Translate

fredag den 10. januar 2020

Efter Nosferatu: Shadow of the Vampire (2000)


EFTER NOSFERATU
Vampyren fra Murnaus skræksymfoni  lever videre

Af BO GREEN JENSEN


DETTE er ikke en gyser. Skønt alt ved Shadow of the Vampire signalerer et arbejde, der hører til i horrorgenren, er det snarere selve filmen som drift, kunsten som blod og narkotikum, som amerikaneren E. Elias Merhige sætter under belysning i sin originale og usædvanlige kærlighedserklæring til tyskeren F.W. Murnaus klassiske billeddigt Nosferatu – ein Symphonie des Grauens (1922).
   Denne første stumme vampyrfilm var egentlig en piratudgave af Bram Stokers Dracula (1897). Henrik Galeen havde skrevet en drejebog, som fulgte Stokers roman ganske trofast. Filmen var castet, og Albin Grau havde planlagt produktionen i detaljer, da Stokers enke nægtede at give tilladelse til filmatiseringen.
   Gode råd var dyre, men Murnau rystede ikke på hånden. Han ændrede simpelthen navnene i historien og filmede manuskriptet som det stod. Resultatet blev en af de mest langtidsholdbare og indflydelsesrige film overhovedet. Nosferatu repræsenterer sammen med Carl Th. Dreyers Vampyr (1932) den åbne, mere drømmende strømning, som altid har ligget i genren, også efter 1931, da Tod Browning på vegne af Universal Studios instruerede den første tonefilmsudgave af Dracula.





   
FRIEDRICH Wilhelm Murnau var kun 43 år, da han i 1931 kørte galt og døde i USA. Sunrise (1927) er hans hovedværk, men Nosferatu lever sit eget liv og har med årene næsten fortrængt Robert Wienes Dr. Caligaris kabinet (1919) i erindringen om den tidlige tyske films ekspressionisme. Stokers enke sagsøgte i øvrigt produktionsselskabet Prana, som var mere eller mindre ensbetydende med Albin Grau. Grau tabte, Prana døde, og en række kopier af Nosferatu blev destrueret.*
   Murnaus films klassikerstatus hviler i høj grad på instruktørens originale håndtering af et stof, som han tydeligvis brænder for. Hans uægte Dracula kunne være et skrækromantisk dusinarbejde fra den tyske rædselsfabrik, men Nosferatu besidder en unik lidenskab, ikke mindst i den endnu berusende, på én gang betagende og foruroligende slutning, som lader vampyren dø ved daggry og blive ét med lyset, mens hans tragiske nemesis, kærligheden, formelig spidder ham gennem hjertet.
   I 1979 genindspillede Werner Herzog Nosferatu med Klaus Kinski i titelrollen. End ikke desperadoen Kinski kan dog levere en figur så ekstrem og radikal som den, Max Schreck fremstiller hos Murnau.





MURNAUS Nosferatu blev indspillet tre år efter den ydmygende fredsslutning, der i 1918 havde trykket Tyskland dybere ned i krisen, som nationen befandt sig i efter Første Verdenskrig. Adskillige har derfor foretaget socio-økonomiske læsninger af filmen, og det kan undre, at Siegfried Kracauer behandler den så overfladisk i pionerafhandlingen From Caligari to Hitler – A Psychological History of German Film (1947), der anskuer den tyske filmhistorie som udtryk for en kollektiv psykose.
   Filmens gennemslagskraft i samtiden har dog snarere at gøre med en influenzaepidemi, som hærgede landet 1919-20. Fritz Arno Wagner var fotograf på Nosferatu. Hans billeder af inficeret jord, smittebærende rotter og hvidt fordærvet menneskekød må på forfærdende vis have lignet realisme.
   Men mere end nogen eller noget er det skuespilleren Max Schreck, som giver Murnaus film dens troværdighedspræg. Schrecks grev Orlok ligner ikke de elegante vampyrer, som siden blev normen for Dracula-fremstillinger fra Bela Lugosi til Christopher Lee, Frank Langella, Gary Oldman - og Claes Bang.**
   Schreck synes virkelig at tilhøre en anden race, alt for høj, med kadaverteint og kanintænder, vilde øjne, sløve bevægelser og kloagtige hænder, der har negle så lange som Fu Manchus på de krogede fingre. Hvor man i senere Dracula-filmatiseringer kan forveksle den »udøde« - det betyder nosferatu på rumænsk – med en romantisk jæger, et karismatisk rovdyr med mennesketræk og en drift som på én gang er tragisk og smuk, kan ingen forveksle Schreck med en elsker. Han er ét med jorden og rotterne.




