EN STUDIE I BESÆTTELSE
James Ellroys mørke steder
Af BO GREEN JENSEN
HENDES rigtige navn var Elizabeth Short, og hun var kun 24 år, da hun døde. Aviserne brugte store typer og kaldte kvinden »The Black Dahlia«, fordi hun levede let, døde i Hollywood og tog sin tøjstil fra Veronica Lakes figur i The Blue Dahlia (1946), George Marshalls film efter et (originalt) manuskript af Raymond Chandler, som året før havde været lidt af et hit. Den Sorte Georgines død var således pulp fiction og film noir fra begyndelsen.
FOR forfatteren James Ellroy (f. 1948) blev mordet i særlig grad en besættelse. Ellroy var kun ti år gammel, da hans mor, en fraskilt sygeplejerske, blev voldtaget og myrdet på en parkeringsplads i Los Angeles. Heller ikke denne sag blev opklaret, og Ellroy har ofte – bl.a. i bogen My Dark Places (1996, da. Mine mørke steder) – fortalt levende om, hvordan Elizabeth Short og Geneva »Jean« Ellroy for drengen blev en pornografisk besættelse, som manden aldrig er sluppet fri af og skylder graden af besættelse i sit forfatterskab. Ellroy fik sit gennembrud med romanen The Black Dahlia (1987, da. Sorte Dahlia), en hyperhårdkogt og superslibrig fantasi over sagen, der dannede skole i 90ernes amerikanske kriminalroman.*
DET bedste ved filmen er tidsbilledet. Der åbnes med en rekonstruktion af Zoot Suit-optøjerne i Los Angeles 1946, og det er en væsentlig pointe, at den myldrende gade er genskabt i studiet. Langt senere kommer Shorts lig til syne i kanten af billedet, da kameraet foretager en svimlende panorering hen over Hollywoods hustage. Tonen hos De Palma ligger tættere på brutaliteten og besættelsen hos Ellroy, end det var tilfældet i Hansons elegante pastiche.
ALLIGEVEL lykkes det aldrig for alvor filmen at overbevise. Der er enorme huller og forenklinger, nærmest skitseprægede passager, i Ellroys historie. Det fungerer som et stilgreb i bogen, men i filmen bliver det et problem. Især slutningen falder helt fra hinanden og reducerer den sidste time af filmen til en ærlig talt trættende variation over Raymond Chandlers The Big Sleep (1946) ifølge Howard Hawks og William Faulkner. Det er flot, og det flytter sig lifligt, på én gang kulsort og superkulørt, men man føler ikke den indre nødvendighed, vreden ved afmagt og desperationen, som hos Ellroy formelig brænder hver side.
*) Sorte Dahlia er dedikeret »Til Geneva Hilliker Ellroy 1915-1958. Mor: Med niogtyve års forsinkelse/ denne afskedshilsen skrevet med blod.« Epigrafen er fra digteren Anne Sexton (1928-1974): »Nu lægger jeg dig væk, min drukkenbolt, min sejlerven,/ Den første, som jeg misted; så kan jeg siden se på dig og elske dig igen.« Anne Sexton fik udgivet syv samlinger, mens hun levede, fra To Bedlam and Part Way Back (1960) til The Death Notebooks (1974). Hun havde netop afleveret manuskriptet til den formidable samling The Awful Rowing Toward God (1975), da hun tog sit liv. Ellroy citerer titeldigtet fra All My Pretty Ones (1962): »Now I fold you down, my drunkard, my navigator,/ My first lost keeper, to love and look at later.« Den skrivende bladrer i sin døde fars gulnede scrapbog og forholder sig til hans karakter. Hun ender med at tilgive ham for alle fejl og mangler. Anne Sexton gik sammen med Sylvia Plath i Robert Lowells skriveklasse på Boston University. En tid lang var de veninder. På ironisk vis kan digtet ses som en diametral modsætning til Plaths »Daddy«/»Farmand« i Ariel-digtene. Sexton er, ikke ganske retfærdigt, kommet til at stå i skyggen af Plath. Houghton Mifflin udgav The Compete Poems i 1981. Det er en forbløffende bog på 600 sider, som The Yale Co-Op heldigvis havde sat frem, da jeg havde min gang i butikken.
