev skrevet ad hoc og offentliggjort i føljetonform fra maj 1849 til november 1850. Vi har ikke at gøre med en koncis beretning, men med The Personal History, Adventures, Experience and Observation of David Copperfield the Younger of Blunderstone Rookery (Which He Never Meant to Publish on Any Account).
Historie, eventyr, erfaring og iagttagelser – som det aldrig var tanken at offentliggøre. Tilføjelsen er moderne og vigtig. Det går op for David Copperfield – som deler forbogstaver med sin egen fortæller – at han kan skrive fortiden om. David Copperfield er bogen, hvor Charles Dickens for alvor finder sit flow.
I ARMANDO IANNUCCIS energiske filmatisering står David først ved en talerstol, der er anbragt midt på scenen i et rødplysset, victoriansk teaterrum. Det er ikke kæmpestort, og fremstillingen er stiliseret. Det kunne være en af de provinsscener, som Dickens optrådte på med sine oplæsninger.
Forfatteren fremsiger de citerede linier. Vi kan se, at han er af anglo-indisk herkomst. Vi kan for den sags skyld se, at det er Dev Patel fra Slumdog Millionaire. I nærbilleder af publikum har vi genkendt både Tilda Swinton med kyse og Hugh Laurie med blåtonet Beethoven-hår. Der er nordiske, latinske, asiatiske og caribiske ansigter. Alle slags menneskefarver.
Har vi undret os over det, holder vi op. Der skrives flere kontrakter med publikum i prologen. Der sættes ekstra anførselstegn om fiktionen. Det er en multietnisk, farveblind forestilling.
FORFATTEREN famler efter en måde at præsentere fortællingen på. Bag ham smelter scenetæppet og bliver til et biograflærred. Fra nu af er det en film først og fremmest. Et vindblæst landskab åbner sig. Patel træder ind og går hurtigt over marken.
Fra anden retning er Tilda Swinton på vej. Der krydsklippes dynamisk, og begge skikkelser er filmet nedefra, så bevægelserne bliver endnu større. Teksten gør alt for at blive til film. De skynder sig til The Rookery, hvor Davids mor har veer. David løber for at nå at se sin egen fødsel.
Kort efter når Betsey Trotwood (Swinton) frem og trykker trynen mod ruden. Hun er ivrig, indtil hun opdager, at barnet er en dreng. Så taber hun interessen og går. David gennemlever på tyve minutter en lykkelig barndom, som ender brat, da stedfar Murdstone og hans nedrige søster ankommer. Så er det ud af Eden og af sted til flaskefabrikken i London. Et hus i et skib, en skrantende skole. Det hele er blevet mindre, da David som voksen vender tilbage.
DAVID FORTÆLLER SIN film i kapitler. Andre dramatiseringer viser den voksne forfatter som en tænksom, melankolsk tilbageskuende mand, der priser sig lykkelig for, hvor det ender. Her er han altid åben og optimistisk, altid på vej.
Han har et skrin med papirlapper, skitser og noter, som han vil indarbejde. Hos tante Trotwood får han en fælle i Mr. Dick (Hugh Laurie), som skriver og fortaber sig i tvangstanker om Charles den Førstes henrettelse. Væggene i arbejdsværelset er tapetseret med notater. David viser, hvordan byrden kan lette, hvis de bygger en drage af disse noter. Besværgelsen virker. Davids egen bog ligner jo også den drage.
Skal man have indvendinger, kunne det være, at Iannucci smører vel tykt på. For at betone sammenfaldet mellem protagonist og forfatter, er der iblandet skriftsteder fra andre Dickens-værker. I Hard Times (1854, da. Strenge tider) går fabrikkens maskinstempler op og ned som »melancholy mad elephants«. Det var det, som Eva Hemmer Hansen oversatte – inspireret, skønt anakronistisk – til »maniodepressive elefanter«. Her bliver det noget, som David har skrevet.
SOM UNG SPINATFUGL talte jeg engang med Salman Rushdie. Vi drak Linje Aquavit, og han erkendte, at fortælleren i Midnight's Children (1981, da. Midnatsbørn) nedstammer fra David Copperfield. Han sagde, at man i Mumbai læser Dickens som realist. Romanerne fra det magiske London ligner ren reportage for indiske øjne.
Det er præcis denne faktor og farverigdom, universaliteten i Dickens, som Iannuccis version dækker af og forløser. Hans film kommer lige til tiden. Det er tyve år siden, at nogen har rørt ved David Copperfield. Det skete i en BBC-føljeton fra 1999 med Bob Hoskins som Mr. Micawber.
En spillefilm har typisk to timer til rådighed og må prioritere det helstøbte værk. Skærmføljetonen har rødder i Dickens. Den nyder at være fortalt i kapitler. Det er væsensforskellige grammatikker. Iannucci har skabt en original biograffilm. Han ofrer detaljer for at nå substans.
DEN bedste film er stadig den første med lyd på. George Cukors solide Hollywood-udgave fra 1935 kommer rundt om alt på 130 minutter. Freddie Bartholomew spiller David som dreng og fortrænger Frank Lawtons voksne fortæller. W. C. Fields er den bedste Micawber til dato.
David Edgars totalteaterudgave af Nicholas Nickleby (1982) var lige så forelsket i fuga, optrin og tilfældets musik. Christine Edzards Little Dorrit (1987) var to forbundne film på seks timer, der foregik i et håndlavet univers.
The Personal History bliver lige så skelsættende, tror jeg. Typer som Micawber (Peter Capaldi) og Uriah Heep (Ben Whishaw) står svagere her, men Agnes Wickfield (anglo-afrikanske Rosalind Eleazar) taler i øjenhøjde med Dickens og ved mere end David om, hvor han skal hen. Imens er hendes far (anglo-asiatiske Benedict Wong) kun interesseret i portvin.
HER er ting, man vil huske i meget lang tid. Først og fremmest farverne, også på alle de fysiske ting. De tragiske islæt står mindre markant, fordi Iannucci er vant til at prioritere satiren. Samme mand instruerede Stalins død (2017). De to film er næsten som sol og måne.
Så bliver fortælleren helt i sin egen historie? Om han gør og mere til. Iannuccis brogede fabel beviser, at vi aldrig bliver færdige med klassikerne. Hverken de engelske eller vores egne.
Se også Charles Dickens 1812-1870 og Ellen Ternan 1839-1914; Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009).
The Personal History of David Copperfield. Instr.: Armando Iannucci. Manus: Iannucci & Simon Blackwell. Foto: Zac Nicholson. 119 min. UK-USA 2019. Dansk premiere: 10.09.2020
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Weekendavisen Kultur 11.09.2020
Ingen kommentarer:
Send en kommentar