MEGEN mystik har knyttet sig til Schrecks præstation, der ligesom Boris Karloffs medvirken i James Whales første Frankenstein-film blev gjort til en salgsgimmick. I Skræk og gys i filmen (1972) skriver Palle Schmidt, at »Max Schreck« muligvis var et pseudonym, et alias for den anerkendte sceneskuespiller Alfred Abel. Gåden er dog løst for længst. Maximillian Schreck blev født i Berlin i 1879 og døde i München i 1936. Han indspillede tæt på 60 film. Han var uddannet på Berliner Staatstheater. Det var sikkert her, at han lærte Murnau at kende. Begge var elever af Max Reinhardt.
   Hvorom alting er: Det er dette identitetsmysterium og denne lille rest af uvished, som Elias Merhige og manuskriptforfatteren Steven Katz bruger som afsæt i Shadow of the Vampire.


MERHIGE reproducerer med stor omhu og tydelig hengivenhed hele perioden og de omstændigheder, der førte til Nosferatu. Chris Bradleys scenografi er lige så overdådig som komponisten Dan Jones’ næsten svulmende score, og fotografen Lou Bogue kopierer scene for scene de klassiske optagelser fra Nosferatu, så man flere steder knap kan se forskel.
   Alle aktører navngives og præsenteres udførligt: John Malkovich som Murnau; Udo Kier som produceren Albin Grau; John Aden Gillet som Henrik Galeen; Kathrine McCormack som divaen Greta Schröder; der spillede Ellen i Nosferatu; Cary Elwes som den senere så berømte fotograf Fritz Arno Wagner, der redder produktionen på et afgørende tidspunkt.


HVOR Merhige lader sin fiktive fremstilling afvige fra den i forvejen sagnomspundne tilblivelseshistorie, er i forbindelse med mysteriet Max Schreck. Willem Dafoe er formidabel i rollen. Også her er Schreck en gåde for sine omgivelser, en mand der fremstiller vampyren så overbevisende, at ingen føler sig trygge ved ham.
   Imidlertid er der hos Merhige en god grund og en slags naturlig forklaring på aktørens metodespilsagtige indlevelse. Murnau, der vil gøre alt for at nå det perfekte, har simpelt hen skrevet kontrakt med en rigtig vampyr, som han mødte på sin research i Karpaterne. Så enkel og fantastisk er præmissen, der fungerer som det overordnede påskud. 
   Instruktøren har lovet sin stjerne, at han må forgribe sig på Greta Schröder, når de sidste nødvendige scener er i kassen (i denne udgave filmes Nosferatu on location, i sekvens og om natten: faktisk giver netop dagslyset meget af atmosfæren hos Murnau). Pagten mellem de hæmningsløse blodsugere bliver anledning til en række oplagte betragtninger over fænomenet filmskaberen som vampyr, men dialogen giver også stræberen Murnau lejlighed til at drømme og reflektere over sin kunst.
  



MEGEN situationskomik bygges op om kontrasten mellem Schreck og de forfængelige filmtyper. For eksempel bliver Grau og Galeen helt tavse, da vampyren plukker en flagermus ud af luften og bider hovedet af den. Han har netop givet sit bud på det for alvor tragiske element i Dracula
   Filmens styrke ligger dog ikke mindst i den blanding af værdighed og snu overlevelsesdrift, som vampyren får lov at bevare. Og skønt morskaben af og til udarter, mens rædslerne omvendt bliver meget kropsnære, formår Merhige hele vejen at navigere i det sære krydsfelt, hvor han har valgt at anbringe sin bombe.
   Det skal ikke afsløres, hvordan Shadow of the Vampire ender, men det siger sig selv, at der må være overenstemmelse mellem Merhiges og Murnaus slutninger. Filmen i filmen er sandheden hér.


