William Faulkner: Absalom, Absalom! (1936)

FAULKNERS STED

William Faulkner 1897-1962

Af BO GREEN JENSEN 

MED få undtagelser indgår alle William Faulkners prosaarbejder i den fortsatte krønike om en særlig egn i en bestemt periode, byen Oxford i staten Mississippi i årene 1820-1950.
  Skønt Faulkner skildrede et sted med en faktisk historie, var hans udgave snarere en fantomversion af den endnu levende fortid. Han skabte derfor sin egen egn. Fra Sartoris (1929) til The Reivers (1962) udgør byen Jefferson i Yoknapatawpha County den fysiske ramme om alt, hvad han skrev.*

   Samtiden fandt forfatterskabet unødigt kryptisk og svært fremkommeligt. Faulkners metode ligner ofte montagen. Handlingsspor hakkes i stykker og klippes om kronologisk. En kæde af stemmer bærer historien, men hver monolog har flere stemmer i sig. Begivenheder vises fra vekslende synsvinkler, meget finder sted off camera. Ikke for intet forsørgede Faulkner i mange år sin familie ved at skrive filmmanuskripter. Det store tema er historiens byrde, hvordan man bryder med det forudbestemte, og hvordan børnene alligevel må tage forældrenes synder på sig, hvis de vil klare sig som mennesker.

 

DET er om en af stamfædrene, at Faulkner kredser i Absalom, Absalom! I september 1909 skal den 20-årige Quentin Compson til at påbegynde sine studier ved Harvard University. Af grunde, som hverken han eller vi begriber i begyndelsen, insisterer skyggetanten Rosa Coldfield, som har båret sort i 43 år, på at fortælle ham historien om sin svoger, Thomas Sutpen.

   Stræberen Sutpen ankom til Yoknapatawpha i 1833. En søndag formiddag kom han ridende ind i Jefferson »fra en usynlig fortid«. Han »erhvervede sin jord, ingen vidste hvordan, og byggede sit hus, sit herskabshus, af tilsyneladende ingenting, og giftede sig med Ellen Coldfield.« Med sig havde han en gruppe haitianske slaver. Han byggede Sutpens Hundrede, fik tre børn – to med sin hustru, ét med en slave – og gik i gang med at etablere en slægt.

   Senere får Quentin flere detaljer af sin far, som kan supplere med oplysninger om »dæmonen« Sutpens baggrund – huset i Yoknapatawpha var ikke hans første forsøg på at grundlægge et dynasti – fordi denne under Borgerkrigen har betroet sig til Quentins farfar, General Compson. Endelig er det i værelset på Harvard, i en samtale med studiekammeraten Shreve, at fortiden falder på plads.

DET gør den i et indviklet mønster af blodskam, racisme, affektdrab, fatale ironier og formastelige bedrag. Alligevel fremstår Oberst Sutpen hen ad vejen som en heroisk figur, skønt han bragte begyndelsen til enden med sig til Jefferson. Før Quentin rejser besøger han Sutpens Hundrede sammen med Rosa Coldfield. Den dag går huset op i flammer, og man fornemmer en lutrende kvalitet i ilden, som naturligvis er påsat.

   I andre dele af Yoknapatawpha-sekvensen fortæller Faulkner om familier fra lavere sociale lag, men han vender stadig tilbage til besidderne – slægter som Sartoris, Sutpen, Compson – der tegner egnens officielle historie og hjemsøges af dens genfærd, før de selv bliver til spøgelser.

   Quentins kammerat er født i Canada, har intet forhold til Syden og ingen tålmodighed med dens særpræg. Han taler mest med Quentin for at få tiden til at gå, men misforstår vennens interesse for Sutpen. »Nu vil jeg bare have du skal sige mig én ting til,« siger han til Quentin. »Hvorfor hader du Syden?«

   Quentin reagerer som Faulkner: »Jeg hader den ikke,« sagde Quentin, hurtigt, straks, øjeblikkeligt; »Jeg hader den ikke,» sagde han. Jeg hader den ikke tænkte han, stønnende i den kolde luft, det jernsorte New England-mørke: Jeg gør ikke. Jeg gør ikke! Jeg hader den ikke! Jeg hader den ikke!«

OM Quentin hedder det, at »hans krop var en tom hal der genlød af nederlagsnavne; han var ikke et væsen, en uafhængig eksistens, han var et samfund.« At Konføderationen led nederlag i borgerkrigen med Nordstaterne 1861-65, er et sår som til stadighed undersøges i Faulkners version af Sydens historie. Quentin og hans fæller er amerikanske sønner af de slagne.

   Faulkners faste læser ved fra begyndelsen, hvordan det ender for Quentin. Syv år tidligere havde The Sound and the Fury (1929, da. Brølet og vreden) skildret fire bestemte dage, som de forløber for fire medlemmer af Compson-husholdningen: den retarderede Benjy, bedrageren og overleveren Jason, der er far til Benjy og datteren Caddy, og den sorte tjenestepige Dilsey deler den sønderbrudte skildring af et forløb, som strækker sig over tre dage, fra den 6. til 8. april 1928.

   Kilet ind mellem disse sindrige genfortællinger, som aldrig skildrer begivenhederne direkte, er et filmisk flashback til den 2. juni 1910. Denne dag tager Quentin sit liv på Harvard, hvor han studerer for penge, som rettelig tilhører Benjy. Læserens viden giver karakteristikken i Absalom, Absalom! et skær af tragisk ironi, skønt den ikke nævnes med et ord i romanen. Trods alt kan Quentin ikke undslippe historiens tyngde:

   »Han var en kaserne fuld af stædige bagudskuende genfærd som endnu treogfyrre år efter ikke helt var kommet sig af den feber, der havde helbredt sygdommen, som langsomt vågnede af feberen og end ikke vidste at det var feberen selv de havde kæmpet mod og ikke sygen, som med stædig genstridighed skuede bagud hinsides feberen og ind i sygdommen med virkelig fortrydelse, svage af feberen men sluppet fri af sygdommen og end ikke klar over at den frihed var magtesløshedens frihed.«

FAULKNERS egn er et mangfoldigt sted. Han kunne skrive usigelig knudret, som i det ovenfor citerede afsnit. Han kunne også mobilisere en grotesk, humoristisk saglighed, når det skulle være. Han kunne være hårdkogt i krimien Sanctuary (1931, da. Det allerhelligste), patetisk som få i den takketale, han i 1949 kvitterede for sin Nobelpris med. Og i Go Down, Moses (1942) præsterer jagtafsnittet »Bjørnen« en bevidsthedsstrømmende sætning på seks ubrudte sider, der siger spar to til de fleste af Hemingways skrifter om lignende emner.

FAULKNER er aldrig slået an herhjemme. Det var derfor en begivenhed, at Absalom, Absalom! i 2000 udkom på dansk, til og med i en fremragende oversættelse, men vi var slet ikke rustet til sådan at falde ned i historien in medias res.

   Der må som minimum følge en genudgivelse af Brølet og vreden med et nyt lanceringsforsøg, og det er altid en god idé - en genvej til Faulkner - at oversætte Malcolm Cowleys antologi The Portable Faulkner (1946, 1967), som retter kronologien ud og lader teksterne fortælle historien om Yoknapatawpha County fra begyndelsen til slutningen. Ellers vil et fremstød næppe heller bære frugt i næste omgang.


*) Faulkners egen udredning af etymologien:

William Faulkner: Absalom! Absalom! Oversat efter »Absalom! Absalom!« (1936) af Karsten Sand Iversen. 340 s. Gyldendal, 2000.

Artiklen stod i Weekendavisen Bøger 05.05.2000