**) The Black Dahlia var første bind i sekvensen, som senere fik fællestitlen The L.A. Quartet. Los Angeles-kvartetten fortsatte i The Big Nowhere (1988, da. Ingenmandsland), blev næsten mainstream i L.A. Confidential (1990, da. De faldne engles by) og kulminerede i den frenetiske White Jazz (1992, da. Hvid jazz). Perspektivet forstørres, og alting vokser eksponentielt i Underworld USA-trilogien, der begynder med American Tabloid i 1995 og fortsætter i The Cold Six Thousand (2001, da. Et amerikansk dødstrip) og Blood's a Rover (2009, da. Den røde gudinde). I 2021 fylder Ellroy 73. Han er to bøger inde i endnu en L.A. Quartet. Perfidia (2014) og This Storm (2019) er ikke oversat til dansk.
Af BO GREEN JENSEN
Elizabeth Shorts liv var ordinært. Hun medvirkede i en erotisk privatfilm og prøvede at få rigtige roller, men uden held og måske også uden talent. Det var måden, hun døde på, som var særlig. Det nøgne lig var skåret midt over. Det lå på en parkeringsplads, tømt for blod og grotesk skamferet. Et grin var skåret fra øre til øre. Der findes detaljerede fotos i politiets arkiv. Fordi mordet aldrig blev opklaret, fordi det var så brutalt, og fordi Den Sorte Dahlia kropsliggjorde hele undersiden af filmbyen, dens hedeste drømme og mest unævnelige længsler, fik sagen mytologisk status i skandalekulturen.
Ti år efter Curtis Hansons filmatisering af L.A. Confidential (1997) forsøger Brian De Palma at dreje endnu en stilskabende film efter Ellroy. Det lykkes udmærket et stykke af vejen. Josh Hartnett og Aaron Eckhart er troværdige nok som kriminalbetjentene Bucky Bleichert og Lee Blanchard, der bliver besatte af sagen, og Scarlett Johansson er spektakulær som kvinden, der elsker dem begge. Hilary Swank er den dekadente Madeleine Linscott, som overtager Black Dahlia-personaet. I indklip ses Mia Kirshner som Short på sort-hvide filmstumper. De Palmas berygtede misogyni kan bevidnes, når man hører ham nedgøre den grædende wanabe.
DET bedste ved filmen er tidsbilledet. Der åbnes med en rekonstruktion af Zoot Suit-optøjerne i Los Angeles 1946, og det er en væsentlig pointe, at den myldrende gade er genskabt i studiet. Langt senere kommer Shorts lig til syne i kanten af billedet, da kameraet foretager en svimlende panorering hen over Hollywoods hustage. Tonen hos De Palma ligger tættere på brutaliteten og besættelsen hos Ellroy, end det var tilfældet i Hansons elegante pastiche.
ALLIGEVEL lykkes det aldrig for alvor filmen at overbevise. Der er enorme huller og forenklinger, nærmest skitseprægede passager, i Ellroys historie. Det fungerer som et stilgreb i bogen, men i filmen bliver det et problem. Især slutningen falder helt fra hinanden og reducerer den sidste time af filmen til en ærlig talt trættende variation over Raymond Chandlers The Big Sleep (1946) ifølge Howard Hawks og William Faulkner. Det er flot, og det flytter sig lifligt, på én gang kulsort og superkulørt, men man føler ikke den indre nødvendighed, vreden ved afmagt og desperationen, som hos Ellroy formelig brænder hver side.
Curtis Hansons filmatisering af L.A. Confidential var et stort, øjeblikkeligt hit i 1997, hvor den blev vist på Cannes Festivalen. Jeg talte med James Ellroy i en time og havde kun forberedt to spørgsmål, fordi jeg ikke vidste, at interviewet var one-on-one. »Hey man, how's it hanging?«, sagde han, da jeg satte mig. Vi talte mest om Mine mørke steder, som netop var kommet på dansk. Helvedeshunden var venlig. Jeg husker det som en udmærket snak. Den er trykt, sammen med en længere udredning om L.A. Confidential og resten af kvartetten, i Det første landskab - Myter, helte og kunsteventyr (1999).
The Black Dahlia. Instr.: Brian De Palma. Manus: Josh Friedman. Foto: Vilmos Zsigmond. 121 min. Tyskland-USA 2006. Dansk premiere: 17.11.2006.
Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Film[+]grab/ ScreenMusings/ FT
Filmen streames på SF Anytime og FILMSTRIBEN
Weekendavisen Kultur 17.11.2006
Ingen kommentarer:
Send en kommentar