   


DET er ikke usædvanligt, at man blander fiktive og faktiske skikkelser i historiske fremstillinger, men i regelen respekteres den officielle version, når det gælder de autentiske personer. Efterhånden som man indser, at det ikke forholder sig sådan hos Merhige, bliver hans fabel en velgørende uforudsigelig film, som byder på udsøgt spænding i tredje potens.




FILMEN har en fætter i Gods and Monsters (1998), som er et portræt af den døende James Whale, der ser tilbage på sin karriere, mens han sidder i haven i Hollywood og forelsker i den atletiske gartner. I filmen blev de to mænd spillet af Ian McKellen og Brendan Fraser.
   Bill Condons biopic bygger på Christopher Brams roman Father of Frankenstein (1995). Jim Shepard  skrev i 1998 en lignende bog om Murnau. Shepards roman hedder Nosferatu in Love. Det er ikke dén, som Merhige har filmatiseret, men Den forelskede Nosferatu ville være en endnu bedre titel til filmen, som nu hedder Vampyrens skygge.




*) Der er flere versioner af historien. Florence Bascombe, Bram Stokers enke og bestyrer af boet efter sin mand, ønskede rimeligt nok at blive kompenseret for brugen af bogen. Men det er uklart, om hun blev spurgt, før produktionen begyndte. I sit søgsmål anførte Bascombe, at hun først blev bekendt med eksistensen af Murnaus film, da hun modtog et anonymt brev fra Tyskland. I dette lå programmet fra lanceringen af Nosferatu, som fandt sted i Berlins zoologiske have. I programmet stod, at filmen var bearbejdet frit efter Stokers roman. Bascombe søgte for det første økonomisk erstatning for tabte royalties. For det andet krævede hun, at alle eksisterende kopier af filmen blev destrueret. Flere sager blev ført over en periode på tre år. I 1925 fik hun rettens medhold, men blev aldrig kompenseret. Prana Film lod sig erklære konkurs, da sagen begyndte. Nosferatu blev selskabets eneste produktion. Imens havde Bascombe givet tilladelse til en britisk teaterudgave af Dracula. Rettighederne til denne blev købt af Stokers amerikanske forlægger, Horace Liveright, som førte sagen mod Prana Film videre. Imens havde filmen sit eget liv og var anset for at være et hovedværk allerede i 1922. Der blev ikke destrueret mange kopier. Nosferatu har aldrig været en sjælden film. Den blev tidligt studeret på filmskoler for sin innovative brug af teknikker som krydsklipning, low angle og overblænding. Murnau var videre med Faust, Sunrise, City Girl og endelig Tabu. Da Florence Bascombe døde i 1937, var Tod Brownings Dracula blevet den gængse. Det er ikke oplyst, hvad hun mente om Murnaus piratudgave af værket, som den moderne vampyrmytologi hviler på.

**) Claes Bang spiller Dracula i den nye BBC-miniserie fra 2020. Forventningerne til en ny Dracula - som må være version nummer 1000, hvis det kan gøre det - var særligt store, fordi manuskriptet blev skrevet af Stephen Moffat og Mark Gatiss, som moderniserede Sherlock Holmes-universet med så stor succes i serien Sherlock. Der er ingen konsensus om Dracula, hverken hos kritikere eller publikum. Men stærke meninger for og imod. I Danmark kan Dracula streames på Netflix.

   


Shadow of the Vampire. Instr.: E. Elias Merhige. Manus: Steven Katz. Foto: Lou Bogue. 93 min. USA-Storbritannien 2000. Dansk premiere: 08.06.2001





Foto: Saturn Films/ BBC Films/ Friedrich-Wilhelm-Murnau-Stiftung
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2001